Larsen, Karl Uddrag fra Aksel Halcks Optegnelser

Naar vi blev alene, og alle Løgnagtighedens Baand brast i samme Nu, kastede hun sig i mine Arme som et Barn, med smaa halvaabne Læber og straalende Øjne. Jeg følte mig snart

        

80 ganske som den overlegne Mand overfor hende, glædede mig over hendes Opfindsomhed i Kærtegn, følte hende blive ganske borte under mine. Naar vi snakkede sammen, var egentlig al hendes Tale kun pudsige, smaa Tankespring, der viste, at bag alt, hvad hun foretog sig og spekulerede over og opfattede, laa kun det ene, at hun var forelsket i mig og vilde søge paa alle de Maader, hun overhovedet kunde tænke sig, at lære mig at kende, komme til at afhænge af mig, dele med mig, blive til et med mig.