Larsen, Karl Uddrag fra Aksel Halcks Optegnelser

I den nærmeste Tid efter hin skæbnesvangre første Gang kom hun atter og atter tilbage til, at jeg dog ikke maatte foragte hende, fordi hun havde givet sig paa den Maade hen til mig. Og hun spurgte, den ene Gang efter den anden, ved Dagen og i Mørke, bedende og tryglende, om det dog ikke netop var Bevis paa hendes uendelige Kærlighed til mig, at hun intet Hensyn havde taget, men udsat sig endogsaa for min Foragt og for, at jeg maaske vilde have stødt hende

        

81 fra mig ... men jeg havde været god og vilde heller ikke nænne at forlade hende nu, den lille Tid, hun godt vidste, at vi kun vilde faa sammen, for jeg skulde naturligvis forloves og giftes med en fin Pige og en rig Pige, der ikke havde begaaet et Fejltrin, som Verden aldrig tilgav ... Og saa græd hun, og jeg trøstede hende og var ung og blev ganske revet med.