Larsen, Karl Uddrag fra Aksel Halcks Optegnelser

Instinktiv sikkert havde Thora følt, hvorledes Litteratur, Musik, Kunst, frem for alt Billedkunst, dog betød langt mere for mig end al Filosofi. Hun vilde nu kun sjeldent tale selv som i gamle Dage, men altid høre mig tale og helst om denne Kunst, som betog mig mere end alt andet her paa Jorden. Da kunde 136 hun lytte med store Øjne og varme Kinder, da kunde hun tilsidst lukke Øjelaagene ganske i og knuge min Haand, medens hun lod sig omfavne og kysse. Dejlig saa hun da ud, borteværende, attraaværdig. Lektielæsersken var forsvundet, her var en Kvinde, der gemte noget i sig selv, som jeg endnu ikke kunde fatte og som maaske endnu ikke var helt udviklet, endsige hende selv bevidst. Men det var der, og jeg skulde nok lære at gribe det. I en helt urigtig Retning havde jeg søgt hendes Selvstændighed, troet paa hende som kvindelig Intelligens og kun fundet en flittig Skolediscipel uden dybere Forstaaelse af Flidens Genstand. Men alligevel havde jeg ikke taget fejl af hendes Holdning, Blik og besynderligt energiske Slutten sig sammen om det, hun netop kastede sig over. Nej, min Thoras Selvstændighed, der sikkert vilde skabe en betydelig Kvinde af hende, skulde utvivlsomt udvikles gennem hendes Liv med Mand og Børn i eget Hjem. Dér maatte hele det underlige Lektiesynspunkt overfor Verden naturnødvendigt

        

137 svinde, dèr vilde hun lære Tilværelsen at kende gennem selvstændige Iagttagelser, som gik hende personligt nær paa Krop og Sjæl. Og af al min Magt søgte jeg at fremskynde Tiden for vort Bryllup ...