Larsen, Karl Uddrag fra Aksel Halcks Optegnelser

Men jeg kunde ikke finde den rigtige Maade at hjælpe hende paa. Hendes Væsen stødte mig rent uvilkaarligt tilbage og snørede Ordene sammen i min Hals. Jeg tav. Og hun ogsaa. Indtil Ængstelse greb mig for, at hun maaske kunde komme i virkelig daarligt Lune og blive ligegyldig, ikke passe paa sig selv og derved skade Barnet. Her var noget, som jeg kunde tale med hende om. Endnu mere indtrængende end tidligere, og som jeg syntes med virkelig oprigtig Ømhed, bad jeg hende atter og atter endelig tage alle Forsigtighedsregler 148 i Agt. Hun svarede kun lidet og afværgende, indtil hun en Dag til min virkelige Bestyrtelse fór i Vejret, puttede Fingrene i Ørerne, som en uartig, lille Pige, og næsten raabte mig lige ind i Ansigtet: »Jeg vil ikke bære mig anderledes ad, end jeg vil. Og jeg har det storartet!«