Larsen, Karl Uddrag fra Aksel Halcks Optegnelser

Som Moder følte hun sig altid tilsidesat for min Skyld af det Barn, hun elskede over alt. Vilde det have været muligt at tale med hende herom, uden at hun havde sporet min hemmelige Glæde ved min Overlegenhed? Og hvad havde jeg kunnet raade hende? At kæmpe imod. Den har let for at raade til Kamp, som ikke behøver den selv. Vilde ikke al min Tale have været gennemskinnet af Lykke over, at Tingene netop laa, som de laa? Jo og atter Jo. Thi min Søns med hvert Aar tiltagende Samstemmen med mig var det, der i Virkeligheden gav mig mit Liv igen.