Larsen, Karl En Kvindes Skriftemaal

KARL LARSEN

EN KVINDES SKRIFTEMAAL

2

        

3

        

4

        

5

KARL LARSEN

📖 EN KVINDES SKRIFTEMAAL
Es hørt doch Jeder
nur was er versteht
Goethe

DET NORDISKE FORLAG
(BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN)
1901

6

2000 Eksemplarer

Langkjærs Bogtrykkeri

7

Fru Kommandørinde Hemmingsen havde faaet en stor Pakke Papirer sendende fra sin Veninde, Departementschef Halck's Frue.

Den lille lyse og buttede Kommandørinde var alene i sin Havestue ude paa Landet, og Solen skinnede, dengang denne mærkelige Sendelse kom. Og efter at Pigen havde trukket sig tilbage, stod Fru Hemmingsen nogle Øjeblikke fuldkommen forbavset og bladede ud og ind imellem de mange beskrevne Sider, hvor der saa tit stod Ord med tykke Streger under.

Et lille Brev laa særskilt ved.

Kommandørinden fløj det igennem, i Stumper og Stykker:.... fordi Du 8 og jeg i hvert Fald har kendt hinanden saa længe vi har været til, og det er nu fyrretyve Aar .... om end ikke det, man burde kalde for Veninder .... men jeg kan ikke længere holde denne Tavshed ud.... skrevet det ned altsammen efter den Visit oppe hos Dig for tre Uger siden, før Du tog fra Byen .... Du havde ogsaa set paa mig som saa mange andre Mennesker har gjort det i saa lang en Tid .... en diskret Nysgerrighed, der kribler indvendig .... somme Tider Indtryk af, som om I sad og lurede paa et ubevogtet Øjeblik for at løfte mine Klæder op og se mig efter paa Kroppen .... misforstaa mig ikke .... men jeg er bleven for nervøs deraf .... brænd det bagefter .... og at ingen faar at vide ....

Det var ligesom Fru Hemmingsen et Øjeblik imellem Linjerne saa' sin Veninde for sig, saaledes som hun den Dag 9 havde siddet oppe hos hende, dejlig klædt som altid, høj, mørk, noget storlemmet, med anselige Træk og ganske tynde Læber, blegere end hun tidligere havde været, men det klædte hende ....

Kommandørinden vilde læse det Brev om igen, det hele og omhyggeligt, Ord for Ord ....

Men i det samme lod hun Papiret falde og greb de andre, tæt beskrevne Ark.

Med et Blik mod Uhret satte Fruen sig i sin lave Lænestol, der vendte Ryggen mod Lyset: der var udmærket Tid inden Middag.

Og hun læste:

Du kan huske Fa'er, Gerda. Som jeg har elsket og beundret Fa'er! Ogsaa hans Udseende. Der har nu heller aldrig været noget Menneske med saa smuk en Haand 10 som Fader. Og den dejlige Pande! Dér kunde man tale om en Tænkerpande.

Fa'er var Fritænker. Og hvor mange Gange har jeg ikke som Barn og som halvvoksen Pige sagt til mig selv og er bleven ved at gentage det, indtil Ordene tilsidst løb i Vrøvl for mig: Din Fader er en Tænker og en fri Tænker!

Fri og Tænker — jeg syntes ikke, der kunde være skønnere Ord.

Fader var jo af de Professorer, der gav sig meget af med Studenterne, og naar jeg somme Tider lukkede op for nogen af dem, saa forekom det mig, at der i deres Ærbødighed laa ikke blot en Hyldest, men ogsaa et Genskin af Faders eget Væsen og af hans Ærefrygt for den evige Videnskab. Og jeg prøvede paa, om jeg ikke kunde efterligne ham i Holdningen af Hovedet eller Maaden at gaa paa.

Moder fandt jeg smuk, og hun føjede 11 os Børn meget. Men Fader syntes jeg fyldte hele Rummet omkring mig, saa der ikke blev Plads til andet.

Vi boede jo hele min Barndom ude paa Christianshavn i den store, gammeldags Købmandsgaard. Og da min lille Broder var bleven saa stor, at han kunde sidde rigtig stille, tog Fader om Aftenerne, naar han vilde hvile, os Børn ind i sin store tre Fags Arbejdsstue, hvor der langs med Væggene ikke var andet end Reoler med Bøger, i saadanne rolige, tykke Bind. Moder kom med, rullede en Lænestol frem, altid den samme, satte sig med et Haandarbejde, og Fader talte til mig og min Broder. Men jeg følte med taknemmelig Fryd, at det egentlig kun var til mig, for min Broder var saa lille. Og Fader fortalte os Børn alting om det gamle Patricierhus, vi boede i, fra Sandstensforsiringerne udenpaa og de høje Sale med Stukkaturarbejde lige

        

12 ned til Lysthuset i Baghaven paa den anden Side Gaarden. Jeg forstod meget godt den skjulte Baggrund i alle de Fortællinger om Borgeres Arbejde og Flid og Sans for Frihed og Skønhed og deres Trods mod Avtoriteter og deres Sejr tilsidst, og jeg fortsatte ved mig selv, at nu sad der i denne gamle Gaard, som hørte til de skønneste i Staden, en Mand, der var saa smuk, og som skulde føre Menneskene videre, endnu meget videre.

Jeg var forelsket i Fader. Brød mig slet ikke om Drenge, saadan som I andre. Men uden at nogen anede det, skrev jeg Kærlighedsvers paa fransk til Fader. Paa dansk turde jeg slet ikke gøre det, jeg blev rød i Hovedet, bare jeg kom til at tænke paa, at det kunde være muligt. Men paa fransk havde jeg Mod til det. Det var jo desuden det fineste, skønneste, fornemste Sprog, som 13 jeg havde særlig Guvernante i, og Moder vilde altid have, jeg skulde læse og tale det saa meget som muligt. Paa saadan et benaadet Sprog var det netop ogsaa, der skulde skrives til den, man holdt allermest af.

Min aflaasede Skrivemappe var fuld af saadanne Digte, som jeg prøvede paa at faa korrekte uden Mlle Guyaus Hjælp, og jeg kunde dem udenad og deklamerede dem for mig selv, naar jeg gik i Haven alene.

Skinsyg blev jeg ogsaa. Der løb saa mange unge Piger hos Fa'er. De hørte hans Forelæsninger over Filosofiens Historie og skulde spørge og vide Besked om alt muligt. Naturligvis var de forelskede i ham, og jeg hadede dem.—

Egentlig talt var det, som om jeg næsten slet ikke saa' Moder i hele min Barndom. Hun tog sig nu ogsaa meget mere af min lille Broder og var en hel Del 14 alene ude i Selskaber, naar Fader som Regel ikke havde Lyst til at tage med. Moder havde ogsaa mange Veninder, hun kom hos, men dér brød hun sig slet ikke om at have mig med, og naar der var Besøg hjemme, var jeg bare lykkelig over at kunne benytte Lejligheden til at være for mig selv alene og spekulere eller ogsaa somme Tider faa Lov til at sidde ganske musestille inde hos Fader med en Bog. Men jeg læste sjælden meget derinde, kunde det kun daarligt; for ingen Steder kunde jeg fantasere som i den stille Stue, mellem alle Bøgerne, medens jeg saa' paa Fader, der sad og læste og skrev. Der kunde gaa Timer, uden at jeg bagefter vidste andet, end at det blot havde været saa dejligt.

Saa var det, Fader døde. Jeg forsikrer Dig for, endnu den Dag i Dag og 15 med alt det, jeg siden efter har gaaet igennem — naar jeg tænker paa Faders Død, kan jeg blive kold her, ved Hjertet.

Jeg ventede, at jeg skulde have døet med. Og jeg ønskede det. Jeg tror, jeg kunde have lagt mig som en Hund ved Faders Grav og bidt mig fast mod Sulten for at komme til at dø.

Overlægen sagde bagefter, at han havde været alvorligt bange for mig. Nu var det jo ogsaa lige midt i denne vanskelige og pinagtige Tid for unge Piger, naar man er mellem fjorten og femten Aar. Jeg fyldte netop femten paa Maanedsdagen efter Faders Død.

Alle I, som var jævnaldrende med mig, havde jo aldrig brudt Jer særligt om mig, og jeg kan saa godt begribe det, for jeg delte kun daarligt Jeres Interesser, vilde gerne spanke af Sted for mig selv. Og nu, da Fader var død, hvor skulde I kunne hjælpe mig! Jeg syntes, 16 at jeg stod i ophøjet Ensomhed paa en øde Ismark, Ansigt til Ansigt med min egen Død. Eller i hvert Fald mente jeg da, at jeg maatte miste min Forstand.

Moder skændte paa mig. Haardt, saa jeg blev trodsig.

Derefter fulgte hun Overlægens Raad og rejste med min Broder og mig og Jomfruen til Badesteder i Udlandet.

Vi havde jo Penge nok. Og der blev gjort alt for at adsprede mig.

Men jeg havde Hjemvé, længtes, saa jeg fik baade Tryk og Kvalme, efter Graven paa Assistens' Kirkegaard i København.

Det var en af de gamle Familjebegravelser op ad en teglhængt Mur; midt i Muren var en Niche med en Empireurne, og foran den stod Sørgepilen og skyggede over den store flade Sten, der laa over det meste af Graven, og hvor nu Faders Navn var hugget ind neden 17 under de andre. Jeg udmalede mig, hvorledes til Efteraaret Pilens Løv vilde svirre lydløst ned i krøllede gule Blade og tilsidst ganske dække Graven.

Men jeg syntes, at Faders Hvilested burde have været saa uendelig meget skønnere og af en dybsindigere Virkning.

Det skulde have ligget for sig selv alene, i en Sø, paa en lille Ø, med en Væg af tungsindigt hængende, tætte Træer omkring en skønt formet Sten, der ragede i Vejret. Paa den skulde kun Faders Fornavn og Efternavn staa at læse — Alverden maatte jo vide, hvem han var.

Og i den Sø, hvor Øen laa, burde aldrig nogen Vind kunne naa hen for mørke Skove, der omgav den paa alle Sider. Men i regelmæssige Mellemrum, ved Bredderne, skulde der fældes Træer og opstilles Mindesmærker, som alle vendte mod Gravøen. Og de skulde være 18 for de Menneskehedens store Aander, hvis Værk min Fader havde ført videre. Saadan fantaserede jeg, og til Tider var jeg ved at svinde helt hen af Længsel efter at komme til at græde igen paa den fattige Grav i København, hvor der laa en saadan Stormand. Jeg, hans stakkels Datter, som ikke kunde rejse ham et Mindesmærke, der var hans lysende Aand værdigt!

Grim var jeg dengang, endnu alt for lang og opløben. Det var mig blot en velgørende Pine mere. For Døden gjaldt der ingen Skønhed, og jeg levede med Døden og med den alene.

Kun pinte det mig at føle, hvorledes min smukke Moder ærgrede sig over, at jeg var grim. Hun var jo ungdommelig endnu, og jeg forstod, at den Datter klædte hende ikke.

19

Jeg syntes, at hun og jeg burde have sørget sammen, eller rettere sagt, jeg vilde ikke have sørget sammen med noget andet Menneske, min Sorg var mig en Dødens Nordpol, hvortil kun jeg alene var naaet hen; men jeg vilde føle Deltagelse i min Sorg og have lidt Anerkendelse for den. I Stedet derfor var der blot denne evindelige dagligdags og flove Retten: jeg maatte ikke gaa og lude saadan med Hovedet ... det var ikke velopdragent at falde hen og blive borte i sine egne Tanker, naar der var fremmede til Stede .... jeg skæmmede mig og tog af, i Stedet for at jeg skulde tage til og blive rask, naar man nu laa her paa de dyre Badesteder.

Efterhaanden kunde jeg næsten arbejde mig op til at hade Moder og blev paa den anden Side stundom greben af en forunderlig Smerte, som om jeg gerne vilde ofre, jeg vidste ikke hvad, 20 for at Moder kunde lære Sorgen at kende som jeg selv — hun, som var bleven elsket af saadan en Mand!

„Sørger Du da ikke, Mo'er?“ sagde jeg en Aften, da der som sædvanlig blev rettet paa mig, og jeg fik Formaninger, om at jeg maatte tage mig sammen og ikke altid tænke paa, hvad der ikke kunde komme tilbage.

Men saa tog Moder mig ganske heftigt i Armen.

„Tror Du da ikke, jeg har holdt af ham?“ sagde hun.

Og jeg maatte studse over Moders hidsige Blik og den Maade, hendes Stemme næsten dirrede paa. Jeg syntes, at det var, ligesom hun vilde, ikke revse mig, men slaas med mig.

Og da hun gentog lige ind i mine Øjne: „Tror Du da ikke, at jeg holdt af ham?“ — var det mig umuligt at svare Ja! jeg bed mig blot i Læben.

21

Saa smilede Moder haanligt: „Du er jo kun et Barn!“

Var det noget at bebrejde mig!

Jeg trak Brynene sammen og kom helt til at gyse for det, som jeg ikke forstod bagved Moders Miner og Tonefald; men jeg følte det ligesom noget fjendtligt, der kunde gøre mig ondt.

Siden grublede jeg derover i ensomme Timer, men begreb ikke andet, end at jeg hver en Dag, der gik, led under alle de Beviser, jeg syntes, Moder gav mig paa Ukærlighed og Mangel paa Forstaaelse. Kunde det virkelig være min Faders Hustru? Var det virkelig min egen Moder? Denne Kvinde, som ikke vilde bøje sig for Kærlighedens ophøjede Kummer.

Jeg fik Foragt for Moder. Maatte hun ikke være ussel og lav, naar hun vel ikke ligefrem sagde det, men dog lagde alting an paa, at jeg skulde glemme!

22

Og endnu den Dag i Dag er jeg glad for det Had, jeg dengang som femtenaarigt Pigebarn fik lært til det, der hedder at glemme. At glemme, som er det mest lurvede, der gives i Verden! Som er at tilintetgøre noget, der er levet og levet af en selv og kun af en selv! Som er at stille sig lig med Dyrene, der er fattige paa Erindring!

Men Moder selv var godt i Gang med at glemme. Hun kunde more sig paa Udflugter sammen med andre, naturligvis stilfærdigt og velopdragent, men jeg kendte Glansen af Velbehag over hendes Øjne.

En Dag sagde Moder til mig, at naar jeg saadan gik og slet ikke vilde gøre noget for mig selv og mine Omgivelser, saa var det ogsaa Synd overfor Vorherre.

Men det var første Gang efter min Faders Sygdom og Død, at jeg lo. Lo, 23 saa Moder blev rød til op i Skilningen af Haaret, haanlo.

Moder gik sin Vej og talte ikke mere om Vorherre til mig.

Hvis jeg den Gang var faldet i en Sygdom og død — Moder havde grædt, men sikkert mest af stille Medynk med sig selv, over at hun skulde have faaet en Datter, der saa lidt passede til hende, i Stedet for en sød og fin ung Pige, der næsten kunde være blevet en Veninde for hende. Og saa havde hun sikkert sagt, at det var dog nok for det bedste, som det var sket, at sige ikke for hende, der blev ved at leve, og hvem Livet havde skuffet med den Datter, men for mig, der døde — og man skulde jo tænke mest paa andre! Moder, hun havde saa vist ræsonneret, at det havde været en Lykke, om jeg var død, ligesom jeg nu er sikker paa, at havde hun kunnet og turdet tænke rigtig til Bunds i sig selv, 24 vilde hun dengang have sagt, at det var for det bedste, at hendes Mand var død, ti Livet havde narret hende lidt med ham ogsaa. Han havde ikke været for hendes fløjelsbløde, smilende, sanselige Verden, som spejlede sig saa fortryllende i hendes Øjekast og tindrende Smil, i hendes Velvære ved at færdes imellem mange Mennesker og fetere og feteres uden Konsekvenser.

Naa, omsider var Moder ked af Baderejseriet, og vi tog hjem. Min lille Broder skulde ogsaa i sin Skole, og mig fik de dog ikke anderledes.

For Resten var jeg bleven noget anderledes i den sidste Tid, men det skyldtes ikke Moder, det kunde jeg takke en fransk Veninde for, jeg havde faaet, og som var fem Aar ældre end jeg selv.

Naar jeg overhovedet saa vidt kom 25 over Faders Død, var det Marie Louises Fortjeneste. Hun havde, ogsaa som halvvoksent Pigebarn, mistet sin Moder og havde skrevet en hel Fortælling derom, som godt kunde have været trykt. Den havde hun altid hos sig, men hun skrev i det hele taget ogsaa meget andet. Du ved slet ikke, hvor jeg kom til at elske hende og beundre hende!

Moder kunde godt lide, at vi gik saa lange Ture, da vi talte fransk sammen, og hun anede naturligvis ikke, at det, vi drøftede tidligt og silde, var den Mangel paa Forstaaelse, som vi begge to følte os omgivet af. Naar Marie Louise kom hjem til Frankrig, skulde hun ud som Lærerinde hos nogle fjerne Slægtninge paa et stort Herresæde nede ad Vogeserne til. Og derfra vilde hun skrive lange Breve til mig om Naturen og om sine ensomme Tanker.

Det gjorde hun ogsaa, efter at jeg var 26 kommen tilbage til Danmark, jeg svarede altid lige straks og meget, meget langt. I Løbet af Vinteren blev hendes Epistler imidlertid kortere og kortere. Hun skrev, at det var alt hendes Arbejdes Skyld. Jeg ønskede blot brændende, at jeg kunde være taget over og have delt noget af dets Byrde med hende.

Selv gik jeg til Præsten, og det var mig en Lidelse. Jeg var jo den frie Tænkers Datter. Kold og næsten fjendtlig sad jeg og hørte Præstens Forklaringer, jeg syntes, han var skikkelig, men dum, og saa havde han det, jeg aldrig har kunnet fordrage, haarede Hænder. Naar jeg tænkte paa Faders smalle, hvide og bløde Haand! Den kunde tale, som om det var en Mund, naar der var noget, Fader rigtigt vilde forklare, og den kunde stryge en over Panden eller Kinden, som om det var et Kys. Hvad var i det hele taget saadan en Præst imod Fader,

        

27 der havde læst og tænkt og forsket frit uden at frygte hverken Mennesker eller Død, — en Helt og en Menneskehedens Velgører! Præsten gentog jo kun, hvad der var lært ham. Han vilde have, man skulde bøje Knæ og tro uden Kritik. Det var en Slavenatur, syntes jeg. Og de andre unge Piger — der var nogle af dem, som var saa stille og pæne og troende, og en af dem var saa køn, jeg var lige ved at blive indtaget i hende; men jeg væbnede mig baade mod hende og mod de andre, jeg syntes, det var Forræderi mod Faders Minde, og jeg strammede mig op ved at spotte over Præsten og Religionen. Selv fandt jeg egentlig, at det ikke var rigtig pænt, men jeg vilde gøre mig haard og tvang mig til at være glad over, naar nogen af de andre fnisede af hvad jeg sagde. Det var der for Resten ikke mange, som gjorde, de fleste var ganske lige glade 28 for Religionen og havde bare Hovedet fuldt af, at nu skulde de blive voksne og komme ud.

En eneste Gang mindes jeg, at jeg følte mig lidt underlig tilmode ved Fortællingen om Kristi uendelige Kærlighed og Fornedrelse og Offer. Jeg kunde ikke blive fri for at ønske, at ogsaa jeg en Gang maatte saadan rigtigt kunne give mig hen i Kærlighed, lige til Døden ved Naglesaar og Spydstik ind i mit Legeme. Men saa var det Moder, der ødelagde det hele for mig.

Hun havde en Maade at tage min Konfirmationsforberedelse paa, som næsten kunde gøre mig rasende.

Moder var selv religiøs af Frygt. Det var det, jeg opdagede. Jeg gik jo omkring og følte mig i det hele taget utilpas og utilfreds i Hjemmet, efter at Fader var død, og naar jeg engang imellem gav mit daarlige Lune Luft og begyndte 29 at gøre Nar ad min Præstegang, saa paatalte Moder det paa en egen forskrækket Maade, ligesom om der kunde ske hende selv noget ondt, hvis hun ikke gjorde det.

Netop paa en Dag, hvor det ikke var mig muligt, trods al min Modstand, at blive Kristi blødende Naglegab og Vunder kvit, tog hun mig til Side. Og hun gik med mig ind i Faders gamle Stue, hvor alting stod urørt, med alle hans Bøger og Skrivebordet, hvor der saa' ud, som om han kunde komme hen og sætte sig ned, hvad Øjeblik, det skulde være. Derinde sagde Moder til mig, at hun havde nu i lang Tid tænkt meget over, at jeg tit og mange Gange talte saa underligt om min Præstegang, lige i de sidste Dage maaske ikke, men det var jo sket ofte nok. Og det var faldet hende ind, at det maaske skyldtes Erindringen om min Fader.

30

Det sagde Moder til mig inde i Faders Stue! Og tilmed vidste jeg, at naar vi stod derinde, saa var det kun, fordi Pigerne og Madam Jakobsen ikke var bleven færdige med at gøre rent i Dagligstuen.

Jeg blev straks stejl og væbnet.

Moder saa' det i hele min Holdning, for hendes Udtryk blev usikkert.

„Ja Jeg mener blot, din Fader var jo Fritænker, men han søgte aldrig at indvirke paa min Tro. Han lod mig beholde den. Det passede ikke for enhver, sagde han altid, at være Fritænker. Og derfor mener jeg .... Du forstaar mig nok .... din Fader vilde ikke have haft noget imod, at Du blev ved at holde dig til din Barnetro. Han sagde ogsaa altid at vide, saadan for rigtig sikkert vide, det kunde jo ingen Mennesker og ....“

Jeg afbrød min Moder. Enhver Tanke 31 paa Kristus var som tørret ud af mig. Jeg talte kun i Trods, Forfængelighed og med Lyst til at slaa.

„Ja, men saa vil jeg indskrænke mig til noget mindre sikkert at vide,“ svarede jeg, „og dermed Punktum.“

Da jeg havde svaret uartigt, sagde Moder spagfærdig, men noget krænket: „Ja Jeg taler jo blot som din Moder.“

Og hun havde naturligvis lidt Ret. Noget af Kærligheden til Barnet, som det nemt kunde gaa galt, laa der vel ogsaa i det, men mest dog Angsten for hende selv, at der skulde kunne gøres hende noget, fordi hun ikke havde søgt at formane og retlede sit Barn.

Jeg gik hurtigt ud af Stuen, uden at Moder prøvede paa at holde mig tilbage. Men inde hos mig selv kom jeg voldsomt til at græde. Og det var ikke Tøsearrigskab, jeg græd af. Det stod mig dengang ikke klart, hvorfor det var. Men 32 nu forstaar jeg, at jeg græd i rent ubevidst Gru over at have set ned i hele en Sjæls Fejghed, Frygt for Ansvar og Egenkærlighed. Hvad havde Moder bekymret sig om den Mands evige Skæbne, som hun skulde have elsket! Kun det havde hun fremhævet, at han havde ladet hende gaa de kendte Veje, saa at hun for Livs og Døds Skyld altid havde Ryggen dækket. Paa samme Maade skulde jeg nu bære mig ad, hans Datter! Det vilde han sikkert have tilladt mig. Aa, hvor der ogsaa laa en Haan mod mig deri! Jeg, som virkelig havde elsket min Fader og i det inderlige Haab om, at han engang vilde have indviet mig i alle sine Tanker, saa jeg maaske kunde være kommen til at tjene ham i hans Kamp for Menneskeheden! Og hvis han kunde have taget fejl, saa burde man da have bedt om at komme til at brænde i Helvedes Flammer ved Siden af ham!

33

Moder talte aldrig senere til mig om Religion. Nu havde hun gjort, hvad hun kunde.

Paa Konfirmationsdagen havde jeg bestemt frabedt mig Selskab, hvad der var Moder meget imod, men som hun maatte finde sig i.

Da jeg var klædt om efter Kirken, vilde jeg alene ud paa Faders Grav, men hun forlangte at gaa med og havde min Broder ved Haanden. Jeg sagde kun meget lidt, baade derude og da vi var kommen hjem. Min Broder, som dengang var en ni Aar, stoppede jeg med Chokolade og Konfekt for at stille ham tilfreds, fordi han kedede sig.

Om Aftenen sad jeg inde hos mig selv og læste. Det var i en Samling af Faders Smaaskrifter. Dem syntes jeg, at jeg forstod en hel Del af, og saa 34 fandt jeg dem saa ædle i Sproget. Med halvhøj Stemme, som jeg forsøgte at gøre saa dyb og saa indtrængende som muligt, deklamerede jeg lange Sætninger af de smaa Bøger udenad.

Næste Dag skrev jeg om det altsammen til Marie Louise, og om at jeg ikke vilde nøjes med, efter Moders Raad, at gaa paa et Fortsættelseskursus for unge Piger, men vilde være Student. Al min Energi skulde sættes ind paa at arbejde og lære, for at jeg kunde komme til rigtigt at forstaa alle min Faders Værker, selv de allersværeste. Og naar jeg saa var trængt helt ind i Faders Aand og Skrifter, vilde jeg bagefter sørge for, at hans Bøger fik den Udbredelse, som Landets og Sprogets Lidenhed hidtil havde forhindret, jeg vilde selv oversætte dem paa fransk og engang kunne sende Marie Louise dem med en Tilegnelse til min Ungdoms eneste Veninde; hun alene 35 havde jo dog forstaaet min Sorg over den Mand, hvis Livslys var slukt, men hvis Aand skulde blive ved at straale som en Ledestjerne for det menneskelige Fremskridt.

Marie Louise sendte mig til Svar et Brev, der var meget længere end dem, hun ellers i den sidste Tid havde skrevet. Hun fandt min Idé fortræffelig; selv havde hun bestemt sig for i poetisk Form at bygge sin Moder et nyt og glimrende Mindesmærke, og vi vilde da i Litteraturen som i den virkelige Verden kunne træde frem Haand i Haand, foran Pietetens Alter.

Saa hurtigt som muligt begyndte jeg at læse til Eksamen og læste flittigt, nægtede at gaa paa Bal. I sin Tid havde jeg med Glæde lært at danse, fordi Fader havde talt saa meget om Smidighed og Ynde i Bevægelser; men det var en af mine Sorger, at jeg blev hverken smidig 36 eller yndefuld af det; det laa slet ikke rigtig for mig; de unge Herrer brød sig heller ikke om mig. Og nu, efter Faders Død, kunde det aldrig falde mig ind at sætte mine Ben paa et Bal.

Moder var yderst ked baade af det og af, at jeg var ligegyldig med mine Klæder. Helst skulde de være saa praktiske og volde saa lidt Besvær som vel muligt.

Men det meste af, hvad hun købte til mig eller lod hente hjem at se paa, tog jeg dog uden videre og gik med, naar jeg ikke skulde have særligt Besvær af at sætte eller knappe eller saadan noget, for saa gjorde jeg mig ud til Bens.

Af dem, der kom hjemme, var der ingen anden, jeg talte med om mit Arbejde, end Aksel Halck.

Han var kommen hos os fra lille og havde foræret mig Mona Lisa til Konfirmationen. 37 Hans Fader, Højesteretsassessoren, havde jeg altid haft stor Respekt for, fordi han havde været Faders Klassekammerat og bedste Ven, men Aksel selv havde jeg egentlig aldrig tænkt noget over, førend han hørte saa interesseret paa min Plan om, at jeg vilde være Student. Aksel var dengang juridisk Kandidat og fire og tyve Aar. Jeg havde det imod ham, at han var lidt for velklædt og for beleven i al sin Tale og sine Manerer, men det vænnede jeg mig forresten meget hurtigt til og fandt tilsidst ganske rart; det var ligesom renligt.

Aksel hjalp mig i Begyndelsen meget med mange af mine Ting, og han holdt af at høre mig tale og fortælle om mig selv og mine Planer. Saa kunde han gaa stille ved Siden af mig, naar vi gik Tur over Christianshavns Vold og videre, ud ad Amagerlandet til. Moder holdt jo stærkt paa, at naar jeg havde Tid til

        

38 det, skulde jeg spadsere for mit Helbreds Skyld, og naar Aksel vilde gaa med, havde jeg heller ikke noget derimod. Han lod mig tale løs, hvad jeg trængte saa forfærdeligt til, og han snakkede dejlig lidt selv; kun er jeg bagefter kommen til at huske paa, hvor tit han forstod at dreje Samtalen hen paa Kunst, og saa gav han sig somme Tider til at fortælle. Han hørte jo til en meget kunstnerisk interesseret Slægt, Højesteretsassessoren var Byens fineste Kobberstiksamler, blandt hans Forfædre havde flere, ved Siden af at være store Embedsmænd, spillet som Virtuoser og var gaaet op i at lave Violiner, Aksel selv var baade musikalsk og Kunstelsker. Han fik mig ogsaa til at lade være at holde op med min Musiklærer, uagtet jeg egentlig ingen Interesse havde for Musik, blot en hel Del Færdighed; men han mente, at med Tiden, under rigtig

        

39 Vejledning, kunde det blive godt, bare jeg ikke gav fortabt nu. Og saa syntes jeg, at jeg burde blive ved for hans Skyld. Moder talte altid godt om Aksel, dog ikke saa meget, at jeg af den Grund blev ked af ham.

En Dag var der en af Lærerne paa mit Kursus, som blev syg, og jeg kom derfor et Par Timer tidligere hjem end sædvanlig. Ude i Korridoren kunde man høre, der blev talt og let inde i Dagligstuen.

Jeg plejede ellers straks at gaa ind i mit eget Værelse, løb i det hele taget for fremmede, men jeg ved ikke, der maa have været noget i al denne Snakken paa en Tid, hvor jeg skulde være borte, som uvilkaarligt drev mig til at lukke Dagligstuedøren rask op uden saa meget som at banke paa.

40

I samme Øjeblik rejste Moder sig op og blev ildrød i Hovedet. Og fra den store Lænestol næsten sprang Professor Blom, Kirurgen, i Vejret. Han var ikke vor Huslæge, men som god Bekendt af Fader havde han temmelig hyppigt været bedt hos os. Jeg kunde ikke fordrage ham, fordi han var saa vittig og Moder altid lo af ham med den klukkende Smilehulslatter, som bedaarede alle Mennesker, men som jeg efterhaanden kun fandt ubetydelig og overfladisk.

Nu stormede Professoren løs paa mig med saa mange overlegne Komplimenter og ældre-Herre-Vittigheder overfor unge Damer, at jeg blev staaende og saa' rasende paa ham.

Og i selv samme Øjeblik slog det ned i mig, som om jeg skulde rives fra hinanden: denne modbydelige, lapsede Levemand paa min Faders Alder, ham 41 vilde min hule Skøge af en Moder gifte sig med.

Ja, Skøge, det var netop det Ord, som brændte mig paa Læben, saa jeg næsten maatte spytte det ud.

Du véd, hvad det er for et underligt Ord for alle os Kvinder. Med saa besynderlig en Klang! Det virker baade ligesom rent ækelt men desuden med noget af gammelagtig, bibelsk Dom. Og saa dengang, da man var en syttenaarig Jomfru, hvad følte man ikke, bare ved at tænke det Ord, af kønslig Skyhed! Saa ubevidst man længtes imod Mænd og dog frygtede for Mænd og for at de skulde gøre en ondt!

Professor Blom blev flov under mit Blik, og Moder — jeg kunde se, ja, jeg syntes, jeg kunde med mine egne Knæ føle, hvor hun rystede. Uden et Ord gik jeg og smækkede Døren i efter mig, men da jeg kom ind paa mit Værelse, 42 fik jeg ondt, saa jeg maatte spytte. Og bagefter laa jeg paa Sofaen og græd, indtil jeg blev saa træt, at jeg næsten ikke kunde røre en Haand.

Aa, hvor jeg følte den dybeste Medlidenhed med mig selv, som havde saadan en Moder!

Men jeg tog mig sammen: jeg burde jo ikke tænke paa mig selv, men paa min Faders krænkede, skændede, vanhelligede Minde. Pludselig for det igennem mig. jeg rejste mig og blev siddende lidt, ligesom om der var noget at lytte efter: skulde jeg ikke løbe ind til Moder, styrte mig for hendes Fødder og trygle hende om at lade være? — Nej og tusinde Gange Nej! Kaste mig ned og gribe omkring dette Legeme, som nu vilde byde sig til en fremmed Mand for — det kunde gyse igennem mig — at blive omfavnet og kysset. Aldrig!

Jeg blev stiv, haard og kold.

43

Saa kaldte de mig ind til Middag.

Ved Bordet tvang jeg mig til at tælle og tælle, ligesom man gør om Natten, naar man ikke kan falde i Søvn, bare for ikke at tænke. Jeg vilde slet ikke se paa Moder, men hver Gang jeg kunde føle, at hun havde Hjertet i Halsen, naar hun sagde et Par Ord, gav jeg mig til at tælle og tælle dobbelt hurtigt og for Resten tænke paa Lektierne. Min Broder sad og snakkede om sin Skole. Derved kom jeg endnu mere ind paa alt det, jeg selv skulde have fat i efter Bordet.

Jeg sagde kort Tak for Mad, og det lykkedes mig virkelig at faa begravet mig i alt det Arbejde, som skulde og maatte gøres netop nu.

Lige til henimod Tetid sad jeg, som om mine Øren var stoppede med Voks ligesom paa Odyssevs' Staldbrødre, der stod om i Lektierne.

44

Da traadte min Moder ind i Værelset.

Alle de lange Rækker Gloser, jeg havde siddet og syslet med, rutschede sammen med et Ryk, jeg for op, som om jeg skulde forsvare mig. Moder var bleg, men ikke mere sky. Hun saa' fast paa mig: „Jeg vil tale med dig, Thora!“

Det slog mig, at dette bløde, fugtige Spil, der ellers laa over hendes Øjne, helt var borte, de var brune og tørre, med en Glans som af Sten.

„Thora“, sagde hun, „jeg er din Moder“.

Jeg trak Læberne spodsk op.

„Du har ikke Ret til at behandle mig, som Du har gjort i Dag. Du er saa ung og forstaar ikke Verden.“

„Nej, Gud ske Lov!“

„Herregud, Thora“ — jeg kunde høre, hvor Moder kæmpede med sig selv og var lige ved at komme til at græde — „hvorfor vil du dog gøre mig saa ulykkelig? 45 Synes du, det er pænt!“ — og hun greb frem efter min Haand.

Men jeg undveg Grebet, som om det havde været en væmmelig Edderkop, der var ved at krybe op paa mig.

Moder blev rød og sagde hidsigt: „Du er et ufornuftigt Barn.“

Da var det, jeg kendte Moders Udtryk igen, fra den Gang hun i Udlandet havde grebet mig om Haandleddet og heftigt spurgt, om jeg ikke troede, hun havde elsket Fader. Jeg følte mig paa en Gang saa oprørt og saa umaadelig overlegen. Og da var det, jeg svarede: „Hold Mund!“

Jeg fortrød det ikke engang, efter at det var undsluppet mig og jeg rigtig havde hørt det, følte mig blot stolt som den, der har slaaet en Fjende, han kan magte.

Moder ligesom slugte, hvad jeg havde sagt, med halv aaben Mund, men saa for hun rasende op: „Du har ogsaa været 46 en modbydelig Tøs imod mig, dengang Fader levede.“

„Hvad har jeg?“

„Ja, det har du. Ingen mere end du har gjort hvad der kunde gøres, for at faa Fader bort fra mig. Ja, det siger jeg, om Du saa staar og stirrer aldrig saa gal paa mig. Men jeg skylder dig ikke noget Regnskab. Det manglede bare! Jeg holde raf hvem, jeg vil, og gør, hvad jeg vil. Forstaar Du det!“

Jeg stod og saa' paa Moder, aldeles maalløs og dirrende. Der var paa en Gang stormet ind over mig for meget nyt, som jeg umuligt kunde samle.

Efter at Moder var gaaet, gik det langsomt op for mig med saadan en underlig tør Forbavselse, uden at jeg græd det mindste, at min egen Moder havde været skinsyg paa mig.

Fordi jeg havde elsket Fader for meget 47 og havde haft alt for stor en Plads i hans Hjerte.

Nej, den Kvinde var ikke min Moder. Det var en fremmed Kvinde, som nu ogsaa gik til fremmede. Men jeg gik ikke med hende.

Jeg havde sagt Nej til Pigen, der bad mig komme ind til Te, men nu gik jeg over i Dagligstuen for at træffe Moder.

Endnu mere bitter havde det gjort mig overfor hende, at hun før havde kunnet bringe mig saadan ud af Sindsligevægt, at jeg var bleven saa simpel og havde sagt Hold Mund! Nu skulde jeg være ganske behersket og knap.

Jeg sagde heller ikke andet end: „Jeg kommer blot for at meddele, at saa snart jeg kan faa mig arrangeret, flytter jeg ud af Huset.“

Men Moder saa' rolig op fra et Haandarbejde, hun sad med, og sagde blot: „Ja, gør Du det, min Pige!“ Og hun tilføjede 48 med den Aandsnærværelse, Moder altid havde for det praktiske i Livet, „Du har jo dine egne Penge.“

Jeg gik; lidt flov syntes jeg alligevel.

Dagen efter, da jeg kom hjem fra Kursus, blev jeg kaldt ind i Dagligstuen. Der stod Professor Blom og Moder ved Siden af ham.

Han gik hen imod mig, overlegen og modbydelig, men jeg nægter ikke, at jeg fik alligevel lidt bløde Knæ, da han begyndte at tale til mig, for man kunde nok mærke, han forstod at byde.

Meget bestemt og høfligt lød hans Ord: „Frøken Vium! Som De allerede har gættet, vil Deres Moder om kort Tid gifte sig med mig. De har i den Anledning udtalt, at De ønskede at forlade Huset, og Deres Moder vil selvfølgelig ikke modsætte sig dette Ønske. Kun 49 henstiller hun, at den hele Ordning træffes igennem Højesteretsassessor Halck, som er Deres Moders Lavværge og tillige Formynder for Deres egne særskilte Midler. Højesteretsassessoren er villig til det. Vil De gaa ind derpaa?“

Jeg stod og var ganske stiv indvendig i Hovedet af bare Anstrengelse for at holde mig strunk overfor ham. Om jeg ogsaa havde villet det, havde jeg ikke kunnet sige Nej, for saa var det styrtet sammen for mig; men for Resten havde jeg ogsaa selv tænkt mig, at jeg vilde tale med Aksel Halck om noget lignende, han skulde netop komme og hjælpe mig med noget den Aften.

Jeg sagde altsaa Ja!

Hvorpaa Hr. Professoren bukkede, først for min Moder og saa for mig og lukkede sig selv ud.

Han lukkede sig selv ud i min Faders 50 Hjem! Det var lige ved at briste for mig ved at se det.

Men jeg gik ind paa mit Værelse. Og om Eftermiddagen kom, ikke Aksel Halck, men Højesteretsassessoren.

Han opgav meget hurtigt sine Forsøg paa at forsone mig med Moder og var baade voldsom fornuftig og forfærdelig elskværdig. Tilsidst græd jeg bogstavelig talt i Armene paa den høje, pæne Mand. Vi blev enige om, at nu skulde jeg komme hjem at bo hos ham, han vilde gerne have sin gamle Vens Datter i Huset og havde som Enkemand mere end Plads nok. Fru Bøgelund, der styrede Huset for ham, havde heller ikke noget imod det, og Aksel glædede sig ligefrem til det.

Den Dag hjemme hos Halcks, da Aksel friede til mig for første Gang, blev jeg 51 lige saa forbavset, som om mine Lektiebøger med et var bleven levende.

At jeg var et Kvindemenneske, vidste jeg til min Ærgrelse, fordi det regelmæssigt gjorde mig træt og ødelagt og mindre arbejdsdygtig end jeg forestillede mig, at Mænd maatte være. Men det var ogsaa det hele, ja og saa var der de ubekvemme Klæder, som plagede mig, og det lange Haar at sætte; Gud véd, hvor tit jeg har tænkt paa at lade det klippe af, men de skreg jo op, allesammen, naar jeg talte om det, baade gamle Halck og Sønnen og Fru Bøgelund, og jeg lod være.

Men saa var det lige Dagen efter, at jeg havde taget første Del af artium med en god Karakter. Og jeg var glad, som jeg aldrig havde været det før i mit Liv, og havde sovet rigtig bedaarende ud, hvad jeg kunde trænge haardt nok til.

Tilfældigvis sad jeg alene inde i den 52 store hyggelige Spisestue hos Halcks med alle de gamle hollandske Frugtbilleder paa Væggene, for Resten tænkte jeg paa, at jeg vilde gaa ned for at se, om jeg ikke kunde finde lidt at læse paa i en af mine Bøger, det var mig saa utrolig uvant og tomt, at jeg ikke, straks efter at have faaet Morgenteen ned, skulde til at slide igen.

Saa kom Aksel ind, og det blev jeg glad over. Jeg rejste mig og gik ham i Møde.

Han greb min Haand, hvad han ellers aldrig plejede, og sagde, han vilde tale med mig.

Jeg saa' forbavset op paa hans pæne, regelmæssige Træk, med Overskæget, der var strøget opad efter et gammelt spansk Maleri.

„Gud, Deres Fader er da ikke bleven syg?“ sagde jeg.

Aksel kom til at smile: „De kunde 53 ikke forestille Dem, at jeg var alvorlig af nogen anden Grund?“

„Jo, Gudbevares!“ —Jeg tænkte paa, at Aksel egentlig for det meste var stilfærdig og alvorlig.

Saa kom det, at jeg nok havde mærket, han altid havde holdt af mig, og om jeg vilde være hans Kone.

Jeg var fuldstændig med Fornemmelse af aaben Mund og af, at noget ligesom sank i mig, som jeg ikke rigtig kunde faa ned.

„Men Gud, Aksel!“ sagde jeg omsider.

Og jeg kom ikke Spor videre, jeg blev ikke engang nervøs.

Men Aksel rejste sig op og var helt underligt flov, hvad jeg blev rædselsfuldt ked af og gerne vilde gøre godt igen. Idet han vilde gaa, sagde jeg: „Aksel, De er da ikke vred paa mig?“

Han stod og betragtede mig med et lille Drag ved Læberne.

54

Saa sagde jeg — og medens jeg sagde det, blev jeg flov — men det var bare for at trøste ham: „Det kunde jo være ... engang ... maaske, at jeg kunde blive Deres Kone.“

Han svarede ingenting, men gik ganske stille. —

Hele Dagen spekulerede jeg naturligvis kun over det, som var sket, fortrød, at jeg havde sagt, hvad jeg sagde tilsidst, og var i næste Minut glad derover, og fortrød det igen. Men især vendte jeg bestandig og bestandig tilbage til min første, overvældende Forbavselse.

Nu havde jeg i over to Aar kun tænkt paa min Læsning, og saa var jeg jo ogsaa grim. Herrer vilde dog altid helst gifte sig med kønne Piger, naar ikke de grimme havde mange Penge, og jeg havde da ikke saa overdrevent mange. For Resten vilde jeg aldrig tro om Aksel, at 55 han vilde gifte sig for Pengenes Skyld, det var nok af Kærlighed.

Men saa kan jeg huske, at da jeg skulde til at spekulere over, hvad det nu egentlig vilde sige, Kærlighed, sagde jeg til mig selv: Nej, det vilde jeg ikke, det var mig imod, jeg kunde ikke lide det.

Det var den Art af Jomfruelighed, jeg i hvert Fald havde, og som jeg baade tror og haaber er lige saa hyppig som den benovede, fingrende Nysgerrighed, jeg stundom træffer hos unge Piger; jeg kan ikke for min Død fordrage den.

Noget andet laa der maaske ogsaa bag ved: en dunkel, pinagtig Følelse af, at mellem Fader og Moder havde ikke alting været, som det skulde være. Men den undgik jeg altid at prøve paa at trænge ind i.

Moder var jo kort efter sit Bryllup flyttet til Stockholm, hvor hendes Mand havde taget imod et Tilbud fra det kirurgiske 56 Institut. Det var vistnok ogsaa meget, fordi jeg havde stillet mig saadan overfor dem, som jeg gjorde. Min Broder fulgte naturligvis med dem, og ham kom jeg fuldstændig bort fra. Lige saa meget som jeg hadede Professor Blom, lige saa morsom havde min Broder fundet ham, og som den lille Dreng, han var, syntes han bare, det var en Afveksling, at Moder giftede sig igen.

Straks efter at jeg var kommen i Huset hos Højesteretsassessoren, havde gamle Halck, bestemt, men yderst venligt og fornuftigt, forlangt, at jeg mindst hver Maaned skulde skrive til min Moder og fortælle, hvorledes det gik mig. Det gjorde jeg ogsaa og fik Svar, lige saa høfligt og køligt som jeg selv skrev. Jeg opfattede de Breve som hørende med til mine Stile.

Marie Louise havde en skønne Dag, henrykt, men kortfattet, meddelt mig, at 57 hun var bleven forlovet og skulde giftes om to Maaneder. Hendes Brev kom, lige, da min Eksamenslæsning var paa sit højeste. Jeg svarede øjeblikkelig med et Par Linjer, men al den Spekuleren over dette Tilfælde og senere Tankeudveksling mellem Marie Louise og mig, som jeg selvfølgelig havde forestillet mig, at der skulde være fulgt efter, den blev der slet ikke Tid til. Marie Louise svarede oven i Købet ikke paa et kortere Brev, som jeg senere fik skrevet. Jeg sendte hende Gave til Brylluppet og modtog en trykt Tak fra hende og Manden; men i den Hast, det altsammen skete med, og under min store Travlhed, gjorde det hele et besynderlig uvirkeligt Indtryk paa mig, fordi jeg slet ikke kunde faa Lov til at fordybe mig deri, og hun ingenting skrev — og saa tror jeg ogsaa, fordi det var i Frankrig, saa langt borte. I mange Maaneder efter Bryllupet

        

58 hørte jeg ikke et Ord fra Marie Louise, og hun svandt langsomt ind til at blive en Erindring.

Nu havde jeg ogsaa stadig meget at gøre. Jeg var forberedt til at tage Studentereksamen et Aar efter første Del; men der skulde hænges vældigt i.

I det Aar var Aksel som sædvanlig imod mig, og jeg imod ham. Han hjalp mig med forskellige Ting, og for hans Skyld tog jeg stadig en Time om Ugen hos min Musiklærer.

Men uagtet jeg sled og sled og kun tænkte paa mit Arbejde, kunde jeg godt mærke, det havde gjort Virkning paa mig, at Aksel havde friet.

Det er grusom farligt for en ung Pige at blive ved at have et Menneske, som har friet til hende, gaaende omkring sig, naar hun ikke forelsker sig i en anden. Og det kunde slet ikke falde mig ind 59 dengang, jeg saa' jo heller ikke andre Mænd.

Da jeg havde faaet Eksamen, rejste vi til Udlandet, gamle Halck, Aksel og jeg. Vi to unge var sammen fra Morgen til Aften og havde ikke andet at bestille end at gaa paa Gallerier og i Teatre og foretage Udflugter, og det blev ved ganske stille og uafladeligt at pirre og pirre mig, at den Mand, der gik saa hensynsfuld og interesseret omkring og forklarede mig det altsammen, han havde villet have mig til Kone og nærede vist bestandig Kærlighed til mig; nu handlede jo ogsaa det halve af, hvad vi saa' paa Samlingerne og paa Teatrene, om Kærlighed.

Jeg tror ikke, noget virker saa meget paa en ung Pige som denne stadige Vedholdenhed, naar hun da ikke har set sig gal paa vedkommende, Og saa den bestandige Følelse af, at der mellem Aksel 60 og mig var en Hemmelighed, som kun han og jeg i hele Verden vidste!

Aksel sværmede jo, ligesom Faderen, meget for Kunst, som jeg egentlig ikke følte noget videre for. Men nu var jeg i det hele taget vant til at lære saa meget af Lærere, og naar Aksel fortalte og forklarede, blev ivrig eller grebet af et Billede, var der ogsaa noget i hans Stemme, som længe efter kunde lyde i mine Ører, og som jeg tilsidst prøvede paa, om jeg ikke kunde kalde frem hos ham. Og var det lykkedes mig, kunde jeg somme Tider lukke Øjnene, naar han ikke mærkede det, blot lade ham tale videre og saa lytte efter, for det var som en behageligt lydende Strøm, der bragte mange Kundskaber med sig og megen Underholdning.

Vi var meget alene sammen, fordi hans Fader mange Steder havde ældre Bekendte, som han opsøgte. Og saa begravede 61 Assessoren sig ogsaa i Kobberstiksamlinger og med Raderinger og den Sort, som det nu ikke med min bedste Vilje var mig muligt at afvinde nogen Interesse.

En Dag paa et Galleri viste Aksel mig Billedet af en pragtfuld florentinsk Dame i Renæssancedragt, med en mægtig befjedret Hat paa Hovedet.

„Det er Dem, Frøken Thora!“ sagde han.

Jeg saa' forbavset paa ham og saa paa Billedet. Og da skete der ligesom en Aabenbaring for mig. Min Sandten, jeg kunde se, at han havde Ret. Hvis mit Haar blev sat om, og jeg fik Klæder paa af lignende Snit som den dejlige Dame dèr, og saa naturligvis blev lidt ældre og fyldigere, lignede jeg hende virkelig.

Men hvor Aksel maatte have kendt 62 mit Ydre og tænkt over det for at kunne se det!

Der var noget flovt deri, en Følelse af, at han ligesom havde set mig afklædt. Men ogsaa noget meget smigrende. For ganske vist var det ydre ikke noget, det for mig kom an paa, men naar man tænkte sig den dejlige Dame! Saa smuk hun var, og med den Holdning!

Aksel ledte en Dag Talen hen paa det Billede, og jeg følte øjeblikkelig, at det var mig, han talte om under Dække deraf. Men jeg afværgede det ikke, fandt, det kunde jo ingenting gøre, naar man ikke sagde noget om det, uagtet jeg egentlig nok troede, at han følte, jeg vidste Besked.

Jeg lod ham tale og hørte efter med en Følelse af baade Tryghed og Velbehag.

„Hun er slet ikke smuk, den Florentinerinde,“ sagde han tilsidst, og hans Stemme havde den Klang, jeg kunde 63 lukke mine Øjne under. „Hun er meget bedre end smuk, hun har Karaktér.“

Og saa gennemgik han hendes Ansigt, Panden, Næsefløjene (det var netop dem, der lignede mine saa mægtigt), den smalle, lukkede Mund. Tilsidst søgte jeg af Undseelse at bøje over paa et andet Emne, men han brød lige igennem og sagde dristigt, med et helt bestemt Udtryk: „Frøken Thora, vil De ikke anlægge den Frisure som paa Billedet?“

Og da sagde jeg, revet med, overrumplet, uden Betænkning „Ja“.

I det samme Øjeblik sagde jeg i Virkeligheden Ja! til Aksels nye Frieri.

Resten af Rejsen var kun en ganske stille, gradvis Udviklen deraf. Jeg fik efterhaanden anden Frisure, ændrede min Holdning, tænkte over mine Klæder og Støvler, følte ogsaa saadan en egen Glæde over Aksel og hans Selskab stille gro op i mig.

64

Og da han en sen Aften, i en af de lange Alleer ved Vierwaldstättersøen, friede igen til mig, behøvede jeg ikke en Gang at sige Ja, inden jeg, første Gang i mit Liv, følte en Mands Læber kysse mine.

Jeg syntes, de var saa varme og haarde, og følte det Kys helt ned i mine Ben. Kom for Resten til at ryste lidt, men var saa glad og lod ham bagefter kysse mig mange Gange.

Du kan jo nok forstaa, at jeg efterhaanden blev meget forelsket i Aksel, han lærte mig saa mange Ting. Vi var bestandig sammen i det dejlige varme og dog friske Sommervejr ved Vierwaldstättersøen, som jeg kom til at holde forfærdelig meget af. Der var de skønne Platanalleer ved Luzern, hvor jeg gik alene med ham om Aftenen, og han talte 65 saa interessant og saa kærligt, og der var hele den vældige Sø med de mange Udflugtspunkter og al sin Historie paa Baggrund af den evige Sne.

Jeg har altid haft Interesse for Historie, det vil sige for at vide, hvad Begivenheder der er foregaaet i Verden; ikke for dette med Kultur, det er mig for meget Smaatterier og udspekuleret. Men jo mere jeg har kunnet proppe mig med Historie saadan af, hvad der virkelig er foregaaet, jo gladere har jeg været. Og naar jeg har staaet paa et Sted, hvor der har været kæmpet et stort Slag eller har levet en betydelig Mand eller er hændet en vældig Ulykke, har jeg kunnet falde helt hen i Indtrykket af det. Jeg har syntes, at Luften maatte kunne bringes til at hviske og Stenene til at tale om alt det, de havde set og hørt, og min Fantasi arbejdede selv af alle Kræfter dermed.

Og hvad var der ikke her ved denne 66 mægtige Sø, fra Rütli og Vilhelm Tell og til Thorvaldsens Løve i Luzern.

Thorvaldsens Løve! — Jeg tror, det er min skønneste Erindring.

Jeg havde jo vidst i Forvejen, at den laa inde i en Klippegrotte, og jeg havde set Afstøbningen af den paa Thorvaldsens Museum, Aksel havde før engang været i Luzern med sin Fader og kendte den fra dengang, men han fortalte mig ikke noget videre derom, spurgte blot en tidlig Morgen, om vi skulde gaa en Tur.

Vi drejede fra Promenaden ned ad en lille Vej. Jeg saa' nogle af de almindelige Boder, hvor de solgte Alpeklokker og udskaarne Træting; der var et lille indhegnet Vand med Bænke omkring, paa den anden Side deraf en nøgen Klippevæg, hvor der voksede nogle Træer.

Men, du store Gud i Himlen — jeg greb Aksels Haand, saa' et Øjeblik op paa ham og mødte hans henrykte Smil: 67 selve denne Klippe, det var jo egentlig Løven. Man havde ikke lagt den ind i en Klippegrotte, som var hugget ud til den; nej, hele den graa Klippe med Træerne paa sin Ryg, den var baade Løve og Grotte og Indskrift over de faldne.

Aldrig — hverken før eller senere — har noget blandt de mangfoldige berømte Mindesmærker, jeg har set, grebet mig som denne Naturens Sten, der ikke er rykket op og sat ind mellem Fliser og Huse. Den gror lige ud af sit Fjæld med Træer og Krat voksende paa sig, men gjort til Liv af Kunsten. Og det et Liv, som passer til dens Alvor!

Den er bleven til det sorrigfuldeste og mest trofaste, ædle Dyr, der i Døden lægger sin vældigt sønderbrudte Lab over Skjoldet, den har værget. Og under den staar deres Navne huggede ind, der var tro som den evige Sten.

68

Jeg kom til at græde, jeg kan græde endnu, naar jeg husker paa denne uforgængelige Hengivelse og Smerte.

Og den Dag — jeg kunde have kastet mig for Fødderne af dem, der har undfanget og gennemført dette Mesterværk!

Hvor jeg var betaget! Og hvor jeg blev lykkelig over Aksel!

Han var greben, saa han daarligt kunde sige noget, af at se min Bevægelse; men da han fik Mælet, hvor talte han saa ikke fint og godt!

Det var ganske tidligt paa Morgenen, og der var endnu intet Rend af Mennesker nede paa Pladsen. Aksel og jeg blev ved at gaa omkring der længe, sad, saa her, saa der, for at se Løven fra stadig nye Sider, gik op over den og vendte tilbage til det allerførste Sted, hvorfra jeg havde opdaget den.

Og Aksel fortalte dens Tilblivelses Historie, hvorfor man netop dengang i 69 Schweiz lagde saa megen Vægt paa at faa rejst et Minde over sine faldne fra Revolutionens Dage og det af Verdens største Billedhugger paa den Tid, Danskeren Thorvaldsen. Og Aksel kom ind paa Schweizernes Historie og tillige paa alle de Billedhuggerværker og Malerier, som havde behandlet Revolutionens Begivenheder; han vidste udmærket Besked om dem.

Jeg lyttede og lukkede mine Øjne og lænede mig saa nær ind til ham som aldrig før; jeg syntes, han blev saa betydelig, medens han talte, baade saa belæst og kendt med mange Ting og saa klog og dybtfølende.

Det var ogsaa en Kunst, den, han talte om, som jeg kunde forstaa, en med store historiske Begivenheder og mange Menneskers Skæbner. Ellers tit paa Gallerierne, naar han standsede foran et lille Billede med lidt Vand og Himmel og 70 et Par Træer, for ikke at tale om en Radering, hvor der sad et almindeligt Menneske ved en Kakkelovnsild, og Aksel saa var fuld af Begejstring — jeg kunde, hvor meget jeg end anstrengte mig, ikke forstaa ham, ikke rigtig se alle de Toner og Finheder, som han talte om, og heller ikke begribe, at de kunde have en saa vidunderlig Betydning, selv om jeg havde kunnet se dem.

Men medens jeg sad her i Luzern og holdt hans Arm og han talte til mig om det, jeg kunde begribe, saa sagde jeg til mig selv, at jeg vilde gøre alt, hvad tænkes kunde, for ogsaa at lære at forstaa det andet, som han holdt saa meget af.

Jeg var lykkelig og sikker paa at ville blive endnu meget, meget lykkeligere, fuldstændig ubegribeligt, næsegrus henkastet lykkelig. Mange Gange om Aftenerne i min Seng kunde jeg fantasere derover, ikke engang i ubestemte Billeder 71 men saadan bare i Fornemmelsen af, at jeg laa henstrakt eller udstrakt i Følelsen af en ganske selvopgivende Lykke.

Men paa den klare lyse Dag sagde jeg, fast og bestemt, og tit ganske højt, til mig selv, at jeg vilde søge at gøre mig fortjent til min Lykke ved at opfylde min Pligt i enhver Retning og til det alleryderste overfor Aksel. Han fortjente det af mig, og jeg vilde være hans i et og alt, jeg elskede ham. —

Tankerne paa min Fader var traadt noget i Baggrunden hos mig i det sidste Aar. Ikke at jeg havde glemt ham, ogsaa under Rejsen stod hans Billede paa mit Bord, og jeg følte mig bestandig omgivet af ham. Men jeg havde haft saa mange Opgaver at løse, der laa lige for, og hele den store Opgave, jeg havde haabet at 72 kunne hellige mit Liv: at vie mig til Studiet af min Faders Fag for at føre hans Skrifter og hans Navn videre, den var uvilkaarlig traadt i Baggrunden. Og nu, efter Eksamen, var Livet kommet mig i Møde i en saa ny og betagende Skikkelse, at de gamle Tanker helt blev holdt nede.

Det var egentlig først Aksel, der, efter vi var kommen hjem igen til Danmark, førte Talen ind paa min gamle store Plan. Han sagde, at nu maatte jeg jo snart til at læse til Filosofikum, han vilde læse med og opfriske gamle Kundskaber; bagefter skulde vi saa gaa i Gang med Faders Skrifter.

Aksel havde ligefrem mindet mig om mine gamle Pligter imod Fader. Og jeg fandt det saa kønt. At netop han havde gjort det og af egen Drift! Han, mod hvem jeg nu havde de allerstørste af alle Pligter! Hvor han var god! Vi skulde 73 nok ved fælles Hjælp forene alle rette Krav med hinanden, saa intet blev uopfyldt. —

Det var det Aar i København en klar og smuk September. Rusforelæsningerne laa tidligt om Morgenen, saa Aksel kunde høre dem, inden han skulde i Ministeriet.

Jeg har tit tænkt tilbage paa den Tid, da vi gik der sammen, unge og glade, med Forventning og Fremtid om os som Luften og Lyset, Mand og Kvinde, indtagne i hinanden, gaaet op i samme Interesser og uden endnu at have prøvet den frygtelige Kommen hinanden for nær paa Livet. Min Kæreste var dengang otte og tyve Aar, og jeg tyve.

Efter at jeg havde taget Filosofikum, flyttede vi med hans Fader paa Landet i Danmark, og her fulgte de lange fortrolige Samtaler, hvori jeg blev enig med Aksel om, at vi vilde have Bryllup til 74 Efteraaret. Han havde arvet meget betydeligt efter sin Moder, og jeg havde jo ogsaa noget.

Baade Aksel og hans Fader takkede mig, fordi jeg selv foreslog, at der skulde skrives til Moder og hendes Mand for at bede dem begge og min Broder til Bryllupet. Jeg gjorde det blot, fordi jeg paa Forhaand vidste, hvor meget det vilde glæde, især den gamle Assessor, som holdt meget paa Formen.

Hvor dog min Bryllupsdag var en Blanding af Højhed og pinagtig Forlegenhed og Trang til at blive alene!

Der stormede en saadan Mængde af de mest forskelligartede Følelser ind paa mig: dyb Ærefrygt og hjertebankende Spænding, Tanker paa Fader og Kæmpen imod overfor Moder, som jeg dog var lidt rørt over, fordi hun selv virkelig 75 i Øjeblikket var rørt. Og saa det altsammen i Overværelse af mange Mennesker, som jeg skulde være venlig imod og rigtig huske paa, hvem var; for somme Tider løb de rundt for mig, allesammen, og om Aftenen havde jeg en brændende Hovedpine, baade i Panden og Nakken.

Det eneste, jeg syntes, der under hele Dagen havde været fast og det samme, og som jeg havde kunnet støtte mig lidt til, var Aksels Arm, og da Karetdøren var smækket i efter os, faldt jeg ham grædende om Halsen, medens Hestene gungrede ud ad Porten, og deres Bjælder ringede.

Vi kom hjem. Jeg havde grædt mig nogenlunde ud i Vognen.

Vi saa' paa Gaverne, der var komne, og følte os begge to lidt beklemte.

Saa var der noget gaaet i Stykker ved Elastiken paa Aksels hvide Slips, han løste det af og tog uvilkaarligt ikke noget 76 andet paa, han var jo hjemme. I det samme stod Hjertet helt stift i Livet paa mig, ved Tanken om hvad der nu skulde komme.

Naa, det gik mig, som det er gaaet saa mange andre, han var jo kær og hensynsfuld og selv forlegen, og jeg vilde gerne gøre ham tilpas; men den næste Morgen var vi flove overfor hinanden og tænkte hver for sig sikkert paa, at det havde dog været ganske mislykket. Men ingen af os skulde da lade den anden mærke, at man overhovedet tænkte paa det.

Du er jo selv gift, og noget af det samme møder vist saa godt som alle anstændige Piger og ikke altfor brutale Mænd; Du véd ogsaa, hvordan det tilsidst ender.

Men jeg for min Person har aldrig følt mig revet med af den Ting i den Grad som mange andre. For mig har 77 det bedste deri været en øm Fortrolighed, og jeg blev aldeles modbydelig derved tilsidst.

I de første Aar var der dog saa uendelig meget andet, som dækkede over, hvad der ikke tiltalte mig deri.

Aksel var sød og kærlig imod mig, henrykt for vort Hjem, og jeg var lykkelig over at kunne rette mig efter ham, følge hans Smag, læse de samme Bøger som han, se at gaa op i hans Interesser.

Religiøst var han Fritænker ligesom hans Fader og saa mange andre vel begavede Mænd af Faderens og hans egen Slægt. Og det var jeg jo med. Det var tilmed min Stolthed og et af de helligste Baand imellem mig og min Fader.

Studiet af Filosofi og af Faders Skrifter gik det nu ikke saa udmærket med. Min Mand og jeg havde nok læst Faders Bøger sammen; men det meget, der skulde knytte sig dertil for at vinde 78 den fulde Forstaaelse, og i det hele taget det fortsatte Studium af Filosofien, efter at jeg havde lært Begyndelsesgrundene til min Eksamen, det gik lidt efter lidt i Staa. Jeg har bagefter indset, at Aksel havde en Interesse deraf og at han forfulgte den, baade ubevidst og med Overlæg.

Og det var ikke svært at faa mig meget optaget af mit Hus, fordi jeg altid har haft denne Lyst til at faa alle Smaating opfyldt punktlig og nøjagtigt. Det blev mig ogsaa en Æressag, at alting gik saa fortræffeligt som muligt, naar vi saa' Mennesker hos os, hvad Aksel satte megen Pris paa. Selv opfriskede jeg de mange Barndoms- og Ungdomsbekendtskaber, som var gledet bort fra mig. Der blev meget at sætte sig ind i og spekulere paa. Og jo mere ubetydelige og i sig selv interesseløse alle de Ting i Huset var, jo vanskeligere faldt de, og jo mere optog det mig at faa Herredømme over

        

79 dem. Eller jeg skulde vist snarere sige, at jeg maatte kæmpe for at faa Herredømme over mig selv til at tage mig af det altsammen.

Saa var der Teatre og Koncerter, som vi gik paa, og alle de mange Udstillinger af Kunst. Og Aksel købte Bøger, der udkom; dem skulde vi, saa vidt muligt, læse sammen. Jeg havde kort sagt, ikke et ledigt Øjeblik.

Der kom en Del Kunstnere hos os, af de mest præsentable blandt dem, der duede noget. De talte meget om mit Udseende, jeg blev jo ogsaa malet.

Jeg, der havde været grim som Barn og ung Pige, med mine store Træk og ranglede Lemmer, var nu bleven baade interessant og det, de kaldte Skønhed, ja og saa for Resten glimrende klædt paa, det kan jeg roligt sige selv. Jeg lærte at klæde mig paa, ligesom jeg i sin Tid havde lært Mathematik, der heller 80 ikke laa for mig. Og Aksel var henrykt.

Jeg fik en hvid Crêpekjole med broderede Silkeblomster. Det var den første, rigtig pragtfulde Kjole fra Aage Hansen, som jeg overraskede Aksel med. Han var ganske bedaaret, kaldte den et Studie i hvidt og var saa elskværdig i sin Stolthed over mig, at der ikke vilde have været nogen Kvinde i Verden, der kunde have modstaaet det.

Med min Klaverlærer spillede jeg flittigt. Men det var et Punkt, hvor Aksel ikke rigtigt fik Skik paa mig, jeg kunde slet ikke komme ud af at spille Tingene saaledes, som han og Læreren vilde have det, hvor megen Umage jeg end gjorde mig for at kopiere min Lærer paa det nøjagtigste. Naar jeg ikke tænkte over det og hjemme skulde spille for min Mand, saa faldt jeg ind i min gamle taktfaste Maade. Aksel kaldte den mit Fodgarderforedrag. 81 Men egentlig morede ogsaa det ham, eller, rettere sagt, det rørte og morede ham, at jeg gjorde mig saa megen Umage og dog ikke kunde. Han slog mig paa Næsen, kyssede mig, lo og sagde: Min lille, trofaste Fodgarder!

Du kan huske, der gik næsten to Aar, inden jeg skulde have det første Barn. Jeg har aldrig befundet mig saa godt i mit Liv som under det Svangerskab. Det er jo saa forskelligt, nogle lider al Verdens Kvaler, især den første Gang, men jeg havde det fortræffeligt og interesserede mig saa glad for at følge det hele lige til det sidste.

Aksel var ret betaget, forventningsfuld og morsomt øm og overbærende imod mig, som om jeg virkelig var syg.

Jeg lo ved mig selv og fandt, der var ikke Spor af Grund til denne hensynsfulde 82 og forsigtige, næsten Sygeværelse-Tone, men da jeg mærkede, at den behagede og glædede ham selv saa usigeligt, fandt jeg, den var jo godt ment og egentlig ganske sød. Og jeg vænnede mig til at lade mig betragte som en lille Halvpatient, han rigtig kunde dægge for.

Der var kun én Gang, hen imod Slutningen, hvor alle disse evige Hensyn, der ikke var til Spor af Nytte, generede mig alt for meget, og jeg gjorde Vrøvl. Men da saa' jeg for første Gang Aksel stødt og stille krænket.

Jeg var lige ved aabent at sige til ham, hvor underlig ondt det gjorde mig at se, og hvor forfærdeligt ked jeg var af, at i samme Øjeblik kunde jeg ikke finde andet end Naragtighed i hele hans Maade at være overfor mig paa under Svangerskabet.

Men jeg tav. Og derfor blev jeg naturligvis ved at gaa og tænke over det og fik det rigtig ondt ædt ind i mig: hvor 83 taabeligt og egenkærligt det var af Aksel at tage alle mulige Hensyn, som han selv havde spekuleret ud i sin Hjerne og fandt yndige, og som jeg ikke brød mig Spor om men skulde tvinges til at være glad og taknemmelig for. Det var jo et Komediespil, som blot kunde gøre ham lille og latterlig i mine Øjne — det allerværste, der var til.

Vor Huslæge kom til at holde med mig, naturligvis ikke fordi jeg havde sagt et Ord til ham om det, men fordi han af sig selv var begejstret over min Maade at tage Sagen paa og over, at jeg gik og glædede mig, ligesom det bare var til en rigtig stor Festdag.

Et Øjeblik syntes jeg, det var lige ved, at Aksel skulde have fundet sig smigret over at have saadan en Kraftkarl af Kone, som Doktoren kaldte mig, men han slog om og fandt blot Doktoren simpel.

Og jeg maatte lade mig pylre for, for 84 at faa gjort ham glad igen, og jeg fandt mig i det. Men han havde taget noget fra mig alligevel af min Kærlighed til ham og især af min Beundring for ham. Hvorfor kunde han dog ikke have ladet mig være paa min egen Maade, uden at jeg skulde føje mig efter, hvad han syntes passede og klædte ham selv! Hvorfor skulde jeg tvinges til at takke for det, jeg ikke kunde finde Tak værd!

En Ting var der dog, som jeg ikke kunde. Aksel vilde saa forfærdelig gerne, efter Middagen, eller naar det skumrede, sidde og snakke om Barnet, der skulde komme: hvordan jeg troede, det vilde blive at være Moder, hvorledes jeg tænkte, det vilde gribe ind i vort Liv — og alle saadanne Udmalinger.

Det var mig aldeles umuligt at gaa ind paa noget af alt det. Somme Tider syntes jeg selv, at det lød saa tørt og ukærligt og rædselsfuldt fantasiløst, 85 naar jeg var nødt til at sige, at jeg slet ikke kunde forestille mig, hvorledes det vilde blive. Men jeg kunde det ikke, kunde slet ikke andet i den Tid end føle mig sund og rask og glad over det, der skulde komme. Men fantasere over det! I mit stille Sind fandt jeg det egentlig ogsaa unaturligt; for et lille Barn, det var da noget saa urimelig virkeligt.

Men det sagde jeg nu ikke højt.

I det hele taget lærte den Tid mig, at der var Ting, som en Kone tav stille med for sin Mand. Det havde jeg før aldrig kunnet tænke mig, og det gnavede lidt derinde.

Fødslen var forfærdelig, aldeles gyselig. Jeg kan endnu drømme om den og fare op om Natten i Skrig. Moders Mand, der sammen med hende var kommen herned fra Stockholm, reddede mit Liv.

86

Og Moder blev længe hos mig. Jeg blev helt forsonet med hende, fordi hun græd saa rørende og var saa dejligt snakkesalig om min lille Dreng.

Selv var jeg aldeles borte i min Unge, da jeg vel havde faaet den. Saadan et lille, lyserødt Væsen med store Øjne og smaa bitte Hænder og Fødder, som der var Bevægelse i! Og som havde været inde i en selv og bestandig afhang af en i et og alt.

Fuldkommen rodfæstet i mig lige fra det allerførste Øjeblik var den Følelse, at han saa uendeligt mere tilhørte mig, som havde født ham til Verden, end min Mand. Men for Resten undte jeg Aksel alt det, der kunde tilkomme ham af den lille Dreng og mere til, for han havde været mig saa god en Hjælp, medens alt det frygtelige stod paa, og bagefter været saa straalende stolt over Barnet.

87

Uden at jeg mærkede noget til det, var alle mine smaa, hemmelige Bebrejdelser imod min Mand bleven ganske borte, jeg syntes aldrig, jeg havde ejet ham og elsket ham som nu. Og ikke al Verdens Magt maatte da nogen Sinde kunne skille en fra den Mand, man havde saadan et lille levende, skrigende Barn sammen med!

Der er mange Folk, som har talt om, at jeg fik saa meget at gøre med det lille Selskab, min Mands Fader i sin Tid har stiftet til at støtte ugifte Kvinder, der faar Børn. Nu ved jeg selv og kan betro dig, at det blev det, der Aar igennem kom til at holde mig oppe. Og det var, fordi efter at lige den første Tid var omme, saa fik jeg selv ikke mere Lov til at være Moder for mit Barn.

Alle de stakkels ulykkelige Mødre, 88 som faar uægte Børn, de har ikke Lov til at være Mødre. Det kan naturligvis betyde forskelligt for dem som for andre Kvinder, nogle af dem mister vel ikke stort derved. Men de ugifte Mødre, som har Moderkærlighed længere end der er Mælk i Brysterne, de, som hører til den Art Kvinder, for hvem Moderkærlighed er noget som at trække Vejret og spise og drikke og sove, de lider, som man ikke har Lov til at lade Mennesker lide. De maa ikke tale om deres Børn og være glade og helt meningsløst stolte over dem, for det er netop det dejlige, at ens Moderkærlighed ikke et Øjeblik trænger til, at der skal være Mening i den, at den skal kunne udvikles og forklares og forstaas af fremmede Mennesker. Og saa tænk, at de Mødre skal betragte Barnet som en Skam, de maa søge at skjule! Der bliver bebrejdet dem, at de har været letsindige og 89 letfærdige, og det er saamænd ogsaa godt muligt, det har bare ikke Spor at gøre med, at de nu har faaet et Barn. Det ene er fulgt af det andet, men der er jo ikke Skygge af indre Sammenhæng. De er Kvinder, og derfor kan de føde Børn og faa Lejlighed til at glemme baade Letsindighed og Letfærdighed for at elske deres Børn og leve sammen med dem. Men den Lejlighed tager Samfundet fra dem. De skal give Barnet til fremmede og selv spille Komedie for dets Skyld. Noget saa taabeligt og goldt og ikke levende som Anstanden — den skal de ofre deres lille levende Barn for og blive usandfærdige og smaa og ubetydelige derigennem i Stedet for at blive til virkelige Kvindemennesker og Mødre. Menneskene giver dem kun Lov til stjaalent at besøge deres Barn og i korte Øjeblikke føle en bitter Glæde ved at forkæle det. Og tilsidst lykkes det Anstand 90 og Afstand at forkrøble Moderfølelsen hos de Kvinder. — Ja saa kan Samfundet tale om, at de kan blive letsindige og letfærdige!

Men jeg selv, som hørte til de begunstigede, de rædselsfuldt begunstigede, der skulde have Lov til at faa Børn, fik jeg virkelig Lov til at beholde mit Barn?

Nej! Aksel forbød mig det, Menneskene, som han selv igen var tvungen af, forbød mig det. Og det gaar Tusinder af gifte Mødre ligesaadan.

Min Mand fandt meget snart, at jeg var for optaget af min Dreng, man skulde ikke saadan lade sig sluge op. Han kunde ikke forstaa min uendelige Interesse af at følge mit Barn i dets aller ubetydeligste Fremskridt, han gjorde Nar ad min ustandselige Frygt for, at der skulde ske det noget ondt, han fandt det tarveligt, at min største Glæde, uendeligt større end nogen anden og ganske forskellig 91 fra dem allesammen, var at se til og se paa og snakke om og prale af det Barn.

Mænd, de kan jo nok føle Kærlighed til deres Børn, nogle af dem, men de kan ikke forstaa saadan med deres Krop, hvad det vil sige at have Børn. De bærer dog alle Præg af, at de er stakkels golde Væsener, som kun kan gøre os andre frugtbare, der er ikke Blod imellem dem og deres Børn, paa samme Maade, som der er imellem Børnene og os.

Aksel prædikede for mig om, at jeg ikke maatte holde mig hjemme og hænge over den lille, fordi jeg selv tog Skade af det og gik tilbage ved det, og det forvænte tilmed Barnet. Han begreb ikke et Øjeblik, at jeg var en Kvinde, som havde faaet en Unge, og at jeg nu engang hørte til den Slags Kvindfolk, der vilde være gaaet ud at skure for det Barn hele Dagen, og gjort det for halv 92 Pris, hvis jeg kunde have faaet Lov til at tage Barnet med.

Men jeg bøjede mig jo, fordi jeg tænkte, at han maaske kunde have Ret, og fordi han sagde, det var min Pligt, ogsaa overfor ham, som jeg holdt af. Jeg bekæmpede min Tilbøjelighed til altid at være over min lille Dreng, gik ud, og søgte, saa godt jeg kunde, at holde mine Tanker fra at løbe ængstede eller længselsfulde hjem. Jeg tvang mig til igen at tænke paa mine Toiletter og tog med i Selskaber, hvor jeg forfærdelig energisk maatte bekæmpe mig selv, saa jeg ikke, bedst som jeg talte med en eller anden Skønaand eller høj Embedsmand, pludselig blev distræt og gav efter for min ustyrlige Trang til at kiltre Selskabskjolen op og løbe den nærmeste Vej hjem for at kaste mig over min lille Dreng og klæde ham helt nøgen af og klæde ham paa igen.

93

Aksel var tilfreds med mig og højst elskværdig. Lille Ejnar stod han naturligvis noget hjælpeløs overfor, men han kunde til Tider lege med ham og ellers hjælpe mig lidt med ham, hvor det saadan passede. For Resten talte han meget om, hvor godt det vilde blive, naar Drengen var vokset til og fik Forstand, saa man kunde have nogen Indflydelse paa ham. Jeg kunde nu daarligt tænke frem i Tiden med Barnet; men det var vist meget godt, syntes jeg, at saa Aksel gjorde det.

Bagefter har jeg set, hvor hensynsfuldt og klogt min Mand forstod at lægge Tingene til Rette, som det passede ham selv. Med blød og kærlig Haand blev han ved at lave om og lave om paa mig og paa det, jeg følte som det inderste i hele mit Væsen. Jeg var hurtigt med igen til alt det meget, der interesserede ham.

94

I første Række var det Billedkunst, som min Mand og hans Fader og hele deres Slægt sværmede for. Og da jeg er nødt til paa min Maade at sætte mig ind i Ting, naar jeg overhovedet skal have at gøre med dem, saa læste jeg dobbelt ivrigt Kunsthistorie og studerede Galleriværker i de glimrende moderne Gengivelser, som Aksel købte og efterhaanden fik en Samling af, der blev ganske enestaaende.

Den gamle Assessor havde jeg stor Respekt for som Faders Ven, og han talte tit saa rørende elskværdigt til mig, naar han kom og traf mig alene.

Han takkede mig, fordi jeg var hans Søn saa god en Hustru. Det gjorde mig stolt og hjalp vistnok meget, til at jeg fandt, at alting var, som det skulde være, især fordi Assessoren virkelig holdt saa meget af Ejnar og godt kunde sidde 95 længe sammen med mig og le og vrøvle paa saadan en morsom Maade med Barnet.

Da Ejnar var halvandet Aar gammel, forærede Assessoren Aksel og mig en Tur over til Sct. Petersborg for at se Eremitagen, som saa længe havde været Aksels Ønskers Maal.

Det blev Begyndelsen til de Galleri-Rejser, som min Mand og jeg siden stadig foretog hvert Aar, til Paris, Berlin, Kassel, Wien, London, og hvad de hed, alle de Steder.

Du ved, jeg er bleven halv berømt for mit Kendskab til Kunst. Jeg forsikrer dig for, jeg har ikke og har aldrig haft Gnist af Forstand paa Kunst. Men det var dog ikke Humbug, at jeg kendte til Kunst og til Sammenhængen i Kunst og Ideerne i Kunst og alle de forskellige Skoler. Jeg fik ogsaa lært at se mange tekniske Ting i Tegning, Toner og Valeurer, som jeg kunde holde fast 96 paa. Og det er slet ikke andet, at de allerfleste, der skriver om Kunst, Professorer og Doktorer her i Danmark og i Udlandet, de kan. Naturligvis blot, at de har endnu mange flere Læs af Kundskaber end jeg. — Men saa er der nogle andre, som ikke behøver at vide Spor om Ideerne i Kunst og alt det sammenskrevne Vrøvl eller kende til de hundrede tusinde Billeder, der er malet i Verden, men de har det i sig af Sans for Form og Farve og Karaktér, jeg ved ikke engang rigtigt, hvad jeg skal kalde det altsammen, at de bliver overfor Kunst, ligesom jeg kunde blive overfor mit lille Barn. De Folk har Forstand paa Kunst. Men dem er der ikke mange af. Og de havde det langt fra, alle de Malere, der kom hos os, det følte jeg, netop følte det, saa sikkert. For man kan godt lære at male uden at eje det.

Naa, jeg læste og læste, saa' og saa', 97 kom ud, repræsenterede selv hjemme, tog Del i alt muligt og gav mig saa ivrigt og meget af med min lille Dreng, som jeg kunde faa Lov til for det andet.

Men en Periode var der, hvor min Følelse af Velbefindende ved den Tilværelse blev stærkt rokket.

Det var dengang jeg mærkede, at jeg igen skulde have et lille Barn. Da kunde jeg ikke staa imod, da ramlede alle Indbildninger og forlorne Forestillinger, som jeg holdt mig oppe paa, sammen for mig i et eneste Øjeblik, og uden at jeg tænkte saa meget som det ringeste hverken paa det eller over det. Det var bare noget saa rædselsfuldt virkeligt, der nu skulde hænde mig igen.

Jeg fortalte ikke straks noget til Aksel om, hvad der vilde komme; men en hel Dag, hvor han heldigvis først kom hjem sent om Aftenen, havde jeg lukket mig inde, fuldkommen vanvittig fortvivlet og 98 hengav mig, Gud være lovet, aldeles dertil.

Jeg blev i mit Soveværelse, hvor jeg havde min Dreng hos mig, der laa og sov trygt. Og der talte jeg til ham og græd og jamrede over, at jeg skulde lide saa forfærdeligt en Gang til for at faa mit Barn taget fra mig, ligesom man tager Killingerne fra en Kat. For ikke anderledes var det. Det forstod jeg Sandheden af i de Øjeblikke. Men véd Gud, jeg tror ikke, at jeg forstod det mere om Aftenen, da Aksel var kommen hjem og var elskværdig og kær og talte saa venligt til mig; jeg kunde endogsaa blive virkeligt glad over et Par Smaaopmærksomheder, han havde tænkt paa mig med.

Jeg fortalte alligevel ikke det om Barnet, der skulde komme, førend Dagen efter, og saa græd jeg meget, men lod mig netop saa yndigt trøste af ham. —

Under hele Svangerskabet var jeg ujævn 99 og utaalmodig, kunde somme Tider uden nogen øjeblikkelig Grund se mig ond paa min Mand. Det var ganske uimodstaaeligt, ligesom naar man faar Vand i Munden. Saa gik jeg hurtigst muligt ud af Stuen, lukkede mig inde paa mit Værelse og græd og græd.

Aksel fandt sig yderst elskværdigt i det altsammen og trøstede mig, naar det var ovre igen. Han sagde, Lægen havde sagt, det betød slet ikke noget, at jeg var mere ude af Ligevægt og befandt mig daarligere denne Gang end forrige.

Mit Barn, ved Du, blev dødfødt. Og som jeg græd, da jeg fik det at vide! Fandt, jeg selv var bleven til ingenting, som nu fødte døde Børn.

Det varede lang Tid, inden de turde fortælle mig, at Lægen havde sagt, jeg vilde aldrig mere kunne føde et levende 100 Barn, Operationen fra første Gang var Skyld i det.

Jeg var længe svag og blev saa hjerteklemt og bevæget af at pusle med min lille Dreng, at de naturligvis tog ham fra mig saa meget som muligt.

Saa sagde Lægen omsider, at jeg var rask, og jeg begyndte igen at leve paa den gamle Maade lige saa regelmæssigt som en Fabrik genoptager sit Arbejde. Doktoren havde dog givet Aksel en Forskrift om, at jeg skulde passe noget paa, saa jeg var ikke slet saa meget ude som før.

Lægen fandt, at Aksel ypperligt forstod at adsprede mig hjemme. Det gjorde han saamænd ogsaa. Han var altid underholdende og interesseret af det meget, han selv holdt af, og havde faaet mig med ind paa.

Og han havde Ret, naar han tit blev øm og kærlig og vilde have, jeg skulde 101 kysse ham og sige, at vi to havde jo dog alting sammen. I hvert Fald havde jeg ingenting for mig selv, undtagen et eneste. Og det var de Kvinder med uægte Børn, som Aksels Fader havde interesseret mig for.

Der var en iblandt dem. Hun blev min Trøst og Hjælp og Glæde, uden at jeg dengang rigtig vidste af det og forstod det.

Jeg havde jo selv al mulig Hjælp til mit Barn og en ganske udmærket Barnepige, der var et uundværligt Appendiks til min lille Dreng. Selv kunde jeg nok have Lov til at være med, men Barnepigen skulde uafladelig være der ligesom Ammen i sin Tid.

Blive alene med min Dreng maatte jeg næsten snige mig til. Og saa passe paa ikke at give efter for alle de ununderlige Følelser, der kunde tumle ind paa mig og tit endte med, at jeg kom 102 saa ubegribeligt til at græde. Det var jo rasende utaknemmeligt imod Aksel og i det hele taget af mig, som i enhver Henseende havde det aldeles glimrende godt.

Den Pige fra Selskabet med sit uægte Barn, hun syede hjemme og havde sin Dreng paa en to — tre Aar pludrende og sludrende og regerende midt op i alle Kludene. Det var en yndig Unge, og hun var saa storartet lykkelig ved, at hun turde have ham der.

Hun og jeg, vi kunde tale om Børn, saadan helt vrøvlefantasere om Børn, saa vi kom til at le.

Og hun fortalte mig for Resten hele sit Liv.

Bundfordærvet havde hun været, forført som tretten Aars Pige af Drenge hjemme i Ejendommen, og da hun blev voksen og gik paa Arbejde, saa tænkte hun ikke paa andet end at blive færdig om 103 Aftenen og komme ud og faa fat i Mandfolk, og Barnet, hun anede ikke, hvem der var Fader til det. Dengang, hun skulde have det, var hun fortvivlet, og hun snørte sig og dansede og gjorde alt muligt, hvad hun turde, for at det skulde dø, og hun haabede ogsaa lige til det sidste, at det skulde dø.

Men da hun saa, efter frygtelige Pinsler, havde født det, og det laa ved Siden af hende — hun sagde selv, at det slog hende lige paa en Gang, hun syntes, det var Jesusbarnet, der laa ved Siden af hende i en Krybbe. Og hun bad til Gud, hvad hun ikke havde gjort i mange Aar. — Og nu var der ikke det, hun ikke vilde udholde for at beholde den Dreng. Have med Mandfolk at gøre, det var hun færdig med. Det var ligesom at have Kløe for Tænder, sagde hun, og saa lo hun. Hun var i det dejligste Humør. Aa, hvor jeg kunde føle med hende!

104

Naturligvis maatte jeg ikke tage min lille Ejnar med op i saadant et tarveligt Hus, som hun boede i, for Bacciller og Smitte og alt det. Men hun kom hjem med sin Dreng ved Haanden, en Aften, jeg var alene, ud i Køkkenet. Og jeg tog Ejnar derud, og hun syntes, han var dejlig, og baade Barnepigen og Kokkepigen og hun og jeg, vi holdt et farligt Sjov med begge Ungerne.

Aksel blev Kontorchef, da han kun var tre og tredive Aar, og oven i Købet under Forhold, saa han kunde vente hurtigt at blive Departementschef. Alle Mennesker fandt, at vi i enhver Henseende havde Lykken med os og levede fortræffeligt, og jeg fandt det ogsaa selv.

Min Mand var en Gentleman. Hensynsfuld i sin Form. Ingen Snob. Og fremfor alt ikke nogen af disse modbydelige 105 moderne Stræbere. Han albuede sig ikke frem, og han var ikke raa og sparkede til dem, der havde tjent ham, men nu ikke kunde gavne mere. Aksel afviklede sin Taknemmelighed ved Gentjenester, selv om det faldt ham mindre bekvemt.

Han havde heller ikke Stræberens Forslugenhed, han tog i smaa Bider og behersket, ganske tryg og rolig for, at frem kom han. Frem vilde han, det laa til hans Slægt og i hans Natur. Men han vilde aldrig for at komme frem prøve paa at skyde Genvej i slet Selskab. Det kunde ikke være faldet ham ind at bruge moralsk anløbne Personer til Redskaber, lige saa lidt som selv at gøre Tjenester, der laa under hans Niveau. Han hørte til en Embedsmandsfamilje, der gik tilbage til Enevældens bedste Dage. I Slægtled havde det forekommet dem selvfølgeligt, at de var blandt dem, der virkelig

        

106 regerede Landet, baade i og udenfor deres Kontorer. Alle havde de Interesse for det, de gav sig af med, og ingen af dem vilde have paataget sig et Embede eller Hverv, som han ikke mente helt at kunne gøre Fyldest i. Men paa den anden Side vidste de altfor godt, at fordi man helt kan gøre Fyldest i et Embede eller Hverv, saa faar man det ikke altid. De forstod fortræffeligt, hvad Forbindelserne og den hele sociale Omgang betød, ikke mindst for alle Bierhvervene, som gav baade Indflydelse og meget forøgede Indtægter.

Men for Aksel særligt var Magten og Æren ikke til for deres egen Skyld, neppe nok som Midler til at kunne udrette noget nyttigt, inderst inde var det hele ham knusende ligegyldigt. Han havde nemlig noget i sig selv, som han levede paa; han virkeligt elskede Kunst ogMusik.

Derfor kunde jeg saa udmærket støtte 107 ham socialt og være ham en repræsentativ og nyttig Hustru. Jeg gjorde det villigt og havde selv Glæde deraf, fordi jeg vidste, at det ikke var Forfængelighed, jeg tjente, og at Karrieren i Bunden var den Mand ligegyldig.

Og jeg gjorde ogsaa alt for, saa vidt muligt, at komme til at dele hans Interesse for Kunst, fordi jeg saa', hvorledes denne Følelse ikke blot tilfredsstillede hans Trang til at samle og ordne, men tillige fremmede hans Karaktér, gjorde ham led ved tom Pral og blændende Overflade, udviklede hans Følelse for alt det, der er ærligt, gennemarbejdet, helt, fuldt og staar paa egne Ben.

For mig var det altid, som om jeg saa' ind i en fremmed Verden: der var Glas imellem mig og Kunsten. Men jeg arbejdede af al min Evne paa i hvert Fald at begribe saa meget deri, som kunde begribes med min Forstand.

108

At samle, som aldrig før var faldet mig ind, lagde jeg mig efter. Det kunde jeg saadan fatte.

Og jeg fik min med hvert Aar mere og mere berømte Madonnasamling.

I Originalbilleder og Fotografier, Træsnit, Stik, Fotogravurer, Raderinger fik jeg skaffet sammen fra alle Tider og alle Landes Kunst denne Mængde Fremstillinger af Guds Moder med sit Barn. Kunstnere og Kunstkendere beundrede den og min fine kunstneriske Smag.

De anede ikke, og jeg vidste det jo heller ikke selv dengang, at jeg vilde have været lige saa begejstret for en Samling Cigaretbilleder og Reklameplakater, blot de havde fremstillet en Moder med sit lille Barn. —

Aksel følte sig fuldt ud lykkelig og vilde ikke have gjort det, hvis han ikke havde ment, at han ogsaa gjorde mig helt lykkelig. Det troede han fuldt og 109 fast. Og det var ikke noget Under, for jeg troede det selv. Hvad der saadan dunkelt rørte sig i mig og somme Tider kunde give mig en besynderlig Anelse om det modsatte, det holdt jeg for at være Anfægtelser, som aldrig kunde undgaas af den, der vilde gøre sin Pligt fuldt ud. Jeg mente jo, det hørte med til den menneskelige Skrøbelighed, at man gerne vilde smyge sine Pligter af sig for hensynsløst at følge sin Natur.

Min Mand talte saa tit og kærligt om sin Taknemmelighed imod mig og sagde, han følte, jeg i mange Ting maatte gøre, hvad der ikke var min Hjertens Lyst; men saa haabede han, at han paa sin Side ogsaa gjorde alt, hvad han kunde tænke ud, for bare at glæde mig. Og det var rigtigt. Det var blot tit og mange

        

110 Gange Ting, som jeg nok blev glad over, fordi jeg kendte hans gode Hensigt, men som jeg egentlig ikke brød mig det allermindste om. Men han syntes, jeg skulde bryde mig om dem, og saa gjorde jeg det efterhaanden næsten.

Lille Ejnar voksede til og blev en flink og artig Dreng. Jeg maatte stadig bekæmpe al min Uro og Ængstelse for ham og græd ikke sjeldent, fordi jeg saadan maatte gøre mig haard overfor mig selv. Medens han endnu var ganske lille, maatte jeg ofte tvinge mig for ikke barnagtigt at gaa op i hans Lege og dele hans smaa taabelige Interesser for andre Børn af samme Alder.

Min største Glæde blev det, efterhaanden som Drengen voksede til, om Aftenerne sammen med Aksel at drøfte Principerne for hans Opdragelse.

Baade min Mand og hans Fader havde altid interesseret sig for pædagogiske 111 Spørgsmaal. De købte Bøger derom og holdt Tidsskrifter om Opdragelse.

Aksel og jeg læste i alle de Ting sammen, og vi talte ogsaa med andre jævnaldrende Forældre, som havde Børn og fulgte med paa de Omraader.

Et vigtigt Punkt, som vi enedes saa fuldkomment om, var Ejnars religiøse Opdragelse.

Uden at der blev grebet det mindste ind i Skolens Religionsundervisning, skulde det gennem hele vor, hans Forældres, Holdning, lidt efter lidt, som Drengen modnedes mere og mere, gaa op for ham, at Gud var det store Symbol, som Mennesker havde skabt i deres Billede. Ganske ubevidst, igennem de mange, uvilkaarlige Indflydelser i hans Omgivelser skulde Barnet lære at kende Kunst og Videnskab og de andre store og ædle Magter, i hvilke Menneskeheden 112 nu havde skabt sig rigtige Guder, der virkeligt levede og arbejdede.

Ofte kom vi saa ind paa at tale om Fader. Og jeg fortalte, hvorledes denne uforglemmelige, fintfølende Mand aldrig nogen Sinde havde rettet et ligefremt Angreb paa Kristendommen, men blot ved sit lysende Eksempel havde draget sin Datters Sind bort fra den tomme Himmel og ned til at elske Jorden og Livet og dets Skønhed, som al Himlens Herlighed kun var en digterisk Refleks af.

Aksel og jeg kunde da snakke timevis videre om mit Barndomshjem og om Fader og hans Bøger. Udgive dem igen og oversætte dem paa fremmede Sprog havde jeg naturligvis for længst med et lille Smil opgivet. Jeg forstod ogsaa nu at sætte Fader paa den Plads, der tilkom ham blandt vort Lands Forskere i hans Fag, og ikke paa en Tronstol oppe i den Himmel, hvorfra Gud var steget ned.

113

Men bestandig var Mindet om ham og Tankerne paa ham noget af det, jeg syntes gav mig mest Styrke til at bære Livet.

Ti altid forekom det mig, at var end mit Liv lykkeligt og rigt og fuldt af glædelige Pligter, saa var det dog noget, som der skulde Kræfter til at bære.

Allerede fra min Dreng var ganske lille, havde det moret mig, saa meget han lignede sin Fader og Bedstefader. Det var aldeles paafaldende. Endnu mere end ellers i den Slægt, som for Resten havde en yderst bestemt Type, lige meget hvor forskellige de Kvinder var, som blev giftede ind i den.

Og efterhaanden, som Ejnar voksede til, blev Ligheden ogsaa aldeles forbavsende med Hensyn til Temperament. For hver Dag saa' jeg mere og mere, 114 hvorledes Drengen havde hele sin Faders stille, behagelige Væsen; allerede som seks-syvaarig begyndte han at samle, og det ganske anderledes omhyggeligt og vedholdende end andre Børn. Han kunde ogsaa hænge Dage igennem over Billeder og illustrerede Bøger.

Hans Fader og Bedstefader var lige henrykte.

Jeg spejdede forgæves efter at opdage lidt af mig selv i den Dreng. Bare en ganske lille Smule af min egen gamle Voldsomhed og sugende Følelse. Men jeg opdagede det ikke.

Og det fyldte mig med Vemod.

Jeg for ikke op, blev ikke fortvivlet, som jeg vilde være blevet det før. Denne Selvbekæmpelse, jeg nu i Aaringer havde øvet, var gaaet mig over i Blodet, bleven kronisk, ligesom Sygdomme. Saa er der jo ingen voldsomme Anfald mere, det er blot hele Organismen, der er inficeret, 115 og Patienten har vænnet sig til det i den Grad, at han næsten lever i den Tro, at han er rask, indtil en skønne Dag alting derinde er ædt op, og den store Krise kommer.

Men for mig var der langt til den Dag. Jeg kunde blot engang imellem sukke lidt og fandt for Resten, at hvad jeg tydeligere og tydeligere saa' kun formanede mig til stadig mere Ydmyghed og Lydighed og Hengivenhed. Det maatte jo saa være Bestemmelsen, at jeg skulde ikke være andet end det naturnødvendige Middel til, at Slægten Halck kunde blive fortsat. Og jeg fik tilsidst tvunget mig til at behages i den Tanke, at jeg var en fattig Tjenerinde, og at det saaledes maatte være bedst.

Et stille Haab havde der levet hos mig om, at mit Barn engang i Tiden vilde kunne føle og gengælde mig al min hemmeligt 116 brændende Kærlighed med samme umiddelbare Styrke.

Men det skete ikke.

Min Dreng holdt af mig, men sluttede sig ganske uvilkaarligt mere og mere til sin Fader. Fra han var en halv Snes Aar, var det hans største Glæde at hente Faderen og gaa lange Ture alene med ham, og det var ikke mange Aar efter, at han allerede fik det lidt overlegent kloge og mildt overbærende, som unge Mennesker kan have overfor deres Mødre.

Min Mangel paa virkelig Kunstsans havde Ejnar ganske stille opdaget, fordi han ikke som hans Fader havde nogen Interesse i at holde paa den. Men han var god imod mig ligesom Faderen, var egentlig netop en lille Fader om igen.

Det morede mig uhyre, efterhaanden som han kom frem i Latinskolen, at gaa mine gamle Kundskaber igennem med ham, og han saa' ogsaa i mig en rigtig 117 flink Kammerat og god Hjælper i hans Skoleting.

Der er jo ikke en eneste af os, som er bleven en lille Smule ældre, der ikke har følt, hvoraldeles meningsløsthurtigt Tiden gaar. Jeg syntes selv, der endnu var en Smule Hold i den, til min Dreng blev en fem-seks Aar; men saa var det forbi. Ejnar kom i lille Skole og stor Skole, hans Fader avancerede til Departementschef og traadte ind i den ene Bestyrelse efter den anden, vi fik flere og flere Bøger og Malerier og større Lejlighed, jeg blev lidt sværere, men for Resten ikke meget, og Aksel holdt sig saa at sige ganske uforandret. Sytten Aar gik, fra dengang min Dreng blev født, siger og skriver sytten Aar, lige saa støt og regelmæssigt, som om der ikke var hændet andet i dem, end at Viseren paa vort napoleontiske Empireuhr var spadseret fra Minut

        

118 til Kvarter og til fuld Time og videre og videre paa samme uforandrede Maade.

Hvert eneste Efteraar kom Moder herned fra Stockholm og var en Tid hos os. Drengen holdt hun af, og han af hende, og for Resten blandede hun sig aldrig det mindste i mit og var en behagelig og elskværdig Gæst; nu virkede hun ogsaa saadan ligefrem som en Aarstid, der kom.

Den gamle Assessor tog Afsked fra Højesteret, men var jo lige aandsfrisk og interesseret og gik ud og ind hos os paa sin sædvanlige Maade.

Ejnar blev han mere og mere stolt over.

Saaledes gik det, uforstyrret, indtil den Dag, min Time slog. Og det var saa uforberedt, som noget kunde være.

Nu er det snart et Aar siden, en Formiddag, ude paa Landet, da Aksel var taget til Byen.

119

Ejnar havde Sommerferie og var ovre i Jylland paa en Egn, hvor der var fundet Kalkmalerier og hang gamle nederlandske Klokker i Kirketaarnet, vi havde lige den Morgen faaet et begejstret Brev fra ham.

Jeg var ganske i mit sædvanlige Humør, havde kysset Aksel, førend han gik, skrevet et Par Breve, og saa stod jeg midt inde i Havestuen. Der var noget, som det ikke var mig muligt at komme paa, en af disse grænseløse Trivialiteter, man som Kone i et Hus maa tage sig af, naar man ikke vil være i Lommen paa sine Tjenestefolk. Pludseligt gik det op for mig, hvad det var. Jeg vilde lige til hurtigt at ringe for at sige Besked til en af Pigerne — saa paa en Gang kom det andet.

Du kender de Papirbaade, man laver til Børn og sætter i en Balle med Vand. Jeg har gjort det saa tit, da min Dreng 120 var lille. Og de svømmer helt godt, indtil pludselig og lydløst en af dem har videt sig saa underlig ud, er bleven fyldt og opløst til et slattet Stykke vaadt Papir. Ganske stille har den løsnet og løsnet sig, lidt efter lidt, hvor den er knyttet sammen.

Saadan var jeg i Løbet af snart tyve Aar i Sekund paa Sekund bleven smaaløsnet i mig selv, indtil den allersidste Rest af ganske tyndslidt Ejendommelighed umærkeligt var bristet og alt Ensformighedens, Indholdsløshedens, Upersonlighedens Vand trængte ind og lod mig flyde ud i fortvivlet Selvopgivelse. Min Mand tilhørte mig ikke, han laa paa Knæ for sine Billeder, og — hviskede jeg ganske sagte til mig selv — for sit eget Billede, det, han sværmede for som for et af dem paa Gallerierne af en fin og god Mand, en klog og behersket Mand, en gennemdannet og human Mand,

        

121 en virkelig fornemt borgerlig Verdensmand. Og min Søn! For ham var jeg den rigtigt gode, rare Moder, som naturligvis ikke forstod hans Interesser. Og hvad var jeg for mig selv? Det rene intet. Og til hvad Nytte havde jeg ofret mig? Jeg var blevet et husligt Stykke Uhrværk, der kunde erstattes af saa mangen fremmed; et unyttigt Hjul paa en Vogn, der styredes af andre og frem imod deres Maal; en mere og mere overflødig Medhjælp i at optræde overfor den Verden, som aldrig havde betydet noget for mig selv.

Den Dag sad jeg stille i min Stue, den, der var saa omtalt, og som Folk misundte mig, og jeg græd og græd.

Da Stuepigen kom ind, rejste jeg mig ikke engang op og tørrede mine Øjne, jeg tror endogsaa, jeg græd videre, medens hun talte til mig.

„Men, Gud, er Fruen syg?“ sagde hun uvilkaarligt.

122

„Ja, jeg er.“

„Jeg skulde huske Fruen paa den Visit Klokken to.“

„Godt! Tag mig mine Handsker herind — og min Hat. Jeg sætter den saa godt for Spejlet her.“

Hun kom med Tingene. Jeg sendte hende ud.

Men da jeg saa havde løftet Hatten op til Hovedet for at sætte den paa, rev jeg den væk med et Ryk og kylede den hen ad Gulvet, saa den fine, brede Skygge og Strudsfjeren blev knækket.

Det var jo Narredragten, den brede Hat, som det andet var passet af efter, Florentinerkvinden, Billedet, som jeg, levende Menneske, havde maattet gaa og smuldre hen i Led paa Led for at komme til at ligne, i ydre og i indre ....

Der kom en skrækkelig Tid bagefter. 123 Jeg følte mig saa ganske udtørret og kold og saa modbydelig klarsynet, det værste af alt paa Jorden.

Jeg tænkte kun paa mig selv og prøvede paa at optrevle mit Liv fra først til sidst.

Fader havde jeg elsket; dér kunde jeg ikke trevle videre. Tankerne paa ham var det eneste, som kunde gøre mit Sind blødt og skaffe mig Fred, ved at jeg kom til at græde.

Moder havde altid været mig fremmed, ogsaa inden det kom til Bruddet mellem os. Og nu troede jeg rigtigt at kunne forstaa hvorfor. Det var, fordi Moder hørte til de Kvinder, der egentlig altid byder sig frem til Mænd. Naturligvis naivt og uden at de selv aner det; men de gør det: i deres Gang, som dvæler eller vugger, i deres Blik, som faar Glans af, at Mænd er dem nær, i deres stille klukkende Latter, der altid lyder, som 124 om de var alene med den Mand, de ler til og ingen anden maatte høre dem, i deres Evne til at falde hen i Klangen af Mænds Stemmer, i hele den Maade, paa hvilken de altid indrømmer og lader sig erobre, om det saa blot er, de giver Armen til den Mand, der skal føre dem til Sæde ved et Middagsbord. Og naar ingen Mand er dem nær, forstaar saadanne Kvinder ganske uvilkaarligt ikke, hvad de egentligt skulde tage Hensyn til, de kan blive ganske sjudskede, fuldkommen uden Spor af Elskværdighed, min Sandten ligefrem grimme at se paa ogsaa, kun optagne af at putte Mad og Drikke i sig og nørke omkring med de tarveligste huslige Ubetydeligheder og Skænderier og med al mulig vrøvlagtig Sladder.

Men Mændene elsker de Kvinder, som vel ogsaa maa give sig bedaarende hen til dem. —

125

Det blev mig Dag for Dag mere og mere klart, at jeg havde hørt til den anden Sort, dem, der er sky for Mænd, og som synes, at naar de giver efter for dem, gør de lidt Brud paa sig selv. Vi kan elske Mænd, men ikke med den sanselige Betagethed, som opløser alt til kun to Ting: Hengivelse og Skinsyge, under de forskelligste Former. Vi kan maaske ofre meget mere for Mænd, men vi kan ikke helt glemme os selv som de andre, der kan lade baade Blufærdighed og Æresfølelse gaa med i Løbet og Fornemmelsen af dog at være et Menneske for sig selv. Og Mænd bliver kede af os. Vore Ofre mangler den sanselige Gratie, som beruser Mændene, naar de andre Kvinder følger deres Trang til at føle sig underlegne — tit saa ganske egenkærligt. Mænd føler ikke en inderlig Glæde over det, vi frivilligt yder, det være sig nok saa stort og 126 tungt, Mænd føler kun Glæde over det, som Kvinder er tvungne til at gøre, fordi de er betagne af dem. Det alene smigrer deres Forfængelighed. Og Mænd vil ikke elskes af selvstændige Væsner, de vil beundres og modtage Ofre af dem, der er blændede af dem.

Jeg var efterhaanden kommen mere og mere ind paa at se op til min Mand for al hans Kunst og Kunstforstand og humane Væsen og beherskede Intelligens og alt det, som optog ham i saa uendelig højere Grad end al mulig sanselig Glæde. Men havde jeg ikke kunnet det, saa var han bleven mig utro og havde fundet sig en af disse fine, velhavende, kunsthysteriske Damer, som var endt med at kysse hans efter Velasquez op ad redte Overskæg og i ømme Omfavnelser give efter for en sød Trang, som fulgte med al den megen Kunstglæde.

Time efter Time tænkte og tænkte jeg 127 mig frem til den fulde Klarhed over, at først, da jeg fik mit Barn, lærte jeg hvad det vilde sige at elske saadan uden min Forstand og ligesom med hele mit Legeme ogsaa. Talløse Kvinder lærer det i Forholdet til Mænd, men vi er ogsaa mange, der først lærer det overfor vore Børn. For mig var Kærligheden til det Barn, der blev undfanget i mit Liv, baaret igennem Maaneder og født under Pinsler, Livet, Livet til at tage og føle paa med mine Sanser og til at ofre og hengive mig til med alt, hvad jeg ejede af Krop og Sjæl. Forholdet til min Mand svandt i Sammenligning dermed ind til et fortræffeligt Kammeratskab, der blev svagere og svagere sanselig farvet. Hvor skulde det kunne nævnes i samme Aandedrag som Forholdet til mit eget Kød og Blod — tænk rigtigt, hvad det vil sige, ens eget Kød og Blod!

Men dér var det, at det vanvittigt 128 haarde havde ramt mig. Det Barn var ogsaa dens Kød og Blod, som ikke havde gaaet svanger med det, ikke baaret det, ikke næret det af sit indre, ikke født det i vanvittig Smerte, intet haft at gøre med det ud over at besvangre mig. Og det Barn var kun hans Kød og Blod. Intet var der af mig i mit Barn. Og min alt optagende Kærlighed til det blev haabløst ubesvaret. Saa uvilkaarligt og fredeligt og uangribeligt som en Plante vender sig mod Lyset, havde det vendt sin Følelse fra mig til ham. Det var blevet mig Sorgen, Ulykken den dybe Meningsløshed, som der ikke gaves menneskelig Hjælp for ....

Saadan tænkte jeg, men jeg gik roligt omkring, ganske uforandret i alt ydre. Og min Mand anede selvfølgelig ikke det mindste. Det vilde ikke være faldet ham ind i Drømme, at der fra min Side nogen Sinde kunde opstaa noget af foruroligende 129 Art. Det er det, Mænd kalder for at have Tillid, og som de ovenikøbet vil roses for!

Jeg var en Tid lang ganske sløv og tænkte, at det var vel saa engang Skæbnen, at jeg skulde fjolle videre gennem Verden som Komediant i mine Interesser og med et affabelt Smil paa Læben, indtil jeg døde og sank hen i Tilintetgørelsen. Ved det Ord standsede jeg, gentog Ordene hver for sig — til intet Gøreise — og gruede.

Spørg mig ikke hvorfor! Den Gysen kom saa uvilkaarligt, som naar man gruer for at blive kastet i iskoldt Vand eller brændt af Ild. Jeg kunde ikke lade være. Det hjalp ikke, hvor meget jeg sagde til mig selv, at saadan var jo al Naturens Lov. Jeg gyste.

Saa tyede jeg tilbage til min Fader 130 og hans Bøger. Min elskede Fader! Blot han havde kunnet komme til sin Datter en eneste Nat i Drømme at tage hende i sine Arme og føre hende med sig! Aa, men Fader var jo selv død, til intet gjort — var det ikke frygteligt at tænke! Jeg kunde komme til at ryste og græde saa bittert.

Jeg vilde læse Faders Bøger om igen for at jage al Uhygge paa Flugt, vilde tage et Tag i mig selv, paakalde hele min Viljekraft, læse igen af det, der rigtig interesserede mig, af min Ungdoms Kærlighed, Filosofi. Og jeg piskede mig virkeligt op til at læse med Energi.

Blandt andet fik jeg Brug for en Række Bøger af en af min Faders ældre Elever, som han altid havde sat højt.

Boghandleren havde ogsaa sendt mig den Mands sidste, ufuldendte Skrift, som jeg huskede fra Aviserne, at der havde været megen Snak om, mest for den Indlednings Skyld, som han havde skrevet 131 et Par Dage før sin Død, og hvori han fortalte, at han var bleven Kristen.

Jeg havde mistet al Sympati for Manden af den Grund, aldrig læst Bogen og vilde egentlig sende den tilbage, ogsaa fordi den angik et Emne, som ikke beskæftigede mig i Øjeblikket. Men Bogen blev alligevel liggende paa mit Bord, og en Aften, jeg følte mig træt af anstrengende Læsning og var alene hjemme, faldt den mig i Haanden. Jeg tænkte, at man kunde jo som et Kuriosum læse denne højst famøse Indledning.

Tonen slog mig straks. Den var saa grebet.

Han talte om Ensomhedens Glæde, som kun hvilede paa en Illusion. Tænkeren, Digteren, der var alene, følte sig netop i Ensomheden knyttet ved tusinde Traade til alt det, han elskede og han afskyede, til andre Mennesker. Den virkelige Ensomhed var kun gold Rædsel.

132

Jeg standsede i min Læsning, som taget om Hjertet, gjort kortaandet.

Var det ikke netop det, jeg kendte? Den pinefulde Ensomhed, hvor alting kun løb ind efter i en utilfredsstillet og sørgende Sjæl. Den magtløse, ufrugtbare Ensomhed.

Jeg læste videre. Han skrev om dengang Livet blev andet for ham end et Skuespil, hvori han vilde spille den Rolle, hans Evner tilsagde ham, og som han selv syntes om. Og det var dengang hans egen, varme, menneskelige Kærlighed var ført bag Lyset, skuffet, regnet for en lille, ussel Penge — og den havde været hans Hjerteblod. Da først havde han forstaaet, hvad det var at leve. Og han havde forsøgt og forsøgt og atter forsøgt at vende det Hjul, som vilde gaa over hans Hjerte, men det viste sig forgæves. Og han tænkte, at nu maatte da hans ugengældte Kærlighed 133 omskiftes til et alt opfyldende Had og et Had mod alle Mennesker, hvis det ikke skulde ende for ham i Ensomhedens Tomhed, hvor al Følelse var død og kun bleven til et udmarvet Lede. Da græd han, fordi han ikke kunde hade. Men af de Taarer spirede Lykken, som blev Kærligheden til Jesus Kristus.

Nu huskede jeg, hvad det var, Folk i sin Tid havde fortalt. Den Mands Hustru havde forladt ham med en anden, og af sine Børn fik han kun Skam og Sorg. Han havde maattet arbejde over sine Kræfter og var faldet i en langvarig Sygdom. Under den blev han Kristen. Men han levede kun faa Aar efter.

Naa, var det saa ikke den gamle Historie, at ulykkelige, syge Mennesker omvendte sig! Deres Karakterstyrke blev brudt, saa hjalp hverken gamle Kundskaber eller noget som helst andet.

134

Alligevel kunde jeg ikke lade være at læse videre. Nu citerede han Mathæus: Kommer hid til mig Alle, som arbejde og ere besværede, og jeg vil give Eder Hvile.

Og han fortsatte: Jeg kom, og han gav mig Hvile. Fordi han lærte mig Kærlighed uden det lave Haab om Gengæld her paa Jorden.

Han blev ved: Ingens Fortvivlelse er som dens, der spilder sin Kærlighed. Det er som at aabne sit Livs Aarer og lade sit Livs Blod dryppe i Draabe efter Draabe ned paa den golde Sten. Der er kun en Ulykke: at elske ugengældt. Og der er kun en Kærlighed, som aldrig bliver ugengældt, Kærligheden til Gud. Det er Lærdommen, som skal læres ved Jesus Kristus, at leve Livet i den Kærlighed, i Offer kun for Guds Skyld, som alene er Gengælderen. Hvor bliver det saa ikke ligegyldigt, om Mennesker 135 forstaar din Kærlighed, om de maaske til Tak for den haaner, spotter, bagvadsker, piner og skænder dig, det er jo Gud, du elsker.

Og Gud forklarer det, som du i din Forstand blot finder ubegribeligt, meningsløst og en oprørende Krænkelse af din Kærlighed, ti han sender dig kun alt dette, for at du i usvækket Offervillighed kan vidne om din Elskov til ham. Han, som i sin Naade kan tage dig til sig, naar dit jordiske Øje er lukket ....

Da lod jeg Bogen synke og sank sammen i min Lænestol og græd.

Otte Dage efter gik jeg hemmeligt til det første Missionsmøde af den Mand, som skulde føre mig til Kristus.

Du maa ikke tro, at det gik let for mig. Der var umaadelig meget at kæmpe 136 imod. Husk alle Minderne om Fader og hans mandige Tænken. Husk de mange Tanker paa min Mand og min Søn, der begge var Fritænkere, som jeg ogsaa altid selv havde været det.

Jeg var fuld af Strid og Tvivl.

Da der var gaaet nogen Tid, opdagede Aksel, ikke hvad det var, der optog mig, men dog, at der var noget, som optog mig. Og han spurgte om det, ikke irriteret, som mange Ægtemænd gør det, naar der er noget ud over deres eget, der lægger Beslag paa Konen. Han var deltagende og venlig, som naar man er bekymret for en god og nyttig Kammerat.

Jeg lagde mig ind i hans Arme, kyssede ham, saa jeg følte, at han blev forbløffet over min Lidenskab.

Jeg vilde saa forfærdelig gerne have sagt ham alt, bedt ham om at hjælpe mig i alle mine Tvivl, men jeg kunde 137 ikke, turde ikke, maatte nøjes med at sige, at jeg ikke følte mig rigtig rask, men at jeg elskede ham, min Søn og mit Hjem. Og saa græd jeg lidt hos ham og skammede mig over, at jeg ikke havde turdet tale ud.

Aksel var meget rørt over mig den Aften og endnu mere elskværdig end sædvanlig. Hver Dag i den kommende Tid brændte det mig paa Læberne at sige alt til ham, men jeg vovede det ikke, undskyldte bestandig mig selv med, at det maaske kun var umodne Anfægtelser, som jeg vilde komme over alene. Længe gjorde jeg, hvad der paa nogen Maade stod i min Magt for at bekæmpe dem, kaldte min Faders Minde og hans Bøger til Hjælp. Det var forgæves. Bøgerne blev til døde Bunker Papir. Der var kun ét levende for mig, og det var denne glødende Trang i mig selv til Kærlighed.

138

Ja, og saa var der den mærkelige Mand, der var kommen ind i mit Liv. Han, som var en virkelig Missionær, og som jeg ikke blot havde hørt, men ogsaa søgt og talt med i ensomme Timer.

Du ved om ham, hvad ingen har kunnet nægte, at han lever efter sin Lære. Ikke som en af de sædvanlige Præster med Familje og gode Indtægter, men ugift, fattig, som en Apostel. Men du har aldrig set ham engang. Han er slet ikke smuk; men i hans dejlige Øjne gløder der en Ild, som faar dig til at slaa dine egne ned. Og hans Stemme, hvis du hørte ham tale, den gaar ind til Hjærtet, fordi man føler, at han mener hvert et Ord, og at der er mere bag end det, man hører. Og saa har han Hænder, store, men saa smukke, som havde det været Faders.

Jeg kom til at beundre den Mand, 139 jeg kunde hænge ved hans Læber, jeg følte en uimodstaaelig Trang til, i hans Følge, at kaste mig ned for hans Gud.

Den Trang blev stærkere og stærkere, tilsidst kunde jeg ikke længere udholde det. En Eftermiddag, medens Ejnar sad oppe paa sit Værelse og læste, sagde jeg til Aksel, at jeg maatte tale med ham om noget meget alvorligt.

Han saa' forbavset op.

„Lad os gaa ind til dig,“ sagde jeg, „jeg vil helst være inde hos dig, i din Stue, naar jeg skal sige det.“

„Men kære Thora dog!“

Jeg greb hans Haand, puttede mig ind til ham, og saa fortalte jeg, uroligt, ustyrligt om, hvorledes det ikke længere var til at bekæmpe for mig, jeg kunde ikke gøre ved det, men Gud var kommen til mig ved sin enbaarne Søn, den lemlæstede, Frelseren. I de sidste Dage havde det været mig, som saa' han paa 140 mig fra alle Vægge, kaldte han ustandselig paa mig med en inderlig Røst, baade naar der var Mennesker omkring mig og naar det var ganske stille.

Og efterhaanden som jeg talte, gik det, som du ved, det somme Tider hænder, naar man er helt opfyldt af en Ting. Jeg syntes, at medens jeg talte, forstod jeg først rigtigt det altsammen, det greb mig mere og mere og alligevel bestandig ligesom imod min egen Vilje. Men saa standsede jeg og syntes, mit Hjerte stod stille et Øjeblik, jeg saa', at min Mand betragtede mig.

Betragtede mig. Det var netop det, han gjorde. Forstaar du rigtigt, hvad det vil sige? Der blev ikke set paa mig af Øjne, som ikke vidste af sig selv at sige, som led med mig og græd med mig, eller som var rasende paa mig, vilde true mig, tvinge mig — aa, nej, nej, nej, Aksel betragtede mig.

141

Forfærdet greb jeg om begge hans Hænder og raabte: „Du siger ingenting, Aksel, hjælp mig!“ — saa svarede han, venlig som sædvanlig, hensynsfuldt, korrekt: „Det er en Samvittighedssag, Thora, en rent personlig Sag, en Trossag. Du maa have din fri Vilje.“

Ha! Jeg maatte have min fri Vilje! Han var selv en fri Tænker!

Aa, i samme Øjeblik stod hele Billedet af min Moder fra dengang for mig, og jeg hørte den forsigtige Klang i hendes Stemme, da hun under min Præstegang sagde til mig, at min Fader vilde ikke have haft noget imod, at jeg blev Kristen, han lod enhver tænke frit.

Aksel, som han her talte til mig, jeg syntes, at han var lige saa ussel en Fritænker, som min Moder havde været Kristen. Kun Egoister var de begge. Følte hver sin lille Stump for mig, men deres Følelse svandt som en Røg og 142 saa naturligt, at ingen af dem mærkede det, naar den blot var ved at genere deres eget Jeg en Smule.

Og hjælpe mig!

Jeg var kommen til min Mand i mit Livs allerstørste Pine. Jeg tror — Gud forlade mig det — at han kunde have taget mig om mit Haandled og gjort mig til Fritænker igen, saa meget holdt jeg dog endnu af ham, og saa stor Respekt havde jeg for ham. Men ikke saa meget følte han for mig, ikke saa meget agtede han mig engang, at han gjorde mindste Forsøg paa at holde mig tilbage, han var objektiv.

Objektiv overfor ens Hustru, der er i Sjælenød! Objektiv overfor et andet Menneske, der kommer med hele sin flammende Sjæl imod en!

„Det er en Samvittighedssag, en rent personlig Sag, en Trossag. Du maa have din frie Vilje.“

143

Have min frie Vilje!

Det gjorde mig meget mere end bitter, det bragte mig til at væmmes ved ham og foragte ham, denne Mand, som kunde sidde der i sin kunstnerisk fine Sofa og bilde sig ind, at han virkelig handlede rigtigt og i velforstaaet Følelse for mig og med netop den skyldige Respekt for et andet Menneske.

Saadan et Papirsmenneske, elendigt, hjerteløst Bogmenneske var det, jeg havde givet mit varme Legeme og min hede Sjæl under saa pinefulde Lidelser igennem tyve Aar! Han skulde have været mig en Ægtefælle, men han havde kun lavet om og lavet om paa mig for at danne mig efter sin Smag og til sit Behag, ikke brudt sig mere om min egen lille Ejendommelighed, min Person, min Sjæl, end om jeg havde været en Klat Ler, han formede til, hvad der var bekvemmest og bedst for ham 144 selv. Længe før han fik mig til at skabe mig ud efter det florentinske Billede, var han begyndt paa at lempe og danne mig, for at jeg skulde blive noget helt andet end det, jeg virkelig kunde. Fra det allerførste, han begyndte at læse med mig og tale med mig om Musik og Kunst, til han havde tvunget mig bort fra mit Barn og nu objektivt vilde lade mig sejle min egen Sø i Tvivl til Døden, havde den Mand kun tænkt paa sig selv, sig selv, sig selv.

Ellers vilde han ogsaa have opdaget og forstaaet og søgt at bøde paa det, som blev mit Livs største og egentlige Forlis. Det, som han ingen Lod eller Del havde i, men som var mig mange Fold vigtigere end han og alt, hvad der angik ham: at mit Barn vendte sig fra mig. Men han saa' intet og hørte intet og forstod intet. Og han kunde intet hjælpe.

145

Og at alt, hvad han havde gjort ondt imod mig eller forsømt at gøre godt, ikke var ham bevidst, at det ikke engang nu, i dette sidste Øjeblik, var ham bevidst, det gjorde ham kun ynkeligere, tarveligere i mine Øjne. Jeg vilde endda gyst og faaet Respekt for, kunde maaske have ladet mig tvinge og rive med af en rigtig brutal og mandig Egoisme, men dette her ........................ ...............................

Fra den Dag af er der hos mig overfor min Mand kommet det, som er det allerværste at kæmpe imod, Lede.

Jeg ved, at det er Uret, og at jeg skal bekæmpe det, gør det ogsaa af al min Magt. Jeg har talt derom med ham, som er min Sjælesørger, den Mand, der ikke kender til Egenkærlighed.

Og jeg har ikke opgivet Haabet om engang, trods alt, at kunne faa Aksel og mit Barn over i min Tro. Saa vilde alting 146 blive godt. Hvor jeg da skulde tjene dem begge i den Grad ydmygt og uden Løn, naar vi tilsammen kunde tjene Gud! Men Gud vil kunne lade hænde noget, som kan tvinge ham og mit Barn over i hans Lejr, og jeg gør, hvad jeg kan, for i mit Væsen at lade dem begge to mærke, hvor det, at jeg er kommen tilbage til Gud, har gjort mig bedre.

Men de gør mig det ofte saa svært, baade Aksel og Ejnar. Mere end nogen Sinde holder de sammen og lever for denne Kunst, som er bleven mig saa modbydelig! De tager det som en Selvfølge, at jeg bliver nogenlunde ved at tage Del i Selskabslivet og gaa klædt i disse fine Klæder og Hatte, som jeg synes er en Anklage mod mig, men som jeg bærer for deres Skyld — jeg, som helst gik om i en sort, ulden Kjole og gav til de fattige alt det, jeg kunde undvære.

Og det gyseligste af det altsammen: 147 at de lader mig saa fuldkommen i Ro! Milde og overbærende, som den noget større Mand og den noget mindre Mand, gaar de omkring mig, aa, jeg maa bide det i mig saa tit, selvretfærdige, som kun Gud kan hjælpe dem, og uden Kærlighed, uden Kærlighed til mig .......

Departementschef Halck's Frue havde ikke haft mere at skrive.

Og Fru Kommandørinden mindedes, medens hun omhyggeligt rullede Optegnelserne sammen og gemte dem til Side, at ingen anden af deres Kreds maatte faa noget at vide om, hvad der her var hende betroet — hvor interessant det endogsaa var. For det var det.

148

Kun vilde Fru Hemmingsen naturligvis fortælle det vigtigste deraf til Kommandøren, der for Tiden var ude at sejle.

Gud ske Lov, han snart kom hjem til hende igen, hendes store, blonde Kommandør, som hun elskede den Dag i Dag næsten lige saa galt, som dengang de blev forlovede, og hun syntes, at hun kunde have spist ham op.

Hun skulde være kommen med Religionsskrupler til ham! Han vilde nok have været Mand for at klare dem ....... ...............................

Kommandørinden maatte tænke paa en Aften engang i Soveværelset, hvor der havde været noget i Vejen imellem dem, og hun unægtelig var bleven noget nervøs; i Natkjole var hun løbet helt ud paa den store mørke Glasveranda med alle de mange Blomster.

Men saa havde hun følt hans ene 149 Haand tage og samle begge hendes Arme, og han simpelt hen bar hende ind i Soveværelset igen, og Lyset blev slukket. Hun havde først været bristefærdig af afmægtig Harme, men saa bagefter, da hun havde grædt hos ham, og hans Haand havde klappet hende, og hun havde fortrudt saa meget, og han ganske bestemt havde forbudt hende baade det og det og det ....

Nej! mente Kommandørinden, hun vilde da rigtignok heller ikke have haft Thora Halck's Mand. —

150