Larsen, Karl Uddrag fra En Kvindes Skriftemaal

Og i den Sø, hvor Øen laa, burde aldrig nogen Vind kunne naa hen for mørke Skove, der omgav den paa alle Sider. Men i regelmæssige Mellemrum, ved Bredderne, skulde der fældes Træer og opstilles Mindesmærker, som alle vendte mod Gravøen. Og de skulde være 18 for de Menneskehedens store Aander, hvis Værk min Fader havde ført videre. Saadan fantaserede jeg, og til Tider var jeg ved at svinde helt hen af Længsel efter at komme til at græde igen paa den fattige Grav i København, hvor der laa en saadan Stormand. Jeg, hans stakkels Datter, som ikke kunde rejse ham et Mindesmærke, der var hans lysende Aand værdigt!