Larsen, Karl Uddrag fra En Kvindes Skriftemaal

Jeg gik hurtigt ud af Stuen, uden at Moder prøvede paa at holde mig tilbage. Men inde hos mig selv kom jeg voldsomt til at græde. Og det var ikke Tøsearrigskab, jeg græd af. Det stod mig dengang ikke klart, hvorfor det var. Men 32 nu forstaar jeg, at jeg græd i rent ubevidst Gru over at have set ned i hele en Sjæls Fejghed, Frygt for Ansvar og Egenkærlighed. Hvad havde Moder bekymret sig om den Mands evige Skæbne, som hun skulde have elsket! Kun det havde hun fremhævet, at han havde ladet hende gaa de kendte Veje, saa at hun for Livs og Døds Skyld altid havde Ryggen dækket. Paa samme Maade skulde jeg nu bære mig ad, hans Datter! Det vilde han sikkert have tilladt mig. Aa, hvor der ogsaa laa en Haan mod mig deri! Jeg, som virkelig havde elsket min Fader og i det inderlige Haab om, at han engang vilde have indviet mig i alle sine Tanker, saa jeg maaske kunde være kommen til at tjene ham i hans Kamp for Menneskeheden! Og hvis han kunde have taget fejl, saa burde man da have bedt om at komme til at brænde i Helvedes Flammer ved Siden af ham!