Larsen, Karl Uddrag fra En Kvindes Skriftemaal

Men jeg tog mig sammen: jeg burde jo ikke tænke paa mig selv, men paa min Faders krænkede, skændede, vanhelligede Minde. Pludselig for det igennem mig. jeg rejste mig og blev siddende lidt, ligesom om der var noget at lytte efter: skulde jeg ikke løbe ind til Moder, styrte mig for hendes Fødder og trygle hende om at lade være? — Nej og tusinde Gange Nej! Kaste mig ned og gribe omkring dette Legeme, som nu vilde byde sig til en fremmed Mand for — det kunde gyse igennem mig — at blive omfavnet og kysset. Aldrig!