Larsen, Karl Uddrag fra En Kvindes Skriftemaal

Alle de stakkels ulykkelige Mødre, 88 som faar uægte Børn, de har ikke Lov til at være Mødre. Det kan naturligvis betyde forskelligt for dem som for andre Kvinder, nogle af dem mister vel ikke stort derved. Men de ugifte Mødre, som har Moderkærlighed længere end der er Mælk i Brysterne, de, som hører til den Art Kvinder, for hvem Moderkærlighed er noget som at trække Vejret og spise og drikke og sove, de lider, som man ikke har Lov til at lade Mennesker lide. De maa ikke tale om deres Børn og være glade og helt meningsløst stolte over dem, for det er netop det dejlige, at ens Moderkærlighed ikke et Øjeblik trænger til, at der skal være Mening i den, at den skal kunne udvikles og forklares og forstaas af fremmede Mennesker. Og saa tænk, at de Mødre skal betragte Barnet som en Skam, de maa søge at skjule! Der bliver bebrejdet dem, at de har været letsindige og 89 letfærdige, og det er saamænd ogsaa godt muligt, det har bare ikke Spor at gøre med, at de nu har faaet et Barn. Det ene er fulgt af det andet, men der er jo ikke Skygge af indre Sammenhæng. De er Kvinder, og derfor kan de føde Børn og faa Lejlighed til at glemme baade Letsindighed og Letfærdighed for at elske deres Børn og leve sammen med dem. Men den Lejlighed tager Samfundet fra dem. De skal give Barnet til fremmede og selv spille Komedie for dets Skyld. Noget saa taabeligt og goldt og ikke levende som Anstanden — den skal de ofre deres lille levende Barn for og blive usandfærdige og smaa og ubetydelige derigennem i Stedet for at blive til virkelige Kvindemennesker og Mødre. Menneskene giver dem kun Lov til stjaalent at besøge deres Barn og i korte Øjeblikke føle en bitter Glæde ved at forkæle det. Og tilsidst lykkes det Anstand 90 og Afstand at forkrøble Moderfølelsen hos de Kvinder. — Ja saa kan Samfundet tale om, at de kan blive letsindige og letfærdige!