Larsen, Karl Uddrag fra En Kvindes Skriftemaal

Jeg for ikke op, blev ikke fortvivlet, som jeg vilde være blevet det før. Denne Selvbekæmpelse, jeg nu i Aaringer havde øvet, var gaaet mig over i Blodet, bleven kronisk, ligesom Sygdomme. Saa er der jo ingen voldsomme Anfald mere, det er blot hele Organismen, der er inficeret, 115 og Patienten har vænnet sig til det i den Grad, at han næsten lever i den Tro, at han er rask, indtil en skønne Dag alting derinde er ædt op, og den store Krise kommer.