Larsen, Karl Uddrag fra En Kvindes Skriftemaal

Moder havde altid været mig fremmed, ogsaa inden det kom til Bruddet mellem os. Og nu troede jeg rigtigt at kunne forstaa hvorfor. Det var, fordi Moder hørte til de Kvinder, der egentlig altid byder sig frem til Mænd. Naturligvis naivt og uden at de selv aner det; men de gør det: i deres Gang, som dvæler eller vugger, i deres Blik, som faar Glans af, at Mænd er dem nær, i deres stille klukkende Latter, der altid lyder, som 124 om de var alene med den Mand, de ler til og ingen anden maatte høre dem, i deres Evne til at falde hen i Klangen af Mænds Stemmer, i hele den Maade, paa hvilken de altid indrømmer og lader sig erobre, om det saa blot er, de giver Armen til den Mand, der skal føre dem til Sæde ved et Middagsbord. Og naar ingen Mand er dem nær, forstaar saadanne Kvinder ganske uvilkaarligt ikke, hvad de egentligt skulde tage Hensyn til, de kan blive ganske sjudskede, fuldkommen uden Spor af Elskværdighed, min Sandten ligefrem grimme at se paa ogsaa, kun optagne af at putte Mad og Drikke i sig og nørke omkring med de tarveligste huslige Ubetydeligheder og Skænderier og med al mulig vrøvlagtig Sladder.