Larsen, Karl Uddrag fra En Kvindes Skriftemaal

Det blev mig Dag for Dag mere og mere klart, at jeg havde hørt til den anden Sort, dem, der er sky for Mænd, og som synes, at naar de giver efter for dem, gør de lidt Brud paa sig selv. Vi kan elske Mænd, men ikke med den sanselige Betagethed, som opløser alt til kun to Ting: Hengivelse og Skinsyge, under de forskelligste Former. Vi kan maaske ofre meget mere for Mænd, men vi kan ikke helt glemme os selv som de andre, der kan lade baade Blufærdighed og Æresfølelse gaa med i Løbet og Fornemmelsen af dog at være et Menneske for sig selv. Og Mænd bliver kede af os. Vore Ofre mangler den sanselige Gratie, som beruser Mændene, naar de andre Kvinder følger deres Trang til at føle sig underlegne — tit saa ganske egenkærligt. Mænd føler ikke en inderlig Glæde over det, vi frivilligt yder, det være sig nok saa stort og 126 tungt, Mænd føler kun Glæde over det, som Kvinder er tvungne til at gøre, fordi de er betagne af dem. Det alene smigrer deres Forfængelighed. Og Mænd vil ikke elskes af selvstændige Væsner, de vil beundres og modtage Ofre af dem, der er blændede af dem.