Larsen, Karl Uddrag fra En Kvindes Skriftemaal

Men dér var det, at det vanvittigt 128 haarde havde ramt mig. Det Barn var ogsaa dens Kød og Blod, som ikke havde gaaet svanger med det, ikke baaret det, ikke næret det af sit indre, ikke født det i vanvittig Smerte, intet haft at gøre med det ud over at besvangre mig. Og det Barn var kun hans Kød og Blod. Intet var der af mig i mit Barn. Og min alt optagende Kærlighed til det blev haabløst ubesvaret. Saa uvilkaarligt og fredeligt og uangribeligt som en Plante vender sig mod Lyset, havde det vendt sin Følelse fra mig til ham. Det var blevet mig Sorgen, Ulykken den dybe Meningsløshed, som der ikke gaves menneskelig Hjælp for ....