Larsen, Karl Doktor Ix

Doktor Ix

II

Karl Larsen er tidligere udkommet:

Kvinder — Ære; to dramatiske Arbejder. 1889.
En Latinskoledreng og andre smaa Fortællinger. 1889.
Den brogede Bog. 1891.
Cirkler. 1893.
„Ej blot til Lystø“; tre dramatiske Arbejder. 1894.
Søster Marianna og hendes Kærlighedsbreve. 1894.
Dansk Soldatersprog til Lands og til Vands.
Andet Oplag. 1895.

III

KARL LARSEN

📖 Doktor Ix
EN ROMAN

GYLDENDALSKE BOGH ANDELS FORLAG (F.HEGEL & SØN)
GRÆBES BOGTRYKKERI
1896

IV

        

1

FØRSTE DEL

2

        

3

Doktor Falk stod i Solskin paa en af Øresundsdåmperne og saa ind imod Kysten. Vejret var en lille Smule blæsende, men varmt og klart; hvert et eneste Menneske inde paa Langelinjepromenaden hævede sig frem imellem grønne Træer og Busketter som en lille fornøjelig Legetøjsfigur, der spankede muntert af Sted i Sommervejret. Rundt omkring Doktoren summede det med vel tilfredse, ørkesløse Stemmer af Landliggere, der nu tog hjem fra Forretningerne i Byen, og han selv var paa Vejen ud til Skodsborg for at leje nogle Værelser, hvor han om otte Dage vilde slaa sig til Ro i den Tid, de offentlige Bibliotheker havde lukket.

Der var for Øjeblikket ikke en Tanke i hans Hoved, blot den hyggelige Fornemmelse af noget velgørende, han befandt sig i, og noget behageligt, der var i Vente.

4

Saa bøjede der sig en Herre frem imod ham og bad med udenlandsk Akcent om Ild. «De undskylder,» tilføjede han, «men Vinden slukkede min sidste Tændstik.»

Falk rakte ham sin Cigar og tænkte i det samme, at det var dog et ejendommeligt, magert, blondt Ansigt med stærke Kindben og rødligt Overskæg. Da den anden høfligt rakte Cigaren tilbage, smilede han forbindtligt:

«Den er saa yndig, denne danske Kyst, hvis jeg maa tillade mig en Bemærkning,» kom det ganske beskedent, « ... ja, jeg véd ikke, yndig er maaske ikke ganske Ordet.»

«Aa jo, det kunde egentlig ganske godt være Ordet.»

«Ja jeg mener for dette bløde, vel afrundede, hyggelige, men som Havets Flade kaster et Skær af Længsel over ... ja, Havet er maaske snarere Betegnelsen for de store, vilde Vande ovre ved Deres jydske Klitter end for dette Venusspejl ... »

Falk følte sig gjort nysgjerrig ved dette lidt kunstlede og fremmedartede Dansk: «Hvad Landsmand er De, om jeg maa være saa fri?» tillod han sig at spørge.

5

Den høje, magre fremmede strøg med Haanden et Øjeblik hen over sit store Mundskæg: «Jeg er — egentlig Holstener.» Og nogle Sekunder efter kom det en Smule dæmpet og med lidt af en Kompliment: «Altsaa forhenværende Landsmand ... »

Doktor Falk tav. Det syntes ham, at der havde været en uopfordret Fortrolighed over den andens Ord og især over hans Tone; men hans Medrejsende talte videre: «Jeg haaber ikke, jeg — meget imod min Vilje — er kommen til at kalde saarende Minder til Live», sagde han, næsten endnu mere dæmpet.

Blodet var faret saa helt besynderligt op i Falk: «Nej, for Fanden!» var han lige ved at sige, saa ubehagelig følte han den lidt belagte, blødt indsmigrende Stemme; men han betvang sig til et høfligt: «Nej, bevares!» og en Haand-bevægelse, som var lidt nervøs.

Næsten i samme Nu var den fremmede diskret traadt bag en Herre, der netop vilde forbi, og inden Falk fik set sig om, var han og Holsteneren bleven skilte ad ved flere Mennesker, og han sáa den anden glide langsomt over ad den modsatte Ende af Skibet til. —

6

Saa ærgrede Falk sig over, at han maaske havde stødt dette Menneske, som dog vel egentlig blot havde villet være taktfuld, og gik og iagttog ham paa Afstand. Han følte sig tiltalt af den høje, slanke Skikkelse med fuldendt Holdning og klædt paa netop som en gentleman burde være det om Sommeren inden Toilettet til Middagen. Det var ikke nogen af de sædvanlige Normaldragttyskere eller af dem, der prangede med militært Sving paa civile Klæder; nej, det var klart at se, at den gode Holstener havde faaet sit Snit i den Verden, der laa over hvert enkelt Lands Provinsialisme.

Da de noget efter kom i Nærheden af hinanden igen, kunde Falk ikke lade være at lette paa Hatten og sige:

«Undskyld; men jeg haaber ikke, De misforstod mig før.»

Tyskeren smilede: «Paa ingen Maade!»

«Mit Navn er Doktor Falk,» røg det ud af den anden med en for ham selv egentlig ganske ubegribelig Trang til at gøre sin Optræden fra før god igen ved en Præsentation.

«Jeg hedder Doktor Ix. — Det er uden Tvivl 7 den bekendte Kulturhistoriker, jeg har den Ære at staa overfor.» —

Det vilde have været Falk ganske umuligt at simulere Ligegyldighed, for at den fremmede kendte hans Navn. Midt i denne knapt svundne Forlegenhed, og medens Solen skinnede og Baaden gled gennem det blanke Vand til Bøgeskov og Middag paa en Terrasse, var det ham en uendelig Behagelighed at høre sit Navn nævnet med saa megen Respekt af denne Mand med den bløde Stemme og de klogt skiftende Øjne.

«Jeg har læst Deres Studier over aandelige Tilstande under Reformationstiden med den allerstørste Interesse. Jeg tør sige, jeg beundrer det Værk,» fortsatte Ix.

«Alt for megen Ære!»

«Nej, aldeles ikke. Som De har forstaaet at fremstille alle de ret beset saa yderst forskellige Strømninger, der smykker sig med den religiøse Frigørelses Farver, — det er jo det fortrinligste Bidrag til Skildringen af den menneskelige Maskekomedie For er det ikke en Trivialitet, der dog bestandig trænger til Bekræftelse, at Verden er et mægtigt Lager af Masker, som Menneskene giver deres Lidenskaber og Lyster for Ansigtet 8 og dermed duperer sig selv og de andre, tror og bliver troet. Man maa jo tro; ellers kommer man som bekendt ingen Vegne hverken her eller hisset. Men — det er jo Skodsborg, som vi allerede er ved at løbe ind til, denne fortryllende Skrænt, hvor jeg har en Glasdør og en Veranda ud til al Sundets Herlighed. — Agter De Dem langt, Hr. Doktor?»

«Nej, jeg skal af ved samme Station. Jeg er paa Vejen ud at træffe endelig Aftale om et Par Værelser, netop her i Skodsborg.»

Doktor Ix tav et Øjeblik, saa spurgte han: «Og De er ellers ikke optaget, saa snart Deres Forretninger er besørgede, om jeg tør være saa fri?

«Nej, saa vilde jeg spise til Middag og se mig lidt om og tage hjem.»

«Jeg kan selvfølgelig ikke gøre en saa udstrakt Brug af vort desværre kun korte Bekendtskab, at jeg turde bede Dem være min Gæst til Middagen; men da jeg nu engang bor paa et Hotel, hvor De dog efter al Sandsynlighed ogsaa vil spise, maatte jeg saa da ikke i hvert Fald stille min Veranda og mit Selskab til Deres Disposition?»

Det Tilbud tog Doktor Falk imod, og da han havde lejet hos en Familie ikke langt fra 9 Konferensraad Holks Villa «Havblik», vandrede han op ad Badehotellet til, hvor Tyskeren boede. Hvorfor han egentlig øjeblikkelig havde sagt Ja til Ix, i Stedet for, som det dog havde været hans Plan, at spise paa det andet Hotel og bagefter gaa ind at besøge Konferensraadens, tænkte han et Øjeblik over. Og med et Smil fandt han Forklaringen i Tyskerens Kendskab til hans aandelige Strømninger under Reformationstiden. Man var Forfatter, det vilde sige Fader, og man havde sin Faderkærlighed, det vilde sige personlige Forfængelighed — for at tage sig selv uden Maske.

Efter Middagen sad Falk og Ix paa Verandaen ved Kaffe og Likører, og Ix fortalte om, da han gjorde Krigen i halvtjerds med som ganske ung Reserveløjtnant: «For jeg er 45 Aar, skal jeg sige Dem, var lige fyldt tyve dengang.»

«Da var jeg kun 10 Aar gammel,» sagde Falk.

«Tænk, er De ikke mere end 35 nu og allerede naaet saa vidt!»

Det var det eneste ubehagelige for Falk ved hans nye Ven, at den anden hyppigt smigrede lidt ufint, syntes han, eller maaske rettere sagt 10 lidt overflødigt, for det var sikkert oprigtigt ment og kunde jo ellers ikke skade noget, saadan paa To Mands Haand.

«Sig mig, bar De ikke været Soldat?» spurgte Tyskeren.

«Nej —»

«Det er en Skam! Det burde en intelligent Mand som De virkelig have prøvet; om det saa kun er i Fredstid, bliver der dog altid noget hængende for hele Livet. Man kommer til Soldatervæsenet med Fantasien endnu fuld af levende Reminiscenser fra Barneaarene, hvor de første Indtryk brændes ind i Bevidstheden. Det har kildret en dengang at løbe efter blanke Knapper og Soldatertakten i Gaderne, og man har følt en hemmelig Musik, hvori Aartusinders gamle Kampdrift spiller, ved at lytte til Raslen af Vaaben og barske Kommandoraab, ved at sluge med sit Blik alle disse voldsomt energiske Bevægelser: naar Rytteri svinger ud Marche-Marche over Fælleden, eller Artilleri kører i Stilling paa en Bakke. Saa faar man selv disse Vaaben i Hænde, man har skottet efter som Barn; Melodien af de tusinde Støvler sluger ens Vilje, og Ansvaret paa en udsat Post skærper den til sit højeste; man faar 11 Folk under sig, der er Redskaber i ens Haand, og rykker ud med dem mod det skinnende Dobbelttegn: Sejren — Døden .... »

Han standsede et Øjeblik og sáa over paa Falk.

«De ser helt troende begejstret ud, Doktor Ix, ved Tanken paa Krigen!»

«Men De kan ogsaa være vis paa: i Felten, der kan man faa lært den Kunst at tro, om man ellers kan lære den. Ingen Armé holdt sammen Dagen over, hvis den ikke kunde tro paa Sejren, Muligheden for Sejr endnu, lige til det sidste; og Livets stærkeste Krydderi, Tanken om Døden, som Sejren kan koste, faar Blodet til at synge en i Kroppen og Fantasien til at flytte Bjergene, der spærrer Udsigten. Man tror. Begge Dobbelttegnets Ørne kommer til at skinne i den religiøse Tros Guldglans, det sejrende Fædreland straaler sammen med den Herre, som overvinder Døden. Hjalp du dit Fædreland til Sejren og fandt din Bane derved, saa vinder du Lønnen derfor i et Paradis. Ingen Nations Præster har ikke lovet sine Soldater det, og for Resten behøverde ikke at gøre det, for man lover sig det selv. Det kommer listende saa stille, i Farens Nu, 12 under Strabadsernes Langsommelighed, som Angst i Kugleregnen og som om Gengældelsesfølelse for det, ens hovne Fod og solsvimlende Hjerne maa holde ud. Og det farves uimodstaaeligt af alle de religiøse Forestillinger, der blev præget ind i ens Sjæl fra dens allerførste Tid. Ingen, som har gjort en Krig med, har ikke følt Troens Vellyst med religiøs Vælde dirre igennem sig. Hvad gør saa det, om der virkelig er dem iblandt, som vaagner af Trosrusen og ser, at de havde drukket en Likør, de selv havde brygget? Var Rusen derfor mindre sød? Troede de mindre, saa længe den stod paa, for det? Hindrer det den intelligente Mand i at drikke sig en liflig Rus, at han véd, hvoraf den kommer, at han véd, dens Syner kun er Digt. Hvad er bedre end skønne Digte? Og saa Digte, hvor dog intet Menneske alligevel tør sværge paa, at de ikke kan være Sandhed, noget Sandhed, det vil atter sige Sandhed i alt det, som du gerne vil have skal være Sandhed. Skaal!» — Han vilde skænke en ny Likør for Falk.

«Nej tak,» sagde Falk, der allerede følte sig noget hed i Hovedet og Blodet.

13

Ix drak.

«Man glemmer aldrig det, man har lært i Krig. Og den bliver i det hele taget ved at sidde en i Blodet lige til ens sidste Time. Endnu forleden Nat, da vaagnede jeg op, ved at der blev blæst til Udrykning, og min Fader stod for mig og sagde, at det var ikke Franskmænd, der laa i Stillingen, men Danske.

Doktor Falk faldt hurtigt ind; han kunde se paa den fremmedes Ansigt, at han var lige ved at tage det sidste Ord i sig igen, og det vilde dog være for barnagtigt. Man skulde da kunne tale ganske ligefrem som Mand med Mand om det, at ens Nationer havde staaet i Vaaben imod hinanden og den stækeste overvundet den svageste.

«Sig mig,» sagde han derfor, «De sagde, De var egentlig Holstener. Saa har vel vor Krig i fire og treds gjort et dybere Indtryk paa Dem end paa mange andre Tyske.»

Ix skænkede et Glas Sodavand af Sifonen og saá, indtil han var færdig med at trykke paa Fjedren, alvorlig over paa Falk.

«Naar De spørger mig: Ja, og i højere Grad end De kan vide; Fader var Holstener, men min 14 Moder var nemlig Dansk — for at sige Dem hele Sandheden — og havde en glødende Kærlighed til Danmark. Fader faldt som prøjsisk Officér ved Dybbøl i 1864.»

Han gjorde et lille Ophold og bøjede sig derpaa fortroligt frem imod Falk: «De kan forstaa, at alt dette her omkring maa vække en ejendommelig Stemning til Live hos mig. Man træffer saa sjeldent nogen, som er i Stand til at forstaa en, men Forfatteren til saa psychologisk fremragende Arbejder vil sikkert være en af de faa, der kan det. Tager De mig ilde op, Hr. Doktor, naar jeg fortsætter med at udøse mit Hjerte for Dem?»

«Gudbevares, paa ingen Maade; det interesserer mig paa det mest levende. Hvis det blot ikke er Dem pinligt,» tilføjede Falk for at sige noget hensynsfuldt, men i Virkeligheden brændte han mere og mere af Nysgerrighed overfor den fremmede.

«Ser De, kære Doktor,» begyndte Ix, «da min Fader rykkede i Felten mod Danmark allerede i 1850, sad min Moder i Berlin og bad for de danske Vaaben; og samtidig med at Efterretningen naaede hende om hendes Fædrelands Sejr, kom den Meddelelse, at den Mand, hun elskede, 15 laa med en dansk Kugle i Brystet paa Flensborg Lazareth. Forstaar De rigtig alt det, der laa bag det, og alt det, som maatte følge. — Mine Forældre havde lært hinanden at kende paa en Tid, da ingen vel kunde ane en saa skarp Modsætning mellem de to Nationer, som senere aabenbaredes, men da der dog var Spænding nok til at hendes Følelser for en ung, holstensk Officer af fuldkommen tysk Familje kunde faa noget af det forunderlige, en Smule brødefulde, som hun var saa begejstret sikker paa at kuune vende til det gode og forme ud til Livslykke i Kraft af sin Tro paa denne smukke, retsindige, stærke Mand og paa sin glødende, offervillige, begejstrede og lydige Tilbøjelighed for ham. Saa brød Krigen ud, og min Fader gik begejstret over til Slesvigholstenernes Sag; den hele store Liberalismens og Tyskhedens Idé, som var Masken for de slesvigholstenske Bestræbelser, havde betaget ham som saa mange andre af den tyske Ungdom. Men uagtet han brændte for at udvide sine militære Kundskaber i virkelig Krig, og Slægtninge, der havde høje Kommandoer imod Danmark, gjorde alt for at faa ham med, fik Fader det dog

        

16 arrangeret saaledes, at han gjorde Tjeneste ved Mobiliseringen og paa anden Maade udenfor Felten. — Aner De, Doktor, alt det, som har ligget bag ved disse nøgne Kendsgerninger, Kamp mod egen Lyst og indbildt Sejr derover, paafølgende Jubel imod den elskede, for hvis Skyld Kampen var ført, og saa bagefter den smerteligt gryende Bevidsthed om, at det dog havde været en løjet Sejr, det hede Hovedes og det bankende Hjertes, men ikke hele den dybe Mandsviljes, den undertvungne Længsels virkelige, inderlige Sejr. Og tænk paa min Moders Stemninger, hun, som dog ikke har kunnet skjule for sig selv, at hun var nødt til at kæmpe imod det, som hun vilde helst af alt: hendes Mands inderlige Glæde. Og hun kunde ikke andet, fordi hun følte sig bundet med Baand, hun ikke formaaede at overrive uden at miste sin fædrene Tro, den, som hang sammen med hendes Følelsers Udspring, og som hendes naive Sjæl ikke kunde slippe uden at tabe Sammenhængen i al hendes Kærlighed lige ned til Følelsen for denne Mand, der var hendes højeste paa Jorden. Men i det sidste Krigsaar stod min Fader dog i Marken mod de Danske ved Idsted. —

        

17 Hvorledes det er gaaet til, det véd jeg ikke; jeg nærer ingen Tvivl om, at han ikke ligefrem hatsøgt om at komme med, men at han har ladet være at hindre. Og jeg nærer ingen Tvivl om, at min Moder har vidst, at han egentlig ikke længere talte sandt for hende, men at hun ikke turde tilstaa det for sig selv, endsige mere. — Da min Fader var kommen sig af sit Saar, og Krigen var omme, gik han i prøjsisk Tjeneste, og jeg mindes ham kun som en stille, flittig Mand, der sad meget ene i sit Arbejdsværelse, naar han var hjemme fra sin Eksercerplads; Moder og han var meget venlige og milde imod hinanden, og vi tog mange Ture ud sammen. Altid var jeg med, og de var lige ivrige for at tale med mig og forklare mig det, jeg spurgte om, og belære mig. Men inde i den store Niche i Dagligstuen lærte min Moder mig Dansk efter de pæneste Billedbøger, hun kunde finde. Naa, kort og godt, De kan begribe, at jeg blev ikke 11 og 12 Aar uden at forstaa, at min Fader med sit bestemte og overlegent milde Væsen, med Hjelm og Slæbesabel, at han var tysk, og at jeg, som var hans Søn og gik med prøjsisk Kokarde paa Huen, at jeg selvfølgelig ogsaa var

        

18 tysk og hørte til en stor Nation og en stærk Nation, en Nation med Fremtid, men at der bag min Moder og hendes Slægt, som jeg aldrig sáa, var et lille, andet Folk, som havde prøvet Kræfter med os og bestandig laa i Kævl med os, og som vi kunde magte, om vi bare vilde, og, som der stod i Bladene, udfordrede os og traadte vore Brødre under Fødder, men som Moder trods alting elskede og fortalte mig saa meget smukt og kønt om, der var rigtigt. I Efteraaret en og treds døde Moder, og jeg véd nu, at det var min Fader en stor og inderlig Lettelse at miste den Hustru, som han havde elsket og blev ved at elske, alene og udelukkende, lige til han lukkede hendes taarefyldte Øjne. Og da græd den stærke Mand, saa jeg Dreng var ved at blive helt uhyggeligt bange. — Efter den Tid talte han oftere til mig om Tyskland, og da jeg blev noget ældre, søgte han ligefrem at forklare mig Forholdet imellem vort Fædreland og min Moders Land; men aldrig fik jeg andet ud deraf, end at vi tyske havde den soleklareste Ret, men at det kunde danske naturligvis ikke forstaa, og det havde den kære afdøde Moder naturligvis heller ikke kunnet forstaa. Og hvis hun havde kunnet

        

19 det, tilføjede Fader flere Gange, — jeg husker det saa tydeligt —, saa havde hun ikke været det gode Menneske, hun var. De Ord faldt som Sædekorn i mit Sind, for min Fader bar de ingen Frugt; men da han i fire og treds var falden paa Dybbøl Banker, saa var de allerede ved at spire i min Sjæl, og inden den store nationale Krig brød ud, jeg selv skulde tage Del i som frischer und frohlicher Soldat, saa stod jeg over alle dem fra begge Sider, hvis Blik ikke naaede ud over Fædrelandets Idé. Jeg sáa blot Mennesker, og jeg troede kun, fordi jeg vilde. — Ja, ingen vil kunne forstaa mig bedre end De, Hr. Doktor.»

Falk nikkede hurtigt, som om det dog endelig gjaldt om, at den fremmede fik det sikreste Indtryk af, at netop han forstod, men i Virkeligheden var hans Tanker mere optaget af den andens hele Person og Maade at tale paa end egentlig af det, han fortalte.

«Kære Doktor,» sagde Ix og skænkede en Likør: «Skal vi tømme dette Glas paa det gamle: Nil humani a me alienum ... Se alt! Forstaa alt! Tilgive alt! Og kunne tro paa alt!»

De tømte deres Glas og tav. —

20

Skumringen var begyndt. «Hvor denne Time dog er velgørende for Sindet!» sagde Tx; «intet bestemt, men alt glidende ud; ingen Farver, men alt stemt ned til Toner; ingen Vind, men kun en Skælven mod ens Kind; Dagen, der brister ud i Tusmørke, løser sig op i Skumring ... »

Han hævede sig lidt i Sædet: «Du skønne Øland! Min Moders Land! Smilende i Tungsind! Bristefærdigt af Vemod, —som hun var det selv. Hvor jeg skylder dig Tak, fordi du stod bag hende i det Tvedragtens Tegn, som du gjorde! Ku dybt dirrende Molltone har du slaaet an i min Sjæl, som vil klinge der, indtil ingen Toner mere klinger sammen til de sære Fantasier, som hedder mine Stemninger. Min Moders Smerte blev til skønne Tungsindsdrømme i mit Sind!»

Doktor Falk saa hen paa Ix. Det sidste Skær af Dagen faldt paa hans Ansigt med de skinnende, lyse Øjne. Falk rejste sig helt uvilkaarligt. Der var ogsaa noget i den andens sidste Ord, som havde berørt ham ubehageligt; men forgæves søgte han at gentage dem for sig selv: Min Moders Smerte ... var det eneste, han kunde faa frem ... min Moders Smerte ...

21

Ix havde straks ogsaa rejst sig. «Skal De allerede gaa?» spurgte han dæmpet høfligt.

«Ja, jeg maa til Skibet.»

«Der gaar en Vogn til Banen senere; men De foretrækker maaske Skibet?»

«Ja, jeg gør,» kom det noget kort.

«Saa vil De tillade mig at følge Dem.»

De fandt deres Stokke, som stod sammen i en Krog; idet Ix gik de Par Skridt hen over Verandaen for at aabne Døren for den anden, forekom det Falk, at han haltede; og uden at han tænkte over det hensynsløse i Spørgsmaalet, dumpede det ud af ham: «Er De halt?»

Den fremmede vendte sig øjeblikkelig: «Skudsaar i Foden, fra Ducrots store Udfald ved Paris. De mærker det kun, naar jeg er lidt anstrængt og nervøs. Jeg er lidt nervøs i Aften.»

«Ja,» sagde Falk, «jeg synes ogsaa, Luften er begyndt at blive en Smule lummer!» —

22

Da Doktor Falk kom hjem om Aftenen, laa der et tykt Brev paa hans Bord. Haandskriften udenpaa var ham straks bekendt; den tilhørte en Dame, som var gift med en af hans Ungdomsvenner, men som havde elsket Falk og villet gifte sig med ham. Han rev Konvoluten op og saá til sin Forbavselse sin egen Haand paa en hel Mængde tæt beskrevne Ark. Paa Marginen af det øverste havde hun skrevet: «Jeg sender dig dem tilbage allesammen nu, ti Aars Dagen efter at jeg fik det sidste, som jeg troede, at jeg ikke kunde have overlevet. Jeg bør ikke beholde dem længere. Har du holdt dit Løfte om at ville brænde alle mine?»

Det havde Falk nu ikke gjort. Uden nogen Sinde at have set i dem senere, havde han dog ladet dem blive liggende pakket sammen i en af 23 Skrivebordskufferne til venstre; men Tanken herpaa fløj ham kun flygtigt gennem Hovedet, hele hans Interesse var fængslet til det ene: Hvorfor i al Verden hun gav sig til at skrive til ham nu? Han havde kun set hende en flygtig Gang paa Gaden i Løbet af de sidste Aar; hun havde flere Børn med Manden, som var bleven tyk og fed og sad i et godt Embede. Saa fandt han bag det sidste af hans egne Breve en dygtig stor Epistel:

«Jeg har set dig spadsere flere Gange med Frøken Holk, Konferensraadens Datter, ligesom du gjorde i sin Tid med mig, og I taler vel om det samme, som du og jeg, vi gjorde; jeg kender hende godt fra Skolen, hvor hun var flere Klasser over mig. Sig mig blot en eneste Ting: Vilde du virkelig ikke kende mig den Dag, jeg strøg Jer ganske tæt forbi. Hvad skulde det betyder? Jeg, som nu er en gammel Kone og holder af min Mand, for det gør jeg, og af mine Børn, jeg skulde dog kunne taale at se, at du gik hen og forelskede dig i en anden. Hvor mange har du sikkert ikke sværmet for, efter at vi to skiltes, baade her og i Udlandet, og havde

        

24 vi ikke givet hinanden fuldkommen fri? Jeg skammer mig ikke for at skrive saaledes til dig, for vi har været vante til at sige alt til hinanden, det forlangte du jo dengang, jeg skjulte ikke nogen Tanke for dig; hver en Smule var det mig en Glæde at bringe paa Papiret, saaledes som du vilde have det; kun en eneste Gang kunde jeg ikke lade være at græde, det var, da du lokkede min lille Dagbog fra mig, som jeg havde ført kun for mig selv og for mig selv alene. Aa, jeg kan næsten ikke lade være at græde heller nu, jeg tænker derpaa, du skal sende mig den tilbage og Brevene med, for jeg tror ikke paa, at du har brændt dem, bryd dig ikke om det, der staar i Marginen, du skal sende mig det altsammen igen under Adresse Ekspeditions-kontoret Freja M. H. (mine Forbogstaver) og saa din Fødselsdag, den 21de Oktober, for jeg kan ikke udholde den Tanke, at alt det skulde kunne ligge efter dig, og nogen engang faa det at se; her er dine Breve, som jeg bad dig, om jeg maatte beholde — send mig saa mine igen, horer du! — Du ser, jeg skriver du til dig ligesom i gamle Dage; jeg synes, at det vilde være bundskabagtigt, om jeg skrev De og Hr. Doktor.

        

25 Vi blev jo dog enige om dengang, paa den frygteligste Dag i mit Liv, at vi skulde skilles som Venner og blive ved at være Venner, og det har jeg holdt. Jeg kan tænke paa dig nu, som man tænker paa en rigtig god Ven, som man har holdt rigtig meget af. For hvor jeg har holdt af dig! For sidste, allersidste Gang skriver jeg det ned her, jeg har holdt af dig, saa jeg ikke troede, jeg kunde have levet efter den Dag, da jeg havde brudt med min Forlovede for din Skyld, og du saa sagde til mig, at du ikke vilde have mig. Tænk, at du kunde nænne det! Vidste du egentlig hvad du gjorde imod mig! At det var et rent og skært Tilfælde, at jeg ikke kastede mig i Søen, da jeg var gaaet fra dig. Jeg husker endnu Gerda Kleins forviltrede Blik, da hun traf mig paa Gaden, og hun maatte tro, det var sandt, at jeg var syg, saadan rystede jeg over alle Lemmer, og Moder hjemme troede det ogsaa, da Gerda kom hjem med mig, og jeg gik til Sengs og græd og græd. Gud véd, hvad Moder egentlig tænkte bagefter; hun har aldrig talt til mig om det siden, hun var saa mild og sød og god, og Henning, da Moder havde skrevet, og han kom igen, hvor han var ængstelig

        

26 for mig og følsom! — Jeg føler det, jeg gør ingen Synd ved at skrive til dig nu, for det er sidste Gang, og jeg vil blot sende dig dine Breve og have mine tilbage, og jeg holder af ham og mit Hjem og mine Børn, og jeg har været ham tro og vil blive ved at være det. Men der er ingen fjendtlig Tanke i mit Sind overfor dig; vi var det overfor hinanden, som vi kunde være, sagde du den sidste Dag, og det er ogsaa rigtigt. Bliv lykkelig med Frøken Holk, om du kan det. Og gid du maa kunne det, som jeg har kunnet det med min kære Mand. Det ønsker dig din

M ...

Og saa lover du mig højt og helligt at sende mig Brevene; jeg hører ind paa Kontoret om tre Dage.»

— Falk lod Brevet synke. Han havde ikke taget Hat og Overfrakke af, men lige sat sig ned ved Skrivebordet for at læse i Papirerne, nu saa han paa en Gang, at han holdt en fremmed Stok med et elegant, hesteskoformet Elfenbens-haandtag i Haanden. Det maatte være Doktor Ix's, som han havde taget fejl af i Mørket; den faldt i Haanden omtrent som hans egen. Han 27 rejste sig, lagde den tværs over Brevet og slog de Vinduer op i Stuen, som ikke allerede var aabne. Saa gik han noget op og ned.

Saadan en Skrivelse som den fra Mathilde, den maatte være noget for denne Ix med hans nil humani ... og tout comprendre — og saa med Smilet ...

Falk kom selv til at smile. Bildte hun sig virkelig ind, at hun elskede den Mand! Og kun mindedes Falk i køligt Venskab! Og ønskede ham til Lykke med Frøken Holk, som han da for Resten endnu ikke havde friet til. Men maaske elskede hun virkelig Hr. Henning? Det var maaske at elske. For ham, Falk, elskede hun i hvert Fald ganske sikkert ikke. Hun havde bare gjort det, og ikke værre, end at det dog ikke var noget rent Tilfælde, hun ikke var død af ulykkelig Kærlighed til ham. Men hun havde maaske ikke elsket ham, blot holdt af ham! Saa blev det ligesom hun skrev om Manden nu. Hvordan var det, der stod i Brevet?

Falk slog efter: ... jeg gør ingen Synd ved at skrive til dig nu ... jeg holder af ham og mit Hjem og mine Børn ... Rigtigt! Der kom Husligheden og Børnene med. — Du kære, 28 henrivende Menneskehjerne med dine herlig let forskydelige Atomer, snart til det ene, snart til det andet Billede, ligesom i en Gukkasse for Børn til at kige i og klappe i Hænderne og udbryde: Her har vi mine saa mangfoldige, men altid inderlige og skønne Følelser!

Nil humani ... tout comprendre ...

Havde det ikke været en Ironiker, den Ix, en helt igennem dobbelttunget Ironiker? Hvor var det faste Hold i dette Ansigt, som ikke var Træk, men kun skiftende Udtryk? Og Smilet, som ofte kom dér, hvor det egentlig syntes slet ikke at passe! — Glimtede ikke ironisk Parodi i den næsten Svulst, der kunde komme i hans noget opstillede Tale, som da han talte saa begejstret om Krigen og om den Tro, man kunde brygge sig i Krigen ... eller da han apostroferede Danmark ... : Min Moders Smerte ... Hvordan var det nu? — Naa, det var ogsaa ligegyldigt, om han kunde komme paa det.

Falk greb Brevet fra Mathilde igen. Mon hun havde lidt noget ved at skrive det Brev? Naa, lidt og nydt vel paa samme Tid, — men mest det sidste, ellers havde hun nok ladet det 29 være. Egentlig kunde det have været interessant at gennemlæse endnu en Gang alle disse gamle Breve, hun dér havde sendt ham tilbage, og hendes fra Skrivebordskuffen paa samme Tid. Hvad vilde det ikke være for en Verden for ham nu, af Lyst og Ulyst, eller, for at tale mere poetisk, af Glæde og Sorg, og altsammen stillet op i Attituder, spillet bag Masker, som han sagde, Ix, hentede fra det, de havde læst og sværmet for og gerne villet være, Digte, skønne Digte, som de havde troet paa ...

Nej, han vilde ikke læse dem om igen. De laa bag ham. Og han gik frem. Frem — bag en latterlig Frase! Hans Vej fremad laa netop i at gaa tilbage, tilbage til det forsvundne, det, som var kommen paa Afstand og havde faaet Virkninger og nu kunde løses op og forstaas og fattes i sine virkelige Bestanddele. Og den Maade, paa hvilken mægtige Bevægelser i Samfundet blev fuldbyrdet, genspejledes den ikke i disse Breves lille Verden, hvor menneskelig Drift og Trang brødes og kæmpede med hinanden under prangende Ageren!

Falk tændte en Cigar og lagde sig paa Chaiselonguen henne i Hjørnet, yderst vel tilpas.

30

Skønnere Øjeblikke gaves ikke i Livet end de, hvor det, som hændte, satte Erindringsbølger i Bevægelse, der vuggede og bar en til et Stade med rigtig vid og klar Udsigt. Det følte han, som han her laa, at naar han havde kunnet skrive Arbejder, der bragte nye Resultater og med Rette fik Mennesker til at vende sig om efter dem, saa skyldtes det selvfølgelig ogsaa, at han kendte sit historiske Haandværk til Gavns, og at han var flittig, havde denne Evne til at gøre sig bevidstløs for alt andet end den Fantasiverden, som var hans Arbejde; men hans Snilles Forskelampe, den, som kastede glimtende Lys ind i Irgange, der siden maatte banes møjsommeligt, Fod for Fod, det var hans Evne til at føle med andres Sjæle og granske i dem og i sin egen. Fra sin tidligste Tid havde han ejet denne Trang; mange Kvinder havde følt sig dragne af den og stødt bort ogsaa ... ingen havde kunnet fylde ham saa ganske som Kvinder og var bleven overflødige igen saa hurtigt ... ingen havde skærpet hans Sjælesans som de og lært ham saa meget om Mennesker ... ja, og om Kærlighed, som det hed. Kærlighed, noget besynderlig

        

31 noget, som Mennesker havde gjort en Religion ud af ... en Gud med tusinde Dobbeltansigter ...

Det ringede paa hans Dør.

Falk sprang straks op. Hvem ringede paa hans Dør saa sent? Klokken gik til tolv! — Han hørte sin Værtinde tale i Korridoren. At hun ikke var gaaet til Ro endnu! — Der lod en fremmed Stemme; nogen blev lukket ind; det bankede paa Døren.

«Kom ind!» Falk stod ret op og ned, midt paa Gulvet.

«God Aften!» sagde Doktor Ix med sit høflige Smil.

«Hvad vil De?» var det lige ved at ryge ud af Falk.

«Undskyld,» faldt Ix ind, «De forbavses vist højligt over mit Besøg; men maa jeg spørge, er det ikke Deres Stok?» Og han rakte Falks Spadserestok frem imod ham.

«Jo —».

«Aa,» faldt Ix ind, «nu ser jeg allerede min ...» Han nærmede sig Bordet, hvor den elegante Stok endnu laa ved Siden af alle Brevene. Falk greb den, men lagde uvilkaarligt noget over Papirerne.

32

«Hjertelig Tak,» sagde Ix, «De véd ikke, hvor jeg blev ængstelig; der havde været en svensk Herre hos mig om Formiddagen — jeg kender ikke ganske faa Svenskere — og han var rejst videre over Malmø og Nord paa; nu blev jeg bange for, at han skulde have taget min Stok med, den er et Arvestykke, og saa havde jeg ingen Ro paa mig, tog ind med Toget ... »

Han bøjede sig paa en Gang og tog Mathildes Brev op, som var fløjet ned paa Gulvet, da Falk gemte de øvrige Papirer.

«Værsaaartig!»

Der var noget saa ubehagelig diskret i den Mine, hvormed han rakte Brevet frem, at Falk ikke kunde lade være at henkaste: «Aa, det er blot et Damebrev!»

«Kvinde, dit Navn er Svaghed ... » henkastede Ix. «Men jeg skal ikke længere forstyrre. De behøver ikke at følge mig ned, Hr. Doktor, Vægteren staar og venter, til jeg kommer.»

«Kvinde, dit Navn er Svaghed,» gentog Falk, da han fulgte sin Gæst til Døren. «Det er egentlig noget godt Præk.»

«Ja, saadan i sin Almindelighed kunde man vel lige saa godt sige det om Manden.»

33

«Havde man endda sagt: Kvinde, dit Navn er Tillempning ...»

«Ja, hvis jeg maatte tillade mig en Kritik, Doktor Falk, saa forekommer den Egenskab mig heller ikke specifik kvindelig. Desuden klinger det mig ikke poetisk nok, og De véd, Poesi skal der med i Sprikvorter og Leveregler for at faa Menneskers Intelligens til at blive hængende ved dem.

Saa gik han. —

Falk var glad over, at han ikke havde bedt dette underlige Menneske blive siddende lidt at passiare, hans Tanker kunde ikke rive sig løs fra Mathildes Brev, som Ix havde lagt saa sirligt frem under Lampen:

« ... Jeg føler det, jeg gør ingen Synd ved at skrive til dig nu ... » Aa, Herregud, naar han tænkte tilbage paa dengang; troede saa ikke Konsul H. P. Holms tyveaarige Datter, Mathilde, at den store Kærlighed havde udvalgt hende til at leve Livet og overvinde Døden ... men da det saa gik galt, fik hun lempet sig en anden Tro til om Ægtehustruens sikre, pligttro Kærlighed, der kunde bære Hverdagsprosaens Byrder, og nu ... Han følte, at det stod i hans Magt 34 at skabe hende en ny Tro, som kunde gøre, at det blev ingen Synd at gøre meget mere end det at skrive til ham ...

Falk greb Brevet endnu en Gang og vendte og drejede det, som om han kunde se og finde noget mere i det end hvad der egentlig stod. Mon hun ikke havde grædt, da hun skrev det. . . grædt varme, bitre, sode, lettende, pinende, velystigt sviende Taarer ... Og følte han det selv ikke i dette Øjeblik ligesom dirre en ganske lille Kende i sine Øjenkroge? . .

Han rejste sig. Nu vilde han afbryde denne Tankeknopskydning for i Aften og gaa til Sengs. Men han var saa besynderlig urolig og vilde vist desværre ikke kunne sove.

Det var dog egentlig for galt, at lidt Tordenluft, et Damebrev og en tysk Doktor kunde gøre ham saa nervøs! Eller var det endnu de Likører, der sad ham i Blodet? Den gule og den grønne! Min gule Kanariefugl, havde Ix sagt, og min grønne Papegøje, to lifligt kvidrende Sangfugle i en Duet, der faar alle Nerver til at synge med. Kender De, naar man tænder Ild i dem, de brænder med en tidselblaa Flamme; skønne Farver bærer de, i Livet som i Døden, Tidselsblomstens, som 35 staar paa Marken i Dag og i Morgen kastes i Ovnen ...

Tanken om Døden, repeterede Falks Hjerne, ... Livets skønneste Krydderi ...

Du gode Gud, var det da saa vidunderligt, det, den Tysker havde siddet og sagt, at Falk skulde være fordømt til, enten han vilde eller ej, at blive ved at gentage det for sig selv! Var det i Grunden ikke, hver eneste Smule, Ting, som Falk saa ofte i Forvejen havde sagt sig selv, hyppigt Banaliteter, som hvert et eneste trivielt Hverdagsmenneske nu til Dags sagde til sig selv. Men de kom saa besynderligt fra denne Mand, som Tankelyn, ja netop saadan, blændende, med et Skær, der for et Øjeblik flammede ind over Mørke, som straks efter kunde blive oplyst igen, saa at det tog sig ganske anderledes ud.

Falk greb rask et Tidsskrifthefte fra Bordet og slukkede Lampen. Han gik ind i sit Sovekammer og klædte sig af.

Men han kunde ikke faa læst sig i Søvn. Han begyndte igen og igen paa en Afhandling" om nyere ethiske Bevægelser i Fngland: I Herbert Spencers Udsigt over ... Spencers Udsigt ... Herbert Spencers Udsigt over ...

36

Nej, der var ikke andet for end at puste Lyset ud og begynde at tælle uden saa meget som at tænke en eneste Tanke.

Eller skulde han staa op? Klæde sig paa! Drive omkring i Sommernatten, sidde paa en Bænk! ... Men hvis saa denne Ix paa en Gang sad ved Siden af ham! — — Det skulde aller-snarest træffe; han var naturligvis kommen for sent til Toget, — og rimeligvis endnu ikke gaaet paa Hotel ...

Og møde ham tre Gange paa en Dag, det vilde dog blive Falk for meget af det gode!

37

Ude paa Villa Havblik sad Frøken Margrete Holk i Verandaen og læste. Indenfor stod Frokostbordet dækket og ventede paa, at Konferensraaden skulde komme hjem fra sin noget sene Morgentur.

Frøken Margrete saà paa Uhret, Faderen var ikke længere saa præcis som dengang hendes Moder levede, og han endnu var i Embede.

Saa hørte hun ham smække med Laagen. — Heldigvis var han alene; det hørte ogsaa til de Ejendommeligheder, der havde taget Vækst efter Moderens Død, at Papa om Sommeren paa Landet hyppigt ganske improviseret tog Folk med hjem til et af Maaltiderne, og Margrete kunde ikke udstaa den Slags Formløshed, om ogsaa hun kun sjældent nænnede at sige noget til det.

«God Dag, Papa!»

«God Dag, min søde Pige; naa, du læser!»

38

«Ja, Fru Heibergs Erindringer.»

«Dem kan du vel snart udenad?»

«Og de interesserer mig lige meget hver Gang, jeg læser dem. Som hun skildrer sin fantastiske Barndom og Forholdet til Heiberg ... »

« ... der vist er stærkt idealiseret af hende ... »

« ... Ja, men man tror paa det; jeg i hvert Fald. Jeg føler med hende paa hvert et Punkt; nu er jeg kommen saa vidt, at jeg endogsaa sympathiserer med hendes Overtro og er nær ved at tro paa den med.»

«Videre naar vist ikke nogen dødelig.«

— De satte sig til Frokosten.

«Jeg kunde have ønsket for dig, at du havde set Fru Heiberg spille,» begyndte Konferensraaden lidt foredragende. .

«Nej, Papa, mange Tak! Det er jeg dog glad for, jeg ikke har.»

«Det var som Pokker.»

«Ja, kære Papa, mere end de 30, som jeg desværre ikke kan gaa fra overfor dig, brød jeg mig dog ikke om at kunne prale med.»

Hun lo.

«Véd du, Papa, Magda de Geert hader Fru Heiberg og hendes Erindringer, for da de kom 39 ud, og Folk var saa interesserede, og der blev snakket frem og tilbage, for og imod, saa betænkte jo Magda ikke, at det var i fire og treds, Fru Heiberg hørte op at spille Komedie, og hun fortalte løs om, hvad hun havde set hende i, og saa storartet, det havde været; Adolf driller hende med det endnu den Dag i Dag ...

Saa snakkede de videre om hvad løst og fast de kunde komme ind paa, indtil Konferensraaden tømte sit Glas Sherry og ønskede Velbekomme.

«Og saa skal Papa vist ind til Byen?»

«Ja, jeg skal for Resten ind i Dag.»

«Jeg vidste det. Det bedste for min kære Papa ved at være paa Landet er jo at tage til Byen.»

Kort efter at Konferensraaden var kørt, kom Maleren Erik Ask for at gøre Visit.

«Ja, Fader træffer De naturligvis ikke hjemme,» sagde Frøken Margrete. «I Dag er han kørt til Klampenborg sammen med Konsul West oppe fra Hotellet og saa en tysk Doktor, der bærer det mærkelige Navn Ix. De skulde paa Bibliothekerne eller i Arkivet for at faa nogle Autografer, som Tyskeren havde, ve-ri-fi-ceret, — det 40 er saadan et vanskeligt Ord ... Men De staar vist og hører slet ikke, hvad jeg siger?»

«Jo, det gør jeg rigtignok, Frøken, De talte om West, Konsulen, Samlerkongen, som de kalder ham ...

«Ja—a, tro De mig! Staar De ikke der og lader mig snakke, medens De ganske ugenert ser op og ned ad mig, ligesom om jeg var et andet Landskab med Figurer. Hvad er der i Vejen med mit Haar? Sidder det ikke ordentligt?»

«Det sidder netop storartet, aldeles brillant,» for det ud af Maleren ...

«Hør Ask, De staar da vel ikke og tænker paa at bede mig om at sidde for Dem?»

«Nej, Frøken, det er jo blevet mig allernaadigst afslaaet flere Gange. — Hvorfor egentlig?»

Margrete saà rask paa Maleren.

«Selvfølgelig fordi det er uudholdeligt at sidde.»

«Da sad De jo dog for Cederstrøm i Paris ... »

«Wer einmal eine Dummheit that, der ... véd De nok! ... Men sæt Dem nu til Straf her paa Verandaen og nøjes med mit Selskab. Hvorfor er De egentlig ikke rejst endnu? Finder De ikke, at De skylder en Forklaring?»

«Jo, ... men det var virkelig min Hensigt 41 at være rejst, Dagen efter at jeg havde tilladt mig at gøre Dem min Afskedsvisit.»

«De mener min Fader og mig.»

«Hva'beha'er?»

«De er uudholdelig langsom, Ask, ganske frygtelig til at fatte; men gaa videre!»

«Ja—,» sagde Maleren, der øjensynlig havde tabt Traaden; hans Øjne fulgte det lille engelske Broderi, som Margrete havde grebet i en Sykurv, der stod paa Verandaen, ... «véd De, Frøken, naar jeg ser Dem tage det Sytøj, kan jeg ikke lade være at tænke paa Paris for ti Aar siden, naar Cederstrøm og jeg besøgte Dem hos Trampes, og De saadan ved et Haandarbejde kunde faa pillet ud af Cederstrøm alt hvad det skulde være ... » « ... medens Lucie Trampe sad i Stolen ved Siden af og var ved at spise Cederstrøm op med Øjnene,» fortsatte Margrete; «ja, det var førend De blev en guldmedaillet Maler, der vejede og vragede Bestillinger.»

«Cederstrøm var meget indtaget i Dem, Frøken ... »

«Skal vi saa ikke tale om noget andet, Ask, f. Eks. om hvorfor De ikke kom til at rejse; De maa dog være korrekt og give en Forklaring, 42 i hvert Fald, saa at man kan tro paa, den er sand. Jeg vil sige Dem paa Forhaand, for at De ikke skal komme i Forlegenhed, at De er set paa Skodsborg Badehotel to Gange, en Gang ved Bøllemosen og en Gang helt oppe paa Hotellet i Vedbæk, hvad der er meget mistænkeligt ... »Naa,» slog hun om, ved at se paa Malerens Ansigt, «vil De saa forfærdelig nødig, skal De saamænd ogsaa blive fri, man skal ikke trænge ind paa sine Venner. Og nu er De jo kommen meget pænt for at gøre Afbigt og tage Afsked for — allersidste Gang. Fortæl saa noget morsomt!»

«Jeg véd virkelig ikke det mindste morsomme,» sagde Ask.

Frøken Holk sænkede sit Haandarbejde og smilede: «Jeg synes næsten, Hr. Maleren svarede en lille Kende mut; maa jeg se paa Dem? De er jo nær ved at ligne Dem selv fra Paris i Deres unge Dage, naar vi drillede Dem en ganske lille Smule. Kan De huske paa min Fødselsdag den Gang?»

«Ja, for ti Aar siden ... da De fyldte 20 Aar ... »

«Nu skal jeg lære Dem noget, Ask. Naar man overhovedet er saa indiskret at vide en 43 Dames Alder, saa maa man aldrig nogensinde tænke paa det end sige tale om det.»

Ask slog lidt med Hovedet: «Aa, Frøken, hvorfor vil De kokettere med Deres Alder?»

«De mener, det er saamænd ikke noget at kokettere med.»

«Nej, jeg mener, at De behøver jo aldeles ikke at kokettere.» —

Frøken Holk saà et Øjeblik ud over Blomsterbedene. «Skulde vi egentlig ikke gaa en Tur i Haven, Ask?» sagde hun saa.

Maleren rejste sig straks: «Véd De, Frøken, hvorfor det egentlig var, jeg kom herned?»

«Naa ... ?»

«Jeg vilde blot bede Dem synge for mig endnu en Gang, inden jeg rejste.»

«Aa, Herregud, ikke andet, jeg blev saamænd helt højtidelig.» Hun lo. «Jeg mærkede for Resten godt, at det ikke smagte Dem rigtig sidst, at Frøken de Geert kom og vi snakkede hele Aftenen om Toiletter. — De er det mest umusikalske Menneske i Verden, og saa den, der holder allermest af at høre paa Musik. Og det er i Grunden saa pænt. Jeg skal synge noget for 44 Dem, som jeg véd, De ikke vil forstaa en Tone af, men som De bliver ganske begejstret over.»

«Helst noget af det gamle, Frøken.»

«Vi maa ikke være sentimentale, Ask.»

De gik fra Verandaen over til den lille Cottage, som Konferensraaden havde bygget til sin Datter. Der var nogle mindre Værelser og saa en betydeligt større Salon med Blüthnersk Flygel og Veranda ud imod Sundet.

Straks da Ask traadte ind i det yderst brogede Rum, maatte han smile. Her stod gamle og moderne Møbler imellem hverandre; en Mængde Studier, Malerier, Fotografier og Antikviteter hang paa Væggene og var arrangerede blandt Blomster og grønne Planter, der skød i Smaaskove frem alle Vegne.

«Det er dog det kuriøseste Værelse, jeg kender,» tænkte han højt.

«Hvorfor kuriøst? Hvorfor ikke simpelthen smukt?»

«Jo, Død og Pine er det smukt; men det er bare saa blottet for enhver Stil, at jeg ikke kan 45 begribe, hvorledes det bærer sig ad med at blive saa dejligt.»

«Stil er Pedanteri, Smag kommer det an paa, det, som ikke kan beskrives eller læres saadan efter Bøger.»

«Nej, jeg tror saa vist ikke, der var noget Menneske i Verden, der kunde gøre Rede for dette her,» sagde Ask og pegede omkring sig.

»Det skulde jeg ogsaa have mig meget frabedt ... »

Hun satte sig til Instrumentet og sang. Maleren sad bag ved og havde ikke Øjnene fra hele hendes Skikkelse.

Da hun omsider hørte op, varede det lidt, inden han sagde noget.

«Var De faldet i Søvn?»

«Men, hvor kan De dog tro!»

«Naa, hvad, Herregud, den Ulykke var jo ikke saa stor, det er saa dejligt at falde i Søvn til Musik.»

«Tak for alt det, De har sunget, Frøken! — Da jeg saa Dem første Gang, i sin Tid, i Paris som ganske unge Mand ... »

«Ja, da syntes De, jeg var væmmelig; det 46 har De fortalt mig allerede en Gang her i Sommer ... »

«De skal altid spøge!»

«De vilde da ikke have, jeg skulde tage Deres Væmmelighedsfornemmelser alvorligt?»

«Nej, Frøken Holk, men jeg kunde maaske have Lyst til at tale lidt alvorligt ... »

Margrete saà paa ham et eneste Øjeblik, saa drejede hun sig imod Klaveret: «Vil De ikke gerne høre Griegs Monte Pincio endnu?» sagde hun med en noget entonig Stemme, «den holder De jo saa meget af.»

«Nej Tak, Frøken!»

Hun vendte sig ikke om.

«Nu sætter De Dem pænt og roligt ned og hører Griegs Monte Pincio.»

Han satte sig, og hun sang hele den lange Sang igennem. —

«Saa kan De have Lov til at være ked af at høre paa mig!»

Ask stod op. «Ja, mange Tak, Frøken, for al Musiken og — saa Farvel!»

«Farvel, Ask! Og saa lover De at komme igen, naar De kommer tilbage fra Deres Studierejse, og fortælle os om alt det, De har malet.»

47

«Ja — Tak!» sagde han uden Tone.

«For De véd, jeg hører til dem, som paa ingen mulig Maade vil slippe gamle Venner.»

Han saà paa hende, med Hatten i Haanden.

«Jeg følger Dem til Laagen,» sagde hun. —

De fulgtes igennem Haven, og hun viste ham paa Vejen en højrød Begonia i Blomst.

«Og tør jeg saa bede hilse Konferensraaden?»

«Det vil gøre Fa'er meget ondt, De ikke har truffet ham. Og saa en rigtig, rigtig god Sommer, Ask!»

Hun blev staaende ved Laagen, indtil Maleren havde hilst for sidste Gang og hans Skikkelse forsvandt bag den høje, tætte Hæk, saa gik hun meget hurtigt op ad sin lille Cottage til. Frøken Margrete gik fortræffeligt paa sine Fødder, og hun bar Hovedet rankt og højt. —

Da hun var kommen ind i sin Salon deroppe, laasede hun Døren af: ... Den gamle Historie, bestandig den samme, gamle Historie ... Ask havde hun dog troet sikker, de havde kendt hinanden saa længe og saa ligefrem ... men saa var det vel netop derfor ... nogle havde det 48 jo med det første Øjekast ... og hos andre skulde det gaa saa ganske langsomt ...

Han havde set paa hende med disse oprigtigt bedrøvede Øjne, der næsten kunde faa en til at løbe efter dem og sige, at man havde ikke ment det saa slemt, og man troede nok ... uh nej ... naar de saa kom, disse Mænd ... med Skæg og ... hun, som ikke kunde lide Haar! —

Hun huskede nok den eneste Gang, hun havde givet efter for den Følelse ... og kaldt ham tilbage ... den unge Fasting, som hendes Moder egentlig saa gerne vilde have haft, hun skulde taget ... lige fra Ballet i Paris hos Gesandten havde hun forstaaet aldrig at blive noget Øjeblik alene med ham ... og hun var sluppen gennem fem Maaneder ... og bort fra Paris ... saa stod han en Dag foran hende i Ufficiernes Galleri i Florens, den eneste Gang, hun var gaaet derop alene ... Og da han skulde til at gaa igen, havde denne næsten angerfulde Følelse grebet hende, hun havde kaldt ham tilbage og været lige ved at græde ... Men saa havde hun kunnet skrige højt over dette snare, spejdende, dristige Blik, han havde set sig omkring med, han havde villet kysse hende oppe paa det øde Galleri — og da 49 gik hun, gik, saa Parketgulvene sved igennem Skosaalerne, lige til Hotellet, hjem til sin Fader og græd og forklarede, saa han daarligt forstod et Ord af det altsammen; men bort kom de næste Morgen.

Hun tog sig op for Øjnene; det var, som om de svævede forbi hende i et Glimt, alle disse Mænd med lyse Skæg ... og mørke Haar ... men allesammen havde de haft dette samme ligesom lidt udflydende i Blikket, og saa kom der ned om Munden et Drag, der stundom kunde virke fjollet ... Hvad var der ved hende, som trak disse flinke, unge, dygtige, kønne Mænd saadan til, uden at det dog nogensinde kunde blive til noget ... uden at hun selv følte andet end saadanne ubehagelige og fjantede Fornemmelser .... det maatte jo være noget, som var stygt hos hende, ingen Ting værd, naar det ikke førte til mere ... Og hun vidste det dog selv, de skulde bare ane, disse erfarne Mænd, hvilke Længsler der rørte sig inde i hende ... som hos en femtenaarig Pige ... under alt dette Verdensdamevæsen ... bag ved al den Kedsomhed ved det, hun som femtenaarig havde sukket

        

50 efter og siden naaet, naaet i saa kedsommeligt et Overmaal ...

Skulde han da aldrig komme, denne Mand, helst fra Romanen, den ganske ulitterære Roman, og som var skrevet af Damer: bleg og stærk, som kunde alt, havde den fineste Holdning og det største Talent, den ømmeste Hengivenhed og den mest betagende Vilje ...

Hun maatte le, men havde mest Lyst til at græde. —

Saa lagde hun sig paa Knæ ved Nodeskabet og ledte nogle gamle Noder af Schubert frem. Dem sang hun, som hun saa inderlig godt vidste, de aldrig burde synges, sentimentalt og smægtende

sødligt i Foredraget; men varme, velgørende, runde Taarer gav sig til at rinde ned ad hendes Kinder.

Pludselig holdt hun inde. «God Dag, Frøken Maggie!» lød det nede fra Haven. Det var Frøken de Geerts Stemme.

Margrete for op. «Nej, God Dag, Frøken de Geert,» raabte hun øjeblikkelig i fuldkommen Selskabstone, men dog uden at gaa til Vinduet, «det var da dejligt, at De kommer ... » Hun vidskede hurtigt Sporene af Taarer af Kinderne, 51 slog Døren op og fik taget imod Gæsten allerede paa Trappeafsatsen.

Den noget ældre, høje, distinguerede Frøken de Geert var yderst hjertelig i sin Hilsen. «Hvor den var yndig, De sang,» sagde hun, «er den ikke af Schumann?»

«Nej, af Schubert, Frøken de Geert.»

«Er det ikke mærkeligt, dem blander jeg altid sammen; finder De den for dyb» — og Frøken de Geert gjorde en ubestemmelig Bevægelse ind imod Barmen.

«Den af Schubert?»

»Nej, Gudbevares, Livet her, Farven mener jeg ... det er foulard ... »

Margrete brast i Latter, og hun lo, saa hun ligefrem maatte holde sig for Munden: «Nej, hvor det dog kom morsomt, Frøken de Geert!»

«Hvordan kom? Det kom da ganske naturligt, jeg talte jo til Dem om den foulards iforgaars; igaar drak jeg The med den hos Brackes; han fandt, den var for dyb til Sommer. Dér fik jeg ellers en af min gamle Samtaler, kan De tro, om Mad. Mad er en Videnskab.»

«Sagde De det til Bracke?»

«Ja, det gjorde jeg netop.»

52

«Tror De ikke, han har hørt det af Dem før?»

«Jo, det kan ved Gud gerne være, det er højst rimeligt, De skal nu slet ikke gøre Nar af mig, kæreste Maggie; gaar De ikke med paa Visit hos Oppens inden Middag? De kan tro, De skylder nok!»

«Ja, det kan De have Ret i; det kan være storartet at komme ud og sladre lidt med Mennesker.« —

Lidt efter vandrede begge Damerne af Sted paa Visit.

53

Da Frøken Margrete hen ad Middags Tid kom tilbage fra Visiten og gik op imod sin Cottage, blev hun helt forskrækket. Idet hun passerede det ene Vindue til Faderens Arbejdsværelse, saà hun en ganske fremmed Mand sidde lige ved Karmen og stirre ud, og saaledes som Margrete kom til at se ind mod Ruden, mødtes deres Øjne i et kort og hastigt Blik; saa rejste han sig i det samme, ved at Konferensraaden kaldte inde fra Stuen.

Men Margrete syntes, at det var, lige som om Benene gik for hende op til Cottagen, og hun selv egentlig slet ikke var med, saa sviende skarpt var dette pludselige Blik trængt hende lige ind til Marv og Ben. Naa, Herregud, det var saa vel kun den tyske Doktor, som hendes Fader havde talt om i Formiddags.

Da hun kom ind i sin Salon deroppe, laa der 54 Brev fra Doktor Falk. Hun greb det i en Fart, og med det samme fór det igennem hende, saa at hun sagde det højt: «Gud! Jeg har ikke tænkt paa ham en eneste Gang i Dag! —»

Det blev helt underligt stille omkring hende, efter at de Ord var sluppet Margrete ud af Munden, og saa uhyggeligt som hun sáa sit eget Ansigt i Spejlet! Og med et lyttende Udtryk, syntes hun! Uh! Det blev næsten, ligesom naar man skræmmede sig selv i Mørke; hun vilde se til den anden Side! Men der prangede hendes Billede atter i det pragtfulde venetianske Spejl, der var en Gave fra Cederstrøm. Og var hendes Holdning ikke endnu en Grad mere forvirret!

Frøken Margrete flygtede med sit Brev ud paa Verandaen mod Søen. Her var fri, blaa Luft omkring hende ... og Bøgene paa Skrænten ... med Kiget over Vandet! ... Hun satte sig paa en lille Bambussofa i Hjørnet og trak Benene op under sig, som om der var bleven fortalt Historier om Spøgelser. Saa brækkede hun hurtigt Brevet: Bare det nu var langt og saadan, at man kunde gaa og tænke hele Dagen paa noget i det. Det forekom hende imidlertid unødvendig trukket i Bredden og uden Indhold.

55

Hun kigede endnu en Gang paa Underskriften, der stod fast og karakterfuld som sædvanlig, lig en skøn Signatur fra et gammelt Manuskript.

Pastiche? ! —

Og Indholdet! Uden det mindste af det, som greb om Hjertet og kunde faa en til at snakke og synge og gaa omkring med en Følelse af Fylde, hvoraf der sprang Tanker og Ideer og Billeder frem, som man kunde betro til sig selv eller ogsaa skrev ned i Breve eller snakkede ud, som det nu faldt sig, sammen med nogen af alle de mange Mennesker, man omgikkes. Intet havde der været af alt det i det Brev, og Falk havde dog været en af dem, som, medens hun var i England om Vinteren, havde skrevet til hende og skrevet for at skrive, som enkelte udviklede Personer kunde gøre det endnu i denne plebejiske Telegramstils Tid! —

Hun krøllede Brevet sammen og kastede det paa Verandaen med et lille Stamp med Foden.

Arrig var hun, rigtig arrig, som en lille Pige, der var narret for noget godt. Skrev han der, at han havde været ude at leje i Skodsborg ... hvorfor var han saa egentlig ikke kommen ind til dem den Dag? Og hvorfor skulde han finde 56 sig forpligtet til at gore Undskyldning derfor i nogle vage Forklaringer om Tiden, der var løbet fra ham? Hun følte sig ikke tilsidesat, fordi hun overhovedet ikke lod sig sætte, hverken her eller der eller til en Side. — Og saa disse Ark op og ned om nogle nye franske Bøger, uden at der fandtes et eneste rammende Ord i den hele Forklaring ... som om den var skreven ned i Halvsøvne med Tankerne paa alt muligt andet ... uden at man fik Spor af Glæde eller Spænding over sig, inden han nu skaffede en dem fra Boghandleren. —

Hun strakte Fødderne fra sig og sad og vippede lidt med dem, saa tog hun Brevet op og krøllede det omhyggeligt ud: Pigen skulde dog ikke finde det; og desuden var det ikke velopdragent at gaa saa ubehersket til Værks, fordi man blev lidt vred. Det skyldte man da sig selv ikke at lade sig rive saaledes med. Og af hvad? Af ingenting, naar det kom til Stykket. Det eneste virkelige Indhold af Brevet var, at Falk — paa Grund af de vel kendte mandfolkede Omstændigheder — ikke kunde komme bort fra Byen førend otte Dage senere end bestemt. Hvor de kunde være latterlige, saadanne Mænd! for

        

57 nogle Uger siden havde Falk ikke kunnet komme tidligt nok paa Landet for at faa Fred til et Arbejde, ligesom Ask, der skulde jage sig færdig med Geheimeraadindens Portræt for at kunne komme af Sted til et Arbejde. Og det var saa højtideligt og storartet med dem, og man skulde sidde dér og høre paa dem med den inderligste Deltagelse, for at de bare kunde komme til at tage fat paa disse Arbejder, disse udødelige Arbejder, og saa ... Ask var jo ikke kommen af Sted endnu ....

Hun stoppede op ! Mon det havde været for dets Skyld, at Ask havde gaaet og drevet og ikke kunnet faa bestemt sig til at komme væk ... ? — Fy! det var ikke pænt at tænke saaledes, nysgerrigt, ufint paa den Slags Ting. Hun vilde slet ikke tænke paa Ask. Ikke Spor! — Prrrr! Færdig! Nu gøre sig i Stand til Middag og saa — — faa Rede paa, hvem det havde været med Øjnene, med Blikket ... Det var, lige som Om hun sáa det svæve hen over Falks Brev, da hun lagde det i sin Skrivebordsskuffe. — —

Den Herre, som havde siddet ved Vinduet, viste sig ved Konferensraadens Præsentation 58 ganske rigtigt at være den tyske Doktor Ix, som den gamle Herre lod til at være bleven yderst indtaget i.

«Det glæder mig meget, at De virkelig nu, da jeg har opholdt Dem saa længe ved mine Autografer, vil spise Deres Middag her i al Tarvelighed med mig og lille Maggie.»

«Frøkenen bærer et engelsk Navn?» bemærkede den fremmede med en opmærksom Holdning imod Margrete.

«Nej, kære Hr. Doktor,» forklarede den gamle og slog ud med Guldlorgnetten i yderste Velbefindende, «det er kun mit Kælenavn til hende inden Døre, men forøvrigt udbredt til hele vor intimere Vennekreds. Ser De, jeg hader lange Navne i det daglige Liv; de er tidsspildende, ikke sandt, og man faar uvilkaarlig en Tendens til at udtale dem skødesløst, kakofonisk. Barnet blev døbt Margrete efter Bedstemoderen. Hvad skal man saa gøre? Grete kan man ikke sige paa Dansk, det har Kokkepigeklang, oven i Købet med en Biduft af «Kærlighed uden Strømper»: Du aldrig bliver gift, hvis det i Dag ej sker ... »

«Ja, og Gretchen vilde sikkert have været for naivt», sagde Doktor Ix, imedens han paa sin 59 Værts Opfordring bød Frøkenen Armen for at føre hende ind til Middagsbordet.

Margrete fandt i Grunden hans Bemærkning svært fripostig; men han førte hende ind og tog Plads efter hende med en saa ærbødig Belevenhed, at hun maatte indrømme, denne Frækhed egentlig havde klædt ham — som en lille Forsorenhed, den fortræffelige Opdragelse. Og de Hænder var jo simpelt hen aldeles fuldendte, lange, smalle, men kraftigt formede! Og som de sad paa Haandleddene og greb om Gaffel og Glas ... han spiste, kort sagt, aldeles bedaarende, trakterede hele Serveringen som den ægteste engelske gentleman, med musikalsk Rhytme i Bevægelser og Holdning.

Skade var det blot, at hun ikke kunde sidde paa Faderens Plads for at se, om disse store, bevægelige, ubestemmeligt lyse Øjne igen kunde faa noget af den sviende, skarpe Glans, der endnu ligesom satte sig i hendes Knæ ved Tanken om den Gang, den for et Øjeblik havde faaet hende til at glemme, hvor hun stod og gik! —

Middagen forløb yderst tiltalende. Køkkenet havde haft en af sine heldige Dage, og Selskabet var ved fortræffelig Appetit.

60

«Ja, Landluften tærer», sagde Konferensraaden.

«Især naar man har været hele Dagen i Byen, Papa.»

De lo alle tre fortroligt.

«Det er ellers sandt,» sagde den gamle, «vi traf jo Falk oppe paa Bibliotheket, Maggie, og han bad hilse mange Gange; jeg syntes for Resten, han sagde, at han havde skrevet til dig.»

Doktor Ix bojede sig let imod Margrete: «De kender Doktor Falk, og han glæder sig ved at staa i Korrespondance med Dem?»

Hun saà ham lige ind i Øjnene: Ja, det gør han.»

«Jeg sætter ganske overordentlig stor Pris paa Doktor Falk,» sagde Ix.

«Det sagde De, som om De ikke mente det,» røg det ud af Margrete. Men hun blev ganske rod, virkelig næsten helt op til Haaret, følte hun, rød under det Smil, der bredte sig lysende over Ix's Ansigt, medens han ufravendt betragtede hende et Par Sekunder.

«Det sagde De ganske overordentlig morsomt, Frøken,»bemærkede han derpaa komplimenterende.

Konferensraaden, som havde været nogle 61 Øjeblikke distraheret af at skænke ny Vin rundt i Glassene uden at spilde, greb Ordet:

«Ja, vi har lært at sætte overordentlig megen Pris paa Doktor Falk i de Par Aar, han er kommen her i Huset. Det eneste er, som jeg har sagt til ham saa tidt: Hvorfor var De borte alle de mange Aar i Udlandet efter at være bleven færdig ved Universitetet og saà og studerede og alt muligt andet godt, men forsømte at habilitere Dem som Doktor før nu lige paa det allersidste, da De ingen større Nytte har af det? Var De bleven hjemme og havde skrevet en Disputats om et af de Emner, der særlig interesserede gamle Professor Carstens, ... jeg forsikrer Dem, Hr. Doktor Ix, da Carstens maatte trække sig tilbage, var Falk kommen i Betragtning. Den gamle vilde saa forfærdelig nødig have nogen af de ældre ansat, der søgte ... for en Del videnskabelige Modstandere, mangeaarige Modstandere. Herre Gud, det er jo dog saa menneskeligt! Og hans Ord betød meget hos Fakultetet og ganske særligt hos Ministeren. — Det var overmaade upraktisk af Falk; Landet er saa lille; vi har et eneste Universitet med saa tilfældige Chancer ... »

62

«Jamen, Papa, Falk har vist aldrig brudt sig om at blive Universitetslærer.»

«En Personlighed som Doktor Falks, sagde Ix, «har sikkert trængt til at give sig hen til en fuldkommen fri Videnskabelighed.»

«Undskyld, jeg afbryder Dem,» greb Frøken Margrete ind, «men jeg tror ikke, Falk har taget det hele saa kunstigt; han har haft Talent og Lyst til at arbejde, men han holder ikke af at binde sig for meget, han vil gerne rejse, se Mennesker og købe smukke Ting — han har blandt andet skaffet mig den henrivende, snoede, venetianske Pokal dér paa Væggen i Midten ... »

«Og dermed Basta,» smilede Ix, «ganske sikkert ogsaa Tilværelsens Fulkommelse! Tør man for Resten komplimentere Frøkenen for hele den fortrinlige Samling gamle Glas og deres Arrangement paa Væggen; jeg ser et Par overordentlig gode Romere af den naiveste ældste Slags derimellem. »

«De er virkelig et rigtig kedeligt Menneske, Doktor Ix, at De saaclan ser alting ved første Blik; nu skulde jeg netop til at fortælle Dem alt det, Musæumsdirektoren har lært mig udenad om 63 de forskellige Numre; mig selv er det iøvrigt ganske ligegyldigt.»

«Ja, er det ikke kuriøst med Maggie,» sagde Konferensraaden, «men nu har hun f. Eks. samlet alle disse Glas sammen i Indland og Udland og mange andre fortræffelige Ting ogsaa, hun har et storartet Blik, finder heldigt, men har ikke den allermindste Smule virkelig Samlerinteresse.»

Maggie trak lidt fornemt paa Skulderen: «Ja, Herregud, nu havde jeg f. Eks. fundet, at gamle Glas her i denne Stue og til de Farver, netop paa den Væg, med det Lys, vilde tage sig smukt, stemningsfuldt, poetisk ud, hvad De vil kalde det, og saa samlede jeg sammen, til jeg havde det, jeg skulde bruge. Saa maatte da den Samlerinteresse være færdig.»

«Ja, undskyld, Frøken, men jeg forstaar Konferensraaden derhen, at man samler paa Tingene for Tingenes egen Skyld, som det hedder.»

«Det er jo kun Talemaader!»

«Ganske vist, men Talemaader, som er meget snilde Omskrivninger.»

«Man samler jo dog ikke af virkelig, rigtig Kærlighed til disse Glas og Sager ... »

«Nej, men man samler af virkelig, rigtig 64 Kærlighed til sig selv, hvis jeg maatte tillade mig, Frøken. Ser De», — Ix bredte sig en ganske lille Smule i Foredraget — «hvis De var en virkelig Samler af saadanne Glas, saa vilde De beskæftige Dem uophørligt med Dem selv derigennem. Husk paa, at jeg gaar ud fra, De netop var Samler af Glas, at disse ædle Kars Mangfoldigheder af Former, sære Klange, ejendommelige Farver, Spil i Lyset fik fine Skønhedsfornemmelser i Deres Væsen til at klinge, de kunde nu være sænkede i Deres Sjæl ved Fodselen eller ogsaa bleven Dem til Del senere — i den Tid af Deres Liv, som modtog de dybeste Indtryk, dem, der altid siden klinger efter. Og jeg gaar ud fra, at De besad det vemodige aandelige Eje, som hedder Sans for Antikvitet, den søde Tungsindsfølelse for det skønne, som blev skabt i Tider, der ikke er mere, og hvis Forkrænkelighed ligesom kan spejle sig i rørende Brøst, afbleget Svaghed, skrøbelig Finhed hos disse gamle Ting, der glædede Øjne, som maatte lukke sig trætte i, og som gled ud af Hænder, der blev kolde under Dødens Pust. Forstaar De, Frøken, den Beruselse i Stemning, der kan skænkes af saadanne Kar! — Og husk paa, at der vilde være dem imellem, saa sjeldne,

        

65 at De havde attraaet dem med brændende Hu og søgt dem med al Deres Anspændthed og Offervillighed og Dristighed og Tro paa Held og Lykke; og naar De havde erhvervet dem, var det med en Triumf overfor andre uheldigt søgende, som vilde beundre Dem og misunde Dem og afsky Dem, som kun Samlere kan hemmeligt se op til og hade hinanden. Tænk, naar De stod med et saadant Glas i Deres Haand og havde denne kildrende Følelse af en lille Smule Brøde overfor Dem selv og andre for det meget, som var ofret derpaa! Hver Gang De holdt det op mod Lyset, vilde der dirre en pirrende Kulde gennem Deres dog saa menneskeligt usikre Haand. De vilde friste al Livets Uro, naar De var borte fra Deres Skat men den tilfredse, trygge Lykke, naar De var hos den igen. Og der vilde altid være Uopnaaeligheder nok at drømme om og til at skabe Perspektiv .... »

«Hold op, hold op!» sagde Margrete, «De tager Vejret fra en!»

«Charmant!» udbrød Konferensraaden, «man bliver helt varm om Hjertet af at høre paa det. Desværre, Embedspligter og Familieliv og meget 66 andet har ikke tilladt mig at dyrke mine Samlerinteresser, som jeg kunde have ønsket det, men jeg tør nok sige, Doktor Ix, at noget af det rette Samlerblod ruller ogsaa i mine Aarer ... »

«Og jeg tror at kunne forsikre Frøken Holk om, at hver den, som er en ægte Samler, naar han sysler med sin Skat, saa sysler han først og sidst og ene med sig selv.»

«Tant pis, Doktor Ix; jo mindre man kan sysle med sig selv, jo bedre.»

«Det har De ikke altid sagt, Frøken.» — Og da følte Margrete igennem sig noget af Glimtet i Doktor Ix's Blik fra før.

Hun havde et Svar paa Læben, men holdt inde ....

«Maggie har nu saa uhyre mange andre Ting for, » begyndte den gamle, «humane Interesser: Asylbørn, Plejebørn, forvildede unge Piger .... »

«Dem er det vist ikke værd at tale om, Fa'er. — For Resten tror jeg ikke, vi har mere at byde Doktor Ix.»

«Ja, maa vi saa begge to bede Dem tage til Takke!» — —

Da Doktor Ix bukkede for Margrete inde i 67 Havestuen, sagde hun til ham: «Jeg kunde godt have svaret Dem, hvis jeg havde villet.»

«Men naar Frøkenen ikke gjorde det, havde De ganske sikkert Deres Grunde,» smilede Ix hende ind i Øjnene. —

Margrete vilde ikke spille eller synge efter Kaffen.

«Blot en eneste af mine gamle Romancer og henne ved mit Klavér,» bad Faderen.

«Jeg siger saa nødig Nej, Papa, men du maa ikke plage mig.»

Doktor Ix hverken bad hende eller sagde ellers noget, han nød blot diskret sin Cigar og lod Blikket strejfe behageligt omkring.

Margrete fik sit lille engelske Broderi fat, det, hun kunde sidde og tænke ved om Dagene, eller som hun saa prægtigt kunde bruge til at lytte ved til andres Tale. «De bryder Dem ikke om Musik?» kom hun lidt efter, egentlig meget mod sin Vilje, til at sige over imod Ix.

«Tværtimod, Frøken, det er min Yndlingskunst, » svarede Doktoren.

Saa bragte i det samme Konferensraaden Talen ind paa Haven, og han og Ix spadserede noget 68 omkring i den, medens Margrete blev siddende ved sit Arbejde paa Verandaen. Engang imellem saà hun ned imod dem.

Doktor Ix vilde ikke blive længe efter den lille, improviserede Middag, men trak sig tidligt tilbage.

«En højst mærkelig Mand,» sagde Konferensraaden, da han havde fulgt ham til Laagen, «inde i en utrolig Mængde Ting! Han bestemte nogle meget vanskelige, gamle Mønter for Konsul West, og du skulde set deres Forbavselse i Arkivet over det, han vidste .... Og han taler jo yderst interessant; man mærker Udlændingen noget i det lidt bogstavrette Foredrag, og saa er der en vis ... jeg véd ikke rigtig ... jeg har jo altid haft Sans for saadanne sproglige Ejendommeligheder ... saadan noget, har du ikke mærket, lidt overdrevent i Udtrykkene ... ligesom en Smule stærkere, end det egentlig var nødvendigt ... Som nu det med Samlerne!»

«Ja, tror du egentlig, han mente det saadan rigtig ... bagefter? —»

69

«Ja, jeg véd Pokker ikke; der var saagu meget i det; men jeg véd ikke rigtig ... »

Margrete saà op fra Broderiet: «Ganske godt ser han ud, saa grim han er ... og elegant — skønt han ogsaa er noget simpel ... »

«Ja, han maa jo egentlig have været noget rigtigt for dig, Maggie, du har da bestandig sværmet for det grimme, men kønne.»

«Ja, — sværmet for det og afskyet det ... » Saa kom Posten med Aftenaviserne fra Byen.

Ikke lang Tid efter at de var læst og Theen drukket, gik Margrete i Seng. Men hun laa længe den Nat og kunde slet ikke sove, og Margrete tog ikke efter sin Vane en Roman for at bølge Tankerne til Ro. Man blev saa træt og ked af alle disse indbildte Skæbner, som dog til syvende og sidst var opstillede og lavede til, for at en Forfatter kunde faa en Bog ud af dem ... Livet var dog noget ganske andet, noget saa besynderlig ganske anderledes andet, der ikke lod sig overskue og følge efter vel ordnede Traade. — Hun laa en Stund og følte Tankerne flygtiges ud og miste hver en Skikkelse, indtil de blev til noget som en ørkesløs Vandring over noget graat og fladt, hvor der var ingen Kendemærker, hverken 70 Træ eller Tag, kun en lang, uendelig Sti under graa Himmel, og til den ene Side var der som til den anden og fortil som bagtil, hvordan man vendte og drejede sig omkring, og ingen kunde sige, om man havde gaaet langt imod et Maal, eller man var endnu ved det første Skridt, for det var altid ens og altid ens, og hver en Følelse af Tid var svunden af denne Himmel under Skyer.

Saa rejste hun sig med et rask Sæt op i Sengen: Puh! Man laa og blev hed i Hovedet og ulden i Hjernen og kunde stadig ikke falde i Søvn ...

Margrete trak Gardinerne til Side og slog Vinduet op. Det var et blændende Maaneskin ... som i Romanerne ... i Operaen ... men hun var ikke nogen Gretchen; han havde Ret, denne tyske Doktor ... — — der gik et Gys hen over hende, hun kastede en Frisérkaabe over den tynde Natdragt.

Hvor det dog egentlig var unaturlig stift og blaahvidt stirrende, dette kolde Dødningelys, der mødte hende! Livløst laa det over Plæner og Gange og over den øde Terrasse hos Naboen. 71 Men som det lyste! Og det om Natten, hvor der dog burde være mørkt, som der var stille, for alle dem, der saa gerne vilde sove. Og hvor vilde hun dog ikke gerne sove! —

Foran Terrassen derinde ved Siden af var et Bord sat hen med Tremmebænk og nogle Stole om; de stod saa talende stillet for hverandre, som havde Menneskene næppe rejst sig og var gaaet ind endnu. Men maaske sad der i denne Stund nu andre, som blot Mennesker ikke kunde se!

Uh! Det var da uhyggeligt, som hun kunde gøre sig selv bange! Hun havde jo dog ellers altid elsket Maaneskin!

Der stod et Vindue aabent i hendes Cottage, Ruden skinnede som Sølv ... dér ind ad kunde ogsaa Genfærd svæve og finde Vej igennem Stuerne ind til det stumme Flygel ...

Som den skræmte hende, denne Tavshed med dens stivnende Lys, ligefrem pinte hende ... Hvorfor turde hun ikke bryde den med et Skrig? Eller om hun nu bød dette Maaneskin Trods og klædte sig paa ganske rolig, da hun nu engang ikke kunde sove, gik derover og satte sig til at synge ...

72

Ikke for alt i denne levende Verden!

Hun smækkede hurtigt Vinduet i, trak tæt for og skyndte sig i Seng igen. Men hun kunde ikke finde Hvile ... Hvorfor hun egentlig ikke havde villet synge for den tyske Doktor? Ja, hvorfor? Fordi hun ikke havde haft Lyst, Ganske simpelt. Han skulde ikke kunne lytte noget ud af hendes Sang og fortælle hende bagefter med dette Blik, hvormed han havde bemærket: «Det har De ikke altid sagt, Frøken!» Nej, om han vilde vide det, der havde været en Tid, hvor hun havde tænkt paa sig selv og sin Musik tidligt og silde, men ingen havde fuldt ud anet det, og ingen skulde nogensinde faa det at vide; hun havde baaret det som et lille Barn, der var undfanget i hemmelig Elskov, og derovre i Paris, hos den berømte Lærerinde ... hun havde skudt sig ind under sin Faders Stilling ... hans Velstand ... det var blevet ved at være en fornem Dames Passion, som ingen havde undret sig over var bleven noget kølnet. Men hvorfor egentlig? — Hendes svagelige Moder havde ønsket hende hjem, og da Moderen var død, var Faderen ene og ønskede, hun skulde blive hos ham. Havde det 73 virkelig været Grunden? Havde det alene kunnet holde hende tilbage? Var der ikke ogsaa noget med dette Publikum, som Margrete havde lært at kende i den indbudte Kreds ved Madame Delord's Præsentation, hvor Margrete havde følt sig som en ublufærdig Kvinde, der havde maattet smile og stille sig selv blot for at vinde nogle ligegyldige Menneskers Bifald ... Og saa havde denne Følelse maaske alligevel været ganske uberettiget! Var ikke denne Kamp mod egen Stolthed og Strid med Publikums Ligegyldighed og Uretfærdighed netop en kunstnerisk fremmende Modgang, der bragte Lidenskaben i Vækst og vakte Evner, der ellers vilde have slumret sig til døde! Og var ikke denne Kryben om bag Flygelet og Vennernes Kreds i Virkeligheden kun Mangel paa Kærlighed til Kunsten og ussel personlig Fejghed, som kastede sine Vaaben af Frygt for Nederlagets Svie ... Havde hun ikke søgt Ly bag Talemaader, Omskrivninger, Snak om menneskelig Stolthed og kunstnerisk Finfølelse ... Fejghed, Fejghed alene ... Han havde snakket om nogle taabelige, gamle Glas, Ix ... som man skulde leve for, finde sin Personligheds Udtryk genspejlet i ... Bizarreri ... som han

        

74 heller ikke havde kunnet mene ... Nej, hun vilde have kunnet lære ham noget om virkelig levende Kunst, som man kunde sætte hele sit Liv ind paa ... man ... ja, det var det jo netop, det, man var ikke hende .... — —

        

75

Langsomt steg Fru Mathilde op ad Doktor Falks Trapper.

Det var Formiddag; hun vidste, at han ikke var hjemme, og der boede en Syjomfru lige oven over Falk, som hun i Nødstilfælde kunde gøre sig et Ærinde hos. Men alligevel bankede hendes Hjerte, saa hun syntes, man maatte kunne se det udenpaa Kjolen.

Da der kom et Forretningsbud oppe fra tredje Sal, standsede Mathilde ham for at gøre det Forsøg, om hun virkelig endnu kunde tale ganske ligefrem, uden at man mærkede, at Benene næsten rystede under hende. Det gik fortræffeligt; hendes Stemme lød blot for hende selv, som om det var en anden, der talte et lille Stykke borte; men ellers spurgte hun med fuldkommen Ro, om Sydamen boede paa fjerde Sal, og Budet svarede høfligt og uden 76 Tegn paa, at der var det mindste, som var forekommet ham usædvanligt. — Gudskelov!

Hun steg videre op efter og maatte standse ud for Falks Visitkort paa Døren. Skulde hun virkelig faa Mod til engang at trykke paa denne lille elektriske Knap og høre den Klingren, der for hende vilde betyde, at nu ringedes der af for hele hendes Liv i de sidste ti Aar og en ny Akt begyndte. Ja, en ny Akt, en ny Handling! Handling igen; bare ikke Vegeteren!

Hun stod med Haanden om Rækværket; det skulde se ud, som om hun blot lænede sig et Øjeblik til det for at puste, inden hun gik videre. Saa vandrede hun op til fjerde Sal, vendte stilfærdig og steg ned igen med endnu et Blik til dette Visitkort, som der stod Dr. phil. Falk trykt paa.

Idet hun gik ned ad Gaden, blev hun glad over at træffe Bekendte, og Mathilde havde ikke længe snakket saa ustandseligt som med en hende ellers ret ligegyldig Dame, hvem hun oven i Købet trakterede med Kager hos Otto. De spiste mange Kager, og Bonbon bagefter, ligefrem «soldede» i sødt, som hun ikke havde gjort det i mange Aar. Der var et Liv over Mathilde, en 77 Lyst til at spøge og finde alting muntert, en Glæde ved Solen, der skinnede lystigt paa Gaden, og ved Støjen og Larmen af Mennesker og Vogne!

Men da hun omsider blev alene og gik den stille Vej langs med Nybrogades Kanaler til sit Hjem, saa dalede en Følelse af hemmeligheds fuld Lykke ned over hende, fredelig som det skinnende Vand, hvor Baadene næppe skvulpede, og fuld af den sødeste Forventning, som man næsten maatte lukke sine Øjne i for. Hun havde bestemt det: i Aften gik hun op til Falk; de gamle Breve, som var sendt hende med hans Udskrift, hun vilde give ham dem tilbage. Hun havde læst dem om og om igen, indtil hun ikke turde mere, og han kunde godt fortjene at beholde dem, nu han havde vogtet dem saa længe — og saa trofast.

Om Aftenen tog hun et tæt, prikket Slør for Ansigtet, uagtet hun godt indsaa det meningsløse deri, og hun følte ogsaa meget vel det lidt theatermæssige i Holdning og Tone, da hun efter Falks ligefremme: Kom ind! paa en Gang stod foran ham med de to, langsomt fremsagte Ord: God Aften, Falk! Men hun kunde ikke lade det 78 være, og der var ogsaa noget berusende i selve denne Følelse af poetisk Opstilling.

Da rejste han sig fra sin Bog: «Mathilde!» sagde han med en Forbavselse, der skar hende lige ind til Marv og Ben. Og resolut sprang han hen og drejede Nøglen om.

Dette lille Skrig af Nøglen gøs betagende igennem Mathilde, og hun kunde daarligt svare, da han spurgte, om Værtinden havde set hende.

«Nej, det var kun en lille Pige, som lukkede op,» fik hun dog frem.

«Det kan man kalde Held,» sagde Falk blot i samme klare, energiske Tone.

Men Mathilde kunde ikke mere; hun maatte sætte sig paa en Stol; Pakken, som hun holdt i Haanden, strakte hun frem imod ham.

Der blev en lille Pavse, indtil han sagde i en Tone, som naar man taler til et lille Barn: «Er det dine Breve, som du bringer mig igen?»

Hun nikkede uden at tale, men hendes Øjne blev ved at se paa ham.

Falk smilede.

«Ler du af mig, ler du af mig!» sagde hun heftigt og rejste sig.

79

Han rystede paa Hovedet: «Mathilde! Lille Mathilde dog!»

Saa gav hun sig til at græde og græd ustandseligt. Det varede længe, inden han kunde faa bragt hende til Ro, og imedens bølgede der en Strøm af Tanker igennem ham. Egentlig løb de allesammen ud i det ene: hvorledes han skulde blive af med hende. Men han snakkede og snakkede og klappede hende lidt og kendte hendes Haand igen, som han tog hen over, og som bestandig var lige fyldig og blød og vel plejet; Handskerne havde han listet af hende, han kunde dog ikke sidde og berolige og trøste dette grædende Kvindemenneske i komplet Spadseretoilette; han fik ogsaa den lille Fichu taget af og stillede Parasollen hen ved Siden af Sofaen, Sløret skubbede hun selv til Side for at tørre Øjnene med Lommetørklædet; men han maatte hjælpe hende med at finde Lommen, der sad noget ubekvemt i Dragten ... Brevpakken tog han saa fra hendes Skød og lagde hen paa sit Skrivebord ...

«Jeg vil ikke græde længere,» sagde hun med et og pressede det lille Kniplingstørklæde en sidste Gang mod Øjnene.

80

«Nej», sagde Falk og slap hende straks, «det skulde du rigtignok heller ikke».

Hun saà sky paa ham: «Foragter du mig, Falk, fordi jeg kom herop?» — Det lød ikke uden Pathos.

«Næ, bevares», kom det uhyre forbindtligt i Tonen. «Saamænd gør jeg ikke nej», var han lige ved at tilføje.

Mathilde havde rejst sig; hun var gaaet et Par Skridt, med Blikket mod Gulvet. Saa løftede hun rask Hovedet og rakte Haanden frem: «Farvel, Falk, du holder ikke mere af mig. Lad mig faa mine Breve!»

Falk vilde klappe hende paa Skulderen: «Var det nu ikke bedst, lille Mathilde, at de denne Gang fik Lov at ligge i Ro og Fred her hos mig. Det har jo dog ikke vist sig praktisk med den Udlevering. Jeg skal love dig at brænde dem, aldeles bestemt. Skal vi tænde Ild med det samme? Der er vist ikke saa meget Papir i Ovnen».

«Nej! Nej!» Mathilde strakte afværgende Haanden frem. «Ikke mens jeg ser paa det! Nej!» Hun var lige ved at begynde at snøfte igen i Graad ligesom et lille Barn.

81

«Ja, ja da!»

«Naar jeg er gaaet, saa kan du gøre det. Farvel!« — Hun følte igen noget af det velgørende, lidt theatermæssige oppe i sig; men da han sagde: «Ikke gaa, saa længe du har de forgrædte røde Øjne!» satte hun sig dog ned igen, og der mødte ham et Blik, der var lige ved at være taknemligt.

Falk grundede feberagtig hastigt paa, hvad han skulde give sig til at tale med hende om, indtil hun kunde komme af Sted. Hun sad der og saà kun rent glimtvis paa ham, lignede for Resten med den af Graaden lidt røde Næse og den fine, haarombruste Profil saa livagtigt sig selv for de ti Aar siden; pludselig opdagede han paa hendes Finger den tynde, antike Ring, han havde givet hende, og som de havde lavet en saa herlig Krønike om med en Antikvitetshandler, hun skulde have byttet sig den til hos ...

«Du har endnu min gamle Ring!» dumpede det ud af ham.

Hun saà ikke paa ham, men sagde bare stille: «Ja, den har jeg endnu, Henrik!»

Det var Fanden til Replik at finde Overgang 82 til noget ligegyldigt paa. Han opgav det, vilde tage Tyren ved Hornene. «Kære Mathilde», sagde han rask, «du maa ikke tro andet, end at jeg forstaar, du kom herop i Aften og har været glad over det og er dig taknemmelig, fordi du ikke har glemt mig ... »

Hun trak Munden op til et bittert Smil: «Jeg skulde vel nok have glemt dig?»

Paa en Gang skiftede han Tone: «Sig mig, Mathilde, ganske oprigtigt, havde du egentlig ikke ganske godt glemt mig?»

«Nej, Henrik, nej», kom det, med Øjnene lige imod ham og voldsomt, «det har jeg ikke, jeg har det ikke, det maa du ikke sige, det er ikke sandt, jeg har aldrig glemt dig. Jeg har haft din Tanagrafigur, du forærede os til Bryllupet, staaende paa mit Skrivebord; og alt det, der mindede mig om dig, jeg fik det samlet derhenne, og de Bøger, vi har læst sammen og talt om sammen, de staar i mit lille Bogskab lige for, og i Skuffen har jeg dine Digte, som du gav mig ... »

Der gled et Erindringens Smil hen over Falks Ansigt: «Mine Digte», sagde han, «ja mine Digte ... »

83

«Ikke sandt, Henrik, — kan du huske dem ... »

«Nej, oprigtig talt, det er netop det, jeg ikke kan ...

«Jamen, de handlede jo om dig selv, allesammen; kan du ikke huske det? Om dine Længsler og Sorger og ... ja, saa var der et, som du skrev til mig ... og om mig, har du ogsaa glemt det? ... Ja, for du har holdt af mig, Henrik, det kan ikke nytte, du vil nægte det ...

«Jamen det vil jeg heller ikke ... »

«Men jeg véd jo godt, at nu er jeg ved at blive gammel og grim ... skønt ... »

Falk saà op: «Skønt Frøken Holk, hun er dog to Aar ældre ... og du er slet ikke hverken gammel eller grim.»

«Aa, hvor jeg hader, at du kan gætte mine Tanker! Hvordan bærer du dig ad med det?»

«Det er ikke saa vanskeligt, lille Mathilde, og nu kan jeg ogsaa sige dig, hvad du tænker videre paa, og hvorfor du kom herop».

«Nej, jeg vil ikke høre det».

«Men du skal høre det, for det har du godt af at høre. Da du fik at vide, at jeg var begyndt at komme meget i Huset hos Holks, saa undte du ikke Frøkenen mig, og du syntes, der 84 blev dig alligevel noget levnet, saa længe jeg ikke tog en anden. Og saa vilde du bilde dig selv ind, at du, trods alt mellemliggende, havde været tro imod din første Kærlighed til mig, som man siger».

«Nej, det er ikke sandt, det er ikke sandt», sagde Mathilde heftigt.

«Jo, det er sandt; men det lykkedes dig at tro det, du vilde. Du troede det virkelig, da du bestemte dig til at gaa herop, at der ikke havde været Tider, hvor du fuldstændig havde glemt mig og været rigtig indtaget i din Mand og det, han bød dig».

Mathilde sad og saà helt forskræmt paa Falk: «Det er ikke sandt», gentog hun nogle Gange, helt mekanisk.

«Jamen det er det, og det er ogsaa sandt, at du nu er ved at blive ked af ham, og at Erotiken er dampet af ham, og at du føler dig skuffet og træt af alle de daglige Kvaler og Børneopdragelse og Husholdning. Og saa har du følt Trang til at vove noget, gøre noget ekstraordinært, noget syndefuldt, som du vel nok bagefter kunde finde en lidt rørende Tilgivelse for hos dig selv, for man er saa øm overfor sig selv, og man 85 forstaar sig selv saa godt og comprendre er det samme som pardonner ... »

Mathilde holdt Hænderne for Ørerne.

Falk tav stille.

Hun rejste sig og greb sine Handsker. — «Nu gaar jeg», sagde hun med et Blink i Øjnene og et trodsigt Tag med Foden. «Hvem har givet dig Lov til at haane mig saadan?»

«Det er Talemaader, Mathilde!»

«Nej, det er ingen Talemaader».

Falk vilde svare.

«Jeg forbyder dig at sige mig mere. Du har ingen Ret til at sige mig det, og det er ikke sandt, du siger, jeg tror ikke paa det. — Og saa at du skal sige mig det! Du, som fik mig fra min Forlovede dengang og gjorde mig saa ulykkelig, saa ulykkelig!»

Men en Ulykke, som du dog fik trøstet dig for, lille Mathilde».

«Hvor véd du det? Hvor tør du sige det? Hvor meget véd du, om jeg fik trøstet mig? Og i hvert Fald, skal det bebrejdes mig? Skal du bebrejde mig det? Opfordrede du mig ikke til det?»

86

Der kom et vaklende Udtryk over Falks Ansigt. «Mathilde», sagde han afværgende.

«Véd du i det hele taget hvad Kærlighed er?» slyngede hun ham lige ind i Øjnene.

Han svarede ikke; hun stod lidt med Hænderne pressede imod hinanden, saa brast hun igen i Graad, «Aa, du har aldrig vidst det ... aldrig ... heller ikke dengang; du vilde more dig med mig ... og eksperimentere med mig ... saadan som da du fik min lille Dagbog lokket fra mig ... Aa, at du kunde gore det, at du kunde faa mig til det! Herregud, jeg var jo dog ogsaa et Menneske!»

Hun gav sig til at samle sine Sager sammen; Taarerne skælvede i Stemmen: «Aa, hvor jeg skammer mig ... som jeg aldrig har gjort det i mit Liv ... nu véd jeg det saa godt, men jeg har aldrig villet tro det rigtigt før ... jeg har elsket dig, og du regnede mig ikke engang for et Menneske ... »

Taarerne randt hende ned ad Kinderne, uden at hun vilde det. «Vil du saa lukke Døren op for mig?» sagde hun sagte uden at se paa ham.

Falk gjorde det med en ubehagelig Fornemmelse af, at han lystrede.

87

«Farvel, Mathilde!»

Han kunde daarligt høre hendes Farvel.

« ... Nu ved jeg, at du aldrig har elsket mig ... Og du regnede mig ikke engang for et Menneske ... » snurrede det rundt i Falks Hjerne, da han gik alene op og ned ad Guldet, dygtig hed i Kinderne ...

... regnede mig ikke for et Menneske! Et Menneske? Det Ord havde efterhaanden faaet en underlig, ironisk Biklang i Falks Ører ... fra hin Dag maaske, i hans fjortende Aar, at regne, da Smilet første Gang krusede hans Læber ved Spotteren Heinrich Heines: Brave Menschen aber schlechte Musikanten! ... Som Docent kunde han stundom blive grebet af Interesse for disse Mennesker, der kom ham saa nær paa Livet ... men havde den holdt sig overfor andre end dem, der havde Musikanterblod i Kroppen, saa ligegyldigt hvorledes de ellers var? ... De øvrige, ja, i Guds velsignede Navn, hjælpe dem til at blive Urtekræmmere og Vinagenter i Stedet for Videnskabsmænd og saa blive fri for at se dem! ...

Falk tændte en Cigar, og medens Flammen 88 fra Tændstikken blussede op og ned for Vejrdragningen, kunde han ligesom føle Tankeflugten tage Fart i hans indre: .....Holde den haarde Sult og Nød og Død borte fra Mennesker, videre kunde hans Kærlighed til dem ikke drive det ... Men vilde saa ikke netop en blid Død være det bedste for de allerfleste? Hjælpe Mennesker, gøre noget for dem, i det smaa, i det store, hvor var det egentligt muligt? Give dem en Haandsrækning, som maaske blot i næste Øjeblik stødte dem ud i dybere Nød, ofre Tiggeren en Skilling, for at han kunde komme til at savne en til ... Menneskekærlighed, hvem gavnede den i Grunden andre end dem, hvis Temperament nu engang fandt Behag deri. Og hvad var rimeligere, end at den Slags Folk hengav sig til deres Menneskedyrkelse, — naar blot en anden maatte være fri for det. Men de var ikke rigtig tolerante, disse Menneskeelskere! ...

Falk tog et Greb i sig selv. Her var jo da ingen Grund til at blive borte i almindeligere Betragtninger, blot fordi han denne Aftenstund havde baaret sig ad som et Fæ! Hvorfor havde han ikke taget imod en ung og køn Kvinde, der kom med saa mange Erindringer

        

89 i Følge? Hvorfor ikke have ladet sig begejstre af hendes Tro, saa at det var endt med, at de engang igen for nogen Tid havde troet, at de elskede hinanden? For der tog hun fejl, naar hun mente, at han dengang ikke havde haft sine Øjeblikke, hvor al psychologisk Interesse og alt Sansernes Spil var løbet sammen i Troen paa, at han elskede hende; han havde ikke ligefrem været den troløse Kæreste, der bare gik ud paa at faa hendes aandelige Sparekassebog listet fra hende, skønt ... havde det egentlig i andet end yderst korte Momenter været mere? Men enfin, Momenter var jo ogsaa noget, hvem forlangte hele Liv? Der gaves jo den Tro, som Ix sagde om, at intelligente Mennesker, de drak sig til ...

Nej, det skulde Falk dog have sig frabedt. Han agtede vel sig selv for meget, til at han skulde drikke sig Lykke til i en Rus for at vaagne, ækel ved Rusen ...

Pludselig kom Falk til at le. Han fandt sig selv staaende ude paa Gulvet midt i en malende Gestus, som han ved et tilfældigt Blik var kommen til at opdage i et Spejl paa Væggen.

Mennesker var dog uforbederlige Skuespillere, fuldendte Maskekunstnere, som han sagde, Ix! 90 Her i sin egen Stue, uden Tilskuere, fik han stillet sig i en overlegen Position og blev en Helt, der havde overvundet lavere Drifter, i Stedet for nu ærligt at tilstaa for sig selv, at naar Mathilde var gaaet fra ham, som hun gik, saa var det, fordi hendes Komme, til Trods for Ungdom, Lidenskab, Minder og alting, dog ikke havde kunnet rive hverken hans Sanser eller Fantasi med sig. Han var i det hele taget just ikke stærkt erotisk for Tiden, ellers havde han vel ogsaa snarere paaskyndet end udsat at tage ud til Skodsborg, hvor Frøken Holk residerede; hun vilde dog, naar det kom til Stykket, kunne fængsle hans Sind og Sans ganske anderledes end Mathilde, som han kendte lige til Trivialitet, og som ikke kunde vække andre Følelser hos ham end dem, han kendte akkurat lige saa taabelig godt ud og ind.

Falk var bleven afkølet og rolig. Han gik hen til sit Skrivebord. Der laa to Pakker Papirer, den ene var de famøse Breve, den anden indeholdt Optegnelser til hans nye Arbejde; han havde lige taget dem op af sin Bibliotheksportefeuille, den Gang Mathilde bankede paa Døren. Med

        

91 en inderlig, kærlig Følelse tog han dem i sin Haand.

Nu vilde de blive forøget med andre og aføde saa mange flere beskrevne Blade; tilsidst kom der til at ligge et helt nyt Arbejde, som var Frugten af hans samvittighedsfuldeste Flid og dristigste Fantasi og blevet til i mange stille Timer, hvor Sindet følte sig helt gaaet op i dette samlende, sondrende, vragende, ordnende, nedbrydende og opbyggende Arbejde.

Han følte sig glad og taknemmelig og forventningsfuld til Mode. —

Vejret var smukt, Falk følte Trang til at gaa en Tur.

Ud over Langebro skulde det være og saa de ensomme Veje uden om Christianshavns Volde. Det var bleven ved at være hans Yndlingstur, fra han var tyve Aar, da han saa ofte gik den Vej, med Stokken svingende i Haanden og allehaande lyriske Tanker bølgende i Sindet. Kvinder var det dengang, som havde sat dem i Bevægelse, givet dem Farve, Varme og laant dem Skikkelse ... en Kærlighedens Digter havde han drømt om at blive ... hun havde mindet ham derom i Dag, Mathilde. Men den lykkelige Arbejdets Lyrik, 92 som havde ham i sin Magt i Aften, han vilde ikke bytte den mod disse ungdommelige Sværmerier ...

Inden Falk gik, kastede han Mathildes Breve i Ovnen og tændte dem an. Han blev ikke staaende længere at se paa Baalet, end til han havde forvisset sig om, at Ilden havde godt fat.

93

Oppe paa Bibliotheket traf Falk en Formiddag Doktor Ix igen. Tyskeren søgte i de store Samlinger af Originalbreve nogle Oplysninger om sin gamle holstenske Slægt, der havde haft saa mange Forbindelser med Danmark, efter hvad han fortalte.

Han gjorde straks mange Undskyldninger forden sene Forstyrrelse fra forleden. «Vejret var for Resten saa dejligt», tilføjede han, «at jeg kom ikke i Seng før en rum Tid, efter at jeg var gaaet fra Dem. En stor Del af Natten vagabonderede jeg omkring, inden jeg søgte et Hotel».

Havde Falk ikke nok tænkt det, at hvis han havde vovet sig ud den Nat, saa var han løben lige i Armene paa Ix igen! —

Medens de senere fulgtes ned ad Gaden sammen, kom de ind paa at tale om nogle af disse 94 holstenske Familiebreve og om Forholdet mellem Danmark og det tyske Holsten i det hele taget.

«De undskylder mig, hvis jeg er lidt snakkesalig paa det Punkt», sagde Ix, «men som jeg allerede antydede forleden, har denne Strid imellem dansk og tysk haft en overordentlig Betydning for mig og for Dannelsen af min Livsopfattelse overhovedet».

«Det forstaar jeg meget vel, Doktor Ix, saa meget bedre som det samme Forhold har haft stor personlig Betydning for mig ogsaa».

«Nej, virkelig, det interesserer mig ganske overordentligt».

Og paa Vejen ned til Dampskibet lyttede Ix med den største Opmærksomhed til Falks Fortælling om, hvorledes han var Barn af en dansk Militærfamilie og havde faaet sine første dybe Indtryk netop af Sorgen i fire og treds og i de tunge Aar derefter. Med Hoved og Hjerte fuldt af Danskhed og dansk Syn var han senere, som ung Mand, kommen til Tyskland for at studere, paa en Tid, da den nationale Bevægelse der gik højt. Og i Tyskland mødte han lige det modsatte Syn paa de samme Ting, men nøjagtig den samme Ærlighed, Tro og Begejstring.

95

Ix nikkede. «De mistede en Barnetro; men De vandt hele Grundlaget for Deres fremtidige Arbejden», sagde han tungefærdigt.

Falk stoppede et Øjeblik: «Ja — — det er egentlig sandt. For al methodologisk Indsigt og alle faktiske Kundskaber alene vilde aldrig have bragt mig saa vidt, som jeg naaede ved Dag ud og Dag ind at iagttage og søge at forklare mig den stadige Forskel imellem mig og mine tyske Kammerater, og det ikke blot paa det nationale Felt men i de allerfleste andre Livets Forhold ogsaa lige til de allerlatterligste Smaating ... Der fik jeg mit Blik øvet og prøvet tidligt og silde i alt det, som Bøger kun lige havde lukket mine Øjne op for ... »

«Kort sagt, Doktor Falk, De gjorde Deres Skyldighed ved Bogen; men først og fremmest har De levet dernede, med Ven og Veninde, blandt store og smaa, virkelig levet i et Samfund, som var bundforskelligt fra Deres Fædreland, og som havde Blodskyld overfor Deres Fædreland. Og De lærte dog at forstaa det — og tilgive det — — for dets Illusioners Skyld. Det var Deres psychologiske Indvielse, om jeg maa bruge det Udtryk». —

96

De var allerede naaet til Havnegade, og Ix maatte af Sted med Skibet. Falk følte egentlig en brændende Lyst til at tage med, saa lige paa en Prik syntes han med et, at Ix havde vist sig at forstaa ham, og saa gerne var han bleven ved at snakke om disse unge Dage og alt det, de var bleven Udgangspunkt for ...

Men han kunde jo ikke godt gøre det, saaledes ganske umotiveret.

«Vi tales maaske ved i Morgen paa Bibliotheket og følges derfra?» spurgte Ix ved Afskeden.

«Selvfølgelig», sagde Falk hurtigt.

I de følgende Dage kunde Ix først tage ud med en senere Damper; Falk var kommen ind paa at fortælle meget om sig selv og den Vej, ad hvilken han havde arbejdet sig frem til de Ideer, der var udført i hans Bøger. Ix og han slog sig hver Dag efter Bibliotheket ned i en Café, — det kunde ikke nægtes, at opmærksommere og mere sikkert opfattende Tilhører skulde man lede længe efter.

Det sagde Falk en Dag til ham.

97

«Det er en Familiesvaghed», sagde Ix, «eller Styrke. Ens Svaghed er jo altid ens Styrke. Vi er receptive, og saa en Smule det, som Verden, højst besynderligt, kalder Paradoksmagere».

«Ja», sagde Falk, «De har Ret i begge Dele. Jeg maa tilstaa, at som jeg er kommen til at snakke med Dem, Doktor Ix, har jeg ikke talt med nogen siden de rigtig unge Dage. De kan ikke blot høre paa en, men ogsaa sige Ting, der sætter ens Tanker i den hvirvlende Bevægelse, som man kender saa godt fra dengang, hvor det kommer op, som før var ned og omvendt ... en rent aandelig Fornemmelse, der har megen Lighed med Elskovsfølelse ... »

« ... Himmelhoch jauchzend, zum Tode betrübt», citerede Ix.

«Netop! Disse velgørende unge, stærke, aandelige Svingninger, saa personlig følte ... Nu, i disse Dage, medens vi har passiaret her, jeg kommer altid til at mindes mine Samtaler med en Ungdomsven» — og her stod Billedet af Mathildes Mand tydeligt for Falk — «forstaar De, det var naturligvis altsammen ganske anderledes umodent ... »

98

« ... men den samme Rythme», nikkede Ix, «og det samme personlige Motiv. Indtil den Ungdomsven sagde sig løs fra Bestillingen».

«Ja, det gjorde han».

«Og forlovede sig?»

«Hvorfor siger De det?»

«Jo, for det plejer de at gøre, Venner. Man er to, som har fulgt hinanden lige fra Barndommen, Skoletiden, Universitetet. Saa kan man rolig gaa ud fra, at den ene er den anden overlegen og denne anden af en noget beundrende Natur. Men der kommer et Tidspunkt, hvor han er bleven misbrugt til saa meget aandeligt Slavearbejde, hvor han føler sig træt af at være Fødselshjælper for den andens Tanker, hvor han synes, at nu begynder han selv at indeholde noget, der trænger til øm og beundrende Røgt, saa er det, han bryder med en og forlover sig».

Falk maatte smile: «Ja, min var nu allerede forlovet».

«Men saa sad maaske tilmed denne forlovede og hørte med store Øjne og toldfri Tanker paa Dem, naar De fortalte om Udland og Videnskab og jeg véd ikke alt det, som betød Dem selv».

99

«Det kunde jo nok være».

«Hvad vilde De mere, kære Doktor? Saadan en Smule Menneske, der saa at sige udelukkende lever paa den sjette Sans, han har sin Forfængelighed og Skinsyge og dertil dette ubestemte Brus af Ungdom, der synger ham om Ørerne — saa gaar det i en Haandevending: Keine Hexerei, nur Geschwindigkeit, og han staar der som trængende aandelig Personlighed, der kræver den fyldigst mulige Selvudvikling, helst af Hensyn til Menneskeslægten, men Samfundet kan ogsaa gøre det, Videnskaben eller lignende — ha, ha, ha». Ix kom til at le ganske overstadigt. «Og hvad ender det saa med? I heldigste Tilfælde, at de bliver lidt flittige, tager en Eksamen, gifter sig, render deres Forbindelser paa Dørene, indtil de faar noget, og siden fortæller Konen, saa længe hun gider høre det, og det gør hun længe, at hvis de ikke var bleven bundne til Forretninger og Forhold og Dit og Dat, saa var de bleven noget af det dygtigste og mærkeligste og mest revolutionerende paa Kloden».

Ix lo igen og tog en Slurk af sit Glas.

«Undskyld», afbrød han pludselig sig selv 100 alvorligt, «jeg blev en Smule ausgelassen! Men disse maskerede Nulliteter kildrer min komiske Sans. Særlig ved Tanken paa Modsætningen mellem dem og Mennesker med et ejendommeligt aandeligt Indhold». Han saà den anden med et ærbødigt Udtryk lige ind i Øjnene.

«Der er selvfølgelig den fyldigst mulige Udvikling Pligten fremfor alle andre,» fortsatte han.

Falk sagde ingenting, smed bare sin Cigarstump og saà frem for sig.

«Maa det være mig tilladt at fremkomme med et meget indiskret Spørgsmaal?» spurgte Ix efter en lille Pavse.

«To, om De vil», svarede Falk, lidt vel nonchalant i Tonen.

«Har De under Deres Udviklingsgang bestandig villet være Historiker?»

Falk vendte Øjnene lidt bort for det rappe Blik fra de lyse Øjne, der mødte ham.

«Jeg har læst Deres Skrifter paa den Maade, som den moderne Kritiker læser Bøger: bag dem for at finde Manden. De er Digter, Doktor Falk».

Falk blev rød i Kinderne: «Jeg havde tænkt 101 paa at ville blive det engang for mange Aar tilbage; men de Tider er forbi».

«Der tager De sikkert fejl. Der lever en Digter i de historiske Arbejder, jeg kender fra Deres Haand».

Falk saà igennem en Sky af Cigarrøg et Øjeblik paa den anden: «Fortæl mig, hvorledes De er kommen til den Opfattelse,» sagde han henkastende.

«Meget gerne, begyndte Ix øjeblikkelig.» Der er først den skønne Arkitektur i Deres Bøgers Anlæg, et saa sikkert Tegn paa æsthetisk Sans og Evne. Og gaa saa videre! Om det er en levende historisk Begivenhed, De skildrer, eller De vil karakterisere en social Bevægelse, eller De endelig trænger ind i Ejendommeligheden ved en Folkeskik, en Klædedragt, et kulturhistorisk interessant Redskab, overalt finder man baade den æsthetisk bevægede Stemning overfor Emnet og Sprogkunstnerens Evne til at genfremkalde den hos Læseren. Misforstaa mig ikke, kære Hr. Doktor; det er sandelig et videnskabelig skolet Skarpsind, som har bragt Stoffet til Veje, redet det ud og lagt det sindrigt for Dagen i sin 102 Sammenhæng; men Synet derpaa, for ikke at tale om Fremstillingen deraf, viser Dem som Verdenstilskueren og den ægte æsthetiske Feinschmecker. Al Historiens Udvikling og Strid gennem Lykke til Smerte og tilbage igen, den bliver for Dem Emnerne til en Æsthetikers inderlige Medfølelse og overlegne Ræsonneren; og selvfølgelig skrider De i Fremstillingen langt ud over almindelig Historieskrivnings Fremlæggelse af gennemarbejdet Materiale. De præsterer historisk Kunst i Ordets virkelige Forstand. Min ærbødige Kompliment!» Ix hævede sig i Sædet imod Falk.

Falk stirrede fraværende paa den anden; der havde grebet ham en Idéforbindelse fra forleden, ude paa Skodsborg, da Ix ogsaa saaledes hævede sig i Sædet og havde det samme Udtryk i Holdning og Mine . . Min Moders Smerte . . svævede det igennem Falks Erindring . . Historiens Smerte ... klang det igen i hans Ører ...

«Men er det nu ogsaa egentlig sandt, De siger?» udbrød han pludselig og med nogen Uvilje.

Ix betragtede ham smilende: «Hvorledes mener De, kære Doktor? Om det er sandt? Ja, De kan tro jeg føler hvor lykkelig sandt det er; 103 jeg maaske mere end mange andre. Husk paa, jeg er Æsthetiker, Æsthetiker paa en Hals. Derfor har vel ogsaa Deres inderste Ejendommelighed aabenbaret sig saa tydeligt for mig bagved Masken.»

Falk rømmede sig og bestilte en ny Absinth: «Noget er der naturligvis i hvad De siger, Doktor Ix. Jeg véd godt, at en hel Del i min videnskabelige Produktion er Omskrivning, det har jeg følt ret ofte, Omskrivning af gamle digteriske Drømme. Men det er godt, det blev saadan.»

«Resignation er aldrig god for den, som ikke hehøver den.»

«Hvem siger, at det er Resignation? Eller at den ikke var nødvendig! Jeg fik flyttet mig Livet noget mere paa Afstand. Og det har jeg befundet mig vel ved.»

«Men dog ikke været helt ud lykkelig, kære Doktor Falk.»

«Hvem er lykkelig?»

«Jeg tror: den, som ikke er flygtet paa et afgørende Punkt i sit Liv; jeg tror: den, som kan sige, at han virkelig har gjort alt, hvad der stod 104 i hans Magt for at udvikle sin aandelige Ejendommelighed, vel at mærke, naar han har nogen; jeg tror: den, som ikke har svigtet Idealet i sig selv — som de sagde i gamle Dage.»

«Talemaader, Talemaader, Doktor Ix,» sagde Falk hurtigt. «Alle disse digteriske Stemninger, anslaaede af Kvinder og endte i Selvbespejling, jeg er flygtet for dem. Det er et rigtigt Ord, De har brugt der. Og jeg er tyet ind til et Arbejde, for hvilket jeg ikke selv var Genstanden, men kun det skabende Værktøj. Jeg har fundet min Vellyst i at blive borte deri og egentlig talt føle, at jeg kun eksisterede deri. Naar et enkelt Arbejde var færdigt, saa et nyt fat!»

«Og ingen Længsel, Doktor Falk, imod disse Kvinder og Mennesker og det gamle Digterjeg?»

«Det var vel ikke godt, om man var uden Længsler!»

Ix slog ud med Haanden. «Jeg forsøger ikke paa at trænge videre. Her lod De den Bom falde ned imellem os, som jeg ikke har nogen Ret til at prøve paa at løfte. — For Resten er min Mening, rent praktisk taget, ikke den, at De bør opgive Deres Videnskab og blive Digter; det 105 vilde jeg have mig meget frabedt; men jeg mener, at De for Dem selv, og det vil jo atter sige for Deres Videnskab, vilde vinde meget ved at lade Digteren i Dem tale fuldt ud engang — bevares vel,» tilføjede han i en beroligende Tone, «vælg Deres Lejlighed, maaske i en Sommerferie, engang paa Landet, under skønne Kvinders Øjne. For De har da ikke ganske slaaet Haanden af de skønne Kvinder?»

Falk kom et Øjeblik til at tænke paa Mathilde, men straks efter blev det Margrete Holk ...

«Det vil en Mand som De netop godt vide,» blev Ix ved, «at det kunde blive skæbnesvangert for Deres Videnskab. Vi trænger til en stadig Fornyelse af vore Stemninger, hvor rigt vi saa ogsaa har levet; vort sjælelige Redskab maa bestandig skærpes. Hvor lange Pavser i vort Samliv med Mennesker vi end kan taale, ja endogsaa have godt af, det bør kun blive Pavser; ellers ender vi som videnskabelige Frimærkesamlere i egentlig og overført Forstand.»

«Det kan der være noget i,» sagde Falk, «og nu tager jeg ogsaa paa Landet, som De véd. — 106 Jeg vilde egentlig have gjort et videnskabeligt Arbejde færdigt; men det kunde maaske være rigtigt at lægge al den Slags paa Hylden i nogen Tid ...

« ... ja, og lade skønne Kvinder vække Digteren i Dem af Dvale» — tilføjede Ix.

107

Et Par Dage senere sad Frøken Margrete i sin Cottage og skrev til sin Ungdomsveninde Alette Bilsted.

«Kære Naade!

Maa jeg ønske dig og din Mand og Amtmand til Lykke med Kammerherren. Saa kan man da nu være fri for den pinlige Diskussion om, hvorvidt du som Amtmandinde allerede var Naade eller ikke. For det har været et yndet Emne hos Tante Sigfriede og andre Steder, og det har jo slet ikke hjulpet noget, at jeg har forsikret, fra jeg var ovre hos dig i din Residens, at det ikke engang faldt Venstreredaktøren ind andet end at kalde dig Naade allerede. Jeg hører Papa skelne mellem hvad der er Skik og Brug og hvad der officielt kan forsvares, og jeg kender som min egen Kjolelomme det, der følger efter, om at der 108 egentlig ikke er foreskrevet hvilke Damer der kan tituleres Naade, men at fra Kammerherreinde og opefter kalder de dem selv ved Hoffet Naader! For Resten Spøg til Side, saa er jeg virkelig glad paa dine og din Mands Vegne. Jeg véd, hvor inderlig den Titel vil glæde din gamle Moder, og hun har saa faa Glæder, efter at din Fader døde, og nu med det, at hun bliver saa tunghør, at hun slet ikke mere kan gaa i Butiker. Og saa er Uniformen jo ogsaa køn og vil rigtignok klæde Bilsted ganske anderledes end den kedelige Politibetjentdragt af en Amtmandsuniform. Og jeg véd jo fra vor Søofficersungdom, at en køn Uniform ikke er det, Alette sætter mindst Pris paa at se sit Toilette sammen med ved en festlig Lejlighed. Skulde Bilsted se dette Brev, kan du jo sige ham, at jeg tænker paa din gamle Kommandøronkel Wolle, naar han førte dig ind i Balsalen hos Ribers. — Naa, at have en Mand, der tager sig rigtig storartet godt ud, maa jo ikke være det værste, i det hele taget, Alette, hvor du maa være tilfreds og lykkelig og glad ved Livet! Du har faaet Bilsted frem, fra da han sad i Faders Kontor, og nu har han naaet alt hvad han ønskede sig her i Verden og som han

        

109 har snakket om, lige fra han var Dreng. I har haft det godt sammen alle Tider, og om ogsaa du har kedet dig derovre i den Provins, tror du egentlig tilsidst, du har mærket det? Du har dog alligevel været helt optaget af ham og det altsammen, og saa har I jo været saa fine, og nu er I endnu mere fine, og Folk vil blive endnu mere beærede af Eder. Aa, Gud give, jeg havde noget, der fyldte mit Sind saadan som det, noget jeg kunde tro paa saa trygt og sikkert og se Fremtiden i Møde med saadan en Glæde ....»

Her standsede Margrete et Øjeblik. Hvad var det for et Følelsesudbrud! Og overfor Alette, som hun nu kun skrev til ved Fødselsdag og Nytaar!

Men Margrete jog disse Tanker væk og skrev videre med stor Hast, som om hun var bange for at slippe ud af det, hun var inde paa, og vilde indhente den lille Smule spildte Tid ...

«. . . jeg tror, at jeg rejser snart en Vinter til Udlandet igen, til Paris eller Rom, som jeg egentlig holder saa meget af, fra dengang vi morede os dernede saa storartet som ganske unge. De præker det ogsaa stadig for mig, Herrerne, som kommer hjemme, saa skal den ene til Paris og 110 den anden til Italien; jeg har jo nemlig noget Kunstnerhof endnu, omgiver mig med Kunst og Videnskab, som Adolf kalder det. De er alligevel som Omgang morsommere og rejser saadan mere langvarigt paa deres Stipendier og Understøttelser end vore Folk; man maa indrømme det. Som nu Johan, der har været ved Gesandtskaber i den halve Verden, og han er paa ingen Maade dum, men de tænker paa helt andre Ting, imedens de er der, tror jeg. Og de andre fortæller og snakker meget bedre som Regel, eller ogsaa sidder de bare og ser paa en ganske anderledes dejligt. Du kender ikke min sidste Akkvisition, han hedder Doktor Falk, ikke Menneskedoktor, men i Filosofi, det vil sige Historie. Har I ikke haft nogle af hans Bøger om gamle Potter og Pander i Eders Læsetasker derovre, for de store faar I naturligvis ikke! Men han er, som vi sagde i gamle Dage, mærkelig, har brillante Øjne og en god Stemme, taler dæmpet og somme Tider saa ligefrem, at man kan faa helt Hjertebanken af det, men altid lige belevent.

Det er det frygtelige med disse Kunstnere og lignende, og saadan en Filosofidoktor med den Slags Historie, det er ogsaa saadan en

        

111 Halvkunstner, at de er ikke altid lige præsentable, har ikke Manerer og — véd du noget værre, end naar simple Mænd bliver forelskede! Gud, det er ligesom man saa ind i Abeburet i zoologisk! Men han har Opdragelse og er for Resten, tror jeg, endnu ikke forelsket. Der er noget ved den Mand, som tiltrækker. Man er ikke færdig med ham saadan i en Hastighed, og man er ikke sikker paa ham. Det skulde ikke undre mig, om han en skønne Dag gjorde Afskedsvisit og rejste og kom hjem og blev borte fra en, men saa en anden skønne Dag, naar det passede ham, viste sig paa Skuepladsen igen med en eller anden beleven Undskyldning og for Resten gav sig til at passiare, som om der ikke havde været det allermindste i, at han var bleven saa længe borte. Naa, det havde der jo for den Sags Skyld heller ikke været, han skylder ikke mig noget, og jeg ikke ham noget, det er for saa vidt det behagelige; men uh nej, i Længden bliver der alligevel lidt kedsommeligt herhjemme. Og jeg rejser ogsaa til Efteraaret, jeg længes saa frygteligt efter noget rigtig god Musik, hos Frøken Rode og Fru Helsing gør vi jo rigtignok megen

        

112 god Musik, som Kapelmesteren siger, og du kan tro, det er ikke Smaating, vi indstuderer. Og vi har haft fremmede Celebriteter heroppe, der har været helt bagover af Forbavselse over det, vi havde faaet ud af vore Sange og Kammermusik og al den rigtig moderne Klavermusik, der er saadan som vi rigtignok ikke drømte om Klavermusik i vore unge Dage. Men alligevel, jeg trænger til at høre noget ud over det, som vi med vore Midler kan stille paa Benene; Bayreuth-Opførelserne i Sommer kommer jeg nu ikke til, men Kapelmesteren skaffer mig Planerne for flere af de store Operascener og Musikforeninger i Udlandet nu til Vinter, og det er muligt, jeg kommer til at vælge Berlin, til at begynde med i hvert Fald. Paris knytter der sig nu saa mange Minder til for mig, fra da jeg lærte at synge derovre, jeg kan blive helt varm i mit Hoved, bare jeg hører den Bys Navn; jeg har tænkt saa meget paa den i den sidste Tid; der var en tysk Doktor Ix hos os forleden, vi talte for Resten ikke om Paris eller Musik, jeg vilde slet ikke spille for ham; men alligevel, jeg tror, vi talte om hvad man havde Interesse for eller Lidenskab for eller

        

113 saadan noget lignende, og bagefter kom jeg saa meget til at tænke paa gamle Dage og Paris og alle mine Planer fra den Tid. Eller rettere sagt, jeg havde vel ingen bestemte Planer, men bare Stemning og Livsglæde og Lyst og Mod og Haab? Eller beholdt jeg Planerne ganske hemmelig for mig selv? Kan du ikke huske det? Talte jeg til dig om det? Nærede jeg virkelig saadanne rigtige, bestemte Planer ....

Margrete standsede og skød Papiret lidt fra sig. Nu gik det for vidt; hun sad jo her og gik rent ud sagt lidt fra Forstanden paa sine gamle Dage. Gud véd, hvad Alette Bilsted vilde have tænkt, om hun havde faaet det Brev! Hun kunde jo da ikke have gjort andet end sige til Amtmanden — om Forladelse, Kammerherren — sit bekendte: «Bilsted, nu spørger jeg dig!»

— Og Margrete vilde selv heller ikke se alt dette Vrøvleri, op ad Vægge og ned ad Stolper, for sine Øjne mere .... Hun lige kastede et Blik hen over den sidste Side: Nej; det skulde man ikke have noget af! — Frøken Holk rev Brevet i Stumper og Stykker, sad et lille Øjeblik og tog saa en elegant Karton med Kort og Konvoluter.

114

Derpaa skrev hun:

Kæreste Alette!

Hjertelig Tak for den venlige Hilsen igennem din Broder, Kaptajnen, der gjorde os Visit herude og fortalte saa meget interessant om sit Ophold ovre hos Eder, Middagen for Amtsraadet, Fisketurene med din Mand og saa videre i en Uendelighed. Og min oprigtige Lykønskning til den Kammerherretitel, som vi af Berlingske i Gaar Aftes saà, at Bilsted har faaet. Fader skriver selv og gratulerer; men jeg vilde dog være den, første til at lykønske Kammerherreinden til «Naaden.» Jeg glæder mig meget til at se dig ved din vante Efteraarstur til Hovedstaden og vil da sikkert have en Mængde at fortælle dig om fælles Bekendte, men for Øjeblikket synes jeg, at jeg er ganske blank; du véd, at Sommervarme og Landophold ikke er særlig gavnlige for Hukommelsen. — Iøvrigt er alt ved det gode gamle. Hvis du med vor salig Balkavaler Becks uforgængelige Vittighed vilde sanke glødende Kul paa mit endnu ikke skaldede Hoved, skulde du skrive mig et rigtig langt og interessant Brev til om alt hvad der er foregaaet 115 i Amtet, og du véd, at selv et noget mindre vilde blive modtaget med den største Glæde af din

Maggie.

Da Margrete lagde den lille Rillet i Konvoluten og samtidig kom til at se hen til Papirkurven med Stumperne fra før, der var kastede deri, var hun lige ved at rive ogsaa den sidste lille Skrivelse i Tu.

Var den hende ikke modbydelig, denne Dobbelthed ! Dette, som hun maatte vise frem overfor Mennesker, og saa de Tanker og Ideer og Stemninger, som ingen dødelig maatte ane, og hun selv knap engang turde tænke paa ....

Hun stod lidt med den chamois Billet i Haanden, saa kom der et Smil langsomt frem om hendes Læber: Begyndte man at blive gammel Jomfru, lidt hysterisk? Og skulde man til at miste den smilende Ro, som var ens castle? Hvad kom hendes mulige indre Rørelser fremmede ved, som havde nok at tage Vare paa deres eget og kun Nysgerrighed tilovers for andre; selv de bedste af dem. Og saa var det jo tilmed nogle ganske uklare Ideer alle til Hobe, som hun nok skulde faa Bugt med; det skulde være sikkert!

Frøkenen satte Frimærke paa Brevet med et 116 lille Smeld og gik ind for at klæde sig paa til Middag, som hun skulde spise ude.

— — Da Margrete og hendes Fader kom hjem om Aftenen, laa der Brev fra Falk med en Besked til Konferensraaden.

«Og saa skriver han videre, skal du høre, Maggie, at nu, da Bibliotheket er lukket, lader han Arbejde være Arbejde og tager straks paa Landet. Han flytter ud i Morgen ..»

«Aa,» sagde Froken Margrete, «han kommer, som var han kaldet ..»

«.. som der staar om Jeronimus hos Holberg,» tilføjede Konferensraaden.

117

ANDEN DEL

118

        

119

Og saa siger De, her ikke er skønt i Danmark!» sagde Frøken Margrete til Kapelmester Bendtsen, — hun gjorde en triumferende Bevægelse ud imod Sundet, som om det var hende, der trak et Tæppe fra for al dets Skønhed.

De stod i Villa Havbliks Have oppe paa Toppen af Skrænten, hvor der var ryddet Udsigt fri imellem høje Bøge. Nedenunder, paa Stranden, gik en Del af de øvrige Middagsfremmede hos Konferensraaden og spadserede i lyse Dametoiletter og sorte Herrekjoler, Herrerne røg Cigarer efter Kaffen.

Margrete kastede et hurtigt Blik ned efter:

«Aa, Kapelmester, kald paa Doktor Falk og Doktor Ix; der er virkelig ingen Mening i, at de skal holde sig for sig selv og spadsere rundt i Haven og passiare».

120

Kapelmesteren satte Haanden om Munden og raabte; der blev svaret noget et Stykke borte.

«Og skam Dem saa endnu en Gang over deres mangelfulde Skønhedssans, » sagde Margrete og satte sig, — «nej, jeg be'r Dem, bliv ikke staaende op for at protestere; sæt Dem, sæt Dem!»

«Ja, men jeg maa virkelig protestere. Jeg mente kun ved Bordet, at dette brillante, storartede Norge ... De har aldrig været der, Frøken Holk ... »

«Det kunde aldrig falde mig ind at rejse i saadan et Parvenuland, taktløst Land ... »

«Jamen Naturen ... »

«Aa, den er ogsaa med disse brutale Virkninger ud over Masser af Kvadratmile ... og himmelhøje Fjælde, der løber lige ned i skinnende grønt Vand, saa de spejler sig endnu en Gang saa høje. Det er utrolig karakteristisk, at det er denne Rejsekejser, som farter om derovre. Nej, vores kære afdøde Kejser nede i Fredensborg, han forstod det rigtignok bedre; han kom hvert Aar ganske stille og rolig tilbage til denne Marmorhave og Pavillonerne ved Søen og den fornemme Lindepark, som løber ud i Danmarks vemodigste Skove ... »

121

«De ser helt begejstret ud, Frøken, ved Tanken paa al den Fornemhed!»

«Ja, ved De, jeg holder nu engang af denne fyrstelige Familie med Børnevrimlen over alle Throner ... Har De aldrig set mit Billede, jeg har deroppe, det bedste, der er taget af dem allesammen ... hele dette Mylder af fine krøllede Smaabørn, de virker som de lækreste Kattekillinger, kongelige Kattekillinger! ... »

Kapelmesteren saa med et dvælende Smil paa Frøken Margrete:

«Er det sandt, Frøken, at Deres gamle Tante Siegfride, som kender de kongelige saa godt og har kendt dem fra smaa, at hun altid kalder Prinsesse Thyra Dronningen af Hannover, hun anerkender ikke Preussens Brud paa den legitime Arvefølge. Det siger Deres Fætter Adolf i hvert Fald.»

«Siger Adolf det? Ja, jeg tror for Resten, han har Ret.» Margrete maatte le: «Men det er nu det samme; jeg sympathiserer med Tante Frides Latterlighed. Der er i det hele taget saa uhyre megen Latterlighed, jeg sympathiserer med, fordi den tiltaler mine Følelser. Og jeg elsker Legitimitet og ... saadan ... uafbrudt 122 Udvikling og Orden og Fornemhed ... Mennesker, som ikke alle og enhver kan løbe paa Ærmet ... Og jeg ligefrem hader Snobber! Hvis jeg maatte raade i Selskabet, saa skulde Folk holde sig ganske anderledes til deres egne ... »

Man hørte Ix' og Falks Stemmer, som de kom skridende op ad Højen til Udsigtspladsen.

«Og skulde saa ogsaa vi stakkels Kunstnere henvises til hinanden indbyrdes?» fik Kapelmesteren netop Tid til noget følsomt at bemærke.

«Nej, De véd, Kunsten synger for høj og for lav ... Værsaaartig Doktor Lx og Doktor Falk, her er Plads til flere!»

«Jeg opfangede en lille Replik paa Vejen,» sagde Ix, «om Kunstens formentlig demokratiske Karakter ... »

Men Margrete slog ud med Haanden:

«Vi vil ikke tale om Kunst, Doktor Ix, vi vil bare nyde Livet og Køligheden og alt dette skønne, der ikke er bleven til det mindste Kunst.»

Falk skottede fra Siden af hen paa hende, saa meget som han turde, for hun saá lynsnart, og engang havde hun sagt til ham: «Lad være 123 med at stirre paa mig, det er der saa mange, der gør.»

Hun saá fortrinligt ud i en mat, hvad Crêpe Kjole med et glinsende Silkemønster og store brusende, brandgule Pufærmer; brandgul var ogsaa den fyldige Pibe omkring Halsen; og de skingrende Farver gjorde hendes blonde Haar og skære Teint endnu mere lysende.

Samtalen kom ind paa, om man engang skulde tage en Tur sammen over til Hveen.

«Der vilde jeg ikke være mcd,» sagde Margrete.

«Frøkenen taaler maaske ikke Søen? » spurgte Ix.

«Det gør jeg heller ikke, men det er ikke derfor ... »

«Og man tør ikke spørge om den hemmelige Grund?»

Hun saá lidt trodsigt paa ham:

«Naar De endelig vil vide det, saa brød jeg mig da ikke om at have været paa de Skrænter, som jeg ser ligge saa dejligt herovre fra om Aftenen.»

«Jeg tænkte mig i Øjeblikket ikke, at Frøkenen følte saa romantisk.»

«Og det skal De saamænd heller ikke tænke 124 for det, Doktor; det slap mig bare saadan ud af Munden.»

Ix smilede.

«Faa mig nu ikke til at afsky Dem, fordi De bliver ved at minde mig om en Dumhed! Det er uædelt overfor en Dame.»

«Jamen hvorfor skulde det egentlig være en Dumhed?» spurgte Falk.

«Det vilde jeg rigtignok ogsaa gerne vide,» faldt Kapelmesteren ind, men i det samme kom han til at se imellem Buskadset ned i Haven. «Aa, der kommer nogen herop,» sagde han ærgerlig. — «Det er Jægermester Bracke.»

Margrete slog sin Vifte sammen: «Bilder De Dem for Resten ind, alle Herrerne, at vi kan blive siddende heroppe i Kompagni ligesom andre Studenter; vi maa virkelig ned til de ældre og de andre; husk paa, jeg er Værtinde!»

Herrerne kastede et langt Blik ned mod Stranden; Margrete smilede:

«Vil De forfærdelig nødig? Vilde De ganske grusom gerne blive siddende heroppe lidt endnu og ryge, paa rigtig Mandfolkemanér, ja, for jeg skal ned ... »

125

I det samme stod Jægermesteren foran Selskabet: «Man forstyrrer forhaabentlig ikke ... »

« ... vor lille tête à tête en quatre, » fortsatte Margrete; «paa ingen Maade! Tværtimod, kære Hr. Jægermester, De kommer som en Engel fra Himlen. Jeg véd, at Galanteriet har sin sidste virkelige Ridder i Dem; vil De maasl æ nu følge mig ned paa Stranden, til mine Pligter, siden ingen af disse filosoferende gentlemen er at bevæge til det.»

«Men Gudbevares, Frøken,» protesterede de alle tre og lettede halvt paa sig.

«Nej, nej, om jeg tør bede» —Jægermesteren traadte galant til Side for Frøkenen — «mig tilkommer Førsteretten.» Og han steg med hende ned den samme Vej, som han var kommen fra.

«Det gjorde Frøken Holk virkelig overmaade behændigt,» bemærkede Ix, da Margretes og Jægermesterens Stemmer havde tabt sig.

«Pokkers gratiøst, uforskammet, vittigt, overlegent,» sagde Falk, der var helt begejstret af Vin og Velvære. «Regerende Kvinde af Guds Naade!»

126

«Bravo!» sagde Kapelmesteren.

«Og hun vil aldrig tage nogen op paa Thronen ved sin Side?» spurgte Ix.

«Oui vivra, verra!»

Kapelmesteren pustede nogle vældige Røgskyer fra sig: «Jeg gad vide, hvad det bliver for en eller anden stormægtig Person .... saa hun faar en endnu større Kreds at regere med .... »

«Ja,» sagde Ix og kradsede med Støvlehælen mod Jorden, «hvis der nu ikke skulde skjule sig en lille Romantiker i denne Herskerinde. Saá vi ikke ligesom et Kig bag en Maske før, da Frøkenen nævnede de fjerne Skrænter? ... »

Men Kapelmesteren var allerede inde paa at tale med Falk om Frøken Margretes Musik, som Ix jo endnu aldrig havde hørt: «Men De kender den, Doktor Falk, og De vil give mig Ret i, at der er Stcmmemidler, fortrinlige og udmærket skolede, rigtig grundigt, pligtmæssigt skolede ... og musikalsk Talent, det lader der sig jo slet ikke disputere om; men alligevel kan hun somme Tider synge ganske umuligt. Det er ligesom Malerne, der kommer herud: de kan være vildt begejstrede over som hun stiller Farver sammen i sine Dragter og øser et Middagsbord over med 127 Blomster og arrangerer og dekorerer i Stuerne med alle mulige Ting; men paa en Gang er der et eller andet i det hele, saa de bliver helt fortvivlede. Jeg har hørt Ask jamre sig over ubegribelig Mangel paa Smag ved Siden af den fineste Smag, og jeg véd ikke alt det ... Men hun hører blot bestandigt smilende paa dem og siger, som sandt er, at det var nu tilfældigvis faldet hende saadan ind, hun tænkte saamænd ikke saa nøje over det, men hun havde netop haft det eller det ved Haanden, hun kunde dejligt sætte noget andet i Stedet ... Og en, to, tre forandrer hun Tingene, saa der kommer noget saa brillant ud af det, som man aldrig havde drømt om. — Og se, nu har vi gjort saa megen Musik sammen, som vi kalder det, men jeg forsikrer Dem for, hun kan gribe fejl i Opfattelsen, saa al kunstnerisk Smag maa blive oprørt, og saa til andre Tider faar hun noget ud af Musik, noget, der overgaar al Kunst, synes jeg —»

Ix havde set mod Jorden under Kapelmesterens lange Udvikling, nu saa han op: «Jamen er det ikke alle Dilettanters Svaghed og Styrke, at de stundom slumper til en betagende naiv

        

128 Virkning, som den ægte Kunstner med fuldendt Teknik ikke kan eftergøre?»

«Nej, nej, nej, Doktor Ix, det er skam Pokker ikke naivt, det, hun gør, og hun har tværtimod en udmærket, artistisk Teknik. Men naturligvis ligger det brillante i, at hun ikke er Kunstner; Gudskelov!»

«Det var egentlig en underlig Bemærkning i en Kunstners Mund,» mente Falk; men Kapelmesteren gjorde nogle store, afværgende Bevægelser med begge Hænder. «Aa, De maa ikke kræve mig til Regnskab, hører De, for naturligvis kan jeg ikke forsvare hvad jeg siger. Det er vel ogsaa nok noget Vrøvl, naar man saadan vil gaa det paa Klingen; men kender De ikke det, at jo ældre man bliver, jo daarligere kan man snakke om Kunst; jeg løber mig da altid fast i de frygteligste Modsigelser. Da man var tyve Aar, var det noget andet; sikke Theorier man havde dengang! Aa, det var i Grunden dejligt! Men det er vel det, at man bliver mere alsidig med Aarene eller hvad man skal kalde det. —»

«Og driver sin Alsidighed saa vidt, at man naar helt udenfor Kunsten med,» bemærkede Ix.

«Ja, det kan saamænd gerne være, naar det 129 kommer til Stykket. Men hør, mine Herrer, skal vi ikke give Frøken Holk Ret fra før, at her er alt for kønt, til at man skal sidde og snakke om Kunst.»

«Og jeg tror for Resten ogsaa,» indskød Falk, «at der begynder at blive tomt paa Stranden, saa det vist er bedst, vi ser at komme ned.»

«Ellers kunde nemt den regerende blive os unaadig, Doktor Falk,» sagde Kapelmesteren.

De gik ned ad Højen, Kapelmesteren var forrest.

Ix nikkede hen imod Bendtsens høje, noget dukkede Skikkelse: «Ballon captif!» hviskede han. —

Nede i Haven saàs Konferensraaden gaa om blandt alle sine Gæster i et ypperligt Humør.

Det slog Falk i Forbigaaende, saa meget Datteren egentlig lignede den gamle Herre, der bar det hvide Skjortebryst og sin lille, kokette, spraglede Ordensroset med fortrinlig Holdning.

For Resten vandrede Falk lidt fra den ene til den anden og snakkede om alt muligt, som han bagefter havde glemt. Han talte med den 130 gamle Oberst Thune og Frue, der ejede en Villa i Nærheden, og med Konsul West fra Badehotellet og Fabrikejer Haagensen oppe fra den store Villa «Skovly». Hyppigt søgte hans Øjne Margrete, men fandt hende stadig optaget af at underholde ældre Damer. Først langt ud paa Aftenen lykkedes det ham at træffe hende i et gunstigt Øjeblik.

«Jeg troede, De i Dag vilde have sunget et eller andet straalende, blændende, skinnende for os, som havde passet til den brillante Dragt, De har paa, Frøken Holk.»

Margrete ligesom kastede et flygtigt Blik ned ad sig, saa sagde hun med et lille Smil: «Ja, og Kapelmesteren vilde nu have haft Massenets April-Serenade; den maatte have kunnet passe til saa glad jeg var i Dag, mente han. Men jeg foretrækker baade Dragten og Glæden uden Musik; jeg er i det hele taget for Tiden slet ikke oplagt til at synge. Saa skal De ogsaa huske paa, det er ikke et af mine egne Selskaber til min og mine Venners Ære, det er Papas — jeg har troligt hele Tiden konverseret de ældre og været hensynsfuld og underholdende, nu burde 131 De holde mig skadesløs de faa Minuter, jeg tør ofre paa Dem.»

«Kapelmesteren har Ret,» sagde Falk og kunde ikke faa sine Øjne fra hende. «Jeg har sjælden set Dem saa glad som i Dag.»

Margrete gjorde et lille, utaalmodigt Kast: «Hvorfor skal vi nu til at snakke om mig? De véd, jeg kan ikke udstaa det. Og saa fordi jeg er glad! Det er jeg da virkelig altid, naar jeg har Mennesker omkring mig, som befinder sig vel og er lidt glade selv. Og naar jeg tilmed er Værtinde paa Papas Vegne, og det altsammen gaar pænt, og Folk er tilfredse, hver paa sin Manér ... Begriber De da slet ikke saadan noget?»

«Jo, det begriber jeg saa udmærket godt; jeg kender jo Frøken Margrete Holks Kærlighed til Mennesker.»

«Jamen begriber De det ikke selv? — Og hvorfor smiler De nu? Hører De, De maa ikke le af, at jeg er glad og holder af Mennesker. Ellers var der da ikke til at leve her paa Jorden ... »

«Jeg ler sandelig heller ikke, Frøken; jeg 132 forsikrer Dem for i fuldt Alvor, at jeg beundrer al Deres Livsglæde og Menneskekærlighed ... »

«Og De vilde kun kunne glæde mig, Doktor Falk, ved at finde begge Dele ganske naturligt,» sagde Margrete hurtigt.

I det samme saàs Husjomfruen paa nogen Afstand. Frøken Holk brod af: «Undskyld, men der er Værtindepligter, som kalder mig.» —

Da Margrete hurtigt gik igennem Spisestuen, traf hun sin Fætter Adolf, Protokolsekretæren, der studerede Kobberstik paa Væggene. Han vendte sig og pegede ud imod Gæsterne, der i smaa Grupper var spredte over Haven: «Det er jo det rene Sommertivoli ... »

«Naa, lille Adolf, ved Papas Sommermiddage maa han virkelig have Lov til at praktisere den Leutseligkeit, som han altid har fundet hørte med til Fornemhed; i København skal jeg nok holde paa Traditionerne fra Moders Tid.»

«Jeg hader at være sammen med andre end min egen Klike,» sagde Adolf tvært. «Hvad er det nu for to, de nye, du har faaet i Voliere?»

«Fy, skam dig at sige saadan noget!»

«Han, Historikeren, hvad er det, han hedder?»

133

«Det véd du jo saa udmærket godt. Du kender ham da fra i Vinter ... »

«En Gang op ad en Kakkelovn, i en frygtelig Varme ... »

«Har du ikke talt med Tyskeren, Doktor Ix?»

«Jeg snakker af Princip aldrig med Tyskere. Jeg er altid bange for, at de lige med et skal begynde at stange Tænder.»

«Aa, du er uudholdelig i Aften; jeg opgiver dig — — Falk syntes du jo dog i Vinter saa godt om; kan du ikke huske det?»

«Det maa jeg have sagt for at indsmigre mig hos dig.»

«Nu gaar jeg» — — Og Frøken Margrete forsvandt for at give sine Ordrer til Jomfruen.

Da Falk og Ix fulgtes ad fra Konferensraadens, gik de en lille Tid tavse ved Siden af hinanden.

«Kapelmesteren bliver næppe den, der fører Frøken Margrete hjem,» sagde saa Ix.

«Nej—ej!» kom det overlegent fra Falk. Aldrig havde Margrete virket med saa megen Stemning paa ham som i Aften, mest naar han just 134 ikke talte med hende, kun saà hende gaa med opløftet Hoved blandt de andre, mens Klangen af hendes Ord eller maaske snarere af det, der laa bagved dem, lød igen i hans Ører.

«Den Kvinde afvæbner ens Kritik,» sagde han lidt efter, «eller rettere sagt, man faar Lyst til at opgive al Kritik og bare lade hende virke paa sig.»

«Et fortræffeligt Symptom,» bemærkede Ix, «De er ved at blive forelsket, kære Doktor. — Ja, Kvinder er dog Livets skønneste Symbol, den mest henrivende Maske for Mandens største legemlige og aandelige Kraftudfoldelse. Giv din Lidenskab et Svip af Svøben, og du kommer i Kog for hende; vis klogt Maadehold i din Passion, og du er ærbødig og skaanende øm overfor hende; kæmp din Titankamp mod det uopnaaelige, den, som lærer dig dine Kræfter at kende, og du forsøger paa at sammensmelte dit Væsen med hende! Hvem vilde vel saa ogsaa kunne faa mere ud af en Kvinde end De, Hr. Doktor, De, som kan drappere Deres Følelse i Digterillusionernes Pupurkaabe!»

Falk var ved at ønske den anden Fanden i Vold med samt hans Tirader.

135

«Drikker De et Glas Øl med oppe paa Hotellet?» spurgte Ix.

«Nej Tak, jeg gaar tidligt i Seng!» Og Falk standsede ved sin Laage.

«Es sucht die Liebe Einsamkeit,» citerede Ix med et Smil. Falk smilede igen, men havde haft mest Lyst til at sporge ham, med hvad Ret han egentlig blandede sig saa meget i hans Anliggender.

Da han var kommen ned i Haven, blev han staaende og ventede under det store Valnøddetræ, indtil Ix maatte være kommen tilstrækkelig langt bort, saa listede han ud igen i den modsatte Retning, ned ad Strandvejen.

Denne Ix havde en forbistret Evne til at gøre naturlige Ting kunstige for en, og det tilmed ved tilsyneladende at ville gøre dem saa klare. Hvad var vel rimeligere, end at man havde sine Længsler, ja, netop Længsler, som han jo havde talt om til Ix allerede inde i København ... og de søgte ind til Frøken Margrete — hun, som ogsaa kendte Længsler, naar hun om Aftenen saá over mod de fjerne Skrænter ... Han, Falk, kunde maaske blive den, som førte hende derop?!

136

Han gik ad en af Laagerne ind i Dyrehaven og drejede Nord paa.

Heinrich, Heinrich, du wirst sentimentalisch! — Men hvad gjorde saa ogsaa det? Hvorfor ikke blive sentimental r Nu var det snart flere Aar, siden han havde været lidt sentimental overfor en Kvinde, saa egentlig dumt udelukkende havde han arbejdet for sit Fag og sin Ærgærrighed. Ix havde Ret, man burde ikke uddø fra Livet og fra de skønne Kvinder nu, da man mødte dem, uden at alle ens Tanker gik helt op i dem, og al ens Tid blev ødet paa dem, saaledes som Tilfældet havde været i de ganske unge Aar, Galningeaarene, som Falk længe havde kunnet mærke baade i Sind og i Ryg ... Det var, som han havde sagt, den anden, en Pavse havde været nødvendig, men den maatte ikke vare for længe, saa Alderen en skønne Dag kigede en over Skulderen ned i Bogen.

Men som Falk skridtede hen ad Stierne i Skoven med Tankerne lyst bevægede af Smaamind erom Margrete, følte han sig saa ung endnu, at han kunde have sunget af fuld Hals en af de gamle Viser om stærke Arme og bløde Favntag og Styren fremad mod Maal i det fjerne ... 137 jo, jo, han kunde blive forelsket endnu en Gang i sit Liv, og det for Alvor ... i Margrete, der var helt anderledes end alle hans Ungdoms Kvinder, de, som havde været lidt smægtende og tilbedende, og hun var straalende overlegen ... og saa dog stundom netop med Overgange ligesom en lille Pige ... Som nu i Aften Tonefaldet, da hun bebrejdede ham, at han lo ad hendes Menneskekærlighed ... som om det havde været et kært, yndigt Legetøj, han holdt op i Vejret og lod, som om han vilde lade falde mod Gulvet ... Der var et Spil over den Kvinde af noget bag det ydre, der ikke rigtig var til at faa fat paa, men som lokkede og drog og maatte kunne aabenbare sig i Herlighed for den, der ... — Oui vivra, verra! Han vilde leve, og han kunde komme til at skue ...

Livsglæde var hendes Parole ... Falk havde ikke i lange Aar følt den strømme gennem sin Sjæl med en saadan Kraft som i Aften ... nu befandt han sig ogsaa rent fysisk saa glimrende vel, følte rigtig det, som Ix kaldte for Stofskiftets Poesi, synge i sig ...

Falk tændte en Cigar og kom ud paa Strandvejen Nord for Skodsborg; han nynnede og gik 138 rask, kunde godt være bleven ved at gaa, om det skulde have været Mile. Men det var vel bedst at vende tilbage, og han drejede da og-saa om.

Da han nærmede sig Skodsborg Badehotel, saa han allerede paa lang Afstand et enligt Lys kaste sit Skær helt ud paa Vandet. Idet Hotellet laa for ham, maatte han med et staa stille.

Det var Ix, som sad ved en Lampe paa sin Balkon og skrev og skrev. Hvad mon det Menneske sad og skrev?

Falk var ved at give sig til at raabe hans Navn op til ham. Men han tog sig i det. Der havde grebet ham en ganske nervøs Frygt for at høre Bygningerne, han stod foran, kaste Navnet med hans egen Stemme tilbage til ham i den stille Nat.

139

En Formiddag gik Margrete og Falk Tur op igennem Skoven.

«Kender De det,» spurgte Margrete, «med at man falder ned i en gammel dansk Læsebog?»

«Ja, jeg véd ikke rigtig, hvad De mener ... »

«Jo, nu forleden havde Doktor Ix hjemme hos Papa faaet ledt nogle gamle Bøger frem fra en Reol paa Loftet, og der var ganske tilfældigt saadan en Anthologi, jeg havde faaet som ung Pige ... Kan De huske Carl Baggers Digt om Paganinis Violin?»

«Jo, jeg tror nok. Er det ikke om Kunstneren, som for at faa Klang i sit Instrument holder det til sin døende Moders Læber?»

«Aa, jeg kom helt til at ryste, da jeg læste det igen: Glædedrukken, ej forfærdet — Nicolo paa Liget saà, staar der. Tror De virkelig, en Kunstner kunde være saa grusom?»

140

«Det var vel nok tænkeligt.»

«Vist ikke nu til Dags,» kom det, saa ganske naivt i Klangen, at det gav et helt lille Ryk i Falk. Han saà smilende paa hende: «Mente De virkelig det, Frøken?»

«Ja, hvorfor skulde jeg ikke mene det?» sagde Margrete, først ganske forbavset; men saa fulgte der et Øjeblik efter, irriteret: «De er da ogsaa et underligt Menneske at tale med.»

Hun gik lidt og tav; Falk lod med Vilje være at forstyrre hende.

«Skal jeg sige Dem noget, Doktor Falk,» sagde hun saa med ganske forandret Tone, «De skulde vænne Dem af med dette evigt at spørge. Naar De ikke kan forstaa med det samme, maa De resignere. Jeg begriber i det hele taget ikke, hvad Mennesker skal vide saa forfærdelig meget om hinanden for.»

«Det er nu engang, Frøken, en forbistret Gave, vi Mennesker har af Naturen, den, at vi saa gerne vil spørge.»

«Langtfra alle Mennesker, tror jeg; Kapelmesteren, han bare spiller og synger og morer sig og keder sig og lever Livet sammen med andre Mennesker, som det falder.»

141

«Jamen saa kan De tro, han spørger sig selv dygtigt, naar han er alene; han har da ogsaa til mig adskillige Gange, naar vi gik hjem fra Dem, udgydt sig om kunstneriske Tvivl og om sig selvog Menneskelivet i det hele taget.»

«Nej, tænk! Det har han virkelig forskaanet mig for,» sagde Margrete med en helt blød Klang i Stemmen.

«Og det er jo da ogsaa dertil, vi er Mennesker med Bevidsthed, at vi kan leve og gruble over vort Liv,» blev Falk ved.

Margrete sagde ikke noget; det egentlig irriterede hende, at Falks Ord gled helt ud for hende, men hun kunde ikke faa sine Tanker fra Kapelmesteren, og om han virkelig skulde være en anden end den altid redebonne, musikglade Mand, som hun kendte ham for: taknemlig, naar han forlod hende, glad, naar han kom tilbage — Tilbederen indtil Tidernes Ende havde Adolf kaldt ham. — — Saa meget som de havde snakket om Musik og Kunst og hans forskellige Planer, skulde der virkelig være Grublerier, Spekulationer og al den Slags bagved det, noget, som han saa kønt holdt hende udenfor? ...

Margrete hørte nu alt det, Falk gik ved Siden 142 af hende og fortalte, kun som en ensformigt fortsat Mumlen; om de havde gaaet længe eller maaske kun nogle Øjeblikke var hende ganske uklart; men da de drejede om ved et lille Vand i Skoven, standsede hun uvilkaarligt og saà op paa ham.

«Jamen er det ikke sandt?» sagde Falk med et lidt velvilligt Slutningstonefald i Stemmen.

Hun stirrede adspredt ind i hans Blik og følte sig helt træt.

«Skal vi egentlig gaa videre?» spurgte hun.

«Men, Frøken, De sagde jo, De vilde gaa en mægtig lang Tur ... »

Hun drejede sig rask fra ham: «Naa, men lad os saa gaa hurtigt, gesvindt, ned mod Ellemosen ... og helt ud i den ... denne Vej!» Og hun var allerede i Gang, foran ham, paa Stien.

Hun talte, medens hun gik, frem for sig, ud i Luften: «Jeg vil helt ud til alt det skinnende, gnistrende Vand derude ... Kender De noget Sted, hvor Solen bager saadan som dér? ... Og denne fugtige, krydrede Lugt af disse røde Blomster, jeg véd ikke hvad hedder, og af Jorden ... » Hun talte hurtigt .... «Saa er der ogsaa de tynde, blanke Guldsmedde, der svirrer igennem Luften .... Se dog, Menneske, se!»

143

De var naaet igennem Granplantagen ned til Mosen; han havde maattet gaa helt til for at følge hende, og hun blev ved; tilsidst maatte de smaaspringe fra Tue til Tue; saa satte hun sig gratiøst ned, med Fødderne trukket op under Kjolen, og saå bort fra Falk.

Falk skubbede Hatten tilbage fra Panden.

«Det er det fortryllende ved Badelivet ved Vesterhavet,» sagde hun pludseligt uden mindste Overgang, «at man kan gaa og soppe i Vandet hele halve Timer igennem, det skader ikke, man skal gøre det, og man maa soppe for rigtig at komme ud i den store Bølge ... Saa bliver man baaret — og slaaet!»

Han sad og slugte hende med Øjnene. Hvor hun tog sig glimrende ud, denne spinkle Dame, klædt efter nyeste franske Mode, midt herude i Mosen ... og med denne Begejstring for at løbe paa bare Ben og blive slaaet af barske Bølger ... Noget af den pirrende, Modsætningernes store Fryd kildrede igennem Falk, og en pludselig Lyst kom over ham til nu med en Lynets Uventethed at gribe fat om hendes Haand og rive disse fine Handsker af hende ... Tanken paa Mathilde inde i Byen sprang frem med det samme — — ja, 144 hun havde ladet ham trække Handskerne af sig som en Hund, der bliver klappet paa Krydset ... Denne Kvinde her, som sad foran ham, nogen skulde vove paa at røre hende! Hun vilde springe op hastigere end en Raa og flygte med et ubevidst, forskræmt Udtryk i Øjet, som om hun pludselig var bleven bange for et Dyr ... indtil den Mand kom, som kunde indhente hende, bringe den flygtende Fod til at standse, faa det forskræmte Øje til at lukkes i Hengivelse ...

«Nu digter De vist,» kom det paa en Gang noget spodsk fra Margrete, som havde strakt Fødderne lidt fra sig.

«Det kunde saamænd godt være,» svarede Falk, «at jeg digtede.» Han havde sagt det helt alvorligt og med noget Eftertryk.

Margrete rettede sig rask som for en Fare: «Nej, hør, det mente De da ikke. Det er bare Deres Spøg. Ikke sandt? Jeg sagde det ganske hen i Vejret; De er jo da Historiker.»

Falk maatte le, ad hendes Minespil og ad Ordene: «Den uskyldige Tanke, at jeg kunde blive Digter, og jeg indrømmer Dem, den er ikke udelukket ... den lader til helt at alarmere Dem.»

«Alarmere! Hvad vil det sige? Det er mig 145 blot saa skrækkeligt imod, at man saadan løber fra det ene til det andet; det véd De jo godt.» — «Er det virkelig sandt», begyndte hun igen lidt efter, «at De nu vil give Dem til at digte, rigtigt, saadan for Alvor?«

«Jamen hvorfor bliver De dog saa ubehagelig berørt af det?»

«Tror De, jeg véd hvorfor? Og tror De, jeg bryder mig om at vide det? Det er mig mere end nok, at jeg føler det. — — Herre Gud! At Mennesker dog ikke kan leve Livet, uden at de skal spekulere paa at lave Kunst ud af det!»

Hun havde rejst sig; han stod op lige for hende: «Det er jo ikke andet, Frøken, end det, De gør selv.»

«Jeg selv?»

«Ja, naar De synger og spiller; former De saa ikke Deres Livs Glæde og Spænding og Uro og Lykke og hvad véd jeg alt det om til Kunst.»

Margrete trak nervøst paa Skuldrene: «Aa! Pirke, pirke, krybe ind og løse op, skille ud og stille frem og værsaaartig: dér har De Deres Følelser, som De føler dem, naar De spiller og synger. — De skal nu ikke være saa ganske sikker i Deres Sag, Doktor Falk; det kunde være, 146 jeg følte noget helt andet, mens jeg saadan sidder og synger, noget tidt saa ganske grinagtig fjantet andet ... »

«Ja, bevares, jeg siger naturligvis ikke, at De føler det netop i det givne Øjeblik, men De maa have følt det før, en eller anden Gang i Deres Liv, mere eller mindre bevidst ... »

«Aa, hvor De er kedelig i Dag! — Se, hvor Deres Øjne helt straaler af Skolelærerfryd, over at De straks havde Svar paa rede Haand! — — Nej, som jeg vilde ønske, jeg havde levet i den Tid, hvor, i det samme man følte noget, saa gjorde man det, og dermed færdig! Leve i Øje-blikket, leve, leve, leve! Det er det eneste, som der vilde være noget ved. Saadant Liv paa Flasker, Liv i Kunst, hvad er det for Nonsens?»

«Den meget mærkelige Tid, Frøken Holk, har dog sikkert aldrig været, og jeg forstaar den heller ikke.»

«Nej; selvfølgelig er den noget Snak, men det gør mig ondt for Dem, Doktor Falk, at De ikke forstaar den.» — — Hun slog op med Haanden: «Det bliver for varmt! Her er en Sol, saa man kan faa Sommerpletter tværs igennem Parasol og Handsker. Lad os gaa! Og gennem den lange, 147 skyggefulde Skov kan De saa fortælle mig om Deres Roman, som De vil skrive ... »

Margrete gik allerede til, Falk fulgte efter hende paa den smalle Sti og tænkte paa, om han virkelig skulde begynde paa at fortælle hende noget om det, han spekulerede paa at skrive. Da de kom ind under Træerne igen og gik ved Siden af hinanden, sagde Margrete:

«Jeg haaber da ikke, det er en af disse Romaner med Livsanskuelser i, fra Vantro til Tro og Spiritisme og Mysticisme og saadan noget lignende. Alt paa —isme maa være banlyst, kun noget om Mennesker!»

«Jamen det paa —isme kan jo da ogsaa somme Tider være noget om Mennesker, om deres Forsøg paa at finde et Syn paa Livet, en Mening i Tilværelsen, Helhed i alt det spredte ... »

«Ja, saa er det, de efter min Mening hører op at være Mennesker, rigtige Mennesker, som lever ... Naa, altsaa: det er en ung Mand, en yngre Mand — paa fem og tredive Aar ... »

Falk bare smilede og slog ud med Haanden.

«Lad nu være at gaa saa energiløs og slaa med den Haand; fortæl, hører De, som skulde De aldrig tale mere og døm mig Hæder og Ære 148 fra, om jeg ikke er begejstret for Deres Idé. — Og faa mig gjort begejstret!»

Falk saà ind i hendes varme, ivrige Øjne: «Nuvel da! Saa skal De høre. — Det er altsaa en Mand, som lever i en stor By ... paa min Alder omtrent ... Aandsarbejder og bunden den største Del af Aaret til sit Arbejde i den store By. Nu begynder Historien med, at han hele Vinteren igennem gaar i al Hemmelighed og glæder sig til den Rejse, han vil foretage til Sommeren, paa den Tid, han faar fri. Venner og Bekendte fortæller om deres Planer, en skal til Norge, en ud paa Landet i Danmark, en til Paris, han fortæller ingenting, for han skal et Sted hen, hvor nok alle Mennesker kan komme, men ingen i Verden saaledes som han: det Sted, hvor han for Aar tilbage var forelsket i en ung Kvinde seks mærkelige Uger igennem. Der kan være overfyldt med Folk paa den Plet, og der vil være det, for det er et søgt Kursted mellem Bjerge, men ingen vil kunne se det, han ser. For ingen af dem vil den Udsigt indeholde det, eller den Sti fortælle det, eller den Klokkeklemten til Maaltiderne betyde det som for ham. Den Verden, som han lever i, er den forsvundne,

        

149 men for ham den eneste virkelige, som hvert Øjeblik paa Dagen kaldes stærkere til Live, medens alle de rigtige, levende Mennesker omkring ham kun er Bedsteborgere, der skrider om i en Alfeverden uden at ane det.»

«Og hvad saa? Staar hun der saa en skønne Dag, og han render for hende?»

Falk lo højt: «Der greb De noget geworbent ind i den Alfeverden, Frøken. Saadan gaar det nu ikke ganske til alligevel. — Nej, men Indholdet af Fortællingen er det, at mens han gennemlever alt det fra den Tid, de mødtes for at forelskes og skilles igen, saa fødes der i ham en uendelig Taknemmelighed mod Skæbnen, som lod det blive ved det skønne, ungdommeligt fine Forhold mellem dem, der blev brudt og efterlod saa sod en Vemod. Tak, fordi jeg mistede dig, Helena, siger han, fordi du kun blev til et Forhold i mit Liv, og vor Lykke ikke lod os fristes til at ville eje hinanden for Livet, som det hedder. Derigennem kom jeg netop til aldrig at miste dig. Du har nu Mand og Børn og Hus og Okse og Asen, og der har vel været gode Timer imellem dig og ham, kan jeg tænke; men du har sikkert ogsaa lært den Lære, at Livet leves ikke alle 150 Døgnets fire og tyve Timer og ikke alle Aarets lange Maaneder og ikke alle Livets lange, lange Aar, og at to Mennesker, de kan vel faa en Mængde Nydelser og Interesser sammen, men deres Liv er dog to ensomme Strømme, sprungne af forskellig Kilde og som rinder i forskellig Takt, og det er kun i de sjældne Livets Øjeblikke, at deres Fald bliver et i berusende Samstemning. Men da du var dine nitten Aar og jeg de fire og tyve, da randt alt Blodet med samme berusende Takt i dine og i mine Aarer, og dengang ræddedes vi i ubevidst Frygt, for at det ikke skulde blive saadan ved bestandig, og vi flygtede fra hinanden og fyldte Rummet mellem os med hede Længsler og brændende Savn, som ingen af os vovede at gennemskride. Og de blev kølnede og mildnede og forklarede og omformede til den Stemning i vort Liv, som ingen af os har mistet. For det, man engang har levet sammen, kan aldrig dræbes undtagen af den frugtesløse Kamp for at leve det om igen.» —

Falk tav.

«Det var dog en modbydelig Person,» sagde Margrete næsten øjeblikkeligt, «et jammerligt, raffineret, fejgt Mandfolk, der ikke tør vove noget 151 og gaa paa Livet løs. Rejser han nu tilbage og skaber sig et nyt Forhold, som han saa bagefter kan gaa og drømme om og være glad over, at han slap helskindet ud af?»

«Ja, det kan jo nok være,» sagde Falk lidt usikkert.

Hun saå et Øjeblik paa ham efter det Svar, saa sagde hun langsomt og med nogen Vægt: «Og tror De nu ikke, han skaber sig dem tarveligere og tarveligere, efterhaanden som Livet gaar? Og mener De i det hele taget, at han saadan ganske koldblodigt kan skabe sig dem, det ene efter det andet?»

«Nej, bevares, Frøken, ikke ganske koldblodigt. Han tror hver Gang, tror, at nu griber han det, der vil stille alle Længsler ... ellers vilde han jo bare være en Levemand, der krydrede sin vegeterende Ekistens med Kvinder som med almene Interesser og Østers ... »

Der var noget, hun betvang sig fra at sige. ... «Sympathiserer De med den Mand?» spurgte hun saa.

«Jeg forstaar ham.»

«Det spurgte jeg Dem ikke om; holder De af ham; kan De lide ham?»

152

«Ja, det synes jeg kommer an paa, hvorledes man ser ham ... »

«Men det synes jeg aldeles ikke, og jeg siger Dem et saa bestemt og tydeligt Nej paa mine Vegne. Saa ti Gange hellere Levemanden, som De kalder ham, det er dog en bevidst Slyngel; den anden er jo bare en Pjalt, som mangler enhver Følelse af Pligt.»

«Hvorledes Pligt?»

Hun var bleven ilter og talte meget hurtigt: «Jo, hvis det, der har været imellem ham og denne unge Pige, har været andet end Pjank, som bare bliver forgyldt op af Digtere i Talemaader, helst i Vers ... Aa, De aner ikke, hvor jeg somme Tider kan hade Vers ... naar man saadan vil begynde paa at finde lidt fornuftig Mening i Vers ... »

« ... Jamen, Frøken, undskyld, De kommer bort fra Deres Emne ... »

«Nu ser De igen paa mig med et Udtryk, som om De skulde stenografere mig. Nej, jeg vil ikke sige mere.»

«Aa jo, Frøken, hvorfor, Herregud, De er da ikke bleven vred?»

«Nej — det er jeg ikke.» Tonen var lidt 153 beklemt og fortrydelig over, at han trængte ind paa hende. «Men man skal ikke spøge med den Slags Ting. — Om De endelig vil vide min Mening, Doktor Falk, saa, hvis der var noget ud over Pjat mellem de to unge Mennesker, havde han da som Mand haft den Pligt ogsaa at skabe noget alvorligt ud af det i Stedet for at trække sig tilbage som saadan et Digterspøgelse og lade hende falde halvforjasket i Hænderne paa en anden Mand. For det gør hun jo dog. Og saa har hun Længsler og alt det, De talte om, ud over den Mand, som det nu er hendes Pligt at leve Livet og blive lykkelig sammen med. For alt det med Øjeblikkene og de lange Aar, det er noget Snak; er Folk bleven gift med hinanden, har de den Pligt at gøre hinanden lykkelige. Det skal de gennemføre og kan De som Regel ogsaa; ellers maa de resignere og tage Skade for deres egen Letsindighed, de kunde jo være bleven fra hinanden.»

Falk stoppede op i Gangen: «Dér rutschede vi min Sandten fra den erotiske Stemning lige ind i Ægteskabet!!»

Margrete saa et Øjeblik lidt usikkert paa ham, med Brynene rynkede som for at forstaa bedre. 154 Saa lo hun med en noget høj, søgt Latter. «Det er da egentlig ogsaa en meget naturlig Rutschbane,» sagde hun, «men det kommer jo for Resten ikke Deres Bog ved. Det er mig bare gaadefuldt, at De ikke kan finde paa noget bedre at skrive om end saadan nogle sygelige, gamle Kærestehistorier.»

De begyndte at nærme sig til Skovhegnet: «Det er for Resten godt,» sagde Margrete, at vi ikke har saa langt hjem; jeg begynder for Alvor at blive træt, og jeg har Hovedpine.»

Kort efter var de ved Konferensraadens Villa; Frøkenen saà virkelig lidt medtaget ud.

«Ja, De véd jo, Doktor,» sagde hun forbindtligt, men uden at sé for meget paa Falk, «at om Sommeren har vi aabent Hus hver Eftermiddag.»

Falk stod med Hatten i Haanden og lyttede til den lidt usikre Klang i Stemmen som til en sødt smigrende Tone.

«Jeg skal tillade mig at gjøre flittigt Brug af Deres venlige Indbydelse, Frøken.» —

Laagen smækkede i efter hende, og Falk gik hen ad Vejen med denne daarende Klang endnu i sine Ører.

Skulde den regerende være bleven en af sine 155 Undersaatter særlig naadig? Var hendes Ophøjethed ved at skælve under hende? Vogt dig, Kapelmester; du kunde blive en slet Profet! Snarere end en af Jordens stormægtige blev det en Digter, som hun tog op til sig paa Thronen. Og det følte Falk, at han kunde og vilde blive Digter; det myldrede frem i ham med erotiske Minder og Stemninger, som fik Liv af den Varme, hvormed Blodet i dette lykkelige Nu rullede gennem hans Aarer, takket være Margrete. Hans Bog blev maaske slet ikke den Novelle, eller nogen Roman, muligvis Digte, eller hvad vidste han endnu, han følte kun hele Sprogets Fylde af Ord og Rhytme bruse for sine Ører i den sikre Følelse af, at alt dette kunde han bemestre, om han vilde, til at skildre og prise og omskrive den uendeligt mangfoldige jordiske Kærlighed, den, som rummede Stemningerne lige fra den højeste Begejstring til den pudsigste Komik. Ja for ... nej, hvor var det dog ikke rigtigt, naar han tænkte sig om: al den Komik, der havde været i hans Livs Kærlighed ogsaa ... lige fra Drengeforelskelserne og til Mathilde og videre ...

Ved et Sving af Vejen mødte han Ix.

«Lige skiltes fra Frøken Holk, sagde Falk 156 muntert, da de standsede et Øjeblik i Forbigaaende.

«Og jeg skal saamænd lige ned til Frøkenens Fader, som jeg allerede har søgt en Gang i Dag; jeg har skaffet den gamle Herre nogle overmaade interessante Autografer nede fra Tyskland. Og til Frøkenen er der en af den ærværdige Palestrina.»

«Jamen hun samler jo slet ikke paa Autografer. »

«Nej, men den er saa smuk. Forstaar De ikke den lille Finte: den Dame er jo, om jeg saa maa sige, Følelses-Artist. Hun laver Vægdekorationer af de sjældneste Glas, læser sig vaagen eller i Søvn over de fortræffeligste Digterværker, synger og spiller til sin egen og andre ærede nærværendes Fornøjelse. Det vil jo netop være i Stilen eller rettere sagt i Manglen paa Stil, at hun bruger en virkelig værdifuld Autograf til at staa sammen med et Tapet, eller maaske som Bogmærke i en Bog, der er prydet med gamle Bogstaver. — f'Wiedersehen!»

157

Da Frøken Margrete var kommen hjem, gik hun rask gennem Stuerne. Konferensraaden var ude, og de to smaa grønne Selskabspapegøjer sad ubevægeligt trykkede op til hinanden paa deres Pind; Markiserne dæmpede Lyset, og ind ad de opslaaede Vinduer kom der knap et Pust. Der var ubehageligt stille, Margrete hørte kun sine Støvlehæles energiske Tridt mod Gulvet.

Hun ringede paa Pigen: «Er Konferensraaden taget til Byen?»

«Nej, Konferensraaden er blot gaaet over til Oberst Thunes; den tyske Herre har været her med noget og sagde, han vilde komme igen, da han ikke traf Konferensraaden.»

«Naar Doktor Ix kommer, saa er jeg hjemme, og kald paa mig?» — Det kunde være nok saa rart, tænkte Margrete, at blive lidt konverseret.

— — Ovre i Cottagen vidste hun ikke rigtig 158 hvad hun skulde tage sig til. Hun satte sig ved Flygelet og slog et Par Takter an, med Øjnene i et Nodeblad, der tilfældigvis stod opslaaet derhenne. Lidt efter kastede hun efter Hukommelsen nogle Satser af Godards fantastiske Sonate hen ad Tangenterne, hun gentog dem en Gang, to Gange, flere Gange, vilde have de brusende og bølgende Figurer til at vælde helt stormende frem, stoppede pludselig op midt i en Passage og brast i en fuldkommen nervøs Graad.

Den var til at mærke helt ud i Ryggen, som hun sad dér, halvt henkastet paa sin Chaiselongue med Hovedet boret ned i Polstret. Det gjorde næsten ondt, men var dog ganske behageligt lettende: Som der ogsaa havde været solhedt i den Mose!

Margrete rejste sig over Ende: Hun følte sig mat i sine Ben og træt i Hovedet, men hun havde hastigt faaet grædt sig ud og var nu behageligt stille i alle Lemmer.

Hun stod langsomt op og glattede uvilkaarligt paa Haaret, saà sig i et af Spejlene: Det lod sig jo ikke nægte ... mægtig fortudet! Men det var der Raad for. Margrete aandede i de hule Hænder og lagde dem dulmende mod 159 Øjelaagene, hun badede Øjne og Kinder, tog en Vifte og kølede dem ved dens Pust, opdagede paa en Gang, at der var en af de mange Oliestudier paa Væggene — en højt blaa og dybt grøn en fra Syden — som virkede noget grelt og skrigende blandt sine anderledes stemte Omgivelser. Hun gik derhen, tog den ned, byttede lidt om med den, fik derfor ogsaa nogle andre Ting ned fra Væggen, Viften blev liggende paa det lille Bord, i Løbet af en halv Time havde hun arrangeret det hele Midterparti derhenne fuldstændig om.

Margrete traadte tilbage og betragtede, hvad hun havde udrettet: Det tog sig langt bedre ud nu, det hele! Alle disse Ting af saa mange forskellige Mennesker, og saa forskellige i Udtryk, blevet til, uden at den ene nogen Sinde havde drømt om den anden, hun havde faaet dem til at virke sammen til en dekorativ Helhed ...

Pigen kom og meldte, at Doktor Ix ventede i Villaen.

«Bed Doktoren komme her over!» — Margrete fik pludselig Lyst til, at han dog engang skulde se, hvorledes hun havde forstaaet at indrette sig hos sig selv. —

160

— Ix kom ind med sin ærbødigste Kompliment og bragte den sjældne Autograf i en stor Konvolut. Margrete blev helt glad over det gulnede Papir med dybt sorte, firkantede Nodehoveder i en svær Gaasefjerskrift: «Se,» sagde hun og holdt den op mod Væggen mellem en japanesisk Tuschtegning og et energisk moderne Pennerids, «naar jeg nu faar en ganske smal Ramme ligesom fire tynde Guldstænger omkring den, saa skal De bare se, hvor fremmedartet den vil virke og dog stemme sammen med det Selskab.»

«Frøken, De har en lykkelig Haand! — Den gamle Giovanni Pierluigi fra Palestrina, han drømte ikke om, da han skrev disse Linier af en Messe, for De ser, Frøken, det er af en Messe, det er virkelig af en Messe ... nej, sandelig havde han ikke tænkt sig, at de skulde blive hængt op til Øjenslyst mellem en fransk fin de siècle Nymfe og et asiatisk Æbletræ. Men De byder, Frøken, og Livets betydeligste Modsætninger forliges under Deres Scepter, Faar og Løve, Hind og Tiger græsser sammen i Skyggen af Æsthetikens skønne Træ ... »

«Aa, Doktor Ix, De kan jo gøre en helt flov med alt det, De spekulerer sammen. — Tak for 161 den gamle Italieners smukke Nodeskrift, og tro blot ikke, jeg ikke forstaar, at den tillige er noget sjældent, noget værdifuldt i en Retning, som ... «

« ... aldeles ikke interesserer Dem,» fortsatte Ix.

«Det interesserer mig unægtelig for Øjeblikket mere, Doktor Ix, at De har været saa elskværdig at give mig den.»

«0g De har allerede lønnet mig kongeligt, Frøken, ved at give mig Adgang til al denne Deres Herlighed.» — Ix saå sig omkring.

«Ja, det er sandt; jeg tror ikke, De endnu har været herovre,» sagde Margrete med en pludseligt levende Følelse af, at hun tidligere netop ikke havde villet have Ix derover.

«Vil De saa ogsaa synge noget for mig i Dag, Frøken Holk?» spurgte han og saà lige paa hende.

Margrete følte sig gennemskuet og overrumplet, men mægtede i Øjeblikket ikke at gøre Oprør. Desuden havde Ix's Gave stemt hende mildt; hun holdt saa meget af Opmærksomheder.

«]eg véd blot ikke, hvad det skulde være,» sagde hun undvigende.

162

Ix gik hen til Nodeskabet. «Med Forlov!» — Og nogle Øjeblikke efter holdt han et Hefte frem imod Margrete: «Vil De synge den for mig? Den Mand er min Yndlingskomponist blandt de yngre tyske.»

Margrete kastede et hastigt Blik paa Papiret: «Jamen der er aldeles ikke Tale om, at jeg kan akkompagnere mig selv til den — det er et helt lille Orkesterstykke for Piano.» Hendes Tonefald var helt lettet.

«Jamen saa skal jeg!»

«De?»

Han havde allerede sat sig ved Flygelet og slog et Par Akkorder an: «Jeg kender saa godt den Sang, og den hedder Unbewusst med Rette. Baade Tekst og Musik griber en netop med hele det ubevidstes Magt.»

«Nej, jeg vil ikke —,» sagde Margrete.

Ix vendte sig slet ikke, prøvede blot Flygelets Stemning.

«Ja, De forstaar ... jeg mener, De maa undskylde, » blev Margrete ved, «men jeg tror ikke, jeg kan synge den uden Kapelmesteren, som er vant til at akkompagnere mig.»

Ix havde allerede spillet de første mørke, 163 tungsindige Takter af Musiken, nu lod han Overgangen til Motivet, der kæmpede sig frem, bryde pragtfuldt igennem.

Det kriblede helt i Margrete; hvor Sangstemmen skulde støde til, faldt hun uvilkaarligt i; hun havde lige faaet Tid til at gribe Nodebladet, der var lagt ved Siden af hende. Hendes Toner forenede sig med hans Akkompagnement som to Stoffer, der forbindes i en Eksplosion, og de forlod ikke mere hinanden. Margrete havde uden at tænke over det Følelsen af, at hun aldeles ikke mere bestod for sig selv alene, hendes Sang blev saa nødvendigt til under hans Toners Magt og skabte dem igen, hun maatte følge deres Stemning og udvikle den videre, søge at bryde den, komme ud af den, fly for den, tage Kampen op imod den, besejre den; men nej, Sopranen overvældedes igen, den blev draget ind under, gik fuldkommen til Grunde i det hele daarende Brus af spørgende, sydende Uro. «Unbewusst!» kom Slutningssatsen frem i et Piano, der baade klagede i Smerte og havde noget over sig af vellystig Fryd, — saa fulgte den lille Pavse og derpaa Akkompagnementets sidste, dumpe, vemodigt grusomme Takter.

164

Pedalens Resonnans lød endnu nogle dirrende Øjeblikke, efter at den sidste Tone var klinget hen, saa slap Ix Tangenterne og rejste sig hastigt op med et lidt haltende Trin.

Deres Blik mødtes. Hun var hed i Kinderne, og hans lyse Øjne skinnede som Smilet om hans Mund.

«Den Sang er aldrig bleven sunget bedre i Verden,» sagde han triumferende.

«Bravo! Bravo!» lod det fanatisk nede fra Haven.

«Det er Kapelmesteren!» Margrete fik — hun vidste ikke hvorfor — Lyst til at gemme sig i en Krog, for Kapelmesteren, for Ix, for dem begge to.

Bendtsens Skridt lød allerede paa Trappen, han rev Døren op uden at banke: «Var det Dem, der spillede?» raabte han mod Ix, ganske formløst.

Ix gjorde smilende en indrømmede Bevægelse.

«Hvordan Fanden har De lært Dem det?»

Margrete var traadt nær hen til Bendtsen: «Ja, hvor kan De dog spille saadan?» sagde hun ganske uvilkaarligt med flet samme, næsten hidsige Tonefald som Kapelmesteren.

165

«Frøkenens Sang har sikkert inspireret mine ringe Evner,» svarede Ix stilfærdigt. «De har Ret, kære Hr. Kapelmester, i, hvad De fortalte mig om Frøken Holks Sang. Kun maa jeg benægte, at det er bedre end Kunst; det er netop fuldendt Kunst.«

Bendtsen begyndte at trippe frem og tilbage og ryste paa Hovedet: «Ja, er det nu ikke pinligt, man ikke kan sige i Ord, hvad det egentlig var, dette vidunderlige i saadan som de sang og spillede den Sang, begge to ... jeg har da nu heller aldrig hørt Dem synge som i Dag, Frøken Holk ... Der staar man og fægter ud i Luften med sine Storartet og Glimrende! Og selv om man husker saadan en Udførelse i alle Enkeltheder, man kan dog aldrig sige andet om den end bare taabelige Omskrivninger af lutter Spørgsmaal ... »

Ix, som havde sat sig stille ned i en Lænestol, bemærkede lige ud i Luften: «Jamen hvis vi kunde udtrykke alting med Ord, hvortil skulde vi saa have Toner og Rhytme?»

«Ja,» sagde Margrete med varme, skinnende Øjne, «at kunne synge er at kunne tale bedre end andre. Det er netop sandt, Doktor Ix, jeg har 166 følt det tidt, baade naar jeg ikke rigtigt har kunnet synge og saa ogsaa, naar det er gaaet saa mærkværdigt storartet godt for mig saadan som i Dag ... jeg begriber det egentlig slet ikke rigtigt saa, men jeg føler den dybeste Medlidenhed med alle de mange stakkels, stumme Mennesker, som skal nøjes med at bære alt det uforløst omkring inde i sig ... »

« ... I Stedet for den,» fortsatte Ix hastigt, «der, som De, Frøken, kan frigøre Deres Følelser til anskuelig Kunst; ikke sandt?»

«Ja, jo, det er vel nok saadan, som De siger ... jeg véd ikke rigtig.» — Hun kom til at se hen paa Kapelmesteren, der bare stod midt paa Gulvet og betragtede hende: «Jeg vil synge noget med Dem nu, Kapelmester,» sagde hun og gik over til ham.

«Jamen saa skal det ikke være noget andet, Frøken Holk, end Beethovens Ah perfido!»

«Fortrinligt, fortrinligt!» faldt Ix ind, «en ganske ypperlig Idé! Netop efter dette sidste, ubestemmeligt lyriske, saa Beethovens klart udtalte, farverigt dramatiske. En bedre Prøve kunde jeg ikke tænke mig for Frøkenens Talent.»

Kapelmesteren laa allerede paa Knæ ved 167 Nodeskabet: «De skal se, Frøken, vi faar noget ud af perfido'en i Dag som aldrig før.»

Margrete svarede ikke, hun stod blot med Hænderne i hinanden, smilede og ventede. Der var over hende en besynderlig Følelse af ligesom at svæve oven over sine Evners højeste Tinde og i et Solskin og en Luft, der gjorde, at hun aldrig nogensinde mere vilde kunne dale.»

Kapelmesteren slog an.

Ix satte sig skyndsomt til Rette i Stolen og lukkede Øjnene under Forspillet.

Margrete slyngede sine første Strofer i Ansigtet paa den troløse, den mensvorne, den uforstaaende Barbar, som vilde forlade hende.

Ix slog Øjnene op og saà paa hende. Hendes Blik glemte ikke Noderne, men var uafhængigt af dem og fulgte, eftersom hun sang, det skiftende Udtryk i Holdningen og de mange, smaa Gestus med Haanden og Nodebladet.

Hævnpaakaldelserne imod den troløse steg i Styrke og kulminerede med en flammende Sats, der stillede hele den krænkede Værdigheds Selvbevidsthed til Skue. Saa tog Tempoet til i Ild, medens Sangstemmen blev mollfarvet, og: «Nej! 168 Nej! Stands, I hævnende Guder!» klagede Margrete, «skaan ham og slaa mig med Smerte!»

Det kom saa fravristet, saa nødtvungent og med en saa overvældende Selvopgivelsens Lidenskab, at Ix rettede sig op og maatte stirre og stirre paa denne Kvinde, der sang med hele sin Sjæl, og hvis Blik ikke mere var til at gribe.

Hun var kommen betydeligt videre, inden han fik fat i Musiken igen og hørte de stadigt gentagne: «Er da en Kærlighed som min ikke Barmhjertighed værd!» — inderligere og inderligere, mere og mere paakaldende og tilsidst saa fortvivlet spørgende.

Først lige mod Slutningen sad han atter med et nydende Smil og viklede Uhrkæden op og ned og op igen, som det var hans Vane.

Da Efterspillet var forbi, næsten sprang Bendtsen som en Boldt fra Flygelet:

«Tak, Frøken, Tak! De er en stor Kunstnerinde, simpelthen en stor Kunstnerinde ... det kan jo slet ikke nytte med alle mulige Spidsfindigheder, der gives ikke noget andet Ord; Tak, tusind Tak!»

Ix stemte i med: «Det er blot Synd, at kun saa faa skal nyde godt af Deres Talent.»

169

«Ja,» sagde Bendtsen, «naar jeg hører Dem synge som i Dag, saa siger jeg det samme. Det er utilladeligt, der er ingen Mening i det; man sætter jo dog ikke Lys under Skæpper ...

Han stod pludselig stille og slog Hænderne sammen: «Ja, jeg har aldrig rigtig forstaaet de Ord førend i Dag. Hvor det er sandt! Man stiller Lyset paa en Stage, højt paa en Stage, for at det kan skinne for al Verden.»

«Ti stille,» sagde Margrete, «De maa ikke sige det, jeg vil ikke høre det ... »

— Ix bukkede let: «Bevares!» De byder her, Frøken; i Dag mere end nogensinde.»

«Ja, De véd, Frøken Holk,» sagde Bendtsen, «at i Kunst og udenfor Kunst er jeg Deres ærbødige Tjener og til Disposition paa alle Maader ...

« ... indtil Tidernes Ende,» kunde Margrete ikke lade være at fortsætte med Reminiscenser fra Fætter Adolf.

«Ja, indtil mine Tiders Ende,» gentog Kapelmesteren med Vægt. — «For Resten kom jeg herud, Frøken Holk, som Medlem af en Deputation; jeg har talt med Fru Helsing, der var kommen ind fra Herregaarden og har haft Brev fra Frøken Schou, og Damerne vil til Bayreuth 170 i Aar, jeg arrangerer det hele og er selvfølgelig Deres Kavaler dernede; De maa tage med os.»

«Nej, jeg kan ikke,» svarede Margrete øjeblikkelig, uden Betænkning.

«Jeg er saa fri at spørge hvorfor.»

«Fordi» — Margrete vidste virkelig i Øjeblikket ikke nogen fornuftig Grund, saa arbejdede Tanken paa Falk sig frem og paa deres Samtaler og Ture, som de havde for — hun stoppede uvilkaarligt ....

«Fordi» — gentog hun bare.

«Man vil sikkert ikke trænge ind paa Dem for en Forklaring,» bemærkede den altid diskrete Ix.

Bendtsen virrede lidt melankolsk med Hovedet: «Hvor det dog er kedeligt! Men jeg opgiver nu ikke Haabet. Jeg nægtede bestemt overfor Damerne at tage mod endeligt Svar i Dag. De kan betænke Dem, Frøken. Rosa Haley synger for første Gang Eva i Meistersinger.»

«Rosa Haley, som jeg sang sammen med hos Madame Delord?»

«Ja, tænk bare! Det vil dog interessere Dem meget at høre.»

171

«Eller ogsaa ærgre mig!»

«Hvorfor?»

«Aa — fordi hun havde saa meget mindre Talent end jeg!»

«Jeg tror, Frøken, at med den Besætning og det Orkester i Aar vil det blive Dem ganske umuligt at ærgre Dem, blot for at nyde og det til Gavns. Aa, De aner ikke, hvor jeg glæder mig til at skulle sidde dér med begge Hænder paa Knæene uden at have det mindste med en Taktstok at bestille!»

«Men Frøken Holk undrer sig maaske netop,» tog Lx Ordet, «over at De kan sidde saa roligt og ikke føle Fingrene brænde efter en Taktstok, just ved en saadan Lejlighed.»

«Ja, sagde Margrete, «jeg tror egentlig, jeg vilde tænke saadan; hvis jeg var Kapelmesteren vel at mærke. — Men nu hører jeg Papa komme; jeg kender hans Trin.»

lx saa hastigt paa sitUhr: «Nej, bevares dog, hvor Klokken er løben fra mig!»

— Konferensraaden traadte smilende og oprømt ind, hilste paa hver især og sagde saa med sit allerelskværdigste Tonefald til lx: «Det var 172 rigtignok en udsøgt Opmærksomhed, som De har vist mig ved det, jeg fandt henlagt paa mit Skrivebord. Og det hjælper aldeles ikke, hvad De siger, jeg kan ikke slippe Dem nu. Naar De — og forhaabentlig ogsaa Kapelmesteren — har spist vor tarvelige Middag med os, maa jeg tale længe med Dem om en Række Enkeltheder. »

De to Herrer lod sig nemt overtale til at blive. Paa Vejen over imod Villaen sagde Ix til Margrete: «Jeg mødte for Resten Doktor Falk, da jeg gik herhen; aldrig har jeg set den Mand saa oprømt, ja, jeg kunde fristes til at sige lykkelig. »

«Lykkelig,» gentog Margrete, «lykkelig?»

«Han kan jo da ikke være bleven udnævnt til noget?» overvejede Konferensraaden spørgende.

«Nej, det gjorde mere Indtryk af at være saadan indre Lykke.»

«Jamen hør, Maggie, skal vi ikke sende Bud efter ham, han kan jo ikke have spist endnu; det kunde blive saa ...

«Nej, nej, Papa, det vil jeg ikke have, ikke saa gerne —»

173

«Ja, ja, min Pige, som du vil. Vi lider sandelig heller ingen Nød med de Gæster, vi har. ... Som De har glædet mig, Hr. Doktor Ix, med den lille Samling, det kan jeg virkelig ikke andet end gentage for Dem.»

174

Iden Uge, der fulgte efter den musikalske Mindedag, sang Margrete næsten ikke en Tone.

Hun havde straks den næste Morgen sat sig til Flygelet, endnu optaget af Gaarsdagens musikalske Stemning; men det, hun sang, tilfredsstillede hende ikke. Og da hun vilde prøve af al sin Magt paa at faa det frem, der kunde lægges i Kompositionen, kom der pludselig over hende en Følelse af, at hun sad der alene og skabede sig overfor sig selv.

Margrete gik bort fra Instrumentet og gav sig utilfreds i Lag med noget andet. Kapelmesteren havde, inden han skulde rejse, den meste Tid tvingende Forretninger i Byen og vilde næppe komme mere i de første Dage, hele hendes Musikkreds var splittet ad i disse Sommermaaneder; 175 men Herregud, det kunde ogsaa være det samme, Falk var jo tilbage og kom sikkert at besøge hende!

Falk kom imidlertid ikke, uagtet der gik Dag paa Dag, men omsider arriverede et lille Brev, blot med den Besked, at han havde lukket sig inde, skrev og skrev og haabede om ganske kort Tid at kunne lægge et udødeligt Digterværk for Frøken Margretes Fødder.

Jo tiere Margrete tænkte tilbage paa denne rask henkastede Skrivelse, jo mere sikker blev hun paa, at Falk havde ment, den vilde gøre hende en stor Glæde, berede hende en rigtig interessant Spænding, saadan som hun ofte havde sagt til ham, at hun holdt af at gaa i — vel at mærke ikke meget længe.

Hvor det dog var en besynderlig Følelse, naar et andet Menneske øjensynligt mente det godt og saa tog i den Grad fejl af det, der burde have været gjort. For ganske vist holdt hun af Litteratur; men om der blev skrevet lidt mere eller lidt mindre god Litteratur, naar der dog var saa meget godt iforvejen i Verden, det var hende i Grunden aldeles ligegyldigt, og om Falk kom til at skrive den ... ! Ja, egentlig var det 176 hende imod. Hvad skulde det til? Nu havde hun haft ham saa rart som den Historiker, han var, og stille, interessante Mand, der holdt af at tale om saadanne fjerne Ting og lære hende dem at kende ... og som aldrig havde snakket om sig selv, saa fornemt aldrig. Just det havde lagt et vist Skær af Romantik over ham, der tilmed stod ganske ene i Verden, med de mange Rejser og Bekendtskaber bag sig, noget af en Vagabond i Naturel og maaske af en Boheme i Levevis, men med en velbevandret Verdensmands Holdning og Optræden ... lidt af en spændende Gaade!

Og nu var alt det bleven forandret! Han havde jo forleden Dag egentlig ikke bestilt andet end snakke om sig selv ... vilde vel ende med at lægge sin Person paa en Tallerken og servere sig for et højtæret Publikum à saa og saa mange Kroner Portionen.

At hun dog ikke kunde faa ham fat og se at faa det gjort godt igen! Skulde virkelig for Alvor noget helt nyt nu have taget sin Begyndelse — og slet ikke være til at standse, noget, saa at deres Eftermiddagstimer fra Vinteren i København aldrig mere vilde vende tilbage!

177

— Margrete fik sin Fader til at gaa Tur med sig op ad Badehotellet til og forbi Falks Bolig. I Løbet af den paafølgende Uge gjorde hun sig hyppigt Ærinder i det Nabolag, eller hun gik med Frøken de Geert om Formiddagen vidt omkring i Skoven, for om hun dog ikke noget Steds kunde løbe paa det Menneske. Tilsidst følte hun sig ganske flov overfor sig selv. Det kunde virkelig ikke blive ved, hun løb sig jo dér fra al Respekt og alt Hensyn til sin Person, bar sig ad som et Pigebarn i Konfirmationsalderen ... et Minde skød paa en Gang op i hendes Erindring, fra da hendes Forældre laa paa Landet i Taarbæk, og hun og Alette Bilsted saa rasende gerne vilde se at faa fat i en interessant, ung Maler, der havde faaet Atelier hos nogle Slægtninge i Villaen ved Siden af. De nedlod sig til at gaa med paa Ballerne paa Anstalten, besøgte Læseværelserne deroppe sammen og med andre, tidligt og silde; men han sad bestandig hjemme og malede; oppe fra en Veranda kunde de imellem Træerne se ham ganske tydeligt. Saa en Dag satte Margrete en af sine Straahatte i den lille, tynde Bæk, som løb fra deres egen, højtliggende Have ind i Malerens, og en halv Time efter stod

        

178 begge de unge Damer overfor ham: og han maatte meget undskylde, men det var en Straahat, som var faldet i Vandet og gaaet med Strømmen ind i den fremmede Have og saa videre, og saa videre ...

Aa, hvor havde det ikke altsammen været lystigt og muntert dengang! Men nu! — Hun følte sig træt, helt fysisk træt af baade legemligt og aandeligt at jaske saaledes omkring ..., og saa var hun jo ogsaa bleven gammel — — en Tanke, der ellers aldrig nogensinde faldt hende ind, som hun egentlig kun forstod hos disse Stuepigeskønheder, der blomstrede med det tyvende Aar og falmede med det fem og tyvende. Men nu følte hun sin Alder som et Tryk ved Mindet om disse unge Aars lyse Livsglæde, der laa langt, langt tilbage ... denne Maler, da de saa havde set ham nær ved og talt nogle Ord med ham, fandt de ham gyselig! ...

— — Kapelmesteren sendte et langt Brev, om at han, lige siden hin Dag, ikke havde kunnet tænke paa andet end hvor aldeles storartet glimrende hun havde sunget, og at hun maatte, 179 maatte tage med dem allesammen ned til Bayreuth .

Margrete kendte ikke noget bedre end at faa Breve; men naar det var saadan et, hvor hun vidste hvert Ord, som der stod i, iforvejen, saa kunde hun blive helt ond af Skuffelse.

Ogsaa Ix, som Konferensraaden og Margrete en af Dagene mødte paa Vejen, overøste hende med Behageligheder i Anledning af saa fortrinligt, hun havde sunget.

«De har ikke set noget til Doktor Falk?» afbrød Margrete ham ganske ligefrem.

Ix dæmpede Stemmen fortroligt: «Jo, Frøken, det har jeg. Men jeg tror ogsaa, jeg er den eneste. Og det har kun været et ganske lille Løb. Doktor Falk har lukket sig inde og skriver ustandseligt».

«Jeg finder det latterligt», sagde Margrete.

«Det er maaske paa det store Værk, som han har forberedt saa længe?» spurgte Konferensraaden.

«Nej, Hr. Konferensraad; Danmark har faaet en ny Digter!»

«Det kan man kalde et Trompetstød», bemærkede Margrete.

180

«En uomtvistelig, en betydelig Digter — De vil give mig Ret, Frøken, naar Falk har faact læst sit Arbejde for Dem. For jeg tør betro Dem», tilføjede Ix med smigrende Tone, «at Doktor Falk vil gore sig den Ære.»

Margrete kunde jo godt have sagt ham, at Falk allerede havde skrevet hende det til; men hun tav.

... Margrete vidste ikke rigtig hvorfor; men egentlig vilde hun saa nødig træffe Falk igen paa den Maade, som hun tydeligere og tydeligere forestillede sig, at det vilde ske: med et Manuskript under Armen og med denne lidt flove Forfatterforventning, om ogsaa han maaske vilde stille sig overlegen an. Jo oftere hun tænkte sig ham saaledes, jo mere blev han til en Komediefigur fra et eller andet Stykke, som hun engang havde set; maaske laa det ogsaa i, at Skuespilleren i den Rolle havde haft en fjern Lighed med Falk, men en højst usympathisk, forvrænget, modbydelig Lighed: han kom ind ad Døren med et Manuskript under Armen, optaget af sig selv, saa han var ved at falde over Dørtærskelen ... 181 og et latterligt, sentimentalt Kvindemenneske fór ham henrykt i Møde, helt kroget af Beundring. Naa, den sidste Figur vilde nu det bebudede Virkelighedsoptrin komme til at undvære ...

Margrete sad i sin Salon med Hænderne i Skødet uden at tage sig det ringeste til. Hun ikke engang rørte det lille Broderi, som dog ellers aldrig forlod hende i nogen ledig Time; dvask forekom hun sig selv, ugratiøs, drivende, dumt og taaget spekulerende. Hun havde Fornemmelsen af at være som en syg Fugl, der sad i sit Bur og ikke mere hægede sine blanke Fjer.

Det var Aften og ganske stille omkring hende, Konferensraaden var som sædvanlig ude, og Pigerne havde faaet Lov at sætte lidt Jordbær af til Frøkenen og saa gaa deres Forliebelsestur ned ad Strandvejen.

Margrete trak sin Flugtstol ud paa Verandaen og blev siddende der. Hun saà tankeløst ud over Vandet, mod Skrænterne paa Hveen, der skinnede helt lyse i Skumringen. Alting var hende saa dødt, Tavsheden i det hele, de kedsommelige Blade, der hang saa rolige og uforandret grønne paa Træerne, Fuglene, som nu var hørt op med at synge — men som vilde 182 skralde op i Morgen igen, om saa hun, Margrete, til den Tid laa død og stiv i sin Seng ...

Nogle Taarer dirrede bag Margretes Øjelaag, hun lod dem rulle kildrende ned ad Kinden og helt ned paa Kjolen; der kæmpede sig fra hendes Bryst, som gik helt smertefuldt, en Tilstaaelse frem, som gjorde hende saa lille og ydmyg og slet ikke rigtig lykkelig: hun var forelsket i Falk.

For første Gang i sit Liv var hun rigtig forelsket, saa at det gjorde ondt i hende og saa at hun kunde græde og bede, om denne Kalk maatte blive taget fra hende, uden at hun dog for alt i Verden vilde have den taget fra sig. For der var en Offerlyst i hende og en Trang til Smerte før hans Skyld, som hun vilde eje lige ind til hans mindste Tanke, skinsyg til det yderste paa alt andet, hvad der optog ham ... men saa villig til at give ham alt sit, naar hun blot maatte faa det igen i Kærlighed ...

Med Sjæl og Liv og Haand og Mund vilde hun føle sig knyttet til dette Menneske ... for det var det ubegribelige og dog saa afgjort sande, at det var netop dette Menneske, som hun blev saa taabeligt udelukkende draget hen til, netop til hans Øjne og hans Stemme og hans Skæbne, 183 hvorledes den saa blev. Hun var kommen til at holde af selv det grimme hos ham; om det saa var de kejtede, uskønt formede Haandled, hun fandt dem kære, og det, som hun straks havde fundet kønt: Hænder, Øjne, Nakke, Holdning, hun kunde blive hedt begejstret bare ved at tænke paa dem. Og hans Skridt, hans Stemme..!! Det var jo hans, og saa maatte hun elske dem og finde dem det dejligste i Verden!

Nu forstod hun det rigtigt, hvorfor Falks Digterplaner havde gjort hende saa fortvivlende urolig, de drejede jo hans Skæbnes sindige Løb, kunde maaske bringe ham Sorger, Uro, Farer, og saa slugte de ham saa helt, lod ham glemme hende. Han kom ikke, han kom ikke, hvorfor kom kan dog ikke? Hun kunde jo dog ikke gaa til ham og søge ham op; hun kunde jo dog ikke kaste sig i Armene paa ham og sige, at hun elskede ham ...

Margrete havde rejst sig. Ix!—slog det ned i hendes Tanke. Han var hende ubehagelig, men hun vilde bruge ham til at hindre, at alt dette fremmede nye skulde tage Falk fra hende. Og Ix skulde nok komme til at gøre Nytte; hun havde dog før forstaaet at faa Mænd til at løbe 184 med det, hun vilde have, og bringe det, hun kunde bruge; det fineste Intrigespil skulde hun være Mester for at sætte i Gang, hvis det kom til at gælde hendes Kærlighed og Lykke.

Hun maatte et Øjeblik holde Hænderne for Øjnene: Var det nu ogsaa virkelig muligt? Kærlighed ... Lykke! Bagved hele hendes Liv indtil denne Dag havde Forventningen om den store Kærlighed og Lykke ligget som den Sol, der gjorde, at det overhovedet kunde leves. Og skulde hun nu træde ud i dens fulde Lys? Aldrig havde hun tænkt sig, at den Tanke kunde forvirre saa meget, gore en saa bly og saa øm, saa lille og saa stærk, saa ydmyg, men saa ubegribeligt i Stand til at gøre alt, hvad det skulde være, for at gribe denne Lykke i Flugten. Hun havde læst om Kærlighed saa tidt og anet den saa tidt og sunget den frem i de forskelligste Udtryk, hvis Fylde havde undret hende selv til Tider, men at det nu ikke længere skulde være skønne Drømme men blive til virkelig levende Kød og Blod ...

... Den Tanke kunde tage Vejret fra en! ...

— Hvis det ikke havde været saa sent, vilde Margrete være gaaet ud at spadsere, bort fra 185 Huset eller ned ad Vejen, ind ad Skovstierne eller langs med Stranden; men nu lod hun sig nøje med at gaa frem og tilbage paa sin Balkon, indtil hun blev uhyggelig ved Lyden af sine egne Skridt.

Saa krøb hun sammen henne i Hjørnet paa den lave Bambusskammel ... der var ogsaa noget henrivende i saaledes at blive helt borte, ganske forsvindende lille ligesom flyde sammen med alt omkring hende, saa at ingen vilde kunne se en ...

... Saa besynderligt som Kærligheden dog var mødt hende! Egentlig havde hun altid tænkt sig den komme som en Fyrste, der holdt Indtog, straalencle af Guld og under skingrende Trompetfanfarer. Og saa var for hende paa engang en uænset Skikkelse traadt frem iblandt al Slags skrammererede Stadsfolk, og det var Fyrsten, hvis Blik man ikke kunde unddrage sig.

Margrete lukkede Øjnene: det var hende, som om hun saà et Blik stirre paa sig; men det var saa besynderlig stort, vemodigt og saa barnligt.

Hun blev siddende længe med Nakken imod Balustradens Træværk og lukkede Øjne, Hænderne foldede hun sammen om sine Knæ ...

186

... Ja, hendes Kærlighed var som et lille Barn, hendes eget lille besynderlige Barn, som ingen andre skulde kunne se det allermindste i, eller have Lov til at være noget for, men som hun skulde elske over alt i Verden ...

Da Konferensraaden kom hjem om Aftenen, bad Margrete ham gaa den næste Formiddag op paa Badehotellet og spørge, om ikke Ix vilde komme over at spille lidt med hende.

187

Doktor Ix kom imidlertid ikke til Margrete, for han var rejst, — «i Forretninger til Sverige,» sagde Portieren til Konferensraaden.

Den samme Besked fik Doktor Falk, da han kom en Aftenstund for at snakke et Øjeblik med Ix om sit Arbejde, som han ellers sad over hele Dagen uden at se noget Menneske. — —

Først en Uges Tid efter vendte Ix tilbage. Det var Aften og regnfuldt, køligt Vejr, men han saà tilfreds og fornøjet ud, da han gik forbi Portieren og gav Ordre til, at der straks efter Maaltidet skulde bringes ham en Lampe op paa Værelset.

Deroppe satte han sig ved en Cigar til at ordne Breve, mange og meget forskellige, paa store brede Forretningsark og tykke, elegante Luksuspapirer imellem hverandre.

Saa bankede det paa Døren. Det var Falk.

188

«Nej, hvor det glæder mig at se Dem, Hr. Doktor Falk! Nu skal jeg straks lægge disse Brevskaber til Side; det har aldeles ingen Hast, de Godtfolk løber jo ikke fra mig» — og han lagde Haanden paa den anselige Bunke. «Her er en lille venlig Meddelelse fra Dem; den gemmer jeg for sig selv som en værdifuld Autograf,» tilfojede han behageligt. — «Jeg fandt Deres Kort ved min Hjemkomst; Deres Besøg har vel forhaabentlig ikke haft nogen presserende Anledning?»

«Nej, jeg kom saamænd blot, ligesom i Aften, for at snakke,» sagde Falk. «Nu trænger jeg til nogen at udgyde mig for, som det hedder. Jeg har et opsparet Væld af Snaksomhed.»

«Og De finder ingen mere interesseret Tilhorer end mig, Hr. Doktor, det véd De.»

Falk satte sig til Rette og strøg Asken af Cigaren.

Ix rullede sin Lænestol tæt hen til ham og slog Benene mageligt over Kors: «Nu glæder jeg mig,» sagde han og lukkede et Øjeblik Øjnene, som han plejede.

«Ja, jeg véd næsten ikke, hvor jeg skal begynde ... »

189

«Med Dem selv, kære Doktor Falk, saaledes som vi skiltes sidst. Var det ikke et Forslag?»

«Ja,» sagde Falk, «det var et andet Menneske end den, De ser for Dem nu; det, som jeg den Gang anede og usikkert følte, det staar nu ganske klart for mig. Jeg har fundet, ikke mig selv, men Synet paa mig selv ... »

«En fortræffelig Bemærkning, Doktor Falk!»

«Aa, ikke andet end en sand. Ser De, dengang jeg begyndte at skrive, vilde jeg egentlig nedtegne mit Livs erotiske Memoirer, men Historikeren i mig traadte tilbage, og Digteren brød igennem. Som de ligger for mig nu, de skrevne Blade, saa er de mig, og dog ikke mig, det vil sige, de er mig digterisk benyttet, omskrevet, forklaret ... »

«.. Og det turde netop være den ejendommelige Charme!»

«Det er meget mere end Charme!» Falk rejste sig og gik med hyppige Standsninger frem og tilbage paa Gulvet: «Det er Livets Visdom, som jeg fandt, det er al Tvivlen, Uroen, Sorgen over egen Utilstrækkelighed overfor Livet, som er bleven gjort til Løgn, bespottet, overvundet af det kunstneriske Resultat, som de har kunnet 190 skabe. Mig selv! Hvad vil det sige? Et omskifteligt, paavirkeligt Individ, som bestaar i Forhold, og ikke kunde lyve sig et hele til, undtagen man virkelig var dum, dum nok dertil. Tro paa sig selv; kan De tænke Dem en større Idioti? Man kunde lige saa gerne bygge paa det svigefulde Vand, der under Stormen bliver til Braadsøer og om Vinteren til Is, ja og i Kakkelovnskrogen til Vanddampe, der gør Luften behagelig i Stuen. Nej, tro paa mig selv som Kunstner, det er det, jeg kan. Dér er Frelsen, i hvilken al Forandringkan blive til Enhed. Blive Stoffet for den kunstneriske Skaben, Malmet af hvilket de lydende Klokker bliver støbte in majorem artis gloriam og ved en selv.»

«Hvor De bliver veltalende, Doktor Falk; De river mig med.»

«Ja, og jeg skal rive flere med; jeg føler Kræfter i mig, som om jeg havde en Mission..»

«Mission er godt,» mumlede Ix.

«Hva'beha'er?»

«Jeg sagde, Mission er det rigtige Ord, Tro ... »

Falk standsede og saà den anden lige ind i Øjnene: «Smil ikke, Doktor Ix, smil ikke ad mig! 191 Det kan ikke nytte, De vil nægte det, der spillede Skæret af et Smil under Deres Mundskæg. Jeg véd, De tænker paa vore første Samtaler, og De skal have Ret dertil; men jeg har forstaaet at vinde en Tro, der ikke er som den, De talte om, den, Mennesker drikker sig til. Min Tro er ikke von Fall zu Fall, det er en Tro for Livet.»

Ix havde ogsaa rejst sig, han trykkede paa den elektriske Knap: «De tillader, Doktor Falk, at jeg lader Tjeneren bringe en Flaske Sekt, jeg maa have Lov til at drikke et Glas med Dem i Aften.»

— Champagnen kom, og de stødte Glassene sammen.

«Deres Skaal, Doktor Falk, og Deres unge Digtnings!»

Da de havde skænket det næste Glas, sagde Falk paa en Gang: «Frøken Holks Skaal!»

Ix stødte straks til med Glasset.

«Jeg tilstaar det for Dem, Doktor Ix, hun har staaet for mig under mit Arbejde som en Kyst, der stiger frem i Horizonten. Al den Stemning, jeg har forstaaet at lægge over det, jeg skrev, af bestandig Søgen, Griben, men atter 192 Slippen og af Vemod, som fødes deraf, men dog bærer den nye Længsel i sig, som Natten den gryende Dag, alt det skyldes, at der netop nu i mig selv efter lang, tungsindig Stilhed, er født en Længsel, og den knytter sig til Frøken Margretes Person ... I Morgen er min første Gang til hende med det, som jeg har skrevet ... »

«Jeg gratulerer Dem paa Forhaand; Frøkenen vil blive begejstret..»

Falk svarede ikke, men skænkede sig selv et nyt Glas; Ix fulgte efter. «Gluck auf!» sagde han, og de stødte Glassene sammen.

«De gaar til Konferensraaden tidlig paa Formiddagen?» spurgte Ix straks efter.

Falk nikkede.

Den anden gjorde en lille spøgefuld Bevægelse: «Saa venter jeg diskret til hen imod Middagen; jeg forefandt den gamle Herres Kort sammen med Deres og maa gøre ham mit Genbesøg.»

193

Margrete sad ovre i sin Cottage, da det næste Dag, lige efter Frokost, blev meldt, at Doktor Falk ventede i Villaen.

Hun havde først haft Lyst til at nægte sig hjemme, for der greb hende pludselig en ganske urimelig Angst; men saa betvang hun sig og sagde roligt til Pigen, at hun skulde lige straks komme. Idet hun gik forbi sit gamle, italienske Madonnabillede paa Væggen, følte hun den inderligste Trang til at kaste sig ned og anraabe denne lille, naive Guds Moder om at give hende en Haandsrækning, en kærlig Hjælp — og med et rev hun Døren op og kaldte efter Pigen: «Bed Doktoren komme herover til mig!» Hun vilde tage imod ham i sin egen Stue; der var hende dog ligesom lidt mere Rygstød herovre hos hende selv ...

194

Hans Trin lød paa Trappen, men de forekom hende saa utroligt betænksomme; hvorfor sprang de hende ikke i Møde? Hjertet sad Margrete i hendes Hals.

«Kom ind!»

Falk stod foran hende, og hans første Blik allerede gjorde hende nervøs. Det var saa sikkert og saa betagende, men saa fremmed, og se — i Haanden holdt han Manuskriptet, dette Manuskript, som det havde været Margrete en Lidelse at tænke paa. Ligheden med hans Skikkelse og Skuespillerens i det lille Stykke skyggede nogle Øjeblikke helt for hende over Falks Træk. Hun lukkede Øjnene.

Og i et Sekund følte hun det, at han ingenting sagde, men altsaa blot stod stille og saà paa hende, som om hun sank og blev ved at synke igennem Luften. Saa havde hun faaet Magten over sig selv, mødte hans Smil og kunde smile igen.

«God Dag, Hr. Troløs,» sagde hun.

Falk slog ind i samme Tone: «De er endnu i Rollen fra Ah perfido; Doktor Ix har fortalt mig om Deres glimrende Foredrag af den. Men husk paa, 195 De endte ogsaa dengang med at kalde Deres hævngerrige Ønsker over den troløse tilbage.»

Hun saà tavs paa ham, og det var hende ikke muligt at smile længere. Han satte sig ned, uden at afvente hendes Opfordring, blot med et kort: De tillader! «Og saa kan De rigtignok tro, Frøken,» begyndte han, «at jeg har arbejdet i den Tid, vi ikke har set hinanden, og oplevet noget midt i min Ensomhed, — som aldrig før i mit Liv .... »

«Og De spørger slet ikke, hvorledes jeg har haft det i al den Tid?» sagde hun brat.

Falk saà pludselig med et forbavset, rask iagttagende Blik paa hende: «Om Forladelse, Frøken, men jeg mente ikke, der var hændet Dem noget særlig mærkeligt, andet end at De havde sunget og spillet og — maaske set lidt over mod de fjerne Skrænter. —»

«Siddet som det sig en Kvinde hør og bør, og ventet paa, at De skulde vende tilbage,» sagde hun med en lille Krusning ved Munden.

«Det sagde De, Frøken, og ikke jeg!»

Hun hævede Hovedet: «Det har jeg ogsaa, Doktor Falk, jeg har ventet og været spændt paa, hvorledes De vilde komme tilbage.

196

«De taler helt højtideligt, Frøken! Jeg kommer — og beder naturligvis undskylde, at jeg saaledes forsvandt ganske uden Omstændigheder; men dette her» — og han pegede paa Manuskriptet — «vil tilgive mig i Deres Øjne, det véd jeg ... »

«Og det er De vis paa, Doktor Falk. Sæt, jeg nu slet ikke brød mig om at høre det!»

«Jamen det gør De, for ellers vilde De ikke være den, De er.»

Der laa hende nogle Ord paa Læben, men hun greb med stor Hast sit lille Broderi og sagde konverserende: «Saa har De altsaa skrevet om hende, De fortalte mig om, og vel ogsaa om adskillige andre — Venner og Bekendte.. Man har maaske selv til syvende og sidst været uheldig nok til at komme med som en eller anden Bifigur i Deres Roman?»

«Nej, Frøken,» sagde han med et dristigt Blik, «De vilde kun kunne optræde som Hovedfigur.»

«Læs saa, Doktor Falk, læs nu! Det er dog det, De er kommen for.»

Han maatte smile ad hendes pludselige, halvt 197 befalende Tone, men fik hastig travlt med at rulle Manuskriptet op ...

.. Da han havde læst noget, saà hun op fra Broderiet: Hvor han var omhyggelig i sin Oplæsning, behagede sig deri, gjorde sig selv saa underlig lille overfor hende derved!.. Var der ikke ogsaa i Stemmeklangen og de smaa Blik, der, halvt distræt, saà bort fra Papirerne, noget af Ængstelse for, at hun ikke skulde synes om det, han læste! ... Herre du store Gud, hvor kunde hun dog vel skænke det en Tanke! Hun havde jo ventet paa ham og ikke paa hans Skriverier.. Og hvad var det egentlig at byde hende her at sidde og høre paa alt dette! — —

Falk gjorde en Pavse og saà forventningsfuldt paa Margrete. Hun betragtede ham ufravendt: «Vèd De, Doktor Falk, hvad min Fætter Adolf kalder dem, som Digtere og andre læser deres Manuskripter op for?»

«Nej —» sagde han, en Smule uvilligt.

«Forsøgskaniner; jeg finder det vittigt.»

«Og oprigtig talt, Frøken, saa havde jeg ventet, De vilde have svaret mig med andet end en Vittighed.»

«Oprigtig talt, Doktor Falk,» sagde Margrete 198 og rejste sig, «saa har jeg kun kunnet høre saa daarligt efter.»

Han havde ogsaa rejst sig, og med et noget forvirret, skuffet Udtryk.

Det kæmpede i hende.

«De maa ikke tage mig det ilde op,» sagde hun.. «det er ikke af Mangel paa Interesse.. men jeg er lidt daarligt disponeret i Dag, jeg kunde ikke holde mine Tanker ved Deres Oplæsning ....»

Hun tav nogle Øjeblikke; han sagde intet. Da saà hun paa ham, og i samme Nu for det igennem hende, at her stod hun for første Gang i sit Liv, som saa mange Mænd havde staaet overfor hende, med forlegne stammende Ord paa Læben, men det saa hun ogsaa i det samme, pludselige Glimt, at Falk til al Lykke intet Øjeblik forstod hvad det var, som her gik for sig.

«Læg dog de Papirer fra Dem,» for det ud af hende, og i det samme havde hun genvundet sin Fatning, saa at hun kom til at le.

«De ler?»

«Ja, hvorfor ikke? Der er da ingen Grund til at tage denne kære Formiddag tragisk. Gem De 199 nu blot Deres Manuskripter til en anden Gang og fortæl mig noget underholdende!»

Falk begreb udmærket vel, at alt det, som her foregik foran ham, betød noget andet end hvad det gav sig ud for; men saa uventet var det hele kommet, og saa lidt Brug havde han netop i Øjeblikket for disse Følelser, som han heller ikke rigtig turde forlade sig helt paa, at han blev ganske raadvild. Han havde udmalet sig det saa ganske anderledes, regnet saa sikkert med, at hun skulde være bleven henrykt over hans Tilsynekomst, begejstret for hvad han havde skrevet; han følte sig flov, forlegen, vidste ikke rigtig, hvorledes han skulde redde sig ud af noget, hvori han fornam, at han gjorde en underlig Figur. Det bedste blev vel at bryde helt overtvært, lade denne Indisposition, som hun selv kaldte det, sætte sig og saa vente til den Dag i Morgen.

Han gjorde nogle høflige Undskyldninger, fordi han maaske var falden lidt ubetænksomt over hende med alt dette, som nu havde optaget ham fuldstændig i saa lang en Tid. Ved fælles Hjælp lykkedes det hurtigt at komme ind paa en Passiar om al Slags Døgnets Smaating; Margrete fortalte om Kapelmesteren og Bayreuthplanerne. 200 «Det er tidsnok for mig endnu at bestemme mig til at tage derned!»

«Men det mener De dog ikke, Frøken; nu var det da først, vi her skulde til at have lidt rigtig Glæde af Dem, baade Deres Fader og — jeg.»

«Ja, men hvad vilde De nu sige, hvis man for en Gangs Skyld tænkte ganske paa sig selv alene?» spurgte Margrete. «Men trøst Dem med,» tilføjede hun umiddelbart efter, «at det jo sandsynligvis bare bliver et af mine Luftkasteller mere. Det er De jo da ogsaa ganske sikker paa iforvejen!»

Falk saà med et lille Smil paa hende: «Naar jeg skal være oprigtig: Ja!»

«Ja, ikke sandt,» nikkede Margrete.

Kort efter greb Falk en passende Lejlighed til at sige Farvel: «Men jeg maa jo nok komme igen i Morgen?»

«De er selvfølgelig velkommen.»

Ikke saasnart havde Døren lukket sig efter Falk, førend Margrete løb hen til sit Skrivebord og skrev til Kapelmesteren, at hun bestemte sig 201 til at tage til Bayreuth og allerede vilde følges med Fru Helsing, som hun rejste ud paa Landet for at hente.

Medens hun endnu stod og viftede med Papiret for at faa de ilsomt henkastede Skrifttræk til at tørre, paakom der hende en brændende Lyst til at slaa Vinduet op og vinke triumferende med Brevet ud efter Falk; men hun havde endnu ikke gjort et Skridt, før hun bittert tog sig i det: Der var nok Grund for hende til at triumfere! Hun, som i Virkeligheden var vanæret, forsmaaet, saa godt som nogen forladt Gretchen, om end ikke Verden, ja ikke engang han anede det ... Dér havde hun hele sit Liv igennem ikke givet en virkelig Følelse bort til nogen Mand, vogtet paa sig selv, naar Sværmerierne havde begyndt at tage Flugt, og hun saà Veninde efter Veninde blive hængende og blive fanget af en Mand, som fik Magten over dem for saa lidt ... Hun havde passet paa og kæmpet imod til Tider for at bevare sig selv hel og uberørt, indtil den store Følelse kom ... og saa havde hun nu følt den, givet sig hen i den med den ungdommeligste Skælven og Jubel og Angst og Sværmen — for at han skulde staa der foran hende med disse

        

202 Papirer i Haanden, smilende og med et forskende Blik. Ikke saa meget som en Blomst havde han haft med til hende! —

Margrete lagde Brevet i Konvolut og skrev udenpaa. Rigtigt var det at handle med det samme. Ingen Betænkning! Ingen Forklaringer bagefter eller maaske Overtalelser, Besnakken, saadan som Pigerne blev besnakket af deres Kærester ... det manglede blot! Hun havde dog vel Instinkt, et ubønhørligt, sikkert Instinkt! Og Stolthed! — Hun, som Mænd havde tryglet og tigget og grædt for ... nu skulde hun vel give sig til at græde for dem igen! Nej, hun var den, hun var, og vilde blive indtil sine Dages Ende, Margrete Holk, som de aldrig havde kunnet slaa sammen med nogen anden ... Nu rejste hun med Bendtsen ... og skulde høre Rosa Haley igen, Kammeraten fra de unge Dage, som hun havde set ned paa dengang ...

Mindet om Bendtsen og Ix den Dag, hun havde sunget for dem, skød lyslevende igennem Margrete, saa tydeligt, at det var hende, som om hun hørte Stemmerne i sit Øre og saà Ix's triumferende, varme Blik.

Margrete blev et Øjeblik ganske svimmel, 203 men saa brød det frem i hende med jublende Sikkerhed: Hvorfor skulde hun holde sig tilbage? Man sætter dog ikke Lys under Skæpper ... Margrete Holk var ikke død endnu, Rosa Haley! Og hun var ikke fejg længere, tilbageholdende, fuld af Hensyn, opfyldt af smaa Interesser for andre Mennesker, humane Interesser; nej, hun havde noget paa Hjerte for sig selv, havde Liv, hun vilde leve, Trods, Had, Længsel, hele sin store fortvivlende Sorg at synge ud ...

Det stemmede nogle Sekunder Margrete stærkt for Hjertet, hun var lige ved at føle Vandet svie i Øjnene; men hun blev staaende midt ude paa Gulvet med Fingrene vredne i hverandre og Læberne bidt sammen. Det knagede lidt i de fine, spinkle Fingre med de mange Ringe; der trak sig en dyb Tværfuge imellem Brynene; men saa var det forbi.

Margretes Beslutning stod fast: al ydmyg Venten, al fejg Ømhed for sig selv, al gammeldags Bornerthed var borte ... denne hjertebankende, tosset blufærdige Frygt maatte blive til en pirrende Kildren, der ikke lod én Ro, før den blev besejret ... Over Bayreuth skulde Vejen gaa til Madame Delord i Paris og videre ...

204

Hun vilde selv besørge sit Brev og se det dumpe ned i Kassen. —

Tæt ved Posthuset mødte hun Ix, under Vejs for at gøre Konferensraaden sin Visit.

«Jeg har et Brev her, Doktor Ix, som vist vil interessere Dem», sagde Margrete, rød i Kinderne. «Det er til Kapelmesteren, at jeg tager med til Bayreuth».

Ix traadte et Skridt tilbage: «Hvadbehager? Maa man gratulere? — Tager jeg fejl, naar jeg antager, at c'est le premier pas ... »

« ... qui coûte», fortsatte Margrete, og der gik en lille Trækning hen over hendes Ansigt.

«Men som sikkert betaler sig», sagde Ix og bukkede med sin mest inderlige Forbindtlighed.

«Ja, Hr. Doktor Ix; det er jo det, jeg tror», sagde Margrete.

205

Dagen efter, da Falk efter Aftale mødte paa Villa Havblik med sit Manuskript, bad Pigen ham meget undskylde, men Frøkenen kunde ikke tage imod paa Grund af Forberedelser til en Rejse.

«Rejse?» spurgte han yderlig forbavset.

«Ja, Frøkenen har faaet et Telegram fra Kapelmester Bendtsen i Morges og tager til Hamborg i Aften. Konferensraaden er i Byen, men kommer tilbage før Middag.» —

Falk var gaaet igen uden at have sagt et Ord til Pigen, han havde en Fornemmelse af, at han var som en døv Mand i et Selskab, hvor der blev talt livligt omkring ham. Der greb ham en gammel Barndomsvane, som han i sin Tid efter megen Kamp havde faaet lagt af, han var lige ved at kaste Manuskriptet, som han bar, 206 ned i Gruset af Harme, Arrigskab over, at han ingenting forstod.

Efter hvad der var passeret i Gaar, var det jo tydeligt nok, at hun ikke vilde tage imod ham ... og denne Rejse! — Skulde det hele maaske være Spilfægteri?

Falks Tanker begyndte at køre rundt i en ubehageligt forvirrende Ring, hvor den ene hægtede sig uforklaret til den anden. Han drev noget, stundesløs omkring paa Vejen, ind i Skoven, gik saa hjem til sig selv for at blive af med dette fortvivlende Manuskript, som han blev ved at trække rundt med ...

Der laa Ix's Visitkort paa hans Bord.

Dr. phil. Ix — p. p. c. var der skrevet til med Blyant.

Hvad skulde nu det betyde? — Falk stormede op til Badehotellet og traf Ix i Færd med at pakke Koffert.

«Hva' for no'et? Skal De ogsaa rejse?» fór det ud af ham.

«Jeg skal rejse, ja, kære Doktor,» sagde Ix, der havde meget travlt; «jeg har tilladt mig at lægge mit Kort hos Dem og hos Konferensraaden. De undskylder, at jeg fortsætter med 207 Indpakningen.» — Ix knapt saà op fra alt det, han stoppede ned i Rummene.

«Hvad skal dette her betyde?» busede Falk løs.

«Hvad det skal betyde, ha, ha! — det sagde De morsomt, jeg mener med ægte komisk Overraskelse.» Ix var stadig i Bevægelse imellem Kommoden og Klædeskabet og Kofferten. «Jeg skal rejse, Doktor,» sagde han og stod stille med et Par Benklæder over Armen, «fordi jeg pludselig har erfaret, at mine Forretninger her nu er lykkelig endte, og at andre venter.»

«Deres Forretninger! De har jo ikke haft Forretninger her.»

«Qui sait!» Ix gik atter til og fra, tømte ud af Skuffer og fyldte i Kofferten. Falk fandt, at han i sin Hast haltede mere, end han nogen Sinde havde lagt Mærke til det før.

«Hvorfor jager De dog saadan?» spurgte han, helt ubehagelig berørt og meget højt.

«Fordi jeg har saa overmaade daarlig Tid,» smilede Ix imod ham i Forbifarten ... «Middagsskibet!»

«Jeg tror, Alverden er besat i Dag; Frøken Holk skal ogsaa rejse. Hører De, Frøken Holk skal rejse; hun rejser med Hamborgtoget i Aften.»

208

«Jeg véd det,» kom det fra Ix, der stod med Hovedet inde i Klædeskabet.

«Véd De det?»

Ix gik skyndsomt hen over Gulvet. «Jeg vidste det allerede i Gaar Eftermiddags; Frøken Holk tager til Bayreuth med Bendtsen og de andre, men senere gaar Rejsen sikkert videre, ud i Kunstens Rige ... »

«Er De fra Forstanden? Har hun sagt det? Og De har ikke ladet mig vide noget om det?»

«Undskyld, jeg vidste ikke, at De havde noget Krav paa Frøken Holk.»

«Det har jeg heller ikke, men De vidste jo ... »

«Jeg antog, at De var underrettet og som Kunstner selv maatte billige hendes Forsæt; De sagde jo ogsaa, at hun burde ikke stille sit Lys under en Skæppe ... nej, det er sandt, det var jo Kapelmesteren; pardon, jeg sammenblander to saa fortræffelige Mænd,» — og han hinkede hen i den anden Ende af Stuen efter nogle Brevskaber.

Falk blev rød i Kammen. «Jeg forstaar ikke, hvad dette her skal sige. De spiller jo en Komedie med mig. Er der noget, De véd, men vil stikke under Stolen? De skylder mig at komme frem 209 med det. Hvorfor rejser Frøken Holk? Hvad har Frøken Holk sagt om mig?»

Ix standsede lige overfor Falk: «Om Dem? Paa Ære, ikke et levende Kvidder — som de siger paa Københavnsk — ha, ha!»

«De skal ikke le af mig, hører De!»

Ix støttede sig med den ene Haand til Bordet: «Hvor kan Doktor Falk tro, at jeg ler af Dem?»

«Fordi jeg finder s'gu mig selv latterlig i denne Situation,» brusede det ud af Falk.

«Fortrinligt, kære Hr. Doktor Falk, fortrinligt! De bliver dog Dem selv lig. Bestandig den samme psykologiske Evne til udefra at kunne beskue sig selv. Og nu dette i Forening med Deres rige kunstneriske Begavelse: De sværmer og digter Lyrik, gør Fadæser og skriver Humoresker ... poetisk Vekseldrift!»

«Lad være at spøge, Doktor Ix! De skylder mig Regnskab, dersom De véd noget. Jeg har vist Dem Fortrolighed; vi har talt sammen om Frøken Holk. Jeg føler dette som et Brud fra hendes Side; det piner mig; jeg forstaar det ikke ... »

«Det piner Dem, at De ikke forstaar det, vilde De vist rigtigere sige Jeg kan ikke hjælpe 210 Dem til at forstaa det. Jeg véd kun, at Frøken Holk fra i Gaar, ligesom De, tilhører Kunsten, vil leve sit Liv, finde sig selv i den — som det hedder.»

Falk tog paa Veje: «Jamen det kan hun jo ikke og vil hun aldrig lære! Det véd De bedre end nogen, De, som har kaldt hende den Følelses-Artist, hun er. Hun skulde kunne hæve sig ud af sig selv for at give sig selv?! Forstaar De da ikke, Mand, at hun er et Menneske, et levende, spillevende Menneske og ikke Spor andet ... » Ordene for helt heftigt ud af Falk; det ene var nær ved at snuble over det andet.

«Mon De altid selv har husket rigtigt paa det, Hr. Doktor,» sagde Ix og strøg sig om Skæget, «— — men under alle Omstændigheder nu er der ikke mere Tale om kan eller ikke kan, hun vil. Og Menneskers Vilje, Menneskers Himmerig!»

Falk vilde tale, men Ix greb ham let i Frakkeopslaget: «Respekt for Viljen, Hr. Doktor Falk, og for dens Tale, som hedder Tro. — Egentlig har det altid gjort mig ondt at se Vilje brydes. Naar jeg sad ved et Dødsleje, og jeg har siddet ved flere, og sét disse Mennesker, der ikke vilde 211 dø — jeg er bleven helt vemodig, naar jeg saà Knokkelmanden tilsidst faa den Vilje fat og klemme Luften ud af den som af en Dueunge. — Ja, ja, det er en ubehagelig Overgang med den Død, som man siger ... » og Ix slentrede væk fra Falk for at lægge de sidste af sine Sager ned. —

Falk stod, tavs og utilpas, med Hovedet underligt øde for Tanker og saà paa, at den anden nu laasede af for Kofferten; egentlig havde han mest Lyst til at gaa lige med det samme. Men saa rejste Ix sig i Vejret og sagde fortroligt: «Dette er ogsaa en Overgang, Doktor Falk, dette her. Noget maa der være sket, jeg gætter mig kun til det. En Kvinde er maaske gledet Dem ud af Ilænderne ved et Uheld, et Træf, en Tilskikkelse, jeg kan ikke sige Dem det ... Vælg den Dem behageligste Forklaring! Se den i Deres Digterfantasis Glødelys og husk, at Verden er rig paa Kvinder! —»

Ix ringede paa Hotelkarlen. «De maa ikke tage mig det ilde op, Hr. Doktor, naar jeg maaske i Dag ikke har kunnet ofre Dem den Dem skyldige Opmærksomhed, og det netop paa den sidste Dag, den saa uventet hastigt indtrufne sidste Dag. Naar jeg tænker tilbage paa den Stund, da De for første 212 Gang sad sammen med mig paa denne Balkon, og da vi talte om ... »

«Deres Moder ... » fór det ud af Falk.

«Om min Moder! Ja, rigtigt, det gjorde vi ogsaa.»

«Min Moders Smerte,» citerede Falk, «blev til skønne Tungsindsdrømme i mit Sind ... ja, saadan var det, De sagde, nu først kan jeg komme ordret paa det!»

«Hvor det dog er elskværdigt af Dem, at De vil erindre mine fordringsløse Smaabemærkninger. Men jeg forstaar, at netop disse Par Ord har maattet gøre Indtryk paa Deres følsomme Digtersind. Aus meinen grossen Schmerzen — Mach ich die kleinen Lieder ... »

Ved en pludselig Idéforbindelse saà Falk paa en Gang for sig Margretes Træk, som de gik sammen paa den Spadseretur i Skoven og hun talte om det gamle Digt, som havde stemt hende ilde — saa mødte hans Øje atter Ix's komplimenterende Skikkelse. Og han følte en aldeles urimelig Lyst til at raabe et eller andet brutalt Ord ind i dette forbindtligt smilende Fjæs.

Hvor nødvendigt han end fandt, at Høfligheden bød det, var det ham dog ikke muligt 213 at tvinge sig til at vente og følge den anden ud paa Dampskibsbroen. Han ønskede ham kort og godt Farvel og lykkelig Rejse, takkede for Samvær i Sommer og gik uden et Blik til højre eller til venstre ned ad Stentrapperne og hjemefter ad Strandvejen. Men oppe paa Verandaen stod Ix et Øjeblik ved Balustraden og saà efter ham.

        

214

        

215

EFTERSPIL

216

        

217

Den eneste, der senere kunde bringe Efterretning om Doktor Ix hjem til København, var den bekendte Impressario, Kunsthandler og Forlægger fra Kongens Nytorv, Hr. Bang-Hansen.

Han havde truffet Doktoren paa en Passagérbaad imellem Bremen og London en Gang ud paa Efteraaret. De to Herrer var kommen i Snak ved Aftensbordet og fik bagefter fundet sig til Rette paa Dækket i Læ af Salonen for at passiare videre til Cigarerne. Det var rigtignok ganske mørkt, men Vejret var ikke mere blæsende, end at det var behageligt at sidde ude i fri Luft.

Bang-Hansen havde netop fortalt, at Falks nye Bog var udtrykt og skulde udkomme hos ham om otte Dage, og det betroede Impressarioen Ix, at hans Rejse til London for en stor Del gjaldt Frøken Holk. Han havde igennem sin Kone — født Bang — faaet en fortræffelig 218 Dameforbindelse til Frøkenen, der allerede havde indvilliget i, naar Tiden kom, at lade sig lancere af ham. Og det skulde ske fra London med Benyttelse af det Barndomsbekendtskab, som Familien Holk havde til Englands første lady.

«Forstaar De hvad jeg mener, «sagde Impressarioen ivrigt, med Overfrakken hængende opknappet omkring sig, «jeg kender det engelske Aristokratis musikalske Smag for Tiden til Punkt og Prikke og skal nok faa Frøken Holk passet ind i den Ramme! — Ser De det Billetsalg for Dem i København bagefter?»

Ix flyttede sin Feltstol helt ind i Hjørnet mellem Salonen og Trappen til Kommandobroen, Bang-Hansen kunde skimte, hvorledes hans Skikkelse svøbte sig behageligt ind i Plæden.

«Det gør jeg, hvis De blot kan faa Frøken Holk rigtig med,» lød Doktorens Stemme, «husk paa, hun er noget af en Karaktér.»

«Selvfølgelig aner hun foreløbig ikke det ringeste, Hr. Doktor! Frøken Holk bare synger i Paris med Fanatisme, som det skal være; men en skønne Dag er alligevel alting lagt til Rette for hende, hendes Specialitet funden. Tror De, hun vil unddrage sig den? Har hun maaske ikke 219 gjort Springet fra Ensomheden ud i Publikum? Saa er det som i Krigen. Der skal sejres.»

Ix's Stemme lød helt livlig og rask, da han bøjede sig frem i Mørket. «Ja,» sagde han, «De har Ret, det er som i Krigen! Og hun tror, som i Krigen.»

Impressarioen havde flyttet Stolen noget nærmere ind imod den anden: «Hr. Doktor, man laver ikke Æggekage udenÆg! — En Kunstner, som ikke tror paa sig selv, er en død Kapital, saa kan han have saa meget Talent, det være vil. Troen, det er Kunstens Salt. Det er den, som overvinder alle Nederlag, og tilsidst faar det frem i Kunstneren, som Publikum vil ha', det, som skaber Successen.» —

Der blev en lille Pavse.

«Hr. Bang-Hansen,» kom det saa inde fra den mørke Krog, «jeg sætter en saa overordentlig Pris paa Deres Betragtninger, fordi De aldeles ikke er Ironiker!»

«Ironiker, Hr. Doktor! Det kunde jeg slet ikke være i min store Forretning; dèr skal der noget anderledes positivt at bygge paa. Der er ingen Kunstner, som kan tro mere end jeg, forsikrer jeg Dem, paa mig selv, mine Foretagender, 220 mit Held, paa Fremskridt, Udvikling, Weiterstreben, som der staar i Indledningen til min illustrerede Jubeludgave af Goethe. Kender De den Udgave med Terperups Indledning? Jeg siger Dem, de 58 Sider, de ligefrem slog mig i sin Tid; De aner ikke det Synspunkt, de giver for saadan et virksomt Forretningsliv. Man haster fra Opgave til Opgave, bestandig fremad, uden at noget Nederlag kan kue en, bestandig i Tro. Det er Livet, ikke sandt, Livet, som skal leves.»

«Og saa mangler der bare Døden,» lød det fra Ix; han kastede sin Cigarstump fra sig, saa Gnisterne fløj i en lysende Bue hen over Dækket.

«Ja,» sagde den anden og rommede sig, «selvfølgelig kender jeg godt det at tænke paa Døden ... »

«Det er en ret kildrende Fornemmelse ... »

Bang-Hansen samlede Frakken lidt omkring sig, nu var det virkelig begyndt at blive en Smule køligt.

«Det véd jeg dog ikke rigtig,» sagde han, «i tidligere Tid er det tidt forekommet mig uhyggeligt. Men nu er jeg ikke mere bange for Døden, jeg har dannet mig min Tro.»

Han flyttede Stolen endnu lidt nærmere i Læ 221 af Salonen og hen mod Ix's Krog: «Jeg skal sige Dem, Hr. Doktor ... De forstaar, hvad jeg mener: en Tro, det er jo altid noget, der ikke kan bevises, ikke sandt? Jeg kan heller ikke sige Dem, hvordan jeg er kommen til den, hvor jeg har den fra; men jeg tror, at man kan komme til at gaa meget igennem, lide forfærdeligt — desværre; men lige paa det sidste, naar Livet slukkes, forstaar De, saa sker det i et Nu af uendelig Lise, Forløsning af alle Kvaler. Og saa er det forbi.»

Ix's Ansigt blev et Øjeblik helt belyst ved at han tændte en frisk Cigar. «De har en Livsanskuelse, Hr. Bang-Hansen,» sagde han saa, medens han smed Tændstikken, «som mange vil misunde Dem, og denne lille Nirvanaafslutning finder jeg charmant. I min Familie er Livsopfattelsen noget mere gammeldags, ligesom lugter lidt af Baal og Brand. Véd De for Resten, her i dette Mørke, hvor der ikke er Fare for, at De kan se mig rødme, kunde det more mig at fortælle Dem en lille Historie, som jeg agter at skrive. Ja, De maa ikke tage mig ilde op, at ogsaa jeg er en Smule Digter ... maaske var det oven i Købet noget for Deres Forlag, — skønt

        

222 jeg indrømmer, at Livsanskuelsen deri er Deres næsten diametralt modsat.»

«Hr. Doktor! Forskel i Livsopfattelse har aldrig hindret mig i at træde i Forbindelse med nogen; det tør jeg rose mig af. Det vil interessere mig overordentligt at høre Deres Fortælling.»

Ix begyndte: «Ja, se Historien handler om en Kunstner — jeg kan for Eksempel sige Digter — der begaar Selvmord ... »

Forlæggeren afbrød ham hastigt: «Undskyld, Hr. Doktor, men som praktisk Mand maa jeg sige Dem, at det Emne er umuligt. — Historier om Kunstnere! For én Gangs Skyld kan det gaa med et meget lille Oplag; men naar det bliver kombineret med Selvmord ... —! Gudbevares, om en Snes Aar, tredive Aar, saa gaar det godt igen, men nu for Øjeblikket ... ! Tiden vil bort fra det negerende, forstaar De.»

«Jamen det kunde maaske være, at min Bog netop indirekte ... »

«Indirekte. Alting skal være direkte nu for Tiden, læg Mærke til det, positivt udtrykt, med tydelige Resultater ... Men undskyld, det er blot af Interesse, den varmeste Interesse, at jeg 223 afbryder Dem ... Deres Helt tager altsaa Livet af sig selv ... »

« ... Ja, Hr. Bang-Hansen, fordi han ikke mere tror paa, at han har noget Selv.»

«Hm!» brummede Impressarioen bare.

«Og saa har han dog været fornuftig nok til ikke at søge Hvile i et af disse socialt, moralsk og religiøst udstyrede Himmeltaarne af et Selv. Min stakkels Digter er saa inderlig beskeden, han vil kun have sig betragtet som en Lysbryder, der virker med til at kaste den farbigen Abglanz, der kan betyde Livet, og som maaske ogsaa er omtalt i Hr. Terperups Indledning til Deres illustrerede Pragtudgave af Goethe. Men en skønne Dag gaar det op for ham, at han umærkeligt er bleven til et Reflektionsspejl, som De, Hr. Bang-Hansen og Publikum, som er Dem, ligesom De Publikum, ganske stilfærdigt flytter fra Realiteternes Førstesal til Idealiteternes Tagkammer og tilbage igen, ligesom det nu passer med Udviklingen ... »

Bang-Hansen tænkte med Rædsel paa, om Ix maaske virkelig skulde have skrevet saadan en Historie sammen og for Alvor vilde tilbyde ham 224 den: «Den er for artistisk, Hr. Doktor, ikke noget for selv det snevrere intelligente Publikum ... »

«Og De tror ikke,» lød Ix's Røst fra Mørket, «at der brænder et artistisk Livssyn i tusinder af Menneskesjæle netop nu for Tiden ... ?»

«Brænder, brænder! Jo, Gudbevares, jeg tvivler skam ikke paa, at der brænder, Hr. Doktor; Folk tager sandelig ogsaa Livet af sig selv, maaske mere end nogensinde, men de vil ikke læse om det, de maa det ikke ... Kunstnerisk Livssyn, hvad har jeg ud af det, naar Folk ikke tør være ved det, naar de lader det skræmme ud af sig — der skal noget ethisk til, noget positivt ... jeg skaffer Dem for Øjeblikket Succes paa enhver Bog, der har et positivt Indhold; det kan være hvordan Pokker, det være vil, det skal nok finde sin Kreds ... »

«Jamen min Bog belyser netop ... »

«Undskyld, Hr. Doktor, men som jeg sagde Dem før, det maa ogsaa være klart, tydeligt, positivt udtrykt, ikke saadanne Strejfbelysninger længere. Men De maa ikke tage mig ilde op, jeg skal ikke mere afbryde Dem.»

Bang-Hansen tænkte ved sig selv, at det var saamænd ganske unyttigt at gøre sig Ulejlighed 225 med alle de Indvendinger; der var dog ikke Tale om, at der nogen Sinde kunde blive noget for ham ud af den Fortælling. Han bakkede Ilden op i sin Cigar, som havde været lige ved at gaa ud, og hørte næsten lidt adspredt paa, at Ix fortalte videre.

Doktorens Stemme lød noget hævet, og han talte temmelig langsomt: «Forstaar De vel, at dette hvileløse Menneske søgte Freden i den kunstneriske Trang, der var tændt over hans Evne, og som skulde brænde i Ære til hans Dages Ende. Han faldt paa Knæ i Tilbedelse for denne Kunst, i hvis skønne Øjnes skiftende Glimt han skulde ane et forklaret Billede, der kunde betyde ham selv. Kan De saa fatte hans Rædsel den Morgen, hans Blik paa en Gang oplades, og han skuer ind i Deres Øjne, Hr. Bang-Hansen, Deres store, menneskekærlige Øjne, der genspejler den fremadskridende Udvikling! Gaar det op for Dem, at han faar en levende Fornemmelse af, at han slet ikke mere eksisterer, og at Selvmordet bare er en Art symbolsk Handling!»

Impressarioen flyttede sin Stol for Vinden: denne stadige personlige Apostrofering tiltalte 226 ham oprigtig talt ikke synderligt, og Fortællingen maatte man jo bede Vorherre bevare sig for. «Deres interessante Historie,» sagde han, «vil sikkert forekomme noget uhyggelig ... »

«Jamen véd De, hvad der er det værste, Hr. Bang-Hansen, den er ikke det mindste spændende; det foregaar altsammen saa underlig umærkeligt, uden Spor af ydre Situation, ganske lidt efter lidt; hans Selvmord kommer overraskende for alle. Og saa er det dog begyndt, om jeg saa maa sige, lige netop i samme Øjeblik som De, Hr. Bang-Hansen, kigede gennem Ruden ind i hans ensomme Stue. Det stakkels Fæ af en Kunstner! Han tror, De har styrtet Gudinden fra sit Sæde. Han véd ikke, at fra det Øjeblik, han første Gang følte Dem i Rummet omkring sig, og han smilede ved den Fornemmelse, da havde De allerede taget Gudebilledets Plads, og det hvor hæderligt han end troede paa det endnu, hvor ærligt han end løj for sig selv og omforklarede alle de Positurer, han stillede sig i overfor det Billede, alle de Masker, han i Tidernes Løb ubevidst fik trykket sig for Ansigtet, — for at tækkes Dem, Dem, Dem.»

227

Impressarioen, Kunsthandleren og Forlæggeren var efterhaanden bleven virkelig ubehagelig til Mode, han sad og smaatrommede med Fødderne og stirrede utaalmodig hen imod Ix's Cigarglød. Endnu hørte han den andens Røst sige Ordene: «Og saa bliver da det gamle, trivielle og løgnagtige: Livet er et Maskespil ogsaa dette selv¬bedragne Menneskes sidste Ord ... ,» da skete der paa en Gang noget, som Bang-Hansen senere af udmærkede Sagkyndige fik at vide ikke ganske sjeldent kunde hænde paa Nordsøen, men som den Nat kom ham forbavsende uventet.

Bedst som han sad, forekom det ham et Øjeblik, som om denne stikkende, røde Cigarglød svulmede uhyre op og derpaa forsvandt med Mandens Skikkelse og det hele i en tyk Taage, der pludselig bredte sig over hele Skibet. Impressarioen kunde ikke se en Haand frem for sig, den klamme, raa Luft stemmede ham for Aandedrættet, og kort efter begyndte de at klemte for¬ude, saa det for igennem Bang-Hansen med allehaande Fornemmelser af Brand og Ligfærd; han næsten sank i Knæ under et Anfald af den uhyggeligste, gammeldags Dødsangst.

228

Bagefter anede han i Grunden ikke, hvor længe han havde været om at finde hen til Kahytstrappen; men lang Tid havde det varet, og han var saa forvirret i sit Hovede, da han endelig kom nedenunder, at der ikke var andet for ham at gøre end at gaa til Køjs.

Han sov umaadelig haardt og vaagnede først den næste Morgen, da Skibet allerede laa ved Bolværket i London. Lx maatte være gaaet i Land, før Bang-Hansen kom paa Dækket, for Impressarioen saa ham ikke mere.