↩ Jeg sætter mig til Rette med den Fornemmelse, man kender fra om Aftenen, naar man strækker sig i sin Seng og føler Dagen svinde af ens Minde: bag mig ligger noget, jeg knap engang længere husker, foran mig gyldne Uger, over hvilke jeg er Suveræn. Jeg kan ødsle med min Tid, sove den op, om jeg har Lyst til det, drive den hen eller feberagtig benytte den til Indtryk, hvor jeg lader det ene jage det andet. Jeg kan tale med Mennesker og gaa fra dem igen, søge dem op og gemme 4mig blandt lutter Fremmede for dem, de er blot et eneste stort Theater for mig med uendelig mange Scener og glimrende Maskineri.