↩ Jeg havde smaasovet i Kupéen, med en ubestemt Fornemmelse af flere Gange at være vaagnet op og have stirret frem i et begyndende Dagskær; nu saae jeg det fulde, kolde Lys paa de brune, fedtede Hynder, der tog hel Glans under det; en Herre laa og 19sov lige over for mig, ganske askegraa i Ansigtet. Jeg slog Vinduet ned og stak Hovedet ud, Luften føltes næsten som en kold, vaad Klud paa min Pande. Markerne var ganske tomme; der stod et Steds en Trillebør med et Par Skovle, de saae ud, som havde Menneskehænder ikke rørt dem i umindelige Tider og skulde aldrig mere komme til at røre dem, ingen Fugl pippede, der lød intet Hundeglam, det eneste levende i Landet var vort lange, bugtede Tog.