Larsen, Karl Uddrag fra Cirkler

Jeg begynder næsten at ærgre mig over mine sønderjydske Bønder ogsaa. De er i jævn, ligelig Stemning, ler til hverandre og snakker almindelig, hverdagsagtig Tale: om hvorledes Høsten tegner, hvornaar de har talt med ham eller hende. Hvor meget jeg saa ogsaa siger til mig selv, at det dog er vel naive Forestillinger, min Hjerne tumler med, finder jeg det alligevel lidt besynderligt, at disse Mennesker er i et saa ligeglad Humør. Jeg kommer til at erindre min forbavsede Harme som lille Dreng, da jeg saae et af vore slagne Regimenter komme hjem fra Krigen med vant Musik; i mine Barnedrømme havde der staaet noget som Dødsstilhed og Flor om Fanen. Og paa lignende Maade kunde jeg nok have ønsket mig disse Sønderjyder noget mindre talende, lidt mere som man tænker sig et Folk i Sorg. Det er med et vist Velbehag, at mit Øje søger en ung Pige paa 23—24 Aar, der sidder i sit Kupéhjørne uden at mæle et Ord til nogen; da den tyske Schaffner forlanger

        

29 hendes Billet, lægger jeg Mærke til, hun rækker ham den ganske stiltiende. Jeg finder hende smuk trods de ganske tarvelige Træk.