Larsen, Karl Uddrag fra Cirkler

Jeg var midt imellem le og græde og i Grunden væmmeligt flov. Saa uhyggeligt nær laa altsaa Udtrykkene for Melankoli og Køredvaskhed ved hinanden, og saa uforbederlig en Æsthetiker var jeg selv! Der havde jeg 30 været patriotisk bevæget overfor en døsig tysk Tjenestepige, men de sunde danske Bønder nordpaa havde jeg taget deres Munterhed og gode Lune ilde op. Saa langt burde jeg da i hvert Fald kunne være kommen bag det rent kunstneriske Indtryk, at jeg havde gjort mig klart, hvorledes disse jævne Bønder nu snart i tredive Aar var bleven ved med naivt og inderligt at holde det fast, som ogsaa for mig var det højeste Gode, mit Livs Aande: vort danske Sprog. Og skulde man ikke netop være tilfreds over, at de kunde lade, som om de Fremmede ikke eksisterede omkring dem, men glæde sig over Sol og Mennesker og snakke op derom i deres Modersmaal! Og troede jeg i Grunden, de vilde have forstaaet at bevare dette Sprog, om de ikke just havde taget det hele saa ganske ligefrem, men været nogle dybt reflekterede Individer, der i Fortvivlelse maaske vilde ladet det falde!