Larsen, Karl Uddrag fra Cirkler

Straks den første Morgen drak jeg min Kaffe i Gæstestuen og snakkede med Mand 39
og Kone, medens Opvarterdrengen i kort, sort Trøje gik diskret rundt med Vidskestykke i Haanden og lyttede. Stamgæsterne kom enkeltvis ind til et Glas Øl, naar deres Vej faldt forbi, og blev modtaget med lydelige Glædeshilsener. Naar Fruen først i korte, klare Spørgsmaal havde faaet forhørt sig om vedkommendes plus Kones og Børns Befindende, kom Værten lidt efter, med Hænderne under Skøderne, hen til Gæsten, som havde taget Plads, og spurgte i sin stille, venlige Tone videre eller fortalte lidt nyt, han havde hørt. Da jeg skulde ud i Byen, var jeg nær aldrig bleven fri for al hans Tjenstagtighed; jeg blev nødt til at angive et bestemt Sted, jeg vilde hen, for jeg indsaa, det begreb han aldrig, at jeg kun vilde drive. Og derpaa fulgte uendeligt detaillerede Oplysninger om Vejen dertil og særlig hvilke Gader man endelig ikke maatte gaa ned ad; da jeg omsider begav mig paa Vandring, fulgte han barhovedet og med Hænderne under Skøderne med ud paa Torvet foran Hotellet og raabte endnu et Par Gange efter mig, pegede og viste med Fingrene. Jeg var lykkelig, da han til sidst ikke kunde 40se mig. Saa fik jeg da Lov til at slentre omkring uden Maal og Med, som jeg altid gør det den første Dag i en fremmed By! — Jeg har ikke den Orienteringssans, som nogle Mennesker er saa glade over, og gruer for at træffe sammen med den Slags Folk, der, efter at have været et Par Dage i en fremmed By, sætter deres Stolthed i at kunne føre en den korteste Vej derhen, hvor man vil til. Jeg spørger mig for og faar lidt Vejledning, har mærket mig et Par Kirketaarne og nogle Hovedgader, saa gaar jeg af Sted. Gaar jeg en Omvej, ser jeg den med, og bliver det for sent til at naa, hvad jeg vilde se den Dag, tager jeg derhen den næste, jeg har jo ikke noget at haste efter; hvis jeg havde det, var jeg bleven hjemme og ikke taget paa Rejse.