↩ Jeg gik hurtigst muligt til Girafferne. Dem var der tre af, og de havde en indhegnet Plads og et Hus, der var malet med en stærk, kobaltblaa Farve, formodentlig for at minde dem om Tropernes Himmel. Girafferne er med Rette berømte for deres lange Halse, Øjnenes Udtryk er en bestandig, uintelligent Opmærksomhed, ned ad dem bagtil dingler en tynd Hale, der ender i en Haardusk ligesom Fletningen hos en halvvoksen Skolepige. De minder overhovedet stærkt om disse Medskabninger, ogsaa i den Maade, paa hvilken de kan staa, med fremstrakte Halse og Hovederne tæt ved hinanden og se efter en, medens Øjnene udtrykker den taabeligste Interesserthed, indtil de saa paa en Gang gør kort omkring og i 57et skabagtigt daskende Løb farer af Sted sammen og ind i Huset.