↩ Jeg finder dem ud, alle mine pudsige Dyr, og glæder mig paa Vejen over en fortræffelig Idé, Direktionen har haft ved at sætte en lille halvvoksen Bjørneunge ind til Aberne. Baade den og Aberne bliver stærkt fodrede; der stikkes Johannisbrød, Nødder og Honningkager ind til dem; men hvert Øjeblik hænder det, at medens Bamsemanden endnu staar fornøjet og klodset paa Bagbenene, rokker, nikker og er ved at strække Labben ud efter Honningkagen, saa farer en lang mager Abehaand ned oppe fra, rykker Kagen væk fra Mennesket udenfor, og man ser Røvertampen af en Abe paa et Sekund være svippet fra Tremmer over paa Stænger, gennem Gynger og hen i det mest afsides Hjørne af Buret, hvor den med Ryggen mod dem udenfor sidder og æder sit Bytte. Men Bamsemand glor et lille Øjeblik, saa rokker han videre med Hoved og Ben og tænker, der kommer vel nok noget andet.