↩ Det var ikke saa lidt senere end almindelig Spisetid i Hamborg, og der hørtes kun meget faa Gæster i Lokalet; jeg sad inderst inde i min Niche og ventede med Velbehag paa den næste Ret, da en noget ældre, graasprængt Herre og en yngre mørk, lille Dame standsede foran mit Bord, efterfulgt af en Opvarter, der gjorde en Mængde Undskyldninger: «.... mente .... det var blevet saa sent i Dag .... saa troede jeg slet ikke, Herskaberne kom .... men maaske i den næste Niche? ...»