Larsen, Karl Uddrag fra Cirkler

Der er virkelig ligesom et Pust af tropisk 82Luft over denne Del af Hamborg; i St. Pauli sporer man det mest naivt og paa den haandgribeligste Maade. Hagenbeck har heroppe sit store permanente Menageri, og ikke langt derfra er der en betydelig Handel med mangefarvede Konkylier, alle Slags Koraller, Panterhuder, Vaaben, Gudebilleder; kommer man ind i Sømandskneiperne, kan man træffe en Koffertfisk i Loftet eller Krokodilunger i Spiritus, og der ses Ansigter omkring en med fremmedartede Træk og saa brun en Lød, som vor Sol aldrig brænder den. Og gaar man om Bord i en lille Havnedamper og sejler med den fra St. Pauli Landingsplads forbi Pakhusene ind i Dampskibshavnen, da er det, som marcherede hele det brogede Landkort over de tropiske Lande frem for en, saa mange eksotiske Flag kan man se paa Toppen af ud- og indgaaende Skibe og saa mange Navne paa oversøiske Byer staar at læse under Bugsprydene.