Larsen, Karl Uddrag fra Cirkler

Jeg saae Sedlen paa Vadsketøj efter, pakkede lidt ud og ind i min Kuffert; da Solen naaede ind i Vindueskarmen, satte jeg mig paa Stolen derhenne og gav mig til at tage Pletter af min Jakke. Morgencigaren smagte fortræffeligt, Arbejdet med at tage Pletter af interesserede og fængslede mig hurtigt; det varede ikke længe, før jeg blot ønskede, der havde været mange flere, som jeg kunde have gnedet paa og holdt op mod Lyset, ladet tørre og gnedet paa igen, hvis de ikke skulde være gaaet rigtig bort. Eller ogsaa vilde jeg have kunnet klistre Papæsker eller lignende, sidde saaledes ganske stille, skære Papfladerne ud 107og klistre kulørt Papir paa, sindigt og betænksomt, for at der ikke skulde komme noget Klister ud over Kanten, føje dem sammen, stille dem til Tørring, puste Cigarstumpen ud i Gaarden, tænde en frisk Cigar og fortsætte uden saa meget som en eneste Tanke i Hovedet, men med lutter ubestemt svævende Indtryk.