↩ Efter en god Frokost føler jeg mig tilstrækkelig 108oplivet til at kunne promenere. Jeg drejer om ved Jungfernstieg og gaar op ad Alléen med Alsterbassinet paa min venstre Haand. Der gaar smaa Bølger for Vinden derude, et Par Sejlbaade stryger afsted i frisk Fart, Belysningen veksler med Solen, som det ene Øjeblik er straalende fremme og det næste kryber om bag nogle mægtige, helt efteraarsagtige Skyer; en Damper ligger stille ved en af Anløbsbroerne, hyler, tuder og vælter en tyk, sort Røg op imod Lombardsbroen, der paa svære Piller skræver tværs over det hele. Over den ser man Vogne og Mennesker ustandseligt passere som trukne af et mekanisk Uhrværk; Ryttere traver af Sted paa Ridebanen ved ens højre Side; Sporvogne klingrer; Køretøjer og Mennesker høres og ses krydse hverandre, hvor man saa vender Øjet hen.