Larsen, Karl Uddrag fra Cirkler

Kompagniet kom marcherende, blankt pudset, med alle Geværløb lysende i lige Linie og hele Regimentsmusikken i Spidsen, ned ad Friedrichsstrasse, svingede om ved Linden og svulmede paa Vejen op til noget som et Regiments Omfang ved alle de Mennesker, der gik med, i Takt efter Musikken, paa Fortovene og ude under Lindetræerne. Der var et eget Udtryk af komisk Alvor over disse Folk, som det kommer over voksne Mennesker, naar de løber efter Soldater og uvilkaarligt af Musikken tvinges ind i Cadence med den.