Larsen, Karl Kvinder

Femte Scene.

FRU KRAFT.

Det er rigtignok nydeligt af Signe med den Understøttelsesforening, det maa man saamænd sige, det hører der rigtignok Hjærte til.

FRU LINDHOLM.

Ja, baade Hjærte, synes jeg, og ikke Hjærte.

16
FRU KRAFT.

Men Gud, er der forekommet noget? Jeg mener, saadan som de skriver om i Venstrebladene.

FRU LINDHOLM.

Mej, hvad skulde der forekomme andet, end hvad der forekommer hver Dag, at de maa vises bort, mange ...

FRU KRAFT.

Naa ikke andet.

FRU LINDHOLM.

De kan nu engang ikke blive hjulpne allesammen. Og saa er der mange, der ikke er til at stole paa, og hvor de maa undersøge og bliver narrede. — Aa, jeg kunde ikke holde det ud.

FRU KRAFT.

Jo men de lyver; det er det med Trængende. Jeg skal aldrig glemme to Smaapiger engang, der bad om Penge til Brød, og saa gav jeg dem noget Mad af Pigens, som hun havde ladet staa fra om Aftenen. Da jeg kommer ned i Porten, falder mit Blik paa Grossererens nye Barnevogn, der stod dernede, og da jeg lukker Kaleschen op, saa ligger dér alle Stykkerne. Du maa tænke Dig, løftet den svære Kalesche op og skubbet dem helt langt. ind. Det var lige nede ved 17Sædet, at jeg fandt dem. — Nej, de bruger det til Slikkerier, Fattige. Det er det, de gør. Saa ondt som det ogsaa gør En, saa maa man smække sin Dør.

FRU LINDHOLM.

Aa, Nød er rædsomt! Jeg gav helst til dem allesammen bare for ikke at se det.