Larsen, Karl Kvinder

Sjette Scene.

SIGNE.
(kommer ind fra Entréen. Hun er lidet køn, noget klodset, og paa en vis, demonstrativ Maade tarvelig klædt uden Pynt).

Goddag, Fru Kraft!

FRU KRAFT.

Goddag, lille Signe! Vi sad netop og talte om alt det humane, Du gør; der er vist megen Nød i Vinter.

SIGNE.

Ja, vi har meget at gøre paa Kontoret. Og der maa anvendes den yderste Skønsomhed ved Uddelingerne.

FRU LINDHOLM.

Ja, jeg fortalte lige Fru Kraft, at der kommer saa mange, som Du maa vise væk.

18
FRU KRAFT.

Jo, jeg kender det. Og saa bliver de grove. Forleden var der en, som jeg havde vist af ved begge Dørene, baade i Køkkenet og paa Hovedtrappen, og saa er han gaaet helt ned igen og op ad Hovedtrappen med Kridt i Lommen, og han havde skrevet «Rak», kan Du tænke, paa Døren.

SIGNE.

Ja den Sort Optrin har vi nu rigtignok ikke nogle af.

FRU LINDHOLM.

Ja, men jeg begriber ikke, Signe, hvor Du bare kan have Hjærte til at vise dem væk.

SIGNE.

Naa, man har jo sine Principer at gaa efter, Mo'er.

FRU KRAFT.

Ja det er rigtigt, lille Signe. Man maa have Principer, jeg giver aldrig ved Dørene eller paa Gaden. Det vil sige, der er saadan en rigtig net, ældre Mand, som kommer hos saa mange pæne Familier, og han er kommen i mange Aar, det begyndte med, at han havde en Hofteskade, og ham giver jeg. Aa, han er saa nydelig høflig og takker. Han faar saadan sit Visse.

19
SIGNE.
(vigtig).

Kære Fru Kraft, det er netop den allerfarligste Sort Fattige. Det er det, som hedder de professionelle Tiggere. Man gør ikke noget godt mod Samfundet ved at holde dem oppe.

FRU KRAFT.

Ja det ved jeg nu rigtignok ikke, lille Signe; for naar det er pæne Trængende, og det er virkelig saadan en nydelig gammel Mand og saadan en dannet Optræden, saa synes jeg nok, at det er Ens Pligt at give. Og han kommer hos saa mange, vi kender, vi taler saa tit om ham, vi kender alle hans Forhold, baade med Sønnerne og Døtrene.

SIGNE.

Nu skal jeg fortælle Dem noget, Fru Kraft. Her gik netop lige en Kone. Hun er kommen regelmæssig til Foreningen i flere Vintre, jeg har hendes Historie fra den forrige Kredsforstanderinde, og det er virkelig en pæn Kone, som De siger, og som trænger. Men jeg kunde dog ikke forsvare at blive ved at give hende.

FRU LINDHOLM.

Hvorfor kunde Du ikke det, Signe?

SIGNE.

Fordi hun er ikke tredive Aar og har otte Børn.

20
FRU LINDHOLM.

Men saa var der da saameget mere Anledning, Barn.

FRU KRAFT.

Gud, det ulykkelige Menneske med otte Børn!

SIGNE.
(ivrig).

Ja, men det er netop det, man kalder for rent umiddelbare Indtryk. Og dem maa man ikke lade sig lede af. Naar Velgørenhed skal være noget rigtig rationelt, maa det naturligvis gaa efter sociale Principer. Man kan virkelig ikke understøtte et Proletariat til stadig at tiltage. — Frøken Henriksen har advaret hende i de sidste tre Aar hvert Aar ...

FRU KRAFT.

Frøken Henriksen!? Det er da ikke Jane Henriksen?

SIGNE.
(mut).

Jo hun hedder Christiane.

FRU KRAFT.
(mod Fru Lindholm).

Det er hende, den grusomme, med Sædelighedssagen. Hun har saadan en Næse

(viser med Haanden).
21
SIGNE.

Ja, hendes Næse kommer vel ikke Sædelighedssagen ved.

FRU KRAFT.

Jo, det ved Gud, den gør. For ved du hvad, min Pige, naar man ser saadan ud, saa skulde man nødig stille sig op i Ridehuset og tale om alt det, man skal forlange af Mændene, og at Kvinderne skal værnes for alt muligt, eller hvad det er hun siger, jeg har ikke hørt det; for det griner bare Herrerne af, rent ud sagt.

SIGNE.
(irriteret).

Frøken Henriksen er en meget begavet Dame, og hun indtager meget moderne Standpunkter baade i Sædelighedssagen og i Velgørenheden. Og det har netop været meget klogt, at hun advarede Konen, men hun gik naturligvis alligevel hen og fik et Barn hvert Aar!

FRU LINDHOLM.

Naa, lille Signe, det synes jeg nu nok, Frøken Henriksen kunde have fundet sig i.

FRU KRAFT.

Ja, det synes jeg med. Det er jo en gift Kone.

22
SIGNE.
(med et Knips med Læberne).

Ja, der maa De rigtignok undskylde, men det er aldeles fejlagtigt. For det er slet ikke det, det kommer an paa.

FRU KRAFT.

Aa, ved Du hvad, lille Signe, det synes jeg dog nok.

SIGNE.
(stadig ivrigere).

Ja, men det er det nu alligevel ikke. Det er jo indlysende, at Ansvaret for at sætte Børn i Verden kan blive lige stort, enten en Forbindelse er legaliseret eller ikke.

FRU KRAFT.
(spids).

Naa ja, saadan er det maaske i det, man kalder fri Kærlighed.

FRU LINDHOLM.

Lille Signe, det forstaar Du dig ikke paa, min Pige.

SIGNE.
(heftig).

Jo, det gør jeg netop meget godt, Moder, meget godt, For det er ganske overfladisk, det I siger, Du og Fru Kraft. Det er jo Faktum, at 23der er Ægteskaber, der er langt mere usædelige end mange frie Forbindelser.

FRU LINDHOLM.

Jeg synes ikke, det er noget meget passende Emne, min Pige.

FRU KRAFT.
(henrykt — bedsk).

Nej, jeg vil jo nok sige ...

SIGNE.

Og saa er det netop et meget passende Emne. For man maa kunne tale rent ud om de vigtigste Ting i Livet. Og man skal ikke forsvare sig med at tale haanligt om det, man kalder for den frie Kærlighed.

FRU KRAFT.

Naa, den holder Du maaske paa?

SIGNE.
(i en arrig Tone).

Hvad vil det sige at holde paa den? Jeg holder ikke paa den. Men jeg foragter alle uforstaaende Angreb og Forvrængninger af dens Tanker. For den frie Kærlighed er og bliver Idealet af Kærlighedsforbindelser imellem Kvinde og Mand.

24
FRU LINDHOLM.

Aa, alt det Du sidder og læser, Pigebarn! —

FRU KRAFT.

Naa, Du tror maaske, det vilde være heldigt med fri Kærlighed? Du mener, at Mændene kunde bare rende fra deres Koner, naar de havde tabt sig lidt. Det var noget godt noget at lære dem.

Og det strider da ogsaa mod al Moral.

SIGNE.

Ja det strider mod den kristne.

FRU LINDHOLM.

Jamen det er da den, der er. —

FRU KRAFT.

Ja, der maa jeg rigtignok holde med Pastor Hansen. Han talte netop om Fritænkerne ...

SIGNE.

Ja, jeg ved, han forsøger sig i at angribe dem paa Steder, hvor der ikke kan tages til Genmæle.

FRU KRAFT.

Ja, man kan da ikke sidde og raabe op og forstyrre Gudstjenesten! Det gør de vel heller ikke paa Forelæsningerne.

25
SIGNE.

Jeg bryder mig aldeles ikke om, hvad Pastor Hansen siger. Det er jo ogsaa en ganske ung Dreng.

FRU KRAFT.

Det maa Du ikke sige, Signe. Han er syv og tyve Aar, og han ser meget ældre ud ...

SIGNE.

Naa ja, han har jo sin Betaling for at skælde ud paa Fritænkerne.

FRU KRAFT.

Aa Dine, de gør det vist heller ikke for ingenting.

FRU LINDHOLM.
(i en Tone for at give Samtalen en anden Vending).

Hører Du Pastor Hansen, Thyra?

FRU KRAFT.

Ja vi gør. Det er jo saa nær, og saa er det paa saadan en passende Tid. Han præker jo ganske dejligt. Og det var det, jeg kom fra, han sagde netop, at den frie Kærlighed, det var alle Menneskenes onde Lyster og Begærligheder ...

SIGNE.

Ja, De ved naturligvis ikke, at Menneskehedens 26herligste Aander i deres Hjærter har bekendt sig til den.

FRU KRAFT.

Aa, Aander! — Nej lad os nu bare ikke tale om, hvad der sommetider kan ligge paa Bunden af vore Hjærter, lille Signe. Det er det vist bedst, vi tier stille med.

SIGNE.

Ja, jeg kender det Løsen. Der skal alle Tider ties.

FRU KRAFT.

Ja, det er saamænd ikke værd at rende omkring til alle Mennesker med hvad der saadan mange Gange kan være i Vejen.

FRU LINDHOLM.

Nej, det giver jeg Dig Ret i, Thyra.

FRU KRAFT.

Hm! — Og at saa Mændene ganske roligt skulde kunne gaa deres Vej og lade Konen staa paa Gaden, (mod signe.) Hvad tror Du saa, hun skulde gribe til?

SIGNE.

Ja, alt det kommer af, at man stadig taaler, at Kvinden bliver nedværdiget ved at skulle 27underholdes af en Mand. Det er netop det uværdige Tryk, vi ogsaa vil tage fra hende.

FRU KRAFT.

Aa, Tryk! — Hvad er det for noget Snak? — Ja, der er ved Gud nok at gøre i et Hus, om ogsaa man nu ikke har mere end det ene Barn. Der er altid noget at faa Tiden til at gaa med, men det maa jeg rigtignok sige, at Kraft, han slider saamænd fra Morgen til Aften, og det er ikke altid en Fornøjelse.

Men det er ogsaa en Mands skønneste Bestemmelse, det talte ogsaa Pastor Hansen om, at arbejde for Hustru og Hjem. Og Du kan tro, min lille Pige, at begyndte man først med at lade Mændene løbe, som de vilde, saa blev det til en nydelig Redelighed.

SIGNE.

Saa blev der først Sandhed i Hjemmene.

FRU KRAFT.

Aa Gud, det blev saamænd de samme smaa Nødløgne mellem dem ogsaa!

SIGNE.
(ser paa sit Uhr).

Ja, jeg maa desværre afbryde Diskussionen. 28Klokken er to, og de lukker paa Universitetet præcis et Kvarter over.

FRU KRAFT.

Men Gud, er den to? Og jeg skulde træffe Manna bestemt halv to hos Vett og Wessel. Naa, hun er naturligvis gaaet omkring i Afdelingerne saa længe; han, der er Chef for Tæpperne, ham kender vi fra Sprogklubben — hvad er det nu han hedder, det er saadan et mere sjældent Navn, naa det kan ogsaa være det samme, men han viste os alt muligt forleden Dag, han var saa galant. Der skulde Du set et Smyrna, Emma, til den yngste Frk. Rugaards Udstyr.

SIGNE.

Ja, Farvel Fru Kraft, jeg skal jo den anden Vej.

FRU KRAFT.

Ja, men lad os dog gaa ned ad Trapperne sammen. Farvel Emma!

FRU LINDHOLM.

Farvel, Farvel!

(de kysses.)
SIGNE.

Farvel, Moder. Ja jeg kommer ikke før Middag.

29
FRU LINDHOLM.
(da de ere ved Døren).

Var det paa Fredag, Du og Manna skulde paa Bal?

FRU KRAFT.

Ja, det er paa Fredag.

FRU LINDHOLM.

Ja, saa vil jeg ønske Jer rigtig god Fornøjelse.

FRU KRAFT.

Tak, Tak! Du skulde gaa med, Signe, det er i Sprogklubben, det kunde blive rigtig morsomt. Du taler jo baade Fransk, Tysk og Engelsk.

SIGNE.

Aa, De ved nok, Fru Kraft, jeg er ikke meget for den Slags Adspredelser.

FRU KRAFT.

Aa nej, det kan jo ogsaa blive kedeligt at sidde og se paa, at de andre morer sig. Farvel, Emma, og hils Lindholm. Han er naturligvis paa Kontoret. Farvel!

(Begge ud.)