Tiende Scene.
- ✂
- FRU LINDHOLM.
- (staar lidt op og ser mod Døren, der har lukket sig efter Madam Jensen, gaar saa hen over Gulvet og standser nogle Øjeblikke i Tanker med Hænderne paa Bordets Bøger. Lindholm kommer ind).
- ✂
- LINDHOLM.
-
Ja undskyld, lille Emma, at det varede saa længe henne hos Skræderen. Men naar man ikke holder de Mennesker i Ørerne, bliver de straks efterladende. Man maa opdrage sin Skræder.
- ✂
- FRU LINDHOLM.
-
(distrait).
Naa, fik Du besørget, hvad Du skulde?
- ✂
- LINDHOLM.
-
Ja. Hvad er der, Emma? Du ser saa tankefuld ud.
- ✂
- FRU LINDHOLM.
-
Aa ja, det var bare noget, jeg læste, medens Du var borte.
- ✂
- LINDHOLM.
-
Naa, det var vel igen en af Signes Bøger. Hm! de kan s'gu være meget klogere, Fruentimmer, uden al den Læsning. Mænd, det er noget andet, de skal nu engang forsluge sig paa alt muligt.
- ✂
- FRU LINDHOLM.
-
Aa ja Lindholm, det kan Du maaske have Ret i. — —
- ✂
- LINDHOLM.
-
Jeg mødte en Kone paa Trappen. Kom hun herfra?
- ✂
- FRU LINDHOLM.
-
Naa ja, det var en fattig Kone, som bad om lidt. Hun havde været hos Signe, men Du ved, Foreningen maa jo vise den yderste Skønsomhed.
- ✂
- LINDHOLM.
-
Ja, der er jo forfærdelig megen Nød i Aar.
- ✂
- FRU LINDHOLM.
-
Signe havde vist hende af.
- ✂
- LINDHOLM.
-
Der var vel ellers ikke noget i Vejen med hende, hvad?
- ✂
- FRU LINDHOLM.
-
(ifører sig under det følgende Hat og Kaabe, som hun har taget ind fra Entréen. Lindholm hjælper hende).
Nej, det var i Grunden en rigtig fornuftig Kone. Jeg gav hende ogsaa noget af min egen Lomme.
- ✂
- LINDHOLM.
-
(kærligt imod hende).
Aa, Du er god, Emma.
- ✂
- FRU LINDHOLM.
-
Aa ja, naar man kender Livet. —
- ✂
- LINDHOLM.
-
(ud i Luften).
Ja, det er det. Naar man kender Livet.
- ✂
- FRU LINDHOLM.
-
(der har knappet sine Handsker. Med et Blik paa ham).
Skal vi saa gaa, Henrik? —
Tæppet falder.