Larsen, Karl Femte Scene.

Femte Scene.

SCHULZE.
(bliver staaende ved Døren. Han er borgerlig klædt og i Overfrakke).
OBERSTEN.
(drejer sig i Stolen og gør en Bevægelse med Haanden for at byde ham nærmere. Schulze gaar et Par Skridt frem og bliver staaende).
SCHULZE.

Ja, jeg vilde gærne tale med Hr. Obersten .... om jeg ikke kommer til Ulejlighed.

OBERSTEN.

Vær Saa god, Hr. Schulze (gør en Haandbevægelse. Schulze gaar noget længere frem). Tag Plads!

SCHULZE.
(trækker en Stol frem fra Midterbordet og sætter sig med Hatten i Haanden).

Det var ... Jeg vilde gærne ... Jeg maatte ...

OBERSTEN.
(betragter ham forbavset).

Det er vel angaaende Licitationen paa det nye Ridehus ved Sønderport.

80
SCHULZE.
(hurtigt).

Nej, Hr. Oberst, det er privat.

OBERSTEN.

De erindrer, det er min Kontortid.

SCHULZE.

Ja jeg beder meget undskylde, Hr. Oberst, men .... Det var noget angaaende Oberstens Søn, Hr. Premierlieutenanten.

ORERSTEN.
(noget kort).

Hvad kan De have at meddele mig angaaende min Søn?

SCHULZE.

Ja, det er angaaende min Datter; den ældste, Augusta.

OBERSTEN.
(forbavset).

Deres Datter?: .. Det vilde vel egentlig være korrektest, om De i saadanne, rent private Anliggender henvendte Dem til Lieutenanten selv.

SCHULZE.
(fast).

Jeg mente, Hr. Oberstens Søn var Lieutenant i Deres Regiment.

81
OBERSTEN.

Hm ... Hvad er det, De har at beklage Dem over angaaende Lieutenanten?

SCHULZE.

Ja, det er, ja ... Lieutenanten har truffet min ældste Datter hos Kommerceraad Husmanns. Der var jo nogle af d'Herrer Officerer, som kom der i Huset. Det skal nok være forrige Paaske første Gang ... De havde et Bal ... og Augusta og Emma Husmann, de har gaaet til Præsten sammen ...

OBERSTEN.
(gør en noget utaalinodig Bevægelse).
SCHULZE.

Ja, jeg skal ikke opholde Hr. Obersten ... men det er ... Nej, jeg maa dog se at forklare (tager sig op over Panden, Obersten ser spændt paa ham). Lieutenanten og min Datter, de har mødt hinanden i Althausen, det vil sige, ikke straks, han har plaget hende til det, siger hun. Hun tog der ind med Banen til min Kones Søster, og det var i Løbet af Vinteren, og saa ..

OBERSTEN.
(skarpt).

Hvad saa?

82
SCHULZE.

Ja saa ... aa, det er ikke saa let at sige, Hr. Oberst (rejser sig op) det er vel kommen saadan lidt efter lidt (noget sagtere). Min Datter ... (endnu sagtere) er i Omstændigheder ved Deres Hr. Søn, Hr. Oberst (sætter sig igen, idet han tager sig om Panden og ser hen til Kakkelovnen). Her er meget varmt!

OBERSTEN.
(ser opmærksomt paa ham. En lille Pavse. Obersten rejser sig, gør et Par Skridt; bliver staaende overfor Schulze, der vil rejse sig, men som han ved en Haandbevægelse byder blive siddende).

Hvor længe er det siden?

SCHULZE.

Det er nok en tre-fire Maaneder siden, Hr. Oberst.

(Pavse, i hvilken Obersten atter gør nogle Skridt; sætter sig.)
OBERSTEN.

Ja, De maa jo sende Deres Datter bort, Hr. Schulze.

SCHULZE.

Ja, men det er det, Hr. Oberst, jeg ikke kan. — Hun har tilstaaet det i Dag for sin Moder; de fortalte mig det nu, da jeg kom hjem til Frokost, saa gik jeg her op ... Jeg vilde tale med Obersten først. Jeg har haft hundrede Tanker paa Vejen ... nu ved jeg slet ikke noget mere. (udbrydende.) Men jeg kan ikke sende hende væk.

83
OBERSTEN.

De forstaar maaske næppe, hvor ondt det gør mig, hvad De fortæller; men jeg ser ikke noget andet Alternativ. (Da Schulze gør en afværgende Bevægelse.) De maa tro, det gør mig særlig ondt overfor Dem, Hr. Schulze, hvem jeg kender som en saa særdeles respektabel Mand. Og vær overbevist om, at hvad jeg maatte kunne gøre for at lette Dem Deres Bestræbelser, vil blive gjort fuldt ud. — De siger, min Søn har kendt Deres Datter fra sidste Foraar? (schulze nikker.) Han er selvfølgelig ikke kommen i Deres Hus?

SCHULZE.

Nej, det kunde aldrig faldet os ind. Vi har altid holdt os for os selv. Det var hos Købmand Husmanns ... Kommerceraad Husmanns ...

OBERSTEN.

Og saa har han gjort Udflugter med hende til Althausen bag Deres Ryg?

SCHULZE.
(nikker tavs).
OBERSTEN.
(lidt skarpt).

De kunde dog maaske have passet lidt bedre paa, Hr. Schulze? Eller Deres Hustru?

84
SCHULZE.

Aa, vi troede hende saa godt, Augusta. Det er saadan en god Pige. Det er netop det, Hr. Oberst. Aa, vi anede ikke det mindste om det hele.

OBERSTEN.

Jeg ser vedblivende ikke andet, end at De maa sende hende bort.

SCHULZE.
(der noget har genvundet sin Fatning).

Se, der var jo en Udvej, Hr. Oberst, (noget forlegen.) Min Datter siger, og jeg tror det i Grunden om Hr. Lieutenanten, at han altid har sagt ... ja, det er maaske nok store Ord, men hun paastaar, at han ... elsker hende, han vilde hende vel, jeg mener ... ja jeg spørger bare, mener Hr. Obersten ikke, at han kunde gifte sig med hende?

OBERSTEN.

Det er umuligt, Hr. Schulze. Det ved De ogsaa godt selv.

SCHULZE.

Ja, jeg ved jo nok, Hr. Oberst, at vi er tarvelige Folk. Men ... Det er min kæreste Datter, Hr. Oberst. Og skulde hun nu føde et Barn og ikke kunne beholde det hos sig ... og det 85 skulde sættes ud ... hun sørgede sig ihjel, Hr. Oberst. Og vi andre ... Og saa kan jeg slet ikke sende hende væk. Der er to til der hjemme, Der er kun et Aar mellem hver, og den yngste er seksten. Det er voksne Pigebørn allesammen, og de ved allerede meget, altfor meget ... og saa elsker de Søsteren ... Hvordan skulde jeg kunne skjule det for dem? (med stigende Liv.) Naar nu Hr. Lieutenanten giftede sig ... jeg har hørt, han skulde til Generalstaben i Berlin, saa var der jo ingen, som vidste af det hele, og vi blev jo her, vi gamle, og vi har ingen Familie i Berlin, som kunde genere ham. Mener De ikke, Hr. Oberst, at det maaske kunde gaa?

OBERSTEN.

Der vilde stille sig ganske andre Ting i Vejen. — Min Søn staar i Alles Øjne i Øjeblikket ved Begyndelsen af en glimrende Carriére. Men han havde kunnet gøre alt, hvad han hidtil har gjort, og mere end det og dog blive til en Officer, som Hs. Majestæt ikke kunde staa sig ved at have i sin Armé. Og det vilde han netop løbe Fare for, ved at man fulgte Deres Raad. En Officer tilhører sin Kejser og sit Land fuldt ud, og alle hans Forhold maa ses under dette ene Synspunkt. Det er den unge Mands Fædrehjem og den modne Mands Ægteskab, som er Jordbunden for al hans 86 Gerning, og for en Officer er Valget til hans Ægteskab den helligste Pligt, hvis Tilsidesættelse drager de mest skæbnesvangre Følger efter sig. Jeg har kendt Officerer nok, som har forsømt denne Pligt, og som derigennem er blevne, hvad jeg maa kalde elendige Soldater; thi de har taget Skade paa den moralske Holdning, der maa være bleven os en anden Natur, og som kan være mere værd end al Taktik og Strategi tilsammen.

De har selv været Soldat?

SCHULZE.

Jeg har gjort 66 og 70 med, lste Magdeburger Infanteriregiment Nr. 26.

OBERSTEN.

Ja, saa har De ogsaa følt, at det, som i Affærerne, og endnu mere under hele den evindelige, deprimerende Anspændthed holdt det hele oppe, det var den af Officerskorpset baarne og hele Armémassen gennemtrængende Følelse af Ære, Æren, som stiller en Mand hellig overfor hans Opgave, som lader ham ubarmhjærtigt underordne sin Person, for at han kan gøre fuldt ud Fyldest paa den Plads, der nu en Gang er bleven hans i Arbejdet for hans Kejser, hans Land, for alle de andre. Og den Følelse, Hr. Schulze, den læres 87 ikke paa Eksercerpladsen alene og under Regimentskommandørens Vinger, men den oparbejdes først og fremmest af Officeren selv i hans Hjem.

SCHULZE.

Jeg forstaar ikke rigtig.

OBERSTEN.

Jeg bør søge at forklare Dem det, saa godtsom det staar i min Magt. Det er overhovedet min Mening, at enhver Mand, der ikke blot er et mandligt Individ, som tilfredsstiller lavere og højere Drifter, kun har et eneste at leve for, og det er hans Ære. De selv, Hr. Schulze, har ud over Deres Familieliv yderligere Opgaver overfor Samfundet og som Borger i vor Stat. Og naar De paa Tværs af al den Uhæderlighed, som sikkert ofte har været ogsaa Dem en truende Konkurrence, dog bestandig har udført Deres Arbejder, som de skulde og burde gøres, saa har De opfyldt denne Pligt, som De gjorde det, naar De som Soldat hævdede Deres Post.

SCHULZE.

Ja, det forstaar jeg, Hr. Oberst.

OBERSTEN.

Men De ved ogsaa, hvor uophørlig og aldrig hvilende denne Kamp for Æren er. Den er 88 bleven ført under hele det brogede Samkvem med Mennesker, der ofte kunde synes at ligge saa langt borte fra Deres Arbejde, og som dog altsammen har haft Betydning, fordi det i tusinde Indflydelser har dannet Deres Karakter. — Og det er en Mands Karakter, der gør alt hans Arbejde.

SCHULZE.
(eftertænksom).

Det er sandt, Hr. Oberst. —

OBERSTEN.

Jeg ved, at Deres Hustru, Hr. Schulze, var Datter af en gammel Laugsmester i Althausen, hvem den moderne Konkurrence næsten bragte til Tiggerstaven; jeg ved, at De som fattig Dreng har lært hos ham og blev opdraget i hans Hus. Og jeg antager, at dette Hjem og den Hustru, som De bragte med derfra, har været Dem det paalideligste Vaaben i Deres ofte haarde Kamp, som har været ført for andet end Næringen alene.

SCHULZE.

Ja, det er sandt, Hr. Oberst.

OBERSTEN.

Og naar De i dette Øjeblik er mere end en velstaaende Mand, fordi De er en af Øvrighed og Medborgere agtet Mand, saa kan De, næst Gud, 89 takke den gamle Mester Wehrmann's og Deres Hustru og Hjem derfor. Det er ikke det, at De forstod at haandtere Høvlebænk og Murske, der har gjort det.

SCHULZE.
(meget bevæget).

Ja, De har Ret, Hr. Oberst. — Jeg har tænkt det tit, eller ogsaa har jeg bare, naar jeg sad saadan hjemme hos min Kone og Børnene, haft saadan en Følelse af, at der var godt at være, der var Ro og saadan ... der var lige som ren Luft. (udbrydende) Ja, men netop derfor, Hr. Oberst, kan De ikke begribe, at nu er det blevet forstyrret altsammen; der er ikke mere Fred, der er Graad, og de maa gaa og tie stille for hinanden og ... aa, jeg tør knap gaa hjem igen. (livligt gjenoptagende) Og netop som De siger, Hr. Oberst, jeg tør sige det, mit Hjem har været et godt Hjem, og min Datter er opdraget deri, og vi har gjort, hvad vi kunde, og jeg tør sige ... ja jeg ved ... det vil sige, jeg begriber ikke, at hun har kunnet gøre, hvad der er sket; men hun er jo et halvt Barn endnu, lige tyve Aar, og hun e r brav, jeg forsikrer Dem, Hr. Oberst, hun er brav, og Deres Søn ... jeg tror egentlig ikke, han har ment det ondt, hun har fortalt saa meget, og ... mener De ikke, netop, som De har sagt, at de to kunde blive til noget sammen?

90
OBERSTEN.

Hr. Schulze! De forstaar ikke Forskellen mellem Deres Datters og min Søns Stand.

SCHULZE.
(vil tale).
OBERSTEN.
(afbrydende).

Jeg taler ikke af nogen utilbørlig Standshovmod. Men saa vist som Ærens Indhold er det samme i alle Stænder og i enhver Situation, saa vist er ogsaa netop dens Veje og dens Former forskellige. Og for en Hustrus Indflydelse er den helt almindelige Bravhed og Trofasthed ikke nok; her drejer det sig om det, man kalder Takt, thi hos Kvinden er Takten alt. Og det er netop igennem sine ejendommelige Livsforhold og Opdragelse, at hun ligesom halvt igennem Luften, som De talte om før, kan have erhvervet sig en moralsk Finfølelse, som i sin Umiddelbarhed ofte langt kan overgaa Mandens. Men denne Taktens Følsomhed for min Søns Stands særegne Fordringer, vil jeg ikke kunne finde hos Deres Datter, saa lidt iøvrigt som hos Døtrene af de forskelligste Familier udenfor visse Dele af Embedsstanden og af vor Adel. (med Varme) De vil ikke misforstaa mig — jeg haaber, at De vil have indset, at vil min Søn, som er Soldat og 91 Officer, vogte sin Ære efter al sin Evne, saa kan han ikke ægte Deres Datter.

SCHULZE.

Ja, men saa min Datters Ære?

OBERSTEN.

Hr. Schulze, den burde hun selv have værnet om. —

SCHULZE.
(rejser sig).

Det er for haarde Ord, Hr. Oberst. — Deres Hr. Søn er en smuk Mand og Officer. Og det er det, jeg tror, at han har Hjærte. Det er løbet af med ham ogsaa. Og saa med Pigebarnet med. Og hvor skulde hun egentlig have kunnet staa imod? — Ja, jeg mener ... Det kan være meget vanskeligt til Tider, det at værne om sin Ære.

OBERSTEN.
(i gennembrydende Bevægelse).

Ja desværre! — Netop dette, min Søns Fejltrin viser mig det til Overflod. Og naar det smerter mig saa dybt, som De maa tro, saa tilstaar jeg i dette Øjeblik, at det vel ikke mest er for Deres unge Datters Skyld eller for Deres, men det er jo netop paa hans, min eneste Søns Vegne. Han bærer det Fornavn, alle vi ældste Sønner i 92 Slægten har baaret; og han har blandt Mennesker været min første Opgave og mit inderligste Haab.

Jeg har maattet kæmpe haardt paa mange Maader. Min Fader døde som ung Capitain og efterlod sig intet, og vor hele Familie har mistet sin Formue; kun Hans Majestæt kan jeg takke for min Opdragelse. Og den afdøde Oberst von Sternecks Datter, der blev min Hustru, stod ene som jeg selv. De maa tro, at naar jeg altfor ofte følte mig selv holdt i Skranke fremfor mange andre, saa var min højeste Revanche netop Forventningerne til den Dreng. Og jeg har gjort, hvad der stod i min Magt, det ved jeg. Og saa maa jeg nu staa overfor Dem og tilstaa, at han har handlet som en æreløs Knægt. —

SCHULZE.
(gør en afværgende Bevægelse).

Det er vel for meget sagt, Hr. Oberst.

OBERSTEN.
(i stigende Bevægelse).

Jo han har.

Men jeg beder Dem, Hr. Schulze ... jeg tænkte .... det var maaske dog muligt at han kunde udsone alt dette ... overfor sig selv, mener jeg ... paa en eller anden Maade ...

Ja, for han kan ikke stoppes op nu i den 93 mest glimrende Carrière — hører De, De maa have Barmhjærtighed med ham — — og med mig.

SCHULZE.
(rejser sig fattet og rolig).

Vi staar lige, Hr. Oberst. Men den ene af os maa vige. Og De kører det største Læs ... Jeg har ikke mere at sige.

OBERSTEN.
(staar uden at sige et Ord).
SCHULZE.

Farvel, Hr. Oberst!

OBERSTEN.
(griber hans Haand).

Farvel, Hr. Schulze!

(vil sige noget, men faar intet Ord frem, slaar ud med Haanden — med tilkæmpet Stemme; Farvel. (Schulze bukker og gaar. Obersten følger ham mekanisk til Døren, som han lukker efter ham, vender tilbage og gaar i heftig Bevægelse op og ned ad Gulvet. Uhret over Skrivebordet slaar. Obersten gaar hen imod Bordet, vil samle sig, sætter sig, tager fat paa nogle Papirer, men rejser sig straks igen og ringer paa Klokken ved Døren til venstre; gaar op og ned ad Gulvet.)