Larsen, Karl Anden Scene.

Anden Scene.

WILLIBALD.
(er i Interimsuniform ligesom Faderen, dog med Kaarde).

God Aften, Fader! Er Du her, Moder? —

FRUEN.

Ja, min Dreng.

OBERSTEN.

Din Moder og jeg vilde gærne tale lidt med Dig.

WILLIBALD.
(ser sig lidt om i Stuen — noget forbavset, sætter sig).

Ja, jeg er til Tjeneste.

108
OBERSTEN.

Entrepreneur Schulze her fra Byen var hos mig i Dag.

WILLIBALD.

Saa — — aa —?

FRUEN.

Det var om Datteren, Willibald.

WILLIBALD.
(slaar ud med Haanden).

Naa, saa ved I altsaa det hele. —

FRUEN.

Men Din Fader siger, han var nok til at komme til Rette med. De sender den unge Pige bort. Der var ikke Tale om Giftermaal.

WILLIBALD.

Det har jeg aldrig frygtet.

OBERSTEN.

Du har kanske ment, at med en Smule Borgerdatter kunde man altid tillade sig et og andet. Følgerne kunde man altid løbe fra.

WILLIBALD.

Du tager fejl, Fader. Jeg har holdt af Augusta Schulze.

FRUEN.

Hvad mener Du med det, Willibald?

109
WILLIBALD.

Jeg mener, hvad jeg siger, Moder. Og jeg mener tillige, at jeg har gjort et Menneske, som var blevet mig forunderlig kær, ulykkelig for hele Livet. Og mig selv med.

OBERSTEN.

Talemaader! —

WILLIBALD.

Du har Uret, Fader.

FRUEN.
(meget ængstet).

Hvor Du er rolig, Willibald!

WILLIBALD.

Ja, jeg er meget rolig, og jeg vil bede Eder begge om at høre mig i Ro.

OBERSTEN.

Havde Du været en halv Snes Aar yngre, skulde jeg nok have forstaaet at sætte din Sindsligevægt en Smule i Bevægelse, men det forekommer mig dog, at Du overfor dine Forældre, som begge er i det stærkeste Oprør over din Handlemaade, kunde aflægge noget af din Flegma.

WILLIBALD.

Der er vel Situationer, hvor en Mand maa 110 blive rolig, uden at det egentlig kan kaldes Flegma.

OBERSTEN.

Du skulde have været lidt af denne Mand noget før.

WILLIBALD.

Der har Du Ret, Fader.

OBERSTEN.
(med spydig Harme).

Du taler som en Dommer.

WILLIBALD.
(med Varme).

Fader! Se en Gang bort fra, hvad jeg skylder min Fader, og glem, at Du er min Oberst. Og hør paa, hvad jeg nu maa fortælle Dig og Moder som en Tilstaaelse og en Forklaring. Og saa bevar blot for mig, begge to, mens I hører, den Sympati, som jeg maaske i mine yngre Aar fortjente, og som jeg for Resten med den største Smerte føler for Øjeblikket er lige saa levende og varm i Eder som nogensinde — trods alt.

FRUEN.

Ja, Willibald, det er sandt. Og netop derfor gør dit Fejltrin os saa skrækkelig ondt.

Men, ikke sandt, Du angrer det ogsaa, Willibald?

111
WILLIBALD.

Anger er et trivielt Ord, Moder.—

FRUEN.

Ja, jeg mener, Du vil gøre alt dit for at se at faa det gjort godt igjen ... saa vidt muligt.

WILLIBALD.

Ja, om det var muligt, Moder.

OBERSTEN.

Det er netop Sagen.

FRUEN.

Ja, jeg ved jo nok, at der er meget, som Du ikke kan oprette, (stærkt udbrydende) Stakkels Willibald, min egen Dreng, der er nok at afgøre med Dig og din Samvittighed alene.

WILLIBALD.

Ja, det er sandt, Moder. Den hele Affære og hvad der knytter sig til den, det er netop i strengeste Forstand min egen Sag. Og ikke noget andet Menneske, end ikke Du eller Fader, kan hjælpe mig saa meget som en Fingersbred tilRette. — — Og jeg har ogsaa allerede afgjort det med mig selv ganske ene.

FRUEN.
(ængstet).

Men saadan maa Du ikke tale, Willibald. 112 Du maa ikke staa der saa fortvivlet rolig. — Det ved vi jo dog, at der rindes Tilgivelse for alle Fejl.

OBERSTEN.

Sig mig blot een Ting, Willibald, hvad Du vel selv havde tænkt Dig?

FRUEN.

Havde Du tænkt paa at gifte Dig med hende?

WILLIBALD.

Jeg har aldrig tænkt paa det, men mindst af alting nu.

OBERSTEN.

Og hvad var dine Grunde?

FRUEN.

Du tænkte vel paa din Stand?

OBERSTEN.

Men det var jo netop den, som han satte saa brutalt til Side, da han overhovedet indlod sig med Pigebarnet.

WILLIBALD.

Ja Fader ... Og det kommer Du aldrig til at forstaa, at just det kunde gøre hende saa besynderlig kær for mig, at der laa denne Stand 113 imellem os. Det var netop hele denne Forskellighed i Tanker og Opfattelse af alle Ting, som tog mig fangen.

Og at hun var en ærbar Pige og vidste, hun dog aldrig kunde blive min Hustru, det gjorde, at hver eneste, lille Hengivelse maatte erobres — der var intet, af hvad hun gav, som ikke netop var helt ud mit.

OBERSTEN.

Og paa en saadan Betragtning lykkedes det Dig at føre en ærbar Kvinde ind, og det en Kvinde, der var opdragen i et Hjem, som havde sin Standsfølelse og Egenartethed saa godt som vort.

WILLIBALD.

Netop derfra, Fader, hentede jeg mine Vaaben. Der var en Slags Fætter, som sværmede for hende, en flink Haandværker og et net Menneske. Men han var af hendes egne. Der var hende ikke noget nyt ved ham, ingenting, hun følte sig blændet og imponeret og gjort lille af, saadan som Kvinder vil have det.

FRUEN.

Ja, det forstaar jeg saa godt. — (lille Pavse) Willibald — sig mig en Gang, hvordan var egentlig dit Forhold til Fru von Aksajeff?

114
WILLIBALD.

Jeg var en Tid lang opfyldt af Kærlighed til den Kvinde.

OBERSTEN.

Det antog jeg dog ikke, at man nærede Kærlighed til saadanne Kvinder.

WILLIBALD.

Jo, Fader! Naar man er fire og tyve Aar og saa naiv, som jeg var det dengang. Jeg kan ikke kalde det med noget andet Navn. Spørg mig selv nu bagefter, hvad det var for taabelige Drømme og Planer, der tumlede sig i mit Hovede overfor hende. Jeg ved det knap selv, jeg husker dem næppe, og det var vel ogsaa netop slet ingen Planer, bare Drømme, Fantasterier, Selvforglemmelse, alt hvad Du vil kalde det, men mere end Sandserne alene, det var det.

OBERSTEN.

Havde det endda kun været dem, havde jeg nær sagt. —

WILLIBALD.

Ja, og det kunde Du have sagt med Rette, Fader. Saadan var det hos von Renitz, hos Baumberg og hos Schramm ogsaa; de vidste allesammen saa ganske nøje, hvad de vilde hende, men hun 115 tog ikke nogen af dem, hun valgte mig, fordi netop ogsaa det betog hende, som var en ung Kvinde endnu, at jeg slet ikke tænkte, men bare lod mig rive med af hende.

Husk paa, at indtil da havde alting været Plan i mit Liv, i min Opdragelse og fra Skolen og Lieutenantstiden, alt, lige ned til det, som havde sendt mig til Berlin. Og jeg havde sat hele en Mands Kraft ind paa alt det Arbejde. Nu gav jeg den løse Tøjler overfor en Kvinde. Og alt det, jeg før havde villet og tænkt for mig selv og for Jer, det blev slugt op af denne Stolthed, naar hun sagde mig, at hun var min.

FRUEN.

Hun maa være kommen til at elske Dig højt. —

WILLIBALD.

Og jeg kunde glemme alting i den Kvindes Skød. —

OBERSTEN.

Jeg mente, det kom for en Mand her i Livet netop an paa at huske, til ethvert givet Øjeblik at huske helt.

WILLIBALD.

Men det var netop det at glemme, jeg fik lært hos Fru von Aksajeff, og det lærte jeg til 116 Gavns. Da jeg kom tilbage fra Berlin, maatte jeg ønske det af mangfoldige Grunde. Naar jeg styrtede mig ind i Arbejde, var det bare for at glemme; men Arbejdet alene formaaede det i Længden ikke. Jeg kunde ikke finde den gamle Hvile i det og alle de Forhaabninger, som fyldte saa helt ud før. Saa traf jeg Augusta Schulze. Hun var en Fryd for mine Øjne, som var blevne vænnede til Kvinder, og hun vakte efterhaanden denne altid pirrende Lyst til at blive raadig over hende, Herre over hende, og til atter engang at føle hele det Trylleri, som en Kvinde, der elsker, kan øse ned over en. Og jeg glemte alt igen —

FRUEN.
(meget alvorlig).

Men det maa være forbi, alt dette, nu, Willibald.

WILLIBALD.

Moder! Jeg er bange for, det vilde flytte med for Fremtiden. —

OBERSTEN.
(som rejser sig — meget alvorlig).

Der dømte Du Dig selv, Willibald.

WILLIBALD.

Ja, Fader. Det har jeg gjort.

117
FRUEN.

Men det er det, han hverken maa eller kan. Willibald er ikke sin egen Dommer. Det er dog vel snarere os, hans Forældre, som maa tage den Sag op.

WILLIBALD.

Og netop den Domstol traadte jeg nødigst af alle under Øjne.

FRUEN.

Og saa kan Du dog intet Steds vente bedre Gehør.

OBERSTEN.
(meget bevæget).

Men heller intet Steds vil Retfærdigheden være vanskeligere at naa. For det, vi skulde være Dommere over, det er i altfor meget vor egen Gerning og vor kæreste Gerning, som vi nødigst af alle vil se er bleven røgtet slet.

WILLIBALD.
(stærkt udbrydende).

Ja, Fader, hvad Du siger der, er netop det, der gør mig fejg. Det er det, der kunde bringe mig til at lyve, og som har ladet mig spekulere paa allehaande Krogveje og Udflugter, at jeg rammer Jer, mine Forældre, saa dybt i dette og det, som er mere end dette. Det har jeg aldrig 118 kunnet glemme, og jeg fik aldrig døvet i mit Sind denne pinende Erindring om al den Tanke og Omsorg, som I har ofret paa mig. Og saa skulde I dog have fejlet — fejlet og spildt det altsammen!

FRUEN.

Du sagde, der var mere end dette her, Willibald?

WILLIBALD.

Jeg har faaet et Telegram fra Berlin. Den Mand, der sendte det af, venter inde paa mit Værelse; han kom, ligesom jeg skulde over til Fader. Jeg vil have ham her ind.

(ringer paa Klokken ved Skrivebordet).