↩ De lærte godt fra sig, Loll-Brødrene, saa meget kunde han forstaa, da han kom hjem fra deres Skole om Mandag 77 Eftermiddag. De kunde rigtignok anderledes forklare baade Latinen og Grammatiken og Regnekunsten end dennehér Prygle-Lærer, de havde i Mansfeld. Og Martin mærkede, at han kunde godt følge med, skjønt det gik rask fra Haanden. Det var ham da en god Opmuntring. Men ellers vidste han saamænd ikke, hvad han skulde sige om dem, – han kunde nu hellerikke huske saadant noget bestemt af, hvad de havde sagt i Dagens Løb udenfor Timerne, for det var ellers ikke saa lidt. – Men han blev ikke just roligere i Sindet ved at være sammen med dem. Nej, for de var nok milde, men de var vist alligevel paa en Maade strængere end f. Ex. hans Fader hjemme. Det var, ligesom deres Væsen hele Tiden fordrede noget af En. Jo, – at være saa milde og kjærlige, som de var, det var vist meget sværere, end hvad hans Fader saadan forlangte, for det var da bestemte Ting, men dettehér var noget – ligesom helt igjennem. Men det kunde godt være, at naar man først var saadan, saa var man ovre det paa een Gang, og saa fik man Ro i Sindet. – Og saa var der jo den megen Syngen – ogsaa mens de gik og arbejdede. Dér syntes han nu, at Sanglæreren i Mansfeld stod over dem. For dissehér sang ikke rent.