↩ Den, hvem Martin syntes bedst om paa Skolen, det var dog denne Wigand, som han først havde seet. Og det, som han lærte Martin, var noget, som denne ikke blot tænkte over i Timerne, og mens han lærte sine Pensa, – nej, det blev saamænd efterhaanden det, hvormed han søgte at udfylde den mørke Tomhed, der saa ofte kom over ham, fordi han maatte lade det allervigtigste staa hen, dissehér Evigheds-Sager, og ikke kunde faa Glæde i sin Samvittighed, – Det, der gjorde Læsningen med Wigand saa skjøn for ham, var dette, at han ved den stadig kom til at tænke paa sin lykkelige Barndoms-Tid – akkurat ligesom den Aften, da han kom her til Byen: – Wigand kunde ogsaa ligefrem den Sang om Vogterpigen: »Helst vil jeg græsse min Hjord langs det Gjærde,« – og holdt saa meget af den Slags Sange. Og naar han havde lært Martin nogle rigtig smukke, latinske Vers, saa sagde han tit: »Vi Tyske behøver ikke at staa til Skamme,« – og saa kom han med nogle Sange, der sommetider lignede den om Vogterpigen, men sommetider ogsaa var meget forskjellige derfra og meget gamle. Men de var da tyske. Der var noget, der var saa nyt for Martin i mange af disse Sange – baade de latinske og tyske – at de saa ofte tog noget alvorligt, noget, som han altid før havde anseet for saadan barnagtige Ting, som man kun kunde bruge i en Leg eller høre om i et Eventyr. Han var vant til fra lille af, at naar det ikke var Leg og Eventyr, saa skulde det jo være Arbejde eller ogsaa dette med Evigheden og med Samvittigheden. Men her i disse Sange kom stadigvæk saa meget, der hverken var det ene eller det andet.