↩ Men det kunde jo langtfra opfylde hans Sind til Stadighed. Aa, nej, – og de meldte sig ogsaa godt nok igjen, alle hans gamle Vanskeligheder: baade disse sære 118 Ængstelser for at drage Skyld og Ansvar over sig, ligesom paa Turen til Magdeburg – og dér i Krudtkammeret, – men jo fremfor alt Tvivlen, om man ogsaa kunde regne, hvad hans Fader sagde om de evige Ting, og Tvivlen om Guds Retfærdighed, og Angsten for uforvarende at komme i Helvede – – Det, der sikrest holdt ham fra Tanken paa alt dette, det var i Virkeligheden Vanvids-Rædslen: at han øjeblikkelig skulde blive gal, naar han gav sig disse Tanker i Vold. Aa, kunde han blot have draget til Rom og faaet Syndsforladelse af Paven for alle sine Synder, for hele sit Liv, – man havde jo dog sletikke gjort, hvad man kunde for sin Frelse og sin Sjæls Fred, før man havde prøvet, hvad dét kunde give. – Det var en Ting, hvori Eisenach stod tilbage for baade Mansfeld og Magdeburg: at man ikke længer levede ved denne store Landevej, der førte lige til Rom. Han havde nemlig den Forestilling, at han var bøjet af fra den i Erfurt.