↩ Det var jo hundrede Gange mere forunderligt, at der var nogen, som vilde tage sig af ham, give ham Klæder og Føde, – ja, naar han søgte at huske alt det, Fru Ursula havde talt om, saa var det jo en uhyre Lykke, der var hændt ham, – hun havde jo ogsaa sagt, at han maaskee kunde komme til at bo dér i Huset – – aa ja, men han var da saa sært ude af Stand til at samle sig, – det var vel, fordi disse frygtelige Spørgsmaal om Helvede og alt dét skjød sig frem i hans Sind, saasnart han vilde tænke paa al den Lykke og vilde takke Gud derfor, som han var vant til det, fra han var lille Dreng, – – aa, saa kom det om Guds Strænghed og Retfærdighed, som han syntes var Uretfærdighed – – hvis nu den Lykke sletikke betød noget for Gud, og han ingen Tak vilde have – – Aa ja, hvilken Uro det dog voldte i hans Sind, bare det at Lykken saadan nærmede sig – saa hylede det op, alt det andet derinde – – –