↩ De to unge Schalber, Christian og Moriz, kom efterhaanden til at gjøre mere og mere ud af Martin. Det kom dels af, at de selv kunde mærke, hvor meget dygtigere han var til alt, hvad der hed Læsning, end de havde været, dengang de gik i Trebonii Skole, men ogsaa af, at de kunde skjønne, hvor stor Pris deres Faster og hendes Mand satte paa ham. Hen paa Sommeren spurgte de ham, om han ikke nok vilde sige »Du« til dem, ligesom de hele Tiden havde sagt til ham, og paa Tonen kunde Martin forstaa, at det var en Slags Undskyldning, de bød, fordi de havde gjort det. – Deres Søster Ursula følte det nu baade ubekvemt og ligesom upassende, at hun sagde »Du« til Martin, saa meget mere som det fik en Klang af Fortrolighed, da det ikke længere faldt af sig selv, at Grunden var Standsforskjellen. Faa sig til at sige »I« til ham, kunde hun hellerikke, det vilde lyde saa underligt, syntes hun. Saa gik hun og sagde Martin, ogsaa i Tiltale, men undgik mange Gange af den samme Grund at tale til ham.