↩ Og pludselig kom Martin i Tanker om, at dette maatte være den Vej, hvorpaa hans Fader og Moder gik, kort før de blev trolovede, – det, som hans Fader fortalte om nu sidste Juleaften. Og – dér laa jo ogsaa Engelsbjærget paa høje Rhön! – dér, udenfor Horisonten, – og stak op som en stor, kantet Sten, og helt violetblaa var den, imens alt det andet rundt omkring var gult af Solen. Ja, det maatte da ganske sikkert være Engelsbjærget! – – Det stod saadan helt udenfor alting. Det var, ligesom det dukkede sit Hoved op langt, langt borte og kaldte, skjønt man ikke kunde høre det. Aa, han vidste ikke rigtig, hvad det var, det mindede om, men det var noget, som angik ham selv, og var saa smertefuldt. Det 139 var ogsaa noget, som han havde tænkt paa, den Gang han lavede dennehér Sang, den fra Hörselbjærget, – eller da lavede om paa den, for det meste var jo ikke af ham selv.