Knudsen, Jakob Uddrag fra ANGST

Saadan gik Tiden ud paa Foraaret og Sommeren. Der var kun kort Tid til, at Martin skulde rejse til Erfurt, til Universitetet. – Da overraskedes han en Dag overmaade: Jomfru Ursula kom ind til ham paa hans Kammer, forgrædt og elendig; – han kunde see, at hun var bleven mager, men han syntes ellers, at hun var endnu dejligere end før. – Hun sagde, at hun gik til ham, fordi hun turde ikke komme til andre derom, og han var ogsaa den, hun stolede bedst paa. – Hun bad ham om, at han nu straks vilde følge hende op til den Pige, som de sagde, Georg Kieritz var Kjærest med, oppe paa Bjærget. Hun vilde tale med Pigen og byde hende Penge for at sige hende alt, for saa turde Ursula nok haabe, at hendes Moder og hendes Faster vilde hjælpe hende imod Kieritz og være paa hendes Parti. For hendes Fader vilde ingenting høre om at bryde sit Ord til ham.