Knudsen, Jakob Uddrag fra ANGST

Men nu kunde de sletingen Ting sige til hinanden. Om det var Kieritz's Ord, der voldte det, eller det var Tanken om, at nu var Jomfru Ursulas Trolovelse nok til Ende, det vidste Martin ikke, – men han følte det, som om hun nu kunde blive hans, – ja, at hun vist elskede ham. Og han følte med det samme, at det kunde aldrig skee, hun vilde være ham altfor fremmed! – – Nej, nej – hun vilde aldrig kunne forstaa, hvordan han her i Eisenach havde haft det, – – den store Afgjørelse – eller Undersøgelse, – som han havde gaaet og opsat, men dog aldrig helt kunde skyde fra sig – nej, for den maatte jo komme engang, skjønt han ikke begreb, hvordan det nogensinde skulde skee. Men uden den var hans Liv jo forspildt baade i Tid og Evighed! – Han tænkte ogsaa paa, hvorledes dog mon hendes Sjælefred og Ro her i Verden var? – hvordan hun kunde have den Ro? – det vilde han vist heller aldrig kunne forstaa. Skjønt den var vel ligesom de fleste andre Menneskers Ro, – der ogsaa var ham ubegribelig.