↩ De var naaet en halv Mils Vej fra Erfurt. De var lystig tilmode i det friske, kolde Foraarsvejr, og skjønt de begge var fyldt nitten Aar, teede de sig som Skoledrenge, sprang Buk over hinanden og løb omkap. – De løb henover en Mark, som skraanede temmelig stærkt nedad, og pludselig snubler Martin, hans Kaarde ryger ud af Skeden, og han styrter ned over den og faar et Snitsaar – ikke dybt, men lige i Pulsaaren i Laaret. Blodet stod i en Straale ud derfra – og han blev næsten øjeblikkelig overfalden af en Mathed, saa han ikke kunde rejse sig. Det sortnede for hans Øjne, og han følte sig greben af en Døds-Rædsel, der snørede Struben sammen paa ham, saa det nogle Øjeblikke var, som han skulde kvæles. »Hjælp, Maria! hjælp, Maria!« skreg han og fik derved atter Vejret. Men Blodet strømmede fremdeles. Han mærkede godt, at det ikke var selve Døden, der gjorde ham saa angst, men det, der kom efter: i næste Øjeblik at skulle vaagne op og staa for Guds Domstol – i næste Øjeblik! – – Men han kunde endnu tvinge Tanken derpaa tilbage, han turde ikke tænke den- –