↩ Underligt var det, – at dengang da Afgrundsstrømmen steg op i ham, da han havde saaret sig med Kaarden, og Helvedes-Angsten fyldte ham, da var det sletikke Guds Forudbestemmelse af alting, der forfærdede ham – nej, det var Bevidstheden om, at han var en Synder, og ikke havde gjort saa nær, hvad han kunde, for at blive fuldkommen – og at Gud saa vilde straffe ham med evig Fordømmelse derfor, straks han var død. Det var det gamle fra Mansfeld – blot langt mere øjeblikkeligt forestaaende – der kom over ham, og ikke det fra Magdeburg. – Aa ja, hvor det nu var ved at blive gammelt 160 hos ham med de Ting. Nu havde han jo allerede gaaet mange flere Aar og været ulykkelig, end den lille, korte Tid af sit Liv, da han virkelig havde været glad. Og fremad: bare Foreløbighed uden Hvile, og saa – Evigheden, – – og han turde ikke tænke paa den!