↩ Der var især Anselms Forklaring paa, hvorfor Gud maatte blive Menneske i Kristus, det syntes han nok var en mægtig Udsigt – ja, over det Hele, – ligefra Skabelsens Begyndelse og til de yderste Evigheder: Synden den var jo altsaa et Rov, begaaet af Mennesket mod Guds Ære. Mennesket er Guds Skyldner, saalænge han ikke har betalt dette Rov tilbage eller har liidt Straf derfor, og hans Skyld er uendelig, fordi Guds Ære er evig. Mennesket selv kan ikke betale det Uendelige. Det kan kun dét Menneske, som tillige er Gud. Han kan som Menneske betale for Mennesket, og han kan som Gud betale det Uendelige. Ved sit fuldkomne Liv kan Gudmennesket ikke betale, thi et saadant var han i Forvejen Faderen skyldig. Men han kan betale for andre ved sin frivillige Død i Lydighed, thi en saadan var han ikke Faderen skyldig. Denne uendelige Værdi kan tilregnes os Mennesker og betale vor uendelige Skyld. – Det var saa forunderligt, at høre dette omtalt i saadanne høje, luftige, fjærne Ord – som Vildgjæs, der trak forbi over Ens Hoved, højt oppe i Evigheden – og saa var det dog netop Tankerne om denne frygtelige Skyld, der sved og brændte i hans egen Sjæl, undertiden blev til pludselig, uudholdelig Rædsel, men gjennem de lange Aar og Maaneder var en hverdagslig Pine og Hvileløshed. At finde nogen Trøst i Omtalen af Kristi Overtagelse af Skylden faldt ham sletikke ind.