Knudsen, Jakob Uddrag fra ANGST

Aa, det var jo hændt ham forleden her i hans Celle, at han i Vildelse, af Angst over sine Synder, sine gudsbespottelige Tanker, havde seet Lynstraaler slaa ud fra Crucifixet deroppe paa Væggen. Og det var ikke længe siden – ved den Procession i Eisleben, som Dr. Staupitz førte – hvor han gik Monstransen nærmest, at han pludselig var bleven saa skræmt ved Tanken om Kristi legemlige Nærværelse, saa han, badet i Sved, var segnet bagover, og vilde have forstyrret det hele, hvis han ikke var bleven mere baaren end støttet af den Munk, som fulgte efter ham, indtil de naaede Kirken igjen. – Og nu da der nærmede 178 sig dette nye og meget større i Fremtiden, som truede, nu rejste sig straks alle Minderne hos ham om det, som var passeret. – Han kunde jo ikke mere styre sine Tanker, de blev vildt gudsbespottelige af bare Angst for den Straf, som deres Bespottelighed maatte paaføre ham. Det var især bleven galt, efter at han havde hørt om en Pige her i Erfurt, der imod sin Vilje havde tænkt, da Præsten løftede den indviede Hostie over Alteret: »hvilken Skjælm bliver ikke dér løftet til Vejrs!« Hun var bleven slagen med Vanvid af Angst over sine egne Tanker.