Alle forekomster
↩ Han huskede saa tydeligt den dobbelte Følelse, han havde den forfærdelige Aften, da alt dette var bleven ham klart: Følelsen af, at han da vist nu var evig fortabt, og saa den Bevidsthed, at her havde han fat i noget, der var uimodsigelig sandt, det var ikke Skrupler og Indbildninger – nej, det var ikke af Kjærlighed til Gud, han var Munk, det var ene og alene af Angst – og han kunde ikke andet nu end føle Rædsel for Gud, – skjønt han jo dog engang som Barn havde elsket ham saa inderligt.