Alle forekomster
↩ Hvorfra havde hans Fader dog sin Ro – overfor alle de store Spørgsmaal? overfor det Evige? Martin kunde ikke huske bestemte Ord af ham derom, men derfor var hans Fornemmelse af det lige sikker og levende: den Tone, hvori hans Fader saa ofte havde talt om den Slags Ting, – hvad gav ham Mod, men fremfor alt Ro – til at tale om Præster og Munke, som han saa tit havde gjort. Hans Fader var jo hverken fræk eller vantro, han troede jo paa Gud, paa hans hellige Ord og Anordninger – hvor kunde han da finde Myndighed til at tale saa selvraadigt eller selvstændigt om alle de evige Ting. Stadig steg Mindet frem hos Martin om den Gang, hans Fader laa dødssyg, og Præsten var hos ham – uden at han dog heller fra den Lejlighed kunde mindes bestemte Ord af ham, blot det: at hans Kone og Børn havde Pengene mere behov.