↩ Da Martin næste Morgen til Højmessen traadte ind i Klosterkirkens Kor gjennem Sakristi-Døren, vidste han, at han kom her første Gang i dette Ærinde; men han fornam det, som om han kom her efter en lang Række tidligere Gange, i den Grad havde han under sin angstfulde Forberedelse i Fantasien forud oplevet det hele; – dette frembragte nu en underlig forvildende Dobbelthed i hans Bevidsthed, idet han, ved hver Bevægelse, han gjorde, hvert Ord, han sagde, syntes, at det var allerede gjort eller sagt lige i Forvejen; det var, som om hans Handlinger og Ord gik ham allerede færdige imøde, naar han skulde til at frembringe dem. – Men idet han bevægede sig hen midt for Alteret paa dets nederste Trin, havde han i et Glimt seet ned over Kirkerummet, og Tanken om, at hans Fader maatte sidde der – for han saae ham i Virkeligheden ikke – virkede efterhaanden saa stærkt paa ham, saa han, til alt Held, slap ud af hin Dobbelthed, der let kunde have forvirret ham, – og han tænkte nu kun paa det farlige Øjeblik, da han med et »Dominus vobiscum« skulde vende sig om mod Menigheden – og derved virkelig faa sin Fader at see. Dette optog ham i den Grad, saa han næsten uden at tænke ved det, paa rent udvendig Maade, slap igjennem Slutningen af Trinbønnen, ligeledes det mange Gange gjentagne Kyrie eleison og Gloria in excelsis. – Men idet Præsten skal begynde paa Collecterne, er det, han første Gang vender sig mod Menigheden og siger: »Herren være med Eder!«