↩ Han sad dernede, foroverbøjet, med Hænderne støttende mod sine Knæ. Martin saae mere af hans Haar end af hans Ansigt. Haaret var bleven meget stærkt graanet. Han rokkede, vist ligesom utaalmodig, frem og tilbage med Overkroppen. Denne lille Mand tog lige saa megen Plads i Martins Bevidsthed i dette Øjeblik som alt det andet i Kirken, ja, meget mere, for det andet existerede kun halvt for ham. Han kunde sletikke holde Tankerne ved Ordene, han messede, men fortsatte alligevel dermed – han kunde det altsammen søvngjængeragtig sikkert. Imens blev han ved at høre det Ord med sin Faders Stemme: »Gud er jo ingen Kjæltring, «- – kunde disse Ord da opveje al den Sikkerhed, som Martin ved sit Munkeliv havde søgt at vinde, gjorde de det overflødigt, forkasteligt – – det var jo gudsbespotteligt at tænke – aa, det var jo den ugudeligste Vantro – – –