Knudsen, Jakob Uddrag fra ANGST

Han havde fremsagt det Vers af den hellige Skrift, som indleder Offertoriet, han havde bedt Bønnen ved Frembæringen af Brødet og Vinen, – han havde foretaget Haandtvætningen og atter vendt sig mod Menigheden med Ordene: »Orate fratres!« ..... Men denne Gang saae han ikke efter sin Fader, han var helt optagen af hine Ord, den Gamle for mange Aar siden havde sagt. – – Han havde bedt de paa Haandtvætningen følgende »stille Bønner« eller Secreter – havde udraabt til Menigheden sit: »Sursum corda!« og var kommen igjennem Præfationen. Nu lagde han Hænderne foldede paa Altret og bøjede sit Hoved dybt og begyndte paa den »stille Messe« – der ender med Ordene for selve den hellige Forvandling. Men da han henimod Slutningen af den stille Messe velsignende udbredte sine Hænder over Vinen og Brødet og udtalte Ordene: »Vi ofre til Dig, Du Levende, Sande, Evige« .... vaagnede han pludselig op til fuld Bevidsthed om, hvad han foretog sig – – og blev overfalden af en lammende Rædsel: hvilken Dødssynd, at hans Tanker havde været borte derfra! hvilke Fejl havde han maaskee begaaet! – – det sortnede for hans Øjne, han var ved at falde eller at flygte – – da fornam han den gamle Præceptors Røst 189 i sit Øre – det lød, som han havde forstaaet det hele: »Du har ingen Fejl begaaet, fat Mod, stol paa Guds Naade!« – Han følte tillige et fast Tag i sin Arm – – Han vidste ikke straks, hvad han gjorde, kun at han fortsatte, – men da han endelig kom til selve Indstiftelsesordene, vendte hans Bevidsthed baade om ham selv og om Handlingen helt tilbage, – – det var ikke Angst, men en lindrende, tilbagetrængt Hulken, der gjorde hans Stemme noget utydelig. Nu var han eet med Handlingen i Øjeblikket, med Nadvernydelsen, som fulgte, saae hverken frem foran den eller tilbage.