↩ Han spiste med den Alvor, hvormed en Arbejdsmand nyder sin Mad, seende hverken til højre eller venstre. Men da Martin saae, hvor Skeen med Søbemaden vippede i hans Faders Haand – maatte han en lille Stund tage Øjnene til sig, de vilde løbe over. Den Haand var jo altfor vant til at tage om svære Byrder, til at den kunde komme til Ro med en lille, let Ting som saadan en Sølvskee. Og det var jo for Sønnen, denne Haand havde slidt og slæbt saa haardt. Den var jo stor til saa lille en Mand, og frygtelig knoklet, den havde store Lejringer af benhaard Hud paa sine Steder, men den var bleven omhyggelig skrubbet, kunde man see, for Renligheds Skyld til denne Rejse. Nu smed den, med et lille Kast, Skeen om i Hulningen mellem Pege- og Tommelfingren, saa Bladet vendte op mod Haandleddet. Martin saae i det samme for sine Øjne Fyrretræs-Bordskiven dér hjemme i Mansfeld. Denne Bevægelse med Skeen gjorde hans Fader jo altid, mens han gumlede. – Nej, Martin var sletikke Herre over sig selv, mærkede han, – dettehér det var jo saa sikkert og paalideligt som at see en Hest eller en Ko græsse, – det var altfor – overmægtigt til, at han kunde bære det. – Men han kunde jo da ogsaa have Lov til at græde paa saadan en højtidelig Dag, det kunde da ingen tage ham ilde op.